Kornmangelen truer skræksomt i sær i Fjeldbøygderne.



Skjedde, Austefjord museum (AMU-075) Foto: Ragnar A



At Egnens Indbyggere har altso megen Aarsag at beklage sig i nærværende Tid, da Kornet er utaalelig dyrt, og Tilførsel mangler; men for de mange som sige: "at dette Aar, er det værste Uaar, som har været", vil jeg give til Betænkning hvad vore Forfædre maa have døjet i de værste af saa mange mislige og Uaar, om hvilke jeg finder Optegnelser og Fortællinger fra Fortiden og her i Korthed vil anmærke.

         1591 var, særdeles nordenfields i Norge, saa stor Hunger at mangfoldige mennesker derved bort?, og dette Aar blev kaldet det store sorte Aar.

         1601 blev Jordens Grøde baade Høe og Korn for det meste opædt af Læmænd, Muus og andet Utøj, og hvad som var tilbage frøs bort og blev liggende under Sneen, som kom før Korsmesse om Høsten og laae til Korsmesse om Vaaren. Dette Aar, galt en Skjeppe Byg i Norge 4 Rdør., som var, efter saa liden Pengeroullance som den Tid, sørgeligt dyrt, og siden blev dette Aar kaldet: det store dyre Aar.

         1613 blev Kornet saa dyrt at man i Bergen maatte give for 1 Tønde Korn 8 Rdlr., og indtil 1625 vedvarede Dyrtiden og Kornmangelen.

         Aarene 1632, 33 og 34 var saa stor misvext paa Korn, at mange Mennesker i sær i Nordlandene døde af Hunger. 1635 var et grønne Aar. 1637 var Vinteren overmaade stræng. 1638 atter et grøn Aar, som og Aarene 1641, 45, 47, af hvilke det sidste var et vaadt og Frostaar, da ogsaa Læmenderne gjorde stor Skade.

Høstens Slutning

Efter at, som meldt i dette No. første Blad under 12 Septbr., saa meget af Landboens Kornsæd var forfrosen, vedblev Veirliget end mere at vise sig truende med kold Luft Regn og Slud og tilsidst et farligt Snefald, som mellem 23 og 25 Septbr. bedækkede hele Landet, nedknusede den grønne Sæd og paa Fieldjorer (Gaarder) laae snefast fra Tirsdag til Søndag. Nogle Steds frøs atter en Deel af Kornet under Optøingen, men allevegne blev det meget forknust. Foruden en Mængde Krager som strax efter den første Frost nedflygtede fra de Gaarder hvor Kornet var frosent, samledes nu under Sneens Optøing end mere med Skader, Snepper og Skovfugle i Flokkevis paa de optøende Agre og bortsnappede meget især af Bygvexten, hertil kom et stormende Veir med orkanlignende Vindbyer der herskede den 4 og 5 Oktbr., hvorudi mange af de opførte Kornhæsjer bleve knættede, adsplittede og meget af den halvtørre Bygavl knugedes i Jorden, saa at det syntes ligesom flere Fordærvelser stødte sammen for at forringe Høstens Gaver. Endnu stod al Seenhavren uopskaaren og overalt græsgrøn, men med nysnævnte Stormvejr, gik Luftens kolde Temperament over til varmere, som baade Dage og Nætter vedvarede hvorudi Kornet modnedes indtil den 16de hvis paafølgende Nat, medførte en sen skarp Kulde at Iistappene hang alenlange fra Tagene - saa at af den Havresæd, som endnu stod paa Ageren vil lidet være tjenligt til Sædekorn.       

Om Hielp i Vaarnød.

