Liim og Læderfedt

Et slags Liim. Efter Forsøg meddelt af Gaardmand og Violinmager Elling Løvold her i Volden. 

Vaartorskens Fladmager (Luftblære) udtages frisk, renses fra Slim og dens sorte Rogge (Hinde), skylles i Vand og ophænges i et luftigt Værelse, saa at Sol og Regn ei kommer til den. Naar man vil lime, tages en ganske tør Mage og koges i Vand til den er vel igiennemkogt, og derpaa medens Magen er varm støder den, i en Steen eller Træmorter, til den bliver saa ganske fin at der findes intet haardt tilbage, og hvis Limen under Støbningen vil være for tyk, spædes lidt deri af det Vand Magen blev kogt udi. Saadant Liim, kan bruges til al Slags grovt Træarbeide man vil have limet, og er meget anvendeligt i Steden for andet Liim, som nu falder kostbart at kiøbe.  Det Vand Magen blev kogt udi, tiener og til Brug som godt Limvand.

Kortlaadne Skindklæder som Landboerne kan bruge, især om Vinteren, istæden for Vadmelsklæder:

Man klipper Sauderne omtrent 3 Uger før de slagtes, at de, som man kalder det, kan yldes op igien. Man lader Skindene udspilede blive tørre, og naar de ere det, tager man Sildelage og Sildefedt, mænger derudi noget Havremeel, overstryger Skindene paa Kiødsiden med denne Beidsningskompost, lægger dem sammen og lader dem ligge i 6 a 8 Dage. Af Lagen faaer de en Slags mere Seighed, og af Fedtet, som indtrækkes i Skindene, en mere Tæthed at imodstaae Vandets Giennemtrængning. (...) Naar Fedtet og Lagen ere indtrængte, hænges Skindene en Dagstid udslagne paa Stænger, helst i et noget varmt Værelse. Derefter skrabes det tørrt Meelrust af Kiødsiden og begyndes først spagfærdigt at valke dem i en Skindbraak, og siden, som de bliver myge, forøges Arbeidet, indtil de bliver hvide paa Kiødsiden og saa flossede, som det var S?skind. De langlaadne Skind, af Sauder med fuldvoxen Uld, beidses paa samme Maade, men valkes og braakes med mere Varsomhed, at Ulden ikke sammenlarkes eller kommer i Urede. Disse kan helst bruges til Pælse og Sengedækkener, og dertil kan, med visse Træers Bark, farves gule, brune eller røde, som man vil.

Norske Landboeblad No 48
30. november 1810

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind

En jævn Kulde mellem 2 til 4 Grader, men ingen nye Snee falden i denne Uge. Vindene nordlige og oftest sagteblæsende. Paa frosen Jord, og Sneeføret ere Landeveiene let fremkommelige. Sildefiskeriet bliver mindre. Møllevand mangler mangesteds.

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind, hvortil man bruger Bark, som, efter at den er tagen af Træerne, ikke maa være kommet Regn eller Vand til, være tørret i Skygge og fri fra Muggenhed, knuset smaa førend den bruges. At Huder og Skind vorder vel og jævnt afbaarede, de efter et Par Dage lagte i koldt Vand og reengiorte før de lægges i Barkning, er nødvendigt; at de derved desjævnere og bedre skal beredes, maa Barken strøes lige tykt mellem hvert Lag Huder, og i Førstningen vendes de hveranden eller tredie og siden hver fierde Dag. De som laae nærmest Bunden i Barkekarret den første Gang, maa den næste komme ovenpaa, og saaledes vexelviis, thi at saae passelig og jævn Barkning paa Skind og Læder, giør meget baade til dets Varighed at taale Slidt og til at udholde Vand. Til Barkelaug tages Nogle Søevand, Andre færskt eller rindende Vand. For øvrigt fortienede Barkningen, samt Skinds og Læders videre Behandling, en egen Afhandling, da samme er saa betydelig før Menneskelegemets Konservation og Sundhed, naar betænkes hvad udefliede Skoe og Skindklæder kan foraarsage.

I denne Maaned paadrives ogsaa Tærskningen i de fleste Lader, og er dertil den bedste Tid. At tærske strax Kornet er indtaget, som Nogle giør, raader jeg ikke til, men at lade Noget utærsket til langt udi næste Maaned, giør jeg ogsaa Erindringer imod, fordi Muus og Utøi ofte giester i Laden, medens Bonden holder Juul.

Norske Landboeblad No 47
23. november 1810