Løvetand, Kaffe og de tarveligste Klæder.

Løvetand: Denne af sin Nytte, og lægende Egenskab mod Gigt og skiørbuttiske Tilfælde, endnu ikke blandt norske Landboere nok bekiendt Plante, hvis første Blade nu titter fram af Jorden, og viser hvor dens nyttige Rod er at finde. Den kan tages baade i Foraaret og i Efteraaret, og naar man vil tage den i og efter denne Tid, saa maa det være betids førend den viser sit guldgule Blomst, der kaldes Laxeblomst, eller før den faaer sin indhule Stilk, der kaldes Kappeloup, under hvilket Navn den er almindeligst bekiendt, fordi Børn kløve Stilken og holde den i Munden, da den ruller sig sammen i ringede Dangler, som kaldes Kappeloup. Navnet Løvetand synes den have derfra, at de fra Roden fremliggende Blade have Tagger lignende Rovdyrs Tænder. En hvidagtig Saft viser sig naar Stilken  afskiæres, og naar Plantens mange gule Blomstblade ere samlede, staar Toppen som kronet med en hvid Uld, der kaldes Løvetandens Paryk. Stænglerne ere runde, glatte, hule og hver bær kun eet mangebladet Blomst. - Disse ere dens væsentligste Kiendemærker.

            Om Plantens Nytte læses i Hornemanns Plantelære Pag. 412:

            Den er een af de bedste Bieurter. Planten ædes gierne af Qvæget, dens spæde Blade kunne bruges til Salat, og Blomsterne, før de udspringe, til Kappers; Roden er brugelig til Kaffe og til at sætte paa Brændeviin, i Island spises den raae og stegt paa Gløder.

Om Farving

Om Farving, fortsat fra No. 9.

At sorte Uldklæder i Almindelighed har mindre Varme og Varighed end andet slags farvede, er blandt flere Aarsager ogsaa denne, at de fleste paasatte sorte Farver medbringe saadanne Inndele?, som svækker eller tærer Uldstoffet. Man maatte derfore i de Bøygder hvor sortfarvede Klæder ere meget i Brug, hellere tilraade, at de brugte flere Klæder med Faarenes Farver, enten eens eller blandede, og ikke, som alt for meget skeer, koge hvide eller ? uldne Tøier til sorte. Men skal man have nogle sorte Klæder, saa maa man sørge for at bekomme sort eller mørkegraae Uld, som i et Afkog af Elle, Eeg- eller Aspe-Bark ec., og Smak, kan blive mørkere.

         Naar Ulden Tøi skulle, fra hvide eller lysgraae, farves sort, uden at lide i Farvingen, da maa det i en Blaakippe af Indigo og Urin først farves mørkeblaat, udvaskes i rindende Vand og alle løse Farvedeele vel afvrides, derefter koger man Bark og Frøeknopper af Svart Or (Elletræer), i Vand der har staaet et par Maaneder over Slibesteens Grums, og er forsigtigen afhældet, at intet af Grumset følger til Farvekiedelen. Tøiet bringes flere Gange i og af denne sorte Farve, til det bliver mørlt nok. Mørkegraat og brunsort Uldtøi kan og herudi farves sortere.

         I forbemeldte Slags Afkog af Ellebark og Frøknopper, kan til et Skaalpunds Vægt Uldtøi, kommes i Lod Galæble og i ? Brasiljetrær, som koger med Tøiet en Time, hvorefter det optager, skylles og tørres.

En smuk grøn Farve paa Uldent

Det er ved denne Aarets Tid, og førend Vaararbeidet begynder, at huuslige Landboefruentimre her og i Omegnen almindeligst væver og tilvirker de fleste uldne og linnede Tøier, og som det formodentlig vil fremme mangens Lyst til Huusfliden, naar de tillige selv kunne farve de Klædestykker, som de forfardiger, som roesværdigt, naar det kan skee enten allene eller for det meste med indenlandske Planter, hvorom jeg i dette Blads første Aargang har givet nogle korte Anviisninger og Anmærkninger, saasom i No. 24, Side 95, at farve Guult, Grønt og saakaldet Fægrerødfarve, samt No. 27, Side 109 og 10, hvilke der benævnte, med nogle flere Farveplanters Brug, fordrer en udførlig Beskrivelse. Men imidlertid, da maaskee mange ville farve, og ikke ere forsynede med de fornødne indenlandske Planter, eller deraf kunne udbringe de Farver de ønskede, vil jeg anvise nogle, hvorved deels udenlandske, deels indenlandske Planter eller tilvirkede Ingredientser, kunne bringes.

En smuk grøn Farve paa Uldent

Til et Skaalpunds Vægt eller a Marker uldent Garn eller Tøi, tages i Lod Victriol-Olie og er halvt Qvintin bedste Indigo, som stødes fiint, og i et stort Sukkerglas eller Flaske med viid og aaben Hals udmænges, helst med en Glaspind eller og en lille Stikke af Enertræ, som Smalenden af en Pibestik. Glasset maa være saa stort, at Farven ved Brusningen ikke gaaer over; den omrøres da og nogle Gange siden. Efter et Døgn, eller længere, kan denne Farve bruges. Men hænger en Kiedel paa Ilden med reent Vand, og mod det et koghedt, kommer Farven derudi og omrøres. Garnet eller Tøiet som skal farves, maa være vaadt og afvridet igien, og kommer da i Farven, hvor det vendes om før at tage jevn Kouleur. Kiedelen maa være paa Ilden, uden at koge, indtil at Farven er indtrukken, saa er det blaat, kan tages op og skylles.