Ved Aarsskiftet

Jule-Sommer spaaer Paaske-Vinter, var i Henseende Veirliget de Gamles Meninger. - Saa gav og nu Aarets sidste Uge mild Luft, Tøeveir, Regn og Vandflom, som brækkede Isen i alle Elve, saa den gik dundrende ned til Søen. Thermometret visende 4 a 5 Graders Varme, og Barometret ved Ustadighedspunkten.

            I alt dette Veirligt ligger dog Færskvandsisene, og Jordens Overflade tiltæller, saa at Vexternes og Træernes Rødder ikke egentlig befinde sig i nogen Sommer.

 

            Noget om Sæterboets Drift, fortsat fra forrige No.

Hernæst kommer Udgiveren atter fram med Anmærkninger om den megen og kostbare Gjødseljord, som ligger unyttet paa Sæterne; thi nu i disse Tider, da Jordfrugterne ere saa dyre, og vanskelig at erholde, maatte man hverken spare Umag eller lade sig blende af Fordomme, med nye Foretagender til Jordgjød­ningens Forøgelse, betænkende, at vi ikke have de Fordele som vore Fædre, i de store Fiskeriers Aaringer, da de fleste Landmænd, endog Daleboerne, søgte Udhavet, og ofte i en Uge fiskede saa meget, at naar de solgte Fisken til Kræmmerne ved Kysten kunde igen kiøbe een Tønde Rug, Byg, eller en Skottemeel Sæk.

            Alt for mange bleve heraf saa uekonomiske eller daarlige, at de foragtede eller forsømte Jordforbedring og Gjødsels Benyttelse; altsaa Skade, at Fiskerierne, som af Nogle kaldtes Søndmørs Guldmine, gave Anledninger baade til Ødselhed og Jorddyrkningens Forfald, saa at man nu har vanskeligt at faae det Nyttige i den Stand, som er giørligt og ønskes.

            Her bliver det om den Gjødsel som er tilovers fra de Frugters Dyrkning der i forrige No. var omvandlet, at den betids om Høsten maa sammenbringes og opstables i smaa Stakke, for at bringes paa Sneføret, hvor der lader sig kjøre og da bedst i saadanne Slæder som de brugelige Kulkurve, men hvor Veiene ere saa vanskelige, at ei kan kjøres, maa den bæres hjem i dertil dannede Caagekasser.

            Men her kan jeg atter vente mange Fordommer og Indvendinger imod Begyndelsen af det Brug at bære Gjødsel da man hvor den ei kan kjøres, bringer den nødiget afsted, og jeg svarer strax: Bær man ikke saa mangen svær Byle hjem fra Udmarkerne; ja endog paa sine Steder hele Høestable og Barksække, og hvorfor skal ikke de Materialer bæres som forædler vor Jordbund, eller hvorfor skal vi foragte den Skik, som vi for andre Egners værdige Landboer giøre Brug af. Saaledes veed vi Færøeboerne, vort Norges Naboer bær Gjødselen ud til deres Agre. Fra det for Dyrkning og Frugtberedelse faa særdeles bekiente: Amagerland tæt ved Rigernes Hovedstad København, veed man, at Markepigerne, der bringe Melk i Staden, bære Gjødsel med sig tilbage for at fremme Jorddyrkningen. Og hvad Exempel haves ikke i Borgeren Foswinckel i Bergen, som, naar Betlere, saavidt foragt at de kunde gaae et Stykke Vei, bad ham om en Styper, paalagde han dem først at bære en Caagekase med dyrket Jord eller Gadeskarn op til Storfielders Biergsider, derpaa gav han dem 4, 6 eller 8 ss. og det var Begyndelsen til den ? og beboelige Stand, som dette Fjeld nu prunfer af.

            Af Handels- og Industri-Tidenden.

Jul 1813

Lige til Juul var Veirliget i denne Maaned meest bestandigt, med taalelig Kulde, oftest sagteblæsende Vinde eller stille. Iis og Jordtælle roligt liggende; et Halvalen høit færskt Sneelag bedækkede Jorden, og paa sine Steder fremmede Slæde­føret; men mærkeligt, at ved denne Aarstid og et saa passeligt Sneelag, saa ganske lidet eller intet søgende Viidt spores i Egnens Skove eller Fjelde, saa at den Syssel at gaae paa Jagt efter Fugle og Harer, maa nu ophøre.

