Løvetand: Denne af sin Nytte, og lægende Egenskab mod Gigt og skiørbuttiske Tilfælde, endnu ikke blandt norske Landboere nok bekiendt Plante, hvis første Blade nu titter fram af Jorden, og viser hvor dens nyttige Rod er at finde. Den kan tages baade i Foraaret og i Efteraaret, og naar man vil tage den i og efter denne Tid, saa maa det være betids førend den viser sit guldgule Blomst, der kaldes Laxeblomst, eller før den faaer sin indhule Stilk, der kaldes Kappeloup, under hvilket Navn den er almindeligst bekiendt, fordi Børn kløve Stilken og holde den i Munden, da den ruller sig sammen i ringede Dangler, som kaldes Kappeloup. Navnet Løvetand synes den have derfra, at de fra Roden fremliggende Blade have Tagger lignende Rovdyrs Tænder. En hvidagtig Saft viser sig naar Stilken afskiæres, og naar Plantens mange gule Blomstblade ere samlede, staar Toppen som kronet med en hvid Uld, der kaldes Løvetandens Paryk. Stænglerne ere runde, glatte, hule og hver bær kun eet mangebladet Blomst. - Disse ere dens væsentligste Kiendemærker. Om Plantens Nytte læses i Hornemanns Plantelære Pag. 412:
Den er een af de bedste Bieurter. Planten ædes gierne af Qvæget, dens spæde Blade kunne bruges til Salat, og Blomsterne, før de udspringe, til Kappers; Roden er brugelig til Kaffe og til at sætte paa Brændeviin, i Island spises den raae og stegt paa Gløder.
