Om Farving

Om Farving, fortsat fra No. 9.

At sorte Uldklæder i Almindelighed har mindre Varme og Varighed end andet slags farvede, er blandt flere Aarsager ogsaa denne, at de fleste paasatte sorte Farver medbringe saadanne Inndele?, som svækker eller tærer Uldstoffet. Man maatte derfore i de Bøygder hvor sortfarvede Klæder ere meget i Brug, hellere tilraade, at de brugte flere Klæder med Faarenes Farver, enten eens eller blandede, og ikke, som alt for meget skeer, koge hvide eller ? uldne Tøier til sorte. Men skal man have nogle sorte Klæder, saa maa man sørge for at bekomme sort eller mørkegraae Uld, som i et Afkog af Elle, Eeg- eller Aspe-Bark ec., og Smak, kan blive mørkere.

         Naar Ulden Tøi skulle, fra hvide eller lysgraae, farves sort, uden at lide i Farvingen, da maa det i en Blaakippe af Indigo og Urin først farves mørkeblaat, udvaskes i rindende Vand og alle løse Farvedeele vel afvrides, derefter koger man Bark og Frøeknopper af Svart Or (Elletræer), i Vand der har staaet et par Maaneder over Slibesteens Grums, og er forsigtigen afhældet, at intet af Grumset følger til Farvekiedelen. Tøiet bringes flere Gange i og af denne sorte Farve, til det bliver mørlt nok. Mørkegraat og brunsort Uldtøi kan og herudi farves sortere.

         I forbemeldte Slags Afkog af Ellebark og Frøknopper, kan til et Skaalpunds Vægt Uldtøi, kommes i Lod Galæble og i ? Brasiljetrær, som koger med Tøiet en Time, hvorefter det optager, skylles og tørres.

Om Farving

           
Karmosinrødt paa Uldent: Til et Skaalpunds Vægt, kom rent Vand i en fortinet eller blank Kiedel, og naar det er vel varmt, kommes deri 4 Lod Allun, og 3 Lod bedste og reneste smaastødt rød Viinsten naar det er smeltet og vil koge kommes Tøier deri og lad det koge og deels omrøres i to Timer, tag det saa op og leg det hen at svales.

            Giør Kiedelen reen og kom reent færst Vand deri, naar det er vel varmt kommes deri 1 Lod og 1 Qvintin Concenelle, og et halvt Lod hvid Viinsteen og røres vel om, naar det vil koge kommes Tøiet deri og tørres vel, lad det saakoge i halvanden Time, tag det saa op og skyl det, saa er det færdigt.

            Høirødt paa Uldent, med Concenelle. Til 1 Skaalpunds Vægt: Først laves en Tinopløsning saaledes: Man tager 4 Lod bedste og reneste Skedevand, som blandes med lige meget reent Kildevand i en rummelig lille blank Flaske eller Glas, som deri efterhaanden lidt af Gangen, af et halvt Lod Farvertin, eller smaatskaaret Engelsk Tin, ligesom det opløses, men ikke meget paa en Gang. Naar man seer at alt Tinnet er opløst, kan denne Komposition endda staae Natten over før den bruges.

            Om Morgenen haves en fortinet eller meget blank skuret Kiedel, at passende Størrelse, derudi omtrent 4 Kander reent Kildevand, og kom deri medens det lunkes, 4 Lod fiinstødt og bedste Farvet Viinsten og et halvt lod ganske fiinstødt Cancenelle. I det samme det faaer et Opkog, hældes herudi henimod halvdelen af Tinopløsningen og omrøres; hvorefter Garnet, som forud maa være vædet i innkera? Vand og vel afvridet, kommes derudi, omrøres og ladet koge jævnt halvanden Time til all Farven er gaaet i Tøiet, hvorefter det tages op, svales og løselig skylles, saa er det beitset eller grundet.

            Til Farving giøres Kiedelen blank igien, og reent Vand tages, hvorudi kommes medens det varmes, et halvt Lod fiin hvid Viinsteen, 1 Lod udtværet hvid Stivelse og 1 Lod ganske fiin Concenelle, og naaar Farven begynder at ville koge, gydes derudi Resten at Tinopløsningen. Farven omrøres og gives et nyt Opkog, hvornæst Tøiet kommes derudi, vendes om at det ei bliver plettet, og kan koge i 3 Qvarteers Tid, tag det saa op og skyl det vel, saa er det færdigt.

            I nærværende Tid raader jeg ikke til megen Farving med den kostbare Concenelle, kun lidt Garn eller Traad til Udsyening paa Tørklæder, og deslige, som hører til Fruentimmernethed og Huusflidens Fremme.