            Fiskerierne, som især næst for Juul forsøges med Flid, gav i Fiordene ganske lidet, og for Mange intet. Men for Havkyst-Beboerne, som i de roligste Dage reise i Otten nogle Mile ud paa Havet, brugte Snøret om Dagen og tilbage ved Nattens Komme, lykkedes det nogle saa vel at de, foruden selv at vorde forsynede, ogsaa kunde overlate sine Naboer Julefisk.

            Som Følge af en knap Høst, og Frygt for Kornmangel, blev Ølbrygningen til denne Juul i Almindelighed sparsom, og hos mange Familier ingen, saa at denne Omegns Beboere herudi, som i mere, udmærket sig ved at iagttage den strængeste Tarvelighed.

             En Melkesuppe, S? og Fladbrød, og nogle Stykken færsk eller ludet Fisk, ere Juleaftens Retterne og en Bolle Øl, hvor den haves. Juledags Morgen en Lævsekling eller Julekage af Bygmeel, med Øl eller Melkeblande, føred man reiser til Kirken. Juledags Middagsspise en Mylje af Fladbrød og Kiødfedt, og til Aftens kogt Kjød og Kjødsuppe med Næper udi; og hermed har man da Summen paa Juleretterne. At drikke sig en Ruus, som før var Skik i Julen, høres nu ikke mere.

            Juleaften gik Veiret om til Tøe og Mildt, og Skyerne gave Regn og Slud Julenattem: noget som de gamle Fædre ansaae som et kjært Spaadomstegn for en kommende riig Høst, naar Skyerne dryppede Julenatten.

 

Noget om Gjødningsmidler.

(Paa Udgiverens Vegne, og i hans Sygdoms Tilfælde, uddraget af hans Manuskript om Jordforbedring, og her givet Plads, ved Rasmus Aarflot)

Gjentagne Anvisninger og Opmuntringer til Sparsomhed, i Brug af alle til Brød-Surogater anvendelige Midler, har Udgiveren fundet at have sin Nytte. Men kan ikke nok ivre sig over, at saa mange til Jordgjødsel fortrinlige Stoffer ligge ubenyttede, foragtse, eller af sin Nytte Mængden ubekiendte!

Iglegræsset, er Ukrud paa mange Norges Enge, helst udi fugtige og kolde Myhrer. For Qvæget er det en giftig Urt, og for Slaattemandens Lee, et tungt og fløvgiørende Græs. For at udrydde, og faae Nytte af denne Græsart, lader man strax forend Græsset skal afslaaes, sine Arbeidsfolk gaae fordeelte et lille Stykke fra hinanden over Engen, at oprykke Iglegræset med Rod, og lægge det i smaae Stokke til man kan føre det hen til Giødningskielderen, hvor det nedlægges lagviis blant udluftet Myrmuld, og siden i et Par Maaneder, saa ofte mueligt, overdrænkes med Urin, Vaskervand, o. d. l. Denne bliver en ypperlig Giødsel.

Høymul, er et Ugræs, som ved dets store Rødder bort­trækker megen Fedme, til Tab for de dyrkede og nyttige Vexter. Mangesteds sees der i skareviis blant Kornet, og tiener Spurrer og andre Fugle til at side paa og have Tilhold udi, medens de nedhakke og opæde Kornaxene. Denne Plante, som lidet eller intet tienlig til Qvægfoder, giør større Nytte forraadnet til Gjødsel; og som den voxer, foruden paa Agrene, ogsaa i fede Enge og Agerrener, vil Samlingen skee beqvemmest paa følgende Maade: Om Foraaret, da Roden nyst har skudt Blade, bruges en Jernspade, med hvilken enhver Rod med sine Grene og den mellemholdende Muld opvrikkes. Man bringer disse med Rødderne opstukne Ruder eller Torvterninger, hen til Gjødningskjelderen, hvor de behandles paa sams Maade som med foranførte, men Hullerne fyldes igien med finanskaarne Torver af de mavreste Enge, og jevnt tiltrædes.

