Om nogle Urters Nytte, Giødningscompos og papirmangel

St. Hansaften medførte hvad den foregaaende Dag spaaede: et meget behageligt Veirligt med Solskin,  et Par duggende Regnillinger, og med Morgenen St. Hansdag atter blank Solskin.
         Udgiveren, som i disse Dage besøgte nogle Naboesogners Strande og Biergsider, for at betragte nogle Oldlevninger, og optegne hvorvidt endeel Urter i de mod Solen vendende Biergsider vare nu tidligere blomstrende end de fleste andre Aar, og fandt Forskiellen af fire til fem Uger. Den 25de hørtes Torden i en fiern Afstand.
         I dette ellers løfterige Sommer vil dog Seifiskerie med Sækkenodt ikke hersteds lykkes.

Engsyre, Rumex acetosa

Om nogle Urters Nytte.Suurkaal, eller Norsk Engsyre, er en af de Urter som mange, og især de som boer ved Søekanten og spiser forskiellige og tildeels feed og usund Fiskmad, burde føre sig til Nytte. Suurkaal er et herligt Middel mod Skiørbug, saavel naar den grasserer paa Skibe, som paa Landjorden. Den kan spises baade raa og kogt. Den er især god til Flesk og salt Mad, saasom den forhindrer noget af det Onde, som feed og megen salt Spise foraarsager. Af den Suurkaal, som tillaves raa, kan man og udpresse Saften, og deraf drikke hver Morgen og Aften en halv Pægel i Skiørbug med megen Nytte, om den endog er kommen temmelig vidt. Man kan og dyppe Klude deri og lægge paa brændte Saar.

         Veibred (Forfærdrenes saakaldte Lækiengsblad) Disse Blade læge naar man lægger dem paa ferske Saar, hvor man f. Ex. har stødt, hugget eller skaaret sig, og hvor Saaret ei er for dybt, saa og paa gamle Saar. De ere og gode at lægge paa Saar af Spanskefluer.

af hvad den kongelige Generalpostdirektion

Til Følge af hvad den kongelige Generalpostdirektion i Skrivelse af 30te Marts d. M. har paalagt mig, angaaende Forsendelsen og Convolutteringen af det Norske Landboblad, skulle jeg ikke undlade herigiennem at bede Dhrr. Abonnentere af Landbobladet behagentlig herefter at ville forskaane mig for den Correspondance, som hidtil har været mig tilegnet, Landbobladets bestilling eller Opsigelser betræffende, men at enhver Abonent herefter behagentlig ville henvende sig, hvad Bladets Bestilling eller Opsigelse angaar, til Dhrr. Postmestere under hvis Postdistrikt enhver Abonent har Bostæd. Til hvad Tid enhver Forandring bør indmeldes, vil hos vedkommende Postmestere erfares.

            Ogsaa være det mig tilladet, ved denne leilighed at erindre de Abonnenter og respective Postcontoirer, som ei endnu for forrige Aar have berigtiget første eller andet Halvaars Contingent for Bladet, efter tilstillede Regninger, samme nu, jo før jo bedre, at afgiøre, saafremt jeg ikke skal sættes i den meget ubehagelige Nødvendighed, at lade indføre en Liste paa de Resterende, i selve Landbobladet.

          

  Borgensunds Postcontoir, den 14de Maji 1811.

                                   Randulff.

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind

En jævn Kulde mellem 2 til 4 Grader, men ingen nye Snee falden i denne Uge. Vindene nordlige og oftest sagteblæsende. Paa frosen Jord, og Sneeføret ere Landeveiene let fremkommelige. Sildefiskeriet bliver mindre. Møllevand mangler mangesteds.

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind, hvortil man bruger Bark, som, efter at den er tagen af Træerne, ikke maa være kommet Regn eller Vand til, være tørret i Skygge og fri fra Muggenhed, knuset smaa førend den bruges. At Huder og Skind vorder vel og jævnt afbaarede, de efter et Par Dage lagte i koldt Vand og reengiorte før de lægges i Barkning, er nødvendigt; at de derved desjævnere og bedre skal beredes, maa Barken strøes lige tykt mellem hvert Lag Huder, og i Førstningen vendes de hveranden eller tredie og siden hver fierde Dag. De som laae nærmest Bunden i Barkekarret den første Gang, maa den næste komme ovenpaa, og saaledes vexelviis, thi at saae passelig og jævn Barkning paa Skind og Læder, giør meget baade til dets Varighed at taale Slidt og til at udholde Vand. Til Barkelaug tages Nogle Søevand, Andre færskt eller rindende Vand. For øvrigt fortienede Barkningen, samt Skinds og Læders videre Behandling, en egen Afhandling, da samme er saa betydelig før Menneskelegemets Konservation og Sundhed, naar betænkes hvad udefliede Skoe og Skindklæder kan foraarsage.

