Om Hielp i Vaarnød.

Marts og April gav os barsk Vinter. Sneen i Dale og Fieldegner til 4 a 5 Alen, og endda mere hvor den enten ved Drivfog eller Skredeløb er sammendynget. Kulden har mangen Morgenstund naaet 6 til 7 Grader. Vindene oftest Nord og Nordvestlige. Luften sielden klar, Nordlysene, i denne Sneevejrstid eller foregaaende Vinter, ikke seet herfra,

Hele Søndmøers Vaar-Torskefiskerie, kan for dette Aar neppe tegnes over 500 Rdlr., og hvad er det imod de anvendte Bekostninger og Tidsspilde.Qvægfodermangelen truer i denne Tid.

Om Hielp i Vaarnød.

Vaarnød er her det samme som en farlig Foermangel, og hvor mandigen vore Fædre ofte har frelst sit Qvæg i saadanne Farestider, har vi sikre Fortællinger om: Hvorledes i Foraaret efter store Sneevinter, som man kalder dem, hver arbejdsfør Karl i Morgenstunden med Tryver under Skoene og en Sæk paa Nakken, Øx og Skavl i Beltet, reiste til Fjeldskovene, neddyngede Rognetræer, afskavede Barken og fyldte i Sækken, sammenbandt de smaa Grene eller Rogneqviste i et Knippe, lagde Lidser om Sækken at den derved kunde bæres ved Karlens Skuldre tvers paa Ryggen; Qvisteknippet lagdes ovenpaa den fyldte Sæk, som ofte holdt en Tønde Bark, og saaledes mangesteds 1 Mils Vej, mere eller mindre, hiem igien paa Tryverne; hvilket i længeliggende Vaarsnee, maatte udholdes daglig i 3, 4 til 6 Uger.

Måla bark.

Gjestebloggar: Berte Kanutte Aarflot

Ikke længe efter at jeg var konfirmeret, forfattede jeg nogle Sange, som dog hverken mine Forældre eller nogen Anden vidste Noget om, med Undtagelse af mine Søstre, da vi vare saa fortrolige, at hvad den Ene vidste, det vidste som oftest ogsaa de Andre.

Naar den Tid da kom, at jeg skulde forlade Fædrenehjemmet og vi skulde skilles ad, begjærede den Ældste af mine Søstre at faa laane disse Sange for en kort Tid, hvilket hun ogsaa fik. Dette var i Aaret 1816.

Eet Aar derefter døde min Fader. og da han laa paa sit Sidste, faldt det min Søster ind, at Fader ikke havde seet eller vidste Noget om disse Sange, og hun troede, det dog ikke kunde skade, om han fik se dem, før han døde. Hun besluttede derfor at vise ham dem, hvilket hun ogsaa gjorde.

Da min Fader havde gjennemlæst dem, ordnede han dem, eftersom han fandt dlet mest passende og skrev til Titel: ”En gudelskende Sjæls opbyggelige Sange.” Derpaa leverede han dem til min Broder og bad ham, ikke at forsømme, ved Trykken at lade dem komme for Lyset.

Om Almeløvets Nytte

Alm (Ulmus glabra), bilete frå http://no.wikipedia.org/wiki/Alm 

Anlediger ved flere indløbne Spørsmaale: Om Almeløvets Nytte kan udstrækkes videre? Og om Raadførsel til Almetræets mueligst hastige Formerelse, samt adskilligt om Rognetræet, vil Udgiveren for denne Gang meddele Følgende:

            I nærværende Tider, da Korntilførselen er vanskelig og Prisen for alt for Mange utaalelig, har de fleste af dem som før holdte Sviin, maattet lade en for Jorddyrkningen og Huusholdningen saa fortrinlig fordeelagtig Avl ophøre; men hvis disse, i en Udkant af deres Bøemark havde havt hvad jeg vil kalde en Bjærings Lund, hvor blant andre Slags, 40 a 50 Stkr. kronvoxne Alm-Træer, vilde de finde god Leilighed at opføde og holde Svin med den Gelee eller Kraftsuppe lignende Velling, som faaes af Almetræets Løv og Bark, blandet med anden Svineæde. Og i en Tid af 10 a 12 Aar kan en Bonde forskaffe sig en saadan Bjærings Lund.

