...og gid Flere heraf maa lære den for Alle saa meget vigtige Kornbesparelse!

Torsdagen den 30te Sept. Af Udgiveren.

Om nogle, for ubekiendte eller lidet bekiendte, kornbesparende Fødemidler.

Potetesæbler er en Frugt, som ikke her er bleven benyttet til Folkeføde førend næstafvigte Høsttid, da den er befunden især anvendelig i Fladbrøddei. Æblene koges og siden enten bankes og mases til en fiin og seig Dej, hvorudi at spæde med Vand, Kornmeel, ja endog Lettekorns- og Avnemeel, kan indæltes, og deraf bages Fladebrød, hvorved Potetesæblene give samme Fordeel til Velsmag og Sejhed, som om man havde blandet Dejen med Rugmeel. Ved Potetæbledejen vinder man en Fladbrødleiv paa hver Mark Meel.

Men som Potetæblene er meget vanskelige ved Masing og Bankning at faae fine, især Kjernene og Knotten af den Stilk de hænge paa, saa har Nogle, strax efter de vare kogte, malet dem paa Meelqværnen, ligesaa man maler Drav; hvorved de hastigst blive til en fiin Dej tyk som en Grød, der strax indæltes med Meel, og uden at henstaae, som sagt, bages, og giver et drøyt og velsmagende Brød; ja, paalidelige Landboere have sagt mig, at de ikke fandt større Nytte ved i sidste Sommer at blande Rugmeel mellem Avne- og Halmmeel, end nu af Potetæblerne.

Naar Æbledejen er malet, maa Qværn-Overstenen hæves af, og Meelsøydingen afvaskes vel med Vand, ellers vil Dejmassen stivne og saaledes fastlime Qværnen. Naar man vil mase og lave anden Mad end Fladbrød af Potetæblerne, kan man først i reent Vand afkoge Bedskheden, og siden med nyt Vand, hvorudi lidet Saltkoge dem møre og til bedre Smag.

Kornmangelen truer skræksomt i sær i Fjeldbøygderne.



Skjedde, Austefjord museum (AMU-075) Foto: Ragnar A



At Egnens Indbyggere har altso megen Aarsag at beklage sig i nærværende Tid, da Kornet er utaalelig dyrt, og Tilførsel mangler; men for de mange som sige: "at dette Aar, er det værste Uaar, som har været", vil jeg give til Betænkning hvad vore Forfædre maa have døjet i de værste af saa mange mislige og Uaar, om hvilke jeg finder Optegnelser og Fortællinger fra Fortiden og her i Korthed vil anmærke.

         1591 var, særdeles nordenfields i Norge, saa stor Hunger at mangfoldige mennesker derved bort?, og dette Aar blev kaldet det store sorte Aar.

         1601 blev Jordens Grøde baade Høe og Korn for det meste opædt af Læmænd, Muus og andet Utøj, og hvad som var tilbage frøs bort og blev liggende under Sneen, som kom før Korsmesse om Høsten og laae til Korsmesse om Vaaren. Dette Aar, galt en Skjeppe Byg i Norge 4 Rdør., som var, efter saa liden Pengeroullance som den Tid, sørgeligt dyrt, og siden blev dette Aar kaldet: det store dyre Aar.

         1613 blev Kornet saa dyrt at man i Bergen maatte give for 1 Tønde Korn 8 Rdlr., og indtil 1625 vedvarede Dyrtiden og Kornmangelen.

         Aarene 1632, 33 og 34 var saa stor misvext paa Korn, at mange Mennesker i sær i Nordlandene døde af Hunger. 1635 var et grønne Aar. 1637 var Vinteren overmaade stræng. 1638 atter et grøn Aar, som og Aarene 1641, 45, 47, af hvilke det sidste var et vaadt og Frostaar, da ogsaa Læmenderne gjorde stor Skade.

Bygg, havre og Efterretninger af Statstidenden

Indtil Torsdags Aften var Veiret ganske godt; Varmen om Dagene ved, lidt under eller over, tempereret. Luften for det meste klar, men dog Nætterne for denne Tid meget mørke, saa at man med bare Øine har seet Stierner at 6te Størrelse, og i skyet Veir igien saa dunkelt, at Fieldenes Dannelse var utydelig at see, altsaa for Seilende ikke vel giørligt at reise mellem Kystenbs Skiærgaarde om Natten. At Nordlysene ere saa ganske bortfiærnede, er vel en Aarsak til mere mørke Nætter. En stor Deel af Havresæden er udsaaet og man har ønsket en mild Regn, men Fredags Morgen fik vi i Følge med kolde Vinde et nyt Sneelag, som, hvis det ei vil ligge for længe og medfføre Frost, kan have samme Nytte som en god Regn, da de Gamles Ordsprog herom lyder: April Sniø, er saa go so Saudegiø. Barometret har staaet høit, men sank foran Sneeveiret. Torskefiskeriet ophørte med Paaskeugen. Silden er fornummet i denne Uge at søge ind til Fiordene.

Det er ikke saa almindeligen bekiendt, som det paa flere Steder vilde være til største Nytte at udsaae Havren foran Pløiningen, som kaldes Undersaaening, hvor Jorden er sandig og tør, befriet fra Koldvæde og i Pløiningstiden tillige er tørt Veir, er af mange her i Egnen forsøgt med Fordeel: Man udsaaer Kornet paa Halmstubbene, et Økt eller en Stund før man kommer med Ploven, hvorved bruges den Forsigtighed at Sædekornet ikke forstyrres, men kun jevnt ned pløies med Plove som alminde­ligst gaaer 4 Tommer dybt. Furen jevnes med Hakkegrævene og Harving er man befriet for. Til denne Slags Sæd pløies her kun een Gang, og skal Ageren giødes, skeer det foran Saaeningen. Der, som haves saadant Jordkyn, at denne Maade kan bruges, vil Nogle paastaae, at efter et Par Aars Forsøg lykkes det bedre end de første, og ville sige, at Jorden eller Korn­arten kommer ligesom i Vane med den Slags Dyrkningsmaade og Væxt, og at Ageren derefter bliver mere løs end ved Ovensæd og Ovengiødning. Men, Udgiveren tilraader ikke denne Maade paa kold og fugtig Grund, ei heller naar Ageren er blød af meget Regn eller Sneevand.