Marts og April gav os barsk Vinter. Sneen i Dale og Fieldegner til 4 a 5 Alen, og endda mere hvor den enten ved Drivfog eller Skredeløb er sammendynget. Kulden har mangen Morgenstund naaet 6 til 7 Grader. Vindene oftest Nord og Nordvestlige. Luften sielden klar, Nordlysene, i denne Sneevejrstid eller foregaaende Vinter, ikke seet herfra,

Hele Søndmøers Vaar-Torskefiskerie, kan for dette Aar neppe tegnes over 500 Rdlr., og hvad er det imod de anvendte Bekostninger og Tidsspilde.Qvægfodermangelen truer i denne Tid.

Om Hielp i Vaarnød.

Vaarnød er her det samme som en farlig Foermangel, og hvor mandigen vore Fædre ofte har frelst sit Qvæg i saadanne Farestider, har vi sikre Fortællinger om: Hvorledes i Foraaret efter store Sneevinter, som man kalder dem, hver arbejdsfør Karl i Morgenstunden med Tryver under Skoene og en Sæk paa Nakken, Øx og Skavl i Beltet, reiste til Fjeldskovene, neddyngede Rognetræer, afskavede Barken og fyldte i Sækken, sammenbandt de smaa Grene eller Rogneqviste i et Knippe, lagde Lidser om Sækken at den derved kunde bæres ved Karlens Skuldre tvers paa Ryggen; Qvisteknippet lagdes ovenpaa den fyldte Sæk, som ofte holdt en Tønde Bark, og saaledes mangesteds 1 Mils Vej, mere eller mindre, hiem igien paa Tryverne; hvilket i længeliggende Vaarsnee, maatte udholdes daglig i 3, 4 til 6 Uger.

Måla bark.

Gjestebloggar: Berte Kanutte Aarflot

Ikke længe efter at jeg var konfirmeret, forfattede jeg nogle Sange, som dog hverken mine Forældre eller nogen Anden vidste Noget om, med Undtagelse af mine Søstre, da vi vare saa fortrolige, at hvad den Ene vidste, det vidste som oftest ogsaa de Andre.

Naar den Tid da kom, at jeg skulde forlade Fædrenehjemmet og vi skulde skilles ad, begjærede den Ældste af mine Søstre at faa laane disse Sange for en kort Tid, hvilket hun ogsaa fik. Dette var i Aaret 1816.

Eet Aar derefter døde min Fader. og da han laa paa sit Sidste, faldt det min Søster ind, at Fader ikke havde seet eller vidste Noget om disse Sange, og hun troede, det dog ikke kunde skade, om han fik se dem, før han døde. Hun besluttede derfor at vise ham dem, hvilket hun ogsaa gjorde.

Da min Fader havde gjennemlæst dem, ordnede han dem, eftersom han fandt dlet mest passende og skrev til Titel: ”En gudelskende Sjæls opbyggelige Sange.” Derpaa leverede han dem til min Broder og bad ham, ikke at forsømme, ved Trykken at lade dem komme for Lyset.

Om Almeløvets Nytte

Alm (Ulmus glabra), bilete frå http://no.wikipedia.org/wiki/Alm 

Anlediger ved flere indløbne Spørsmaale: Om Almeløvets Nytte kan udstrækkes videre? Og om Raadførsel til Almetræets mueligst hastige Formerelse, samt adskilligt om Rognetræet, vil Udgiveren for denne Gang meddele Følgende:

            I nærværende Tider, da Korntilførselen er vanskelig og Prisen for alt for Mange utaalelig, har de fleste af dem som før holdte Sviin, maattet lade en for Jorddyrkningen og Huusholdningen saa fortrinlig fordeelagtig Avl ophøre; men hvis disse, i en Udkant af deres Bøemark havde havt hvad jeg vil kalde en Bjærings Lund, hvor blant andre Slags, 40 a 50 Stkr. kronvoxne Alm-Træer, vilde de finde god Leilighed at opføde og holde Svin med den Gelee eller Kraftsuppe lignende Velling, som faaes af Almetræets Løv og Bark, blandet med anden Svineæde. Og i en Tid af 10 a 12 Aar kan en Bonde forskaffe sig en saadan Bjærings Lund.

           

No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

Denne Maaneds første Uge var Luften klar, med 4 a 6 Graders Kulde, og Vindene meest stille. Den anden endtes med Blæst og Storm, og derpaa et stort Snelag, især i Fieldegne, hvorfra igiennem de bratte Biergsider saaes mange nedstyrtende Sneskred, som paa sine Steder gik lige til Søes. Efter dette Snefald, og den hele øvrige Tid af Maaneden, blev Luften mildere, saa at mellem syd og sydvestlig Storme, Blæst og Regn, og fra 3 til 5 G. Varme, Sneen optøede langs Havkanten og de største Fiordes Strande; men i høiere Daleegner og paa Fieldheder virkede Tøeveiret mere end at fortynde Snelaget en trediedeel, saa at der paa sine Steder endn ligger fra 2 til 3 Alen dyb Snee, som dog formedelst Luftens Urolighed ikke hidtil har givet fremkommeligt Slædeføre.

Kalve at opfostre.

Qvægavlens Vigtighed for Landmandens daglige Huusholdning, for Jorddyrkningen og Landvæsenets Vel, behøver jeg ikke her at omhandle; kun et Raad mod den paa Bondebøigden og mellem de smaa Jordeparters Beboere saa ofte hørte Klage: at de ikke kan tillægge sig saa mange Kalve, som de har nødigt, for Mangel paa Melk, og naar den liden Melk, som bekommes af een eller tvende Kiør, skal deles mellem Husets Tarv og de unge Kalves Opforstring, bleve begge vanholdne, de sidste oftest Skrantlinger, og seent voxende, saa de tabe et Aar og mere inden de komme til Kiør, imod andre som have faaet god Opfostring.  Jeg er derimod kommen i Erfaring om et Fødemiddel til unge Kalve, saa at man, naar undtages de første Uger, som Kalvene maa have Melk, siden til bedre Fordeel kan fostre dem, end med Melk.

          

For Jorddyrkeren

 Til Jorddyrkningens Fremme hører veldannet og god Arbeidsbejne, (Jorddyrker-Redskaber) men endda opnaaer man ei Hensigten, saalenge Jorden ikke er befriet for skadende og hinderlige Fugtigheder og Dele, og har de Blandinger, som til enhver Væxt-Arts Trivelse ere passende og fornødne.

            De for Ager og Eng skadelige Vanddele, kaldes her i Almindelighed: Biergsie, Koldevæder, Myre-Vatn og Svorte-Vatn.  Det første af disse Slags opspringer hvor der ere Bierge i Jordbunden som have Sprækker og Vandaarer; det andet kommer oftest op af Leer-Grund; og som begge, af dyb Grund opstigende, ei allene ere kolde, men og uflogisterede, det er: have ikke havt Luftens fri Paavirkning og Meddelelse, og hvorfore, naar de kommer op til Væxternes Rødder, aarsager sammes Vantrivelse eller Død.  Myrevatn forekommer mange stede paa vidtløftige Myrestrækninger hvor Mulden er opfyldt med forraadnede Furru- og Enerødder, samt andre Slags raadne Træ- og Vext-Levninger.  Vand som igiennemflyder saadan Slags Jordbund, har ofte, ei allene en tiærevandlignende Mørkhed, men og ludsaltagtig Skarphed, som giør megen Jord ufrugtbar.  Svortvatn har sit Navn fra de saakaldte Svortedepler, Blandinger af en Slags Oker og Jernopløsning, og ere disse, ligesom de fleste mineraliske Vande, Væxterne skadelige. Hvor de 2de sidste forekommer, er det ei nok at bortlede dem, men Jordbunden maa ogsaa gives Blandinger af formildende og frugtbare Jordarter.  Derimod, naar de 2de første Slags Vande bortlede igiennem dybe Kanaler eller Veiter, kan Jordbunden ofte strax vorde god og frugtbringende.

Norsk Landboeblad No 2

9. jan.1810