Landets Lykke

 Jeg Sivert K. Aarflot blev født 1759 d. 23de October...

Da mig Sivert Knudsen Aarflot er ihændekommen en Anmodning at opgive mit Føde-Aar og Sted, Giftermaal, Næringsvei og Embede, tror jeg ei upasseligt forantegnet en kort Efterretning om de gode Forældre, fra hvilke jeg har min første physiske og moralske Frembringelse.

            Min Fader Knud Pedersen (den yngste blandt 12 Sødskende) var født paa en Dalebogaard Follisdal i Ørsten Sogn 1726 og siden mellem trange og tarvelige Kaar oppdragen hos sine Forældre, indtil det første af de tre haarde Uaar 1740-41-42 indtraf, da man maatte begive sig ud imod Havkanten at fortjene Brødet, først som Jætergut at vogte Kvæg og siden ved Fiskerier.

            I sin Alders 19de Aar kom han tilbage til sin Fødeegn, enda ei begyndt at lære læse i Bog, men hos en sig beslægtet Huusbonde Anders Aarsæter blev saavidt underviist, at han 22 Aar gammel blandt andre, deels yngre, deels ældre blev antagen til Confirmation og kunde ellers siden al sin Tid læse godt dansk Prent. Han blev ved strabadserligt Land- og Søbrug fra unge Aar vant til haardført Levnet. Aaret 1756 bygslede han sig en lille Gaardpaart i Dalebo, hvis rette Matriculeringsnavn er Aarflot, men af Nabobygdefolk nævnes ofte Stølen, fordi den ikke langt i Fortiden var optagen af en Sæterstøl (Sommerfæhave), altsaa endnu vandyrket og sjelden gav aarlig Næring for 3de Mennesker, saa som Mand, Kone og Tjenestepige. For denne Gaardparts Jordbrug gav min Fader 16 Rdlr. Bygselpenge og 12 Rd. Afstaaelse til de gamle Fratrædende (den Tid alt i Sølvorter). Han giftede sig med Pigen Siri Rasmusdatter, som havde tjent der paa Garden, men et Aar derefter døde denne fra ham, og han blev da Enkemand.

            Min Moder Berithe Axelsdatter, født paa en Dalebogaard Barstad 1728 Nyaarsaften, (hendes Fader var en temmelig vel oplyst Bonde og vidste fra Oldslægters Fortællinger meget af det Historiske). I 12te Alders Aar sattes hun først til at lære Bogstav-Kundskab, havde et godt Nemme og en god Faders Hjelp, (hendes Moder var ei boglærd som og de fleste i de Tider). I de ommeldte Uaar maatte hun og forlade Forældres Hjem, men fik og oftest omhyggelige Huusbondsfolk, som fremmede hendes Kundskaber og Vel. Hun gik til Confirmation samme Aar, som min Fader, tjente siden paa Dalebogaarde og øvede sig i de fleste til en anstændig Bonde-Huusholdning fornødne Forretninger. 1758 valgte min Fader hende, de bleve trolovede i November og Copulerede 3die Juledag. Denne min gode Moder lever endnu, gaaer næsten hver Dag paa Fødderne og ofte med en munter Sindsstemning tager saa smaalig Haand i ved Huusholdningen og Markarbeider efter eget Behag og naar Veiret er godt. Men min gode Fader, som en Følgde af haarde Strabadser baade ved Sø- og Landbrug var i sine sidste Leveaar meget gebræklig, døde i Januar 1794.

Denne sjølvbiografien, i form av eit brev til professor R. Nyerup, er truleg skriveni 1815; det beste haldepunktet for det er at yngstedottera her er 15 år, og vi veit at ho vart fødd i år 1800.

Huusmoderen laver et velsmagende Maaltid for Høstfolket

Saa er da i disse Egne Indhøstningen saavidt til Ende, at de fleste Stede er i denne Uge indbierget den sidste Havresæd. Veiret er endnu godt, kun en og anden Regnilling. Varmen mellem 6 til 10 Grader. Vindene stille eller sagteblæsende Syd og Sydostlige. Barometret oven Ligevægten. Træfrugterme, naar undtages Hægge- og Rønnebær, vare meget mislige. Æbler faa og kom ikke til Modenhed. Hasselnødder gives endeel, men de Trefierdedele uden Kiærne. Blandt Jordfrugter vare Roer og Kaalrabi ganske maadelig, men Potetes lykkedes noget bedre. Løvet gulner og Birkeskoven har nu sin guldgule Farve. Sildefiskeriet er i denne Høst meget tilfældigt, som en Følge af Stormens Jagt. Endnu ikke megen Taage i Luften og de gamle Sneebræer i Fieldene, tæres endog i denne Maaned, som er sieldent.

