under nærværende trange Tider...

Fladbrød

Har Udgiveren intet andet for dette Blads Forsendelse, saa nyder han dog under nærværende trange Tider, en, ved Fleres Bevidnelser opmuntrende Bevisthed, at hans Anvisninger især for Hielp i Brødmangel, er benyttede. Her meddeles nok et af flere Familier forsøgt Hielpemiddel: Af tør Fisk som kiøbes for at blødes og ludes til Spisning, maa førend den lægges i Vand, alle Fiære, Finner, Ugger, Finnerødder, Ørnebeen, Benene imod Sporen og Sporstykket frahugges, hakkes smaa, og endmere tørres paa en Røgstue-Ovnhelle, lige som Korn tørres eller i en lind Kiølne Varme, og males til Meel som skeer bedst maar man lader det først en Gang gaae igiennem Qværnen til et grovt Meel, og siden males det anden Gang til et finere. Har man noget Lettekorn at male iblandt den hakkede tørre Fisk, meleres den bedre; og giver et godt og styrkende Fladbrød. Men her vil anmærkes: at man ei maa tørre dette Slags Fiskeskrot paa Gryde over Ild; thi da svier Fiskeskindet som aarsager ringere Smag paa Brødet.

            Som Tillæg til hvad før er skrevet om Brød af Islandskmos: For at faae frosent Kornmeel sammenhængende til Fladbrøddei, koges en tynd Velling af Islandsmos, der under Afkiølingen stivner til en Gelee, hvorudi Melet indæltes og det heraf bagede Fladbrød maa steges vel rørt.

Norsk Landboeblad No 2

6. februar 1813

Ved Aarets slut

Aarets tvende sidste Uger har vi her havt de fleste Slags Veirligt, som en Vintertid kan medføre: Ganske Klart, stærkeste Frost, som her paa Stedet falder, den 21de; formildende Luft d. 22de, vestlige og sydlige Skyer d. 23de og 24de, Tøveir, Slud og Regn d. 25, 26 og 27de, stor Vandflom d. 28de, Tordenveir og stormende Vinde d. 29de, og Nordvest, Storm, Hagel og Snefog d. 30 og 31te.

     For mange at de gamle Landboefolk, som gierne ville som spaaende erindre sig de gamle Julemærker, vart det en gunstig Naturvirkning at Luften gav milde Skyfald eller Draaber Julenatten, og derved bebudende et paafølgende frugtbart Aar.

     Men særdeles velkommen var Regnen og Vandflommen, som afløste en ikke ubetydelig Mangel paa Møllevand, som hærskede før Juul. - Intet Fiskerie i disse Uger.

     Aarets korteste Dag blev iagttaget: A. Dagens Længde, fra første Daggrye, som saaes igiennem Fieldskarene over den sydostlige Horisont Kl. 6, 48 m., indtil sidste Dagrand mod Vesten Kl. 5, 18 m., altsaa den Reisendes Dag, som helst regner fra Morgengrye til Qveldglimtet er siunket, som her var 10 Timer 30 Minuter. B. Soeldagen, fra Solen først bestraalede vore Fieldtoppe Kl. 9, 30 m., f. M, til dens Skin Kl. 2, 33 m. eft. M. igien forlod os. At Soelstraalerne og Dagskiæret sees hersteds længere efter end før Middag, er Aarsagen at de gaaer op bag Fielde, men ned bag Vestens Havbue, hvor Dunsternes større Mængde forøger Refractionen. C. Havdes og den korteste Dags Morgen den Fornøielse at see i Sydost Planeterne Mars og Venus at fremkomme foran Daggryet, og oven Vesten Jupiter at gaae i Selskab med Maanen, hvilken Sammenkomst ogsaa findes anført i Almanakken, ligesom og til hvilke Døgn Maanen igien kom til de førstnævnte Planeter, neml. Mars d. 28de og Venus d. 29de.

Norsk Landboeblad No 12

30. des. 1812

Hvo som vil have godt Smør maa iagttage følgende

Ugens første Dage stærk Blæst med Illinger, Regn og Slud; dog Luften ikke kold, men fra 0 til 4 Grader mildt, kun Onsdags Morgen omtrent 1 Grad Kulde, som inden Middag gik over, og siden Opholdsveir. Barometret staaet denne Uge stedse over Midelhøiden, og den 12te og 13de til 28 Tom. 5 Lin. Betyliget? er for denne Aarets Tid ualmindelig godt. Hasselnødetræer blomstre, Smørblomst-Soloie (Caltha valustris) vise Blomstknopper, Stæren kommer, Orrhanen høres i Morgenstunden, Smaafugle søge Skoven for at lege, Krager flokke sig, Meiser høres om Morgenen ved Husene, og mange Ting i Naturen hylder (skiønt vel tidlig) en gunstig Aartid. Nordlysene sees dog ikke.

