Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

            Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,

            Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.

Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

            Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,

            Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.

Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

            Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,

            Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.

Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

            Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,

            Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.

Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

            Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,

            Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.

Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

            Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,

            Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.

Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

            Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,

            Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.

Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

            Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,

            Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,

Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810. 

Liden Varme om Dagene...

Liden Varme om Dagene og de fleste Nætter nogen, dog for Kornsæden hidtil ikke skadelig, Kulde, har vi havt denne Uge, og Iistappene fra Tagene hænge i Morgenstunden alenlange. Forrige Uges færske Sneelag tøede ved Solens Virkning op fra de dyrkbare Jorder, og denne Uges Onsdag et nyt Sneelag, som ligeledes tøer ved Solskin. Paa nogle Øer og i Dale, var den færske Snee enhalv Alen, men høit til Fields mere, da den faldt meget ulige; men liden Regn i denne Tid. Vindene mere sagte end blæsende, men dog fra Nordrekanten og kolde. Skovene som vare færdige at grønnes ved udspringende Løv, staaer nu i Stade. Erlen er kommen; men Giøgen, som ofte er hørt ved Korsmisse, endnu ikke. Imidlertid formodes, at en Vinter, hvis Strænghed i sin Tid var omspaaet og af endeel Almuesfolk nok befrugtet, er denne Gang gaaet forbi med det Mildeste, som norske Vinter mellem Snese Aar, kan til en Sieldenhed vorde optegnet.

I denne Maaned er, som før anmærket, bedste Tid at udsaae Byg: Bygsæden fordrer her i Egnen bedste Giødsel, dog med den Forskiel, at paa kolde og fugtige Agre nytter bedst Smale eller Saude (Faare) Giødsel, da den er varmende, og paa tørre og sansdige Agre Koegiødsel og Myrmuld, naar den med disse Slags Qvægurin er vel igiennemdrænket. At Giødselen udbredes ovenpaa den udsaaede Byg og tillige med den nedharves i Muldens Overflade, har paa sine Steder en større Nytte, end at den er udbredt og ikke nedharvet, og derved udsættes i tørt Veir for Sol og Vind. Og som Bygavlen er, især i nærværende Tider, Landet saa vigtig, saa fordrer næsten enhver Egn og Jordkyn, samt efter visse Slags Vinter- og Foraarsveirligt, egne Regler for Væxtens Fremme, som ved flere Steders kyndige Jorddyrkeres Iagttagelser og Anviisninger, kunde bidrage til noget Heelt.

            Naar Bygsæden er forbi, er først Tid at udsaae Liinfrøet, og derefter sættes Potetes. Imidlertid dyrkes Haven og udsaaes Rodkaal og andre Urters Frøe, samt sættes tidlige og sildige Erter, indtil udi Juni, da Næper kan saaes til endog forbi St. Hansdagstider. For øvrigt er Vaartiden dyrebar for saa mange nyttige Væxters Dyrkning, at jeg ei kiender nogen større Fornøielse, end at opmuntre til dens nyttige Anvendelse, og udbeder mig at kyndige Landmænd korte, men tydelige Anviis­ninger, om hvad som passer bedst paa de eller hine Egne, men maa og bede, at de forundte Anviisninger portofrit hidsendes.

Norsk Landboeblad No 18

4. mai 1811

Om Farving

Om Farving, fortsat fra No. 9.

At sorte Uldklæder i Almindelighed har mindre Varme og Varighed end andet slags farvede, er blandt flere Aarsager ogsaa denne, at de fleste paasatte sorte Farver medbringe saadanne Inndele?, som svækker eller tærer Uldstoffet. Man maatte derfore i de Bøygder hvor sortfarvede Klæder ere meget i Brug, hellere tilraade, at de brugte flere Klæder med Faarenes Farver, enten eens eller blandede, og ikke, som alt for meget skeer, koge hvide eller ? uldne Tøier til sorte. Men skal man have nogle sorte Klæder, saa maa man sørge for at bekomme sort eller mørkegraae Uld, som i et Afkog af Elle, Eeg- eller Aspe-Bark ec., og Smak, kan blive mørkere.

         Naar Ulden Tøi skulle, fra hvide eller lysgraae, farves sort, uden at lide i Farvingen, da maa det i en Blaakippe af Indigo og Urin først farves mørkeblaat, udvaskes i rindende Vand og alle løse Farvedeele vel afvrides, derefter koger man Bark og Frøeknopper af Svart Or (Elletræer), i Vand der har staaet et par Maaneder over Slibesteens Grums, og er forsigtigen afhældet, at intet af Grumset følger til Farvekiedelen. Tøiet bringes flere Gange i og af denne sorte Farve, til det bliver mørlt nok. Mørkegraat og brunsort Uldtøi kan og herudi farves sortere.