Endvidere kan og benyttes til Gjødselblanding Rødder og Stilke af Hundeslænge, Syreskræppe, Buegræs, Tidsler ec. Kort Sagt, alle paa Agre og Enge unyttige og skadelige Ugræsvexter.

Fausk, som, i Skovegne gives i Mængder, der er ganske for raadnede Træstubber og Rødder, er og en Slags Gjødselcompost. Men her maa giøres Forskiel paa hvilkeslags Stubber, det har været; thi Fausk af Birk og Asp vil have andreslags Blandinger, end af Ore, Hassel og Rønetræe. Fausken af Birketræer har, ligesom Birkeasken, et Slags Ludsaltlevninger blantt sig, derfor blandes den med Leer eller gammel Muurkalk, hvilken formilder det alkaliske Salt, som gierne er tilstæde udi Birketræets Fausk. I Fausk af Aspetræet er ogsaa enslags Syrlighed, som ved Leer eller gammel Muurkalk formildes.

Foruden Stubbefausk, nyttes ogsaa nedfaldne og forraadnede Grene, naar de kun kan bankes i Stykker, og tilligemed Rodfausk blive liggende i Gjødningvand en Halv- eller Fjerdingsaars Tid førend de bringes ud paa Ageren, hvor saaden Gjødsel helst nedpløves som Underrae, og da bliver til Muld. I Særdeleleshed er denne Slags Giødsel fortrinlig til at formindske Ugræset.

Fortørret, affaldet og raadnet Løv, som ved at sammenrag­te opsamles mellem Træerne, bliver og en god Gjødselblanding.

Men hvorlænge skal man see Koekaserne, i Græsgroetiden om Vaaren og Haabeitet i Efterhøsten, da Qvæget giøder meest, ligge optuede paa Engene og Bøemarkenne, uden at vorde opsamlede og hjembragte til Gjødning Formerelse? Forsøg har lært, at enhver saadan Koekase kan gjødsle en Qvadrat Fod, og derpaa voxe 40 a 50 Ax, som afgive omtrent en Pægel eller Tints Korn, og naar blant en stor Qvæghjord, enhver Ko kan lægge 3 a 4 om Dagen, hvilken Fordeel naar de blive benyttede, er herved Udgiverens Hensigt at gøre sine Landsmænd opmærksomme paa.

Hvad som her er sagt om Koekaserne, gjelder og noget lignende om Hestegjødsel, som paa samme Tid og Maade falder paa Marken.

 Norsk Landboeblad No 14
27. november 1813

Sogneselskaben for Almuens Fremme i Voldens Præstegjeld

Gjentagende maa vi prise Forsynet, naar vi hensee til Aarstiden, og hvor betids og vel Jordfladens Afgrøde i denne Egn blev indhøstet, saa at de fleste Familier allerede nu har aftærsket, og tillavet sig en hyggelig Vinter-Provision, samt see sig forsynede med løfterigt Sædekorn til nærmeste Foraar.

Derimot erindre vi os denne Maaneds første Dage forrige Aar, da vi endnu bekymringsfuld syslede paa Agrene og Marken, ved at faae tørret og indbjerget det bedærvede eller mavre Korn, som truede med Døden, men blev imod Manges Formodning, den vigtigste Lære og Kundskabs Artikel, som i sit Slags, og saa heldigen har virket paa Landboen, mere end 100 Aar.

Denne Efterhøst, har Veiret været ugentlig afvexlende med Regn, Snee, Tørveir, tørre og milde Vinde, oftest sydlige og vestlige, men vore Fjelde allerede i 6 Uger sneebedækte.

Fiskerierne ville her ingensteds lykkes.

 

Om Sogneselskabet.

Sogneselskaben for Almuens Fremme i Voldens Præstegjeld, stiftet paa Universitetsfesten i Decbr 1811, holdt sit 6te ordentlige Møde, og første Generalforsamling paa Ørstenvig sidstleden 1ste Novbr, hvor, og til hvilken Tid, Præmier for første gang skulde uddeles. Men som Selskabets Kasse var svag, havde endeel bekomne Skrifter at betale, saa troede Bestyreren, at passende Bøger vilde opmuntre mere, end nogle faa eