Bredlabbede Bamse med tunge Fjed,
Vor modnende Ager hvi træde du ned
Og Havren af Straaet bortdrager?
At Maaden dig bedre kan være bekvem,
Du liggende langsomt kun flytter dig frem
Og Ageren over dig rager.
Naturen gav Byggen et Vaaben mod dig,
Dens Avner i Halsen fasthængende sig,
At Bjørn, du maa hoste og skryde.
I stræben at svælge blir Garnerne fuld,
Her vrikkes paa Hoved og sparkes i Muld,
Tørt Gjæstebud blir de at nyde.