         I forbemeldte Slags Afkog af Ellebark og Frøknopper, kan til et Skaalpunds Vægt Uldtøi, kommes i Lod Galæble og i ? Brasiljetrær, som koger med Tøiet en Time, hvorefter det optager, skylles og tørres.

En smuk grøn Farve paa Uldent

Det er ved denne Aarets Tid, og førend Vaararbeidet begynder, at huuslige Landboefruentimre her og i Omegnen almindeligst væver og tilvirker de fleste uldne og linnede Tøier, og som det formodentlig vil fremme mangens Lyst til Huusfliden, naar de tillige selv kunne farve de Klædestykker, som de forfardiger, som roesværdigt, naar det kan skee enten allene eller for det meste med indenlandske Planter, hvorom jeg i dette Blads første Aargang har givet nogle korte Anviisninger og Anmærkninger, saasom i No. 24, Side 95, at farve Guult, Grønt og saakaldet Fægrerødfarve, samt No. 27, Side 109 og 10, hvilke der benævnte, med nogle flere Farveplanters Brug, fordrer en udførlig Beskrivelse. Men imidlertid, da maaskee mange ville farve, og ikke ere forsynede med de fornødne indenlandske Planter, eller deraf kunne udbringe de Farver de ønskede, vil jeg anvise nogle, hvorved deels udenlandske, deels indenlandske Planter eller tilvirkede Ingredientser, kunne bringes.

En smuk grøn Farve paa Uldent

Til et Skaalpunds Vægt eller a Marker uldent Garn eller Tøi, tages i Lod Victriol-Olie og er halvt Qvintin bedste Indigo, som stødes fiint, og i et stort Sukkerglas eller Flaske med viid og aaben Hals udmænges, helst med en Glaspind eller og en lille Stikke af Enertræ, som Smalenden af en Pibestik. Glasset maa være saa stort, at Farven ved Brusningen ikke gaaer over; den omrøres da og nogle Gange siden. Efter et Døgn, eller længere, kan denne Farve bruges. Men hænger en Kiedel paa Ilden med reent Vand, og mod det et koghedt, kommer Farven derudi og omrøres. Garnet eller Tøiet som skal farves, maa være vaadt og afvridet igien, og kommer da i Farven, hvor det vendes om før at tage jevn Kouleur. Kiedelen maa være paa Ilden, uden at koge, indtil at Farven er indtrukken, saa er det blaat, kan tages op og skylles.

Hvad din Mands arbeidsom Haand, Bringe ind med Møje...

Den 1ste og 2den d. M. havde vi Snee og Sneefog, som efterlod et Lag færsk Snee til enfierdedeels Alen, derpaa gik Veiret om til Sønden, Luften blev mildere, nogle Regnillinger indtraf, som tillige med de sydvestlige Vinde bragte Sneen i tøe og gav Qværnebør (Møllevand), det mange allerede længtes efter. Sildefiskeriet er i disse Dage forstyrret og ophørt i Østefjorden, deels ved det intrufne Uveir, deels derved at en Hval kom ind paa den Bugt Sildestimlen har holdt sig samlet og adspredte den. Om den igien vil samles der eller i andre Fiordens Vige, kan endnu ikke sees.

Det er en sand Fornøielse for Udgiveren, i sin Sirkel at see i mange Landboeres Huse, hvorledes man i denne Tids lange Vinteraftener beskiæftiger sig med at braage, skiætte og hægle hiemmeavlet Hamp og Liin, og af det ? Slags nogle Landboeqvinder og Piger allerede begyndt at spinde Rindingsgarn til Lærreder og rudede Tørklæder m. m., hvilket tillige med egne virkede og med Egnens Væxter farvede Vadmel og Stoff? Tøier, vil saavel til Kirkegang, som andre Hædersdages Dragt, kiæde dem mere ærværdigt, end de blommede og med falsk Glands overdragne Bomulds Silke og andre fremmede Tøier, som Strømmen deels forhen har villet drive ogsaa ind paa Mørernes, med slig Luxus mindst bekiente, Egne. Og ikke vanhædrer det Landboeren, at adskillige Kiøbstædsfolk kalder de simpleste og stærkeste Klædesorter: Møretøi.