            Norge har og sit Slags Høstegilder, om kun i de mindre Familiekredse, at Huusmoderen laver et velsmagende Maaltid for Høstfolket, oftest en Flødegrød, naar den sidste Afgrøde høstes; denne kaldes paa sine Steder Skuregrøden, og i samme Anledning har Zetlitz givet Bonden følgende Sang:

Mel. Nu have vi sviret saa længe.

Gud sagde: "Dit Brød skal du æde

I Ansigtets dryppende Sveed."

Men kierlig han givtede Glæde,

Med Møie, Arbeide, med Fred.

Flid ?, og kæder, gjør Ære,

Jo giør dig en Udtent til Ven.

O, Dagen maa milelang være,

For den, som spoerrækker dem hen.

Erindringer ved Kornskuren



Tust,  Austefjord museum (AMU-043) Foto: Ragnar A.

Atter fik vi godt Høstveir og velkomment Biergeveir for Høe og Korn; men Kornet bliver ikke saa jævnt modent eller saa almindelig kiærnerigt som de 2de forløbne Aar, hvilket deels Tørke, deels det for kort siden indtrufne Uveir aarsagede. Men for den Frost som ofte skader, især i Fieldbøigderne, er Kornsæden hidtil befriet og synes ville undgaaes, da Luften endnu er mere varm end kold.

Erindringer ved Kornhøsten.

1. Vær for alting paapasselig med Kornskuren, naar Kornet er modent, og vær aarvaagen naar det er Biergeveir.
2. Naar Korn bierges, da udsøg, adskil og hæng tilbage de fugtige Kiærv; denne Omhyggelighed lønner sig vel, thi et fugtigt Kiærv i Kornstaalet kan giøre før omkringliggende mugne og skimlede.
3. Naar du opskiær dit Korn, saa udsøg det jævneste, men i mindste Lag modne, til Sædekorn, thi haardt eller drøiet modent Korn er ikke det fordeelagtigste Sædefrøe.
4. Men reent og frit for Ugræs maa Sædekorn Æmnet være, thi høstes og tærskes Tidsler, arve eller Nælder der iblandt, saa udsaaes lettelig Noget deraf i næste Foraar.
5. Ligesom man i nærværende Høst forsigtigen vælger sit Sædekorn-Æmne, og siden omhyggelig behandler, renser og forvarer det for Utøi og Fugtighed, saaledes kan man i en tilkommende Høst vente sig Afgrødens mere eller mindre Foldighed.

Norsk Landboeblad No 38

21. sep. 1810

 

Islandsk Mosen



Islandslav. Plansje fra Flora Danica.
(Foto henta frå no.wikipedia.org)

Islandsk Mosens Anvendelse og Nytte som Lægemiddel, er endnu ikke tilfuldt opdaget. Den bør, som de fleste andre medisinske Planter, tages de Tider den er kraftigst eller giver bedst Virkning i de Sygdomme den anprises til Brug; saaledes har Udgiveren, der i flere Aar har beskiæftiget sig med dens Samling, befundet, at naar den skal bruges som lægemiddel for Mennesker, maa den være samlet før den er fuldvoxen og medens Bladene endnu ere grønagtige, da ere de meget gode for dem som have en svag Mave og slet Fordøielse, at spises som Sallat eller nogle Stykker ovenpaa Maden, da den modstaaer Opstød, Væmmel og Mavepin. For Qvæg har den oftere nyttet naar den er fuldvoxen og af brun Farve, da den tillige er mere besk, hvorom i sin Tid mere skal meddeles. For denne Gang bliver kun tilføiet hvad Lægerne Mangor og Tode skriver om den i dansk Landaposthek.

"Islandsk Mos er et herligt Middel for Brystet, i tæremnde Febre, Blodgang, Blodhoste og Mavepine af skarpe Gifter. Den kan bruges paa flere Maader. Til Vælling toer og rensker man Mosen, giver den et godt Opkog i Vand, at noget af Bitterheden gaaer bort; derefter hakkes ogkoges den, et Lod a 2 Potter Melk, saalænge, indtil den bliver en tynd Vælling, som enten spises saaledes som den er, eller og afsies og giøres til Vælling med lidt Hvedemeel eller sigtet Rugmeel. Den kan og males til Meel, og blandet med ligesaameget andet Meel, bruges til Grød eller Vælling. Vil man bruge den i Blodgang, maa den ikke koges i Melk, men Vand. Til Brød tages noget mere end til Vælling. Man kan og tage en Skeler(?) af den, og spise en Theekopfuld med lidt Rugbrød til. Nogle støde den i en Jernmorter med Vand til en fiin Moos, tørre den siden paa en Steentallerken til Pulver, og tage en Theeskee fuld deraf nogle Gange om Dagen. Man kan og bruge den som Thee, enten allene eller blanded med Brystthee. - Mangor."

