No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

Denne Maaneds første Uge var Luften klar, med 4 a 6 Graders Kulde, og Vindene meest stille. Den anden endtes med Blæst og Storm, og derpaa et stort Snelag, især i Fieldegne, hvorfra igiennem de bratte Biergsider saaes mange nedstyrtende Sneskred, som paa sine Steder gik lige til Søes. Efter dette Snefald, og den hele øvrige Tid af Maaneden, blev Luften mildere, saa at mellem syd og sydvestlig Storme, Blæst og Regn, og fra 3 til 5 G. Varme, Sneen optøede langs Havkanten og de største Fiordes Strande; men i høiere Daleegner og paa Fieldheder virkede Tøeveiret mere end at fortynde Snelaget en trediedeel, saa at der paa sine Steder endn ligger fra 2 til 3 Alen dyb Snee, som dog formedelst Luftens Urolighed ikke hidtil har givet fremkommeligt Slædeføre.

Kalve at opfostre.

Qvægavlens Vigtighed for Landmandens daglige Huusholdning, for Jorddyrkningen og Landvæsenets Vel, behøver jeg ikke her at omhandle; kun et Raad mod den paa Bondebøigden og mellem de smaa Jordeparters Beboere saa ofte hørte Klage: at de ikke kan tillægge sig saa mange Kalve, som de har nødigt, for Mangel paa Melk, og naar den liden Melk, som bekommes af een eller tvende Kiør, skal deles mellem Husets Tarv og de unge Kalves Opforstring, bleve begge vanholdne, de sidste oftest Skrantlinger, og seent voxende, saa de tabe et Aar og mere inden de komme til Kiør, imod andre som have faaet god Opfostring.  Jeg er derimod kommen i Erfaring om et Fødemiddel til unge Kalve, saa at man, naar undtages de første Uger, som Kalvene maa have Melk, siden til bedre Fordeel kan fostre dem, end med Melk.

          

For Jorddyrkeren

 Til Jorddyrkningens Fremme hører veldannet og god Arbeidsbejne, (Jorddyrker-Redskaber) men endda opnaaer man ei Hensigten, saalenge Jorden ikke er befriet for skadende og hinderlige Fugtigheder og Dele, og har de Blandinger, som til enhver Væxt-Arts Trivelse ere passende og fornødne.

            De for Ager og Eng skadelige Vanddele, kaldes her i Almindelighed: Biergsie, Koldevæder, Myre-Vatn og Svorte-Vatn.  Det første af disse Slags opspringer hvor der ere Bierge i Jordbunden som have Sprækker og Vandaarer; det andet kommer oftest op af Leer-Grund; og som begge, af dyb Grund opstigende, ei allene ere kolde, men og uflogisterede, det er: have ikke havt Luftens fri Paavirkning og Meddelelse, og hvorfore, naar de kommer op til Væxternes Rødder, aarsager sammes Vantrivelse eller Død.  Myrevatn forekommer mange stede paa vidtløftige Myrestrækninger hvor Mulden er opfyldt med forraadnede Furru- og Enerødder, samt andre Slags raadne Træ- og Vext-Levninger.  Vand som igiennemflyder saadan Slags Jordbund, har ofte, ei allene en tiærevandlignende Mørkhed, men og ludsaltagtig Skarphed, som giør megen Jord ufrugtbar.  Svortvatn har sit Navn fra de saakaldte Svortedepler, Blandinger af en Slags Oker og Jernopløsning, og ere disse, ligesom de fleste mineraliske Vande, Væxterne skadelige. Hvor de 2de sidste forekommer, er det ei nok at bortlede dem, men Jordbunden maa ogsaa gives Blandinger af formildende og frugtbare Jordarter.  Derimod, naar de 2de første Slags Vande bortlede igiennem dybe Kanaler eller Veiter, kan Jordbunden ofte strax vorde god og frugtbringende.

Norsk Landboeblad No 2

9. jan.1810

Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

            Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,

            Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.

Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

            Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,

            Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.

Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

            Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,

            Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.

Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

            Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,

            Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.

Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

            Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,

            Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.

Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

            Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,

            Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.

Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

            Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,

            Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.

Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

            Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,

            Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,

Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810. 

Men bjørnen gjesta åkeren likevel kor vel dei vakta. Og so fann han på ei råd til å halde han burte:

Men hvilken en Feighed er hos dig nedlagt:

Salpeter og Svovldunst gjør dig forsagt,

Ei mere paa Stedet du hviler.

Hvis krudrøfte Lapper af Papir og Blaar

Hist i og om Ageren gjemte man faar,

Du Bamse fra Flaaten straks iler.

Naturen har mange forborgene Ting,

Og simpleste Raad kan i hastigste Sving

Et Onde modstaa og afvende.

Thi lader os love Almagten med Flid,

Som Middelet skaber og rammer den Tid

Fornuften dens Nytte skal kjende.

Udaterte dikt, gjengitt i M. Aarflot ”Sivert Aarflot og hans samtid”, Volda 1951

Men idyllen kunne bli broten av ein nærgåande bamse

Bredlabbede Bamse med tunge Fjed,

Vor modnende Ager hvi træde du ned

Og Havren af Straaet bortdrager?