           

No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

Denne Maaneds første Uge var Luften klar, med 4 a 6 Graders Kulde, og Vindene meest stille. Den anden endtes med Blæst og Storm, og derpaa et stort Snelag, især i Fieldegne, hvorfra igiennem de bratte Biergsider saaes mange nedstyrtende Sneskred, som paa sine Steder gik lige til Søes. Efter dette Snefald, og den hele øvrige Tid af Maaneden, blev Luften mildere, saa at mellem syd og sydvestlig Storme, Blæst og Regn, og fra 3 til 5 G. Varme, Sneen optøede langs Havkanten og de største Fiordes Strande; men i høiere Daleegner og paa Fieldheder virkede Tøeveiret mere end at fortynde Snelaget en trediedeel, saa at der paa sine Steder endn ligger fra 2 til 3 Alen dyb Snee, som dog formedelst Luftens Urolighed ikke hidtil har givet fremkommeligt Slædeføre.

Kalve at opfostre.

Qvægavlens Vigtighed for Landmandens daglige Huusholdning, for Jorddyrkningen og Landvæsenets Vel, behøver jeg ikke her at omhandle; kun et Raad mod den paa Bondebøigden og mellem de smaa Jordeparters Beboere saa ofte hørte Klage: at de ikke kan tillægge sig saa mange Kalve, som de har nødigt, for Mangel paa Melk, og naar den liden Melk, som bekommes af een eller tvende Kiør, skal deles mellem Husets Tarv og de unge Kalves Opforstring, bleve begge vanholdne, de sidste oftest Skrantlinger, og seent voxende, saa de tabe et Aar og mere inden de komme til Kiør, imod andre som have faaet god Opfostring.  Jeg er derimod kommen i Erfaring om et Fødemiddel til unge Kalve, saa at man, naar undtages de første Uger, som Kalvene maa have Melk, siden til bedre Fordeel kan fostre dem, end med Melk.

          

For Jorddyrkeren

 Til Jorddyrkningens Fremme hører veldannet og god Arbeidsbejne, (Jorddyrker-Redskaber) men endda opnaaer man ei Hensigten, saalenge Jorden ikke er befriet for skadende og hinderlige Fugtigheder og Dele, og har de Blandinger, som til enhver Væxt-Arts Trivelse ere passende og fornødne.

            De for Ager og Eng skadelige Vanddele, kaldes her i Almindelighed: Biergsie, Koldevæder, Myre-Vatn og Svorte-Vatn.  Det første af disse Slags opspringer hvor der ere Bierge i Jordbunden som have Sprækker og Vandaarer; det andet kommer oftest op af Leer-Grund; og som begge, af dyb Grund opstigende, ei allene ere kolde, men og uflogisterede, det er: have ikke havt Luftens fri Paavirkning og Meddelelse, og hvorfore, naar de kommer op til Væxternes Rødder, aarsager sammes Vantrivelse eller Død.  Myrevatn forekommer mange stede paa vidtløftige Myrestrækninger hvor Mulden er opfyldt med forraadnede Furru- og Enerødder, samt andre Slags raadne Træ- og Vext-Levninger.  Vand som igiennemflyder saadan Slags Jordbund, har ofte, ei allene en tiærevandlignende Mørkhed, men og ludsaltagtig Skarphed, som giør megen Jord ufrugtbar.  Svortvatn har sit Navn fra de saakaldte Svortedepler, Blandinger af en Slags Oker og Jernopløsning, og ere disse, ligesom de fleste mineraliske Vande, Væxterne skadelige. Hvor de 2de sidste forekommer, er det ei nok at bortlede dem, men Jordbunden maa ogsaa gives Blandinger af formildende og frugtbare Jordarter.  Derimod, naar de 2de første Slags Vande bortlede igiennem dybe Kanaler eller Veiter, kan Jordbunden ofte strax vorde god og frugtbringende.

Norsk Landboeblad No 2

9. jan.1810

Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

            Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,

            Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.

Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

            Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,

            Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.

Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

            Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,

            Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.

Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

            Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,

            Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.

Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

            Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,

            Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.

Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

            Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,

            Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.

Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

            Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,

            Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.

Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

            Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,

            Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,

Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810. 

Men bjørnen gjesta åkeren likevel kor vel dei vakta. Og so fann han på ei råd til å halde han burte:

Men hvilken en Feighed er hos dig nedlagt:

Salpeter og Svovldunst gjør dig forsagt,

Ei mere paa Stedet du hviler.

Hvis krudrøfte Lapper af Papir og Blaar

Hist i og om Ageren gjemte man faar,

Du Bamse fra Flaaten straks iler.

Naturen har mange forborgene Ting,

Og simpleste Raad kan i hastigste Sving

Et Onde modstaa og afvende.

Thi lader os love Almagten med Flid,

Som Middelet skaber og rammer den Tid

Fornuften dens Nytte skal kjende.

Udaterte dikt, gjengitt i M. Aarflot ”Sivert Aarflot og hans samtid”, Volda 1951