Norsk Landboeblad No 9

 2. Mars 1811

En smuk grøn Farve paa Uldent

Det er ved denne Aarets Tid, og førend Vaararbeidet begynder, at huuslige Landboefruentimre her og i Omegnen almindeligst væver og tilvirker de fleste uldne og linnede Tøier, og som det formodentlig vil fremme mangens Lyst til Huusfliden, naar de tillige selv kunne farve de Klædestykker, som de forfardiger, som roesværdigt, naar det kan skee enten allene eller for det meste med indenlandske Planter, hvorom jeg i dette Blads første Aargang har givet nogle korte Anviisninger og Anmærkninger, saasom i No. 24, Side 95, at farve Guult, Grønt og saakaldet Fægrerødfarve, samt No. 27, Side 109 og 10, hvilke der benævnte, med nogle flere Farveplanters Brug, fordrer en udførlig Beskrivelse. Men imidlertid, da maaskee mange ville farve, og ikke ere forsynede med de fornødne indenlandske Planter, eller deraf kunne udbringe de Farver de ønskede, vil jeg anvise nogle, hvorved deels udenlandske, deels indenlandske Planter eller tilvirkede Ingredientser, kunne bringes.

En smuk grøn Farve paa Uldent

Til et Skaalpunds Vægt eller a Marker uldent Garn eller Tøi, tages i Lod Victriol-Olie og er halvt Qvintin bedste Indigo, som stødes fiint, og i et stort Sukkerglas eller Flaske med viid og aaben Hals udmænges, helst med en Glaspind eller og en lille Stikke af Enertræ, som Smalenden af en Pibestik. Glasset maa være saa stort, at Farven ved Brusningen ikke gaaer over; den omrøres da og nogle Gange siden. Efter et Døgn, eller længere, kan denne Farve bruges. Men hænger en Kiedel paa Ilden med reent Vand, og mod det et koghedt, kommer Farven derudi og omrøres. Garnet eller Tøiet som skal farves, maa være vaadt og afvridet igien, og kommer da i Farven, hvor det vendes om før at tage jevn Kouleur. Kiedelen maa være paa Ilden, uden at koge, indtil at Farven er indtrukken, saa er det blaat, kan tages op og skylles.

Hvad din Mands arbeidsom Haand, Bringe ind med Møje...

Den 1ste og 2den d. M. havde vi Snee og Sneefog, som efterlod et Lag færsk Snee til enfierdedeels Alen, derpaa gik Veiret om til Sønden, Luften blev mildere, nogle Regnillinger indtraf, som tillige med de sydvestlige Vinde bragte Sneen i tøe og gav Qværnebør (Møllevand), det mange allerede længtes efter. Sildefiskeriet er i disse Dage forstyrret og ophørt i Østefjorden, deels ved det intrufne Uveir, deels derved at en Hval kom ind paa den Bugt Sildestimlen har holdt sig samlet og adspredte den. Om den igien vil samles der eller i andre Fiordens Vige, kan endnu ikke sees.

Det er en sand Fornøielse for Udgiveren, i sin Sirkel at see i mange Landboeres Huse, hvorledes man i denne Tids lange Vinteraftener beskiæftiger sig med at braage, skiætte og hægle hiemmeavlet Hamp og Liin, og af det ? Slags nogle Landboeqvinder og Piger allerede begyndt at spinde Rindingsgarn til Lærreder og rudede Tørklæder m. m., hvilket tillige med egne virkede og med Egnens Væxter farvede Vadmel og Stoff? Tøier, vil saavel til Kirkegang, som andre Hædersdages Dragt, kiæde dem mere ærværdigt, end de blommede og med falsk Glands overdragne Bomulds Silke og andre fremmede Tøier, som Strømmen deels forhen har villet drive ogsaa ind paa Mørernes, med slig Luxus mindst bekiente, Egne. Og ikke vanhædrer det Landboeren, at adskillige Kiøbstædsfolk kalder de simpleste og stærkeste Klædesorter: Møretøi.

et Pust af Vinteren

Allerede har vi herr havt et Pust af Vinteren, da sidste Mandag og Tirsdag faldt en Mængde Snee, som midt op til Dals naaede halvanden Alens Høide, og til Fiells mere. Sildefiskeriet gaaer endda til i Østefiorden (som er en Green af Voldens Fiord), saavidt Veiret tillader det, og sælges nu en Tønde Smaa- og Blandingssild for en halv Rdlr.

                I Anledning det hyppigere Sneefald, kan man erindre sig de Gamles Runestavs-Regler, som varsler for en pludselig Vinters Ankomst: Vettenaat ska du vænte me. Fyrhast kiømme E vist, mæin kiømme E inkie før Helgemis, daa buge E ? aa Qvist. (Oversat: Vinternat skal du vente mig. Forbudetid? kommer jeg forvidst, men kommer jeg ikke før Helgensdag, da bøier jeg Bar og Qvist). Disse Regler brugte de som Erindringer: ?itide at forsyne sig vel mod Vinterens Komme, næst at indhøste hvad som til Folk og Qvægfoder indhøstes kan, maa man ophugge Brændeveed og male sig Meel til Vinterforraad, samt forskaffe sig Emningstræ til Adskilligt, som i de lange Vinteraltener kan istandsættes. Landboeqvinder have ligeledes at iagttage hvad Vinteren kræver, hvoriblandt at forarbeide Uld, Liin og Strye til Klæder og hvortil Norges Sanger Friman opmuntrer dem ved sine Sange ved Haandarbeidet i Vinteraftener, af hvilke jeg vil hidlaane Følgende: