Uår og kornmangel

Blandt Vaarvirkninger hører, at Stæren saaes i vore Træer d. 16de. Tielden ankommen til vore Søstrande d. 18de. Paask­lillien fremskudt i Tverhaand over Jorden, og har sat Blomsterknop. Ribs og Stikkels Løvknopper aabnes. Silletræet har Palmer (Blomster). Skaden bygger Rede, Orfugle leege. Ingen Iis i Søer undtagen de øverste Fieldvandes, og ingen gammel Vintersnee paa de dyrkbare Jorder; men Fieldegnene jævnt belagde. Martsmaaned, har hele Tiden her i Egnen været anseet for at have sine Merkværdigheder. Derfra vare de fleste, de Gamles Udsigter, om Aaret skulde medføre Krig eller Fred.  Om Qvægfodertrangen vilde vorde dræbende.  Om Vintersnebræen var borte, eller var under Optøing, at Pløiningen i en haabfuld Tid kunde foretages. Om Fiskerierne vilde vær hjelpende eller berigende for en Egn m. m. Men aldrig, aldrig, det Udgiveren har Efterretninger om, har nogen Martsmaaned i flere Aarhundrede gaaet forbi med større Skygge end Nærværende, da saa mange Familier ikke mere eie en Haandfuld Korn, hverken til Brød eller at kaste i deres Ager.

No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

Denne Maaneds første Uge var Luften klar, med 4 a 6 Graders Kulde, og Vindene meest stille. Den anden endtes med Blæst og Storm, og derpaa et stort Snelag, især i Fieldegne, hvorfra igiennem de bratte Biergsider saaes mange nedstyrtende Sneskred, som paa sine Steder gik lige til Søes. Efter dette Snefald, og den hele øvrige Tid af Maaneden, blev Luften mildere, saa at mellem syd og sydvestlig Storme, Blæst og Regn, og fra 3 til 5 G. Varme, Sneen optøede langs Havkanten og de største Fiordes Strande; men i høiere Daleegner og paa Fieldheder virkede Tøeveiret mere end at fortynde Snelaget en trediedeel, saa at der paa sine Steder endn ligger fra 2 til 3 Alen dyb Snee, som dog formedelst Luftens Urolighed ikke hidtil har givet fremkommeligt Slædeføre.

Kalve at opfostre.

Qvægavlens Vigtighed for Landmandens daglige Huusholdning, for Jorddyrkningen og Landvæsenets Vel, behøver jeg ikke her at omhandle; kun et Raad mod den paa Bondebøigden og mellem de smaa Jordeparters Beboere saa ofte hørte Klage: at de ikke kan tillægge sig saa mange Kalve, som de har nødigt, for Mangel paa Melk, og naar den liden Melk, som bekommes af een eller tvende Kiør, skal deles mellem Husets Tarv og de unge Kalves Opforstring, bleve begge vanholdne, de sidste oftest Skrantlinger, og seent voxende, saa de tabe et Aar og mere inden de komme til Kiør, imod andre som have faaet god Opfostring.  Jeg er derimod kommen i Erfaring om et Fødemiddel til unge Kalve, saa at man, naar undtages de første Uger, som Kalvene maa have Melk, siden til bedre Fordeel kan fostre dem, end med Melk.

          

Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

            Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,

            Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.

Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

            Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,

            Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.

Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

            Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,

            Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.

Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

            Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,

            Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.

Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

            Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,

            Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.

Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

            Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,

            Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.

Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

            Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,

            Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.

Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

            Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,

            Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,

Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810. 

Opskrivt paa at lave god Gammelost

1) Melken maa være tyk, at sige den maa være bleven til Skiør, denne sættes paa en sagte Varme, og bliver staaende saaledes at varmes, ganske langsomt, i det mindste 6 Timer, udi en stor Jerngryde. Kobberkiedel burde man ikke bruge dertil.



Gryte AMU.0113 Foto: R. Albertsen



2) Naar Melken saaledes har staaet i 6 Timer og al Osten har lagt sig ovenpaa, uden at koge, saa lægges tilstrækkelig Ild under Gryden, saa den koger op, og lad den saaledes koge, omtrendt i 4 Timer til Osten bliver rød. Der maa røres flittig om i Gryden, at Osten ikke svies.  Ilden tages da bort og Gryden bliver staaende en halv Time, hvorpaa Osten lægger sig til Bunds, den tynde Valle, eller Mysse øses af og Osten kommes udi en liden Trækasse eller saakaldet Ostekjørel, - som ikke maa være tæt, men rundt omkring passe smaa Huller, hvori­gjennem Vallen kan løbe ud. (Klæde maa der ikke lægges i Formen) - I denne Form skal Osten staae nogle Dage indtil den hænger sammen, derpaa tages den ud sættes paa et tørt Sted i 8 a 14 Dager. Med reen H?, som blødes udi kogende Vand, omvikles Osten tykt, og saa varm som man kan taale at behandle den med Hænderne. Derpaa lægges den med Halm omviklede Ost i en Halvtønde, eller Kasse, og sættes i Kjelderen, hvor den bliver staaende til den bliver moden. Mand bør bytte varm Halm paa den, og lade den atter staae, hvis den ikke moednes nok i den første Halm. - Hvor Osten er moden er den brun og blød, hvor den derimod er umoden er den hvidagtig og haard.