Islandsk Mos hører til de bedste Midler, som ikke noksom kunne berømmes. Det maa tilvisse have et Opkog først, hvori det taber sin Ureenlighed, sin Bitterhed, og bliver mere skikket til Brug. Jeg har seet en Mand, som brugte hele tredsinstyve Pund islandsk Mos, og kom sig igjen af en Tæring etter Ønske. - Tode."

Norsk Landboeblad No 36

7. sep. 1810

Sædeligheds-Regler

En Ven jeg kun kiender af Brevvexling, har i Brev som jeg for nogle Uger siden modtog, blandt Andet udtrykt sig saaledes: "Paa egne og Fleres Vegne fra vores Bøygd, bedes Landboe­bladets Udgiver om nogle Efterretninger for vores Ungdom, som skal ud i Verden, hvorledes de skal folke sig (opføre sig), at de ei for meget skal ansees og hedde Hejmalinger, Field­dølinger og saadant som jeg og mine Jamnaldringer i vor Ungdom ofte maatte taale."

"Man bør ikke føre Noget tilbake fra sin Tallerken paa Fadet, ei heller
Noget  tilbage paa Tallerkenen som man har haft i Munden, ei heller bør

man yttre Kræsenhed eller Ekkel."

  Tallerken, Austefjord museum (AMU-0127) Foto: Ragnar

            Svar: Ven! at Du nævner Din Egne Ungdom skal ud i Verden, vil jeg ønske og formode, Du ei mener de skulle begive sig til omflakkende Handelskarle, som mange Bøigder alt for meget oversvømmes af, og mange unge Mennesker derved afvænnes fra Jorddyrkningsflid og den ædle Tarvelighed, der bedst kan fremme en Egne Velstand. Men der gives og mange nyttige og lovlige Reiser og Veie for en Ungdom, hvor han ved en sædelig Opførsel kan erhverve sig Medmenneskers Yndest og fremme sit eget Vel. Og paa den givne Anmodning vil jeg, af hvad jeg ellers havde tænkt, om ei saa strax, for det første meddele nogle korte, men almindelige, Sædeligheds-Regler.

           
Man bør beflitte sig paa en fornuftig Velanstændighed i sit udvortes vilkaarlige Væsen, og rette sig efter den som ved god Sædvane er indført i den Egn hvor man er opdragen eller opholder sig, paa det man ei skal være velopdregne Folk til Anstød, men meget mere blive dem, med hvilke man omgaaes, behagelig, end ogsaa ved det første Indtryk, følgelig bør alt tvungent og besynderlig sært Væsen undgaaes; følgende Regler kunde især anmærkes:

Først: I Henseende Legemets Stilling:

1. Hovudet bør man vænne sig til at holde opreist ud af Skuldrene og lige, Bryster fremad, Maven ind, alle sælsomme Fordreielser, Ansigtsrynker, samt ufornødne Bevægelser bør man stræbe at undgaae.
2. Gaaer man, da bør Fødderne sættes ud ad, Trinnen maa være ordentlige, hverken for store eller for smaa. Kroppen maa ei vanke hid eller did, og man vogter sig i Gangen saavel fra at stylpre som hoppe. 
3. Staaer man, da bør Kroppen holdes lige, Knæerne stive, Hænderne lader man, naturligst, falde ned ad, og Fødderne sætter man frem ad fra hinanden. 
4. Sidder man, da maa det ene Knæ ei længes over det andet, ei heller maa det skee med Fødderne, men disse sættes sammen uden at skurre paa Gulvet og uden at bomble med Benene. Hovudet maa man ei støtte med Haanden og Armene er det uanstendigt at lægge på Bordet.

Z Æ Ø

Z z                          Zobler

Av Zobler faaes det Foderskin,
Hvori de store svøbes ind.

Æ æ                       Æseler

Æseler har dovne Lemmer,
Og en Skryden tidt istemmer.

Ø ø         Ørne.

En Ørn kan meget gammel blive,
Og holder sig ved Rov i Live.

Eegset, 1815.
Trykt og tilkjøbs hos S. Aarflot.

U V X Y

U u                         Ulve.

En Ulv på Luur ved huset gaaer,
Og stieler Bondens Lam og Faar.

V v                          Vædere

En Væder ligger paa hver Side,
Et halv Aars Tid, Det maae I vide.

X x                          Xanthus

Xanthus den malede Søhest,
Med Neptuns Sabel passed bedst.

Y y                          Ygler.

Man slige Ygler seer paa Landet,
Men andre finder man i Vandet.