At Maaden dig bedre kan være bekvem,

Du liggende langsomt kun flytter dig frem

Og Ageren over dig rager.

Naturen gav Byggen et Vaaben mod dig,

Dens Avner i Halsen fasthængende sig,

At Bjørn, du maa hoste og skryde.

I stræben at svælge blir Garnerne fuld,

Her vrikkes paa Hoved og sparkes i Muld,

Tørt Gjæstebud blir de at nyde.

Han og kameratane hans kunne også jakte på fuglar...

Orrhane og orrhøne fra
Naumann: Naturgeschichte
der Vogel Mitteleuropas
wikipedia.org/wiki/Orrfugl

Min smukke Orhane, hvor mange de Fjed

I voksende Aar

Paa Afrang jeg driftig Skosolerne sled,

Tit Ønsket ei naaer.

I Krattet du lægte med surrende Røst,

Da hist og nu her.

Dog oftest før jeg der fik Bøsseskud løst

Dig Vingerne bær.

Men saa jeg dig sidde paa Birketræ-top,

Jeg var da ei seen,

I Sigte jeg tog din sortglinsende Krop,

Som svimled paa Green.

Til Knaldet stod Zelidon bag ved mit Knæe,

Straks skynder han sig,

Og sparsom han griber det faldende Kræe

At bære til mig.

Saa muntre og skyldfrie løb Dagene hen,

Jeg vandt eller ei.

Dog anden Gang lige fornøiet igjen

Gik Skytteren Vei.

Udaterte dikt, gjengitt i M. Aarflot ”Sivert Aarflot og hans samtid”, Volda 1951

Landets Lykke

 Jeg Sivert K. Aarflot blev født 1759 d. 23de October...

Da mig Sivert Knudsen Aarflot er ihændekommen en Anmodning at opgive mit Føde-Aar og Sted, Giftermaal, Næringsvei og Embede, tror jeg ei upasseligt forantegnet en kort Efterretning om de gode Forældre, fra hvilke jeg har min første physiske og moralske Frembringelse.

            Min Fader Knud Pedersen (den yngste blandt 12 Sødskende) var født paa en Dalebogaard Follisdal i Ørsten Sogn 1726 og siden mellem trange og tarvelige Kaar oppdragen hos sine Forældre, indtil det første af de tre haarde Uaar 1740-41-42 indtraf, da man maatte begive sig ud imod Havkanten at fortjene Brødet, først som Jætergut at vogte Kvæg og siden ved Fiskerier.

            I sin Alders 19de Aar kom han tilbage til sin Fødeegn, enda ei begyndt at lære læse i Bog, men hos en sig beslægtet Huusbonde Anders Aarsæter blev saavidt underviist, at han 22 Aar gammel blandt andre, deels yngre, deels ældre blev antagen til Confirmation og kunde ellers siden al sin Tid læse godt dansk Prent. Han blev ved strabadserligt Land- og Søbrug fra unge Aar vant til haardført Levnet. Aaret 1756 bygslede han sig en lille Gaardpaart i Dalebo, hvis rette Matriculeringsnavn er Aarflot, men af Nabobygdefolk nævnes ofte Stølen, fordi den ikke langt i Fortiden var optagen af en Sæterstøl (Sommerfæhave), altsaa endnu vandyrket og sjelden gav aarlig Næring for 3de Mennesker, saa som Mand, Kone og Tjenestepige. For denne Gaardparts Jordbrug gav min Fader 16 Rdlr. Bygselpenge og 12 Rd. Afstaaelse til de gamle Fratrædende (den Tid alt i Sølvorter). Han giftede sig med Pigen Siri Rasmusdatter, som havde tjent der paa Garden, men et Aar derefter døde denne fra ham, og han blev da Enkemand.

            Min Moder Berithe Axelsdatter, født paa en Dalebogaard Barstad 1728 Nyaarsaften, (hendes Fader var en temmelig vel oplyst Bonde og vidste fra Oldslægters Fortællinger meget af det Historiske). I 12te Alders Aar sattes hun først til at lære Bogstav-Kundskab, havde et godt Nemme og en god Faders Hjelp, (hendes Moder var ei boglærd som og de fleste i de Tider). I de ommeldte Uaar maatte hun og forlade Forældres Hjem, men fik og oftest omhyggelige Huusbondsfolk, som fremmede hendes Kundskaber og Vel. Hun gik til Confirmation samme Aar, som min Fader, tjente siden paa Dalebogaarde og øvede sig i de fleste til en anstændig Bonde-Huusholdning fornødne Forretninger. 1758 valgte min Fader hende, de bleve trolovede i November og Copulerede 3die Juledag. Denne min gode Moder lever endnu, gaaer næsten hver Dag paa Fødderne og ofte med en munter Sindsstemning tager saa smaalig Haand i ved Huusholdningen og Markarbeider efter eget Behag og naar Veiret er godt. Men min gode Fader, som en Følgde af haarde Strabadser baade ved Sø- og Landbrug var i sine sidste Leveaar meget gebræklig, døde i Januar 1794.

Denne sjølvbiografien, i form av eit brev til professor R. Nyerup, er truleg skriveni 1815; det beste haldepunktet for det er at yngstedottera her er 15 år, og vi veit at ho vart fødd i år 1800.