         Man iagttager, at Osten øss ganske varm af Gryden i Formen; thi ellers holder den ikke tilsammen.

Norsk Landboeblad No 12

23. mars 1811

Hvo som vil have godt Smør maa iagttage følgende

Ugens første Dage stærk Blæst med Illinger, Regn og Slud; dog Luften ikke kold, men fra 0 til 4 Grader mildt, kun Onsdags Morgen omtrent 1 Grad Kulde, som inden Middag gik over, og siden Opholdsveir. Barometret staaet denne Uge stedse over Midelhøiden, og den 12te og 13de til 28 Tom. 5 Lin. Betyliget? er for denne Aarets Tid ualmindelig godt. Hasselnødetræer blomstre, Smørblomst-Soloie (Caltha valustris) vise Blomstknopper, Stæren kommer, Orrhanen høres i Morgenstunden, Smaafugle søge Skoven for at lege, Krager flokke sig, Meiser høres om Morgenen ved Husene, og mange Ting i Naturen hylder (skiønt vel tidlig) en gunstig Aartid. Nordlysene sees dog ikke.

            Noget nær lignende denne, og endda mildere, var Vinteren 1779, for det meste fra Nytaar til Paaske, da i Marti Maaned mange Landboefolk gik barbenet mellem de øverste Fieldgaarder, og Birkeløv, ved nogle Færskvandsbredder, sidst i Narts udsprunget, de største til omtrent som en Sølv Tiskillings Vidde. Men efter Paaske kom et færsk Sneelag, hvorudi det ny udsprungne Løv og andre spirede Vexter kreperede.

            Men i samme Sekulo findes for denne Egn blandt Forfædres Opregnelser, som en udmærket mild Vinter 1735, da, som det er antegnet, "her havdes Løv og Græs Marimesse, og paa mange Baade som brugtes til Kirkereiser Marimessedag (den 25 Marts) seilede man med Løv-Seil (Løvbusker), af hvilke Løvseil en Qvist blev indlagt i Alter-Skabet i Ørstens Kirke, og som Udgiveren saae ligge der til sidst i samme Sekulo. Benævn Vinter 1735 efterlod sig ingen haard Vaarknæk, som ellers ofte har fulgt milde Vintre.

Hvo som vil have godt Smør maa iagttage følgende:



 Smørkinne AMU.0108 Foto: R. Albertsen



1.    Rømmen maa ikke være over 3 Dage om Sommeren paa Melken, og ikke mere end 4 Dage om Vinteren, thi jo før Rømmen, eller Fløden, tages af Melken, jo sødere og bedre bliver Smørret.

2.    Rømmen maa ikke blive over 8 Dsge gammel førend den kiærnes, om Sommeren bør man kjerne to Gange ugentlig.

3.    Man bør ikke tætte Meøken.

4.    Melke-Ringerne, saavel som Kiærnen, maa vaskes saa tidt de skal bruges, og være fuldkommen rene, uden mindste Syrlighed eller Afsmag. Varm eller kogende Enelaug er dertil tienligst.

Godt Smør og God Gammel-Ost.

Godt Østerlands Smør

Melkering, Austefjord museum (AMU-0092) Foto: Ragnar

Man holder Melkekollene (Melkeringerne) eller Askene vel rene, ved at koge stærk Enelaug og lade staae i dem en Stund hver Aften, før Melken sies i dem; tillige at sætte Melken i et Huus hvor ei Røg og usund Damp er, samt ei lader Rømmen staae hvor den ? eller fryser, som foraarsager ond Smag paa Smøret. Ved Kierningen haver man at tage i Agt, at der ei bliver Traakiernet, som man pleier kalde det naar det bliver tyndt og ei vil samle sig, hvilket kan afhielpes ved at kaste lidt Allun i Kiernen, og er Rømmen kold da at have lidt varmt Vand deri naar den begynder at beiske: tillige ved Optagningen at skylle det vel i 2 a 3 Vand, og salte det vel med Cadis Salt - Hvor denne Maade bruges, har Erfaringen lært: at det efter 2 a 3 Aar er befunden at være lige godt.