            Noget nær lignende denne, og endda mildere, var Vinteren 1779, for det meste fra Nytaar til Paaske, da i Marti Maaned mange Landboefolk gik barbenet mellem de øverste Fieldgaarder, og Birkeløv, ved nogle Færskvandsbredder, sidst i Narts udsprunget, de største til omtrent som en Sølv Tiskillings Vidde. Men efter Paaske kom et færsk Sneelag, hvorudi det ny udsprungne Løv og andre spirede Vexter kreperede.

            Men i samme Sekulo findes for denne Egn blandt Forfædres Opregnelser, som en udmærket mild Vinter 1735, da, som det er antegnet, "her havdes Løv og Græs Marimesse, og paa mange Baade som brugtes til Kirkereiser Marimessedag (den 25 Marts) seilede man med Løv-Seil (Løvbusker), af hvilke Løvseil en Qvist blev indlagt i Alter-Skabet i Ørstens Kirke, og som Udgiveren saae ligge der til sidst i samme Sekulo. Benævn Vinter 1735 efterlod sig ingen haard Vaarknæk, som ellers ofte har fulgt milde Vintre.

Hvo som vil have godt Smør maa iagttage følgende:



 Smørkinne AMU.0108 Foto: R. Albertsen



1.    Rømmen maa ikke være over 3 Dage om Sommeren paa Melken, og ikke mere end 4 Dage om Vinteren, thi jo før Rømmen, eller Fløden, tages af Melken, jo sødere og bedre bliver Smørret.

2.    Rømmen maa ikke blive over 8 Dsge gammel førend den kiærnes, om Sommeren bør man kjerne to Gange ugentlig.

3.    Man bør ikke tætte Meøken.

4.    Melke-Ringerne, saavel som Kiærnen, maa vaskes saa tidt de skal bruges, og være fuldkommen rene, uden mindste Syrlighed eller Afsmag. Varm eller kogende Enelaug er dertil tienligst.

Kortlaadne Skindklæder som Landboerne kan bruge, især om Vinteren, istæden for Vadmelsklæder:

Man klipper Sauderne omtrent 3 Uger før de slagtes, at de, som man kalder det, kan yldes op igien. Man lader Skindene udspilede blive tørre, og naar de ere det, tager man Sildelage og Sildefedt, mænger derudi noget Havremeel, overstryger Skindene paa Kiødsiden med denne Beidsningskompost, lægger dem sammen og lader dem ligge i 6 a 8 Dage. Af Lagen faaer de en Slags mere Seighed, og af Fedtet, som indtrækkes i Skindene, en mere Tæthed at imodstaae Vandets Giennemtrængning. (...) Naar Fedtet og Lagen ere indtrængte, hænges Skindene en Dagstid udslagne paa Stænger, helst i et noget varmt Værelse. Derefter skrabes det tørrt Meelrust af Kiødsiden og begyndes først spagfærdigt at valke dem i en Skindbraak, og siden, som de bliver myge, forøges Arbeidet, indtil de bliver hvide paa Kiødsiden og saa flossede, som det var S?skind. De langlaadne Skind, af Sauder med fuldvoxen Uld, beidses paa samme Maade, men valkes og braakes med mere Varsomhed, at Ulden ikke sammenlarkes eller kommer i Urede. Disse kan helst bruges til Pælse og Sengedækkener, og dertil kan, med visse Træers Bark, farves gule, brune eller røde, som man vil.

Norske Landboeblad No 48
30. november 1810

et Pust af Vinteren

Allerede har vi herr havt et Pust af Vinteren, da sidste Mandag og Tirsdag faldt en Mængde Snee, som midt op til Dals naaede halvanden Alens Høide, og til Fiells mere. Sildefiskeriet gaaer endda til i Østefiorden (som er en Green af Voldens Fiord), saavidt Veiret tillader det, og sælges nu en Tønde Smaa- og Blandingssild for en halv Rdlr.

                I Anledning det hyppigere Sneefald, kan man erindre sig de Gamles Runestavs-Regler, som varsler for en pludselig Vinters Ankomst: Vettenaat ska du vænte me. Fyrhast kiømme E vist, mæin kiømme E inkie før Helgemis, daa buge E ? aa Qvist. (Oversat: Vinternat skal du vente mig. Forbudetid? kommer jeg forvidst, men kommer jeg ikke før Helgensdag, da bøier jeg Bar og Qvist). Disse Regler brugte de som Erindringer: ?itide at forsyne sig vel mod Vinterens Komme, næst at indhøste hvad som til Folk og Qvægfoder indhøstes kan, maa man ophugge Brændeveed og male sig Meel til Vinterforraad, samt forskaffe sig Emningstræ til Adskilligt, som i de lange Vinteraltener kan istandsættes. Landboeqvinder have ligeledes at iagttage hvad Vinteren kræver, hvoriblandt at forarbeide Uld, Liin og Strye til Klæder og hvortil Norges Sanger Friman opmuntrer dem ved sine Sange ved Haandarbeidet i Vinteraftener, af hvilke jeg vil hidlaane Følgende: