Liden Varme om Dagene...

Liden Varme om Dagene og de fleste Nætter nogen, dog for Kornsæden hidtil ikke skadelig, Kulde, har vi havt denne Uge, og Iistappene fra Tagene hænge i Morgenstunden alenlange. Forrige Uges færske Sneelag tøede ved Solens Virkning op fra de dyrkbare Jorder, og denne Uges Onsdag et nyt Sneelag, som ligeledes tøer ved Solskin. Paa nogle Øer og i Dale, var den færske Snee enhalv Alen, men høit til Fields mere, da den faldt meget ulige; men liden Regn i denne Tid. Vindene mere sagte end blæsende, men dog fra Nordrekanten og kolde. Skovene som vare færdige at grønnes ved udspringende Løv, staaer nu i Stade. Erlen er kommen; men Giøgen, som ofte er hørt ved Korsmisse, endnu ikke. Imidlertid formodes, at en Vinter, hvis Strænghed i sin Tid var omspaaet og af endeel Almuesfolk nok befrugtet, er denne Gang gaaet forbi med det Mildeste, som norske Vinter mellem Snese Aar, kan til en Sieldenhed vorde optegnet.

I denne Maaned er, som før anmærket, bedste Tid at udsaae Byg: Bygsæden fordrer her i Egnen bedste Giødsel, dog med den Forskiel, at paa kolde og fugtige Agre nytter bedst Smale eller Saude (Faare) Giødsel, da den er varmende, og paa tørre og sansdige Agre Koegiødsel og Myrmuld, naar den med disse Slags Qvægurin er vel igiennemdrænket. At Giødselen udbredes ovenpaa den udsaaede Byg og tillige med den nedharves i Muldens Overflade, har paa sine Steder en større Nytte, end at den er udbredt og ikke nedharvet, og derved udsættes i tørt Veir for Sol og Vind. Og som Bygavlen er, især i nærværende Tider, Landet saa vigtig, saa fordrer næsten enhver Egn og Jordkyn, samt efter visse Slags Vinter- og Foraarsveirligt, egne Regler for Væxtens Fremme, som ved flere Steders kyndige Jorddyrkeres Iagttagelser og Anviisninger, kunde bidrage til noget Heelt.

            Naar Bygsæden er forbi, er først Tid at udsaae Liinfrøet, og derefter sættes Potetes. Imidlertid dyrkes Haven og udsaaes Rodkaal og andre Urters Frøe, samt sættes tidlige og sildige Erter, indtil udi Juni, da Næper kan saaes til endog forbi St. Hansdagstider. For øvrigt er Vaartiden dyrebar for saa mange nyttige Væxters Dyrkning, at jeg ei kiender nogen større Fornøielse, end at opmuntre til dens nyttige Anvendelse, og udbeder mig at kyndige Landmænd korte, men tydelige Anviis­ninger, om hvad som passer bedst paa de eller hine Egne, men maa og bede, at de forundte Anviisninger portofrit hidsendes.

Norsk Landboeblad No 18

4. mai 1811

En mild Paaske-Uge og det smukkeste Foraars Veir

En mild Paaske-Uge og det smukkeste Foraars Veir har man havt her i disse Dage. - Nogle har begyndt Pløining til Havresæden, som for denne Egn synes vel betids. Ved disse Dage at have besøgt endeel bratte og mod Middagen vendende Søstrande og Biergsider, som i forrige Aargang under No. 28 ere beskrevne, har Udgiveren fundet endeel Vexter blomstrende, hvorilandt: Vaarlyst, Primula, Seedsimmer, Anemone, og Guldsoleie, Hieracium. Derforuden paa fladere Jordbund, ere Planterne ikke ualmindelig hyppige at spire. Steendolpen, Motacilla oenanthe, om hvilken Landmanden siger: han kommer med den sidste Vaarsnee, som kaldes Steendolpe-Riden, er i Gaar først seet. Linerlen og Giøgen er af Vaarfugle endnu tilbage, og af Søfugle Tenden. Vindene mest syd og ostlige. Luften mere klart end skyet.

En Plovmands Sang.

af Zetlitz.

Troløse Bølger maa Sømanden pløie,

Angest og Fare draer med ham fra Land,

Tit uden Binding blir farefuld Møie:

Nogen opslængt paa den fremmede Strand

Trygler han Huuslye og Føde og Klæder,

Mødes saa til med et krænkende Nei,

Tænker misundsom paa Landmandens Glæder.

Mine de er' Mon jeg føler ei?

Fiskeren iler fra brødløse Hytte,

Hungrende Hustrue og pialtede Smaae,

Søgende Havets det usikre Bytte

Vaad og udmattet som tiest han maae,

Døden at flye gaae tomhændet tilbage;

Taarer nedstrømme paa furede Rand

Landmandens Lykke forøger hans Klage

O, han har Ret. Men den Lykke er min.

Skiønsoomme Ager med Lysat kan jeg pløie,

Sielden drak Jorden uskiønsom min Sved,

Sielden sveg Haabet Jordbrugerens Møie,

Sielden den eu blege Hunger kom ned

Til hans lyksalige fredende Hytte,

I ?lig var Glæden hans smilende Giæst -

Jeg ei min Plov med en Jægt vil bortbytte,

Ei med en Kiøbmandsskib pløiende Hest.

Kom mine Grander, lad beenstærke Heste

Trælle for Ploven, omsonst det ei er.

Føde for os og vor trængende Næste,

Fandt vi jo jevnlig paa Furene her.

Dyrkede Agre er Guld værd, vor Møie

Lønner mangfoldig den gavmilde Høst

Gud see til den, som har intet at pløie!

Tung er hans Lod, vi bør være hans Trøst.

Du som de gavmilde Hænder oplader,

Føde og Klæde og Fryd sender ned,

Qvægets Opholder og Menneskets Fader,

See til vor Møie og signe vor Sverd!

Signer du ei da forgiæves vi svede,

Spildt er vor Klygt og vort Haab og for Tid,

Selv kan vi ikke en Avne berede -

Herre vort Herskab vær naadig og blid!

 

Norsk Landboeblad No 16

20. april 1811