I denne Maaned paadrives ogsaa Tærskningen i de fleste Lader, og er dertil den bedste Tid. At tærske strax Kornet er indtaget, som Nogle giør, raader jeg ikke til, men at lade Noget utærsket til langt udi næste Maaned, giør jeg ogsaa Erindringer imod, fordi Muus og Utøi ofte giester i Laden, medens Bonden holder Juul.

Norske Landboeblad No 47
23. november 1810

talgbehasparelse ved sæbekogning

Ved at giøre de Huusmødre, der ikke ere bekiendt med Besparelsesmaaden, opmærksom paa denne Green af Oekonomien, fremsættes Følgende: De Kiødbeen og Knogler, som tilforn bleve kastede for en Flink og en Pasop, giemmer man omhyggelig i en gammel Tønde eller andet Kar, der maa staae paa et Sted hvor ei for megen Fugtighed kommer til samme. Naar man har samlet et Forraad af saadanne Been, knuser man disse ganske smaa med en Øxe, kommer samme i en Kiedel, og paaøser saa meget Vand, der udfordres til at lade dem koge i. Under Kogningen flyder der en Mængde Fedt af disse knusede Beenknogler, som afflødes i en Bøtte eller andet Kar, hvilket man lader staae til det er ganske koldt, for at skilles ved det Vand, som kan have fulgt med under Afflødningen. Samme kan da kommes, isteden for Talg, i Sæbekiedelen, og man vil erfare, at det lille Bryderie dette har skaffet, erstattes fuldkommen, især i denne Tid, da Talg er i en ualmindelig høi Priis.

Norske Landboeblad No 45
9. november 1810

et Pust af Vinteren

Allerede har vi herr havt et Pust af Vinteren, da sidste Mandag og Tirsdag faldt en Mængde Snee, som midt op til Dals naaede halvanden Alens Høide, og til Fiells mere. Sildefiskeriet gaaer endda til i Østefiorden (som er en Green af Voldens Fiord), saavidt Veiret tillader det, og sælges nu en Tønde Smaa- og Blandingssild for en halv Rdlr.

                I Anledning det hyppigere Sneefald, kan man erindre sig de Gamles Runestavs-Regler, som varsler for en pludselig Vinters Ankomst: Vettenaat ska du vænte me. Fyrhast kiømme E vist, mæin kiømme E inkie før Helgemis, daa buge E ? aa Qvist. (Oversat: Vinternat skal du vente mig. Forbudetid? kommer jeg forvidst, men kommer jeg ikke før Helgensdag, da bøier jeg Bar og Qvist). Disse Regler brugte de som Erindringer: ?itide at forsyne sig vel mod Vinterens Komme, næst at indhøste hvad som til Folk og Qvægfoder indhøstes kan, maa man ophugge Brændeveed og male sig Meel til Vinterforraad, samt forskaffe sig Emningstræ til Adskilligt, som i de lange Vinteraltener kan istandsættes. Landboeqvinder have ligeledes at iagttage hvad Vinteren kræver, hvoriblandt at forarbeide Uld, Liin og Strye til Klæder og hvortil Norges Sanger Friman opmuntrer dem ved sine Sange ved Haandarbeidet i Vinteraftener, af hvilke jeg vil hidlaane Følgende:

dersom Nogen dyrker Gud paa en anden Maade end vi, da bør vi derfor hverken foragte eller forfølge ham

Klogskabs-Regler for Landboeungdom; i Anledning Opfordring.

I Almindelighed bør man stræbe, at gjøre sig sine Pligter og de Forbindelser, hvori man staaer, vel bekiendt: at føre et saadant Levned, som man i Henseende til Gud, sig selv og sin Næste, bør føre det: at foresætte sig de bedste Hensigter i alle Foretagender, og at anvende de bedste Midler til deres Opnaaelse. Især kan følgende Klogskabsregler iagttages:

1. Man stole aldrig paa Mennesker eller paa sin egen Forstand, men allene paa en forsonet Gud i Himmelen.
2. Man bør ei giøre Gield uden høi Fornødenhed, og betale den saa snart som mueligt. Man vogte sig saa godt man kan, at antage ufortiente Velgierninger. Saligt er det, heller at give end at tage. Ap. Giern. 20. 35. 
3. Høflig, venlig og tienstfærdig bør man være imod Alle, og man kan, som en Tilskyndelse til bemeldte Dyders Udøvelse, holde sig forsikret; at ethvert Menneske, endogsaa det ringeste af Stand, engang ved Leilighed kan gavne eller skade. 
4. Man vogte sig for Mistanke og Mistillid til ærlige Folk, og troe ei alt det Onde som tales om dem. Men man fæste ei heller Tillid til dem, man ikke kiender tilfulde, og man aabenbare dem ikke sine Hemmeligheder uden høi Fornødenhed. Om et Menneske, der ikke har Religion, kan man være forsikret, at det hverken har Samvittighed eller sand Dyd. Men dersom Nogen dyrker Gud paa en anden Maade end vi, da bør vi derfor hverken foragte eller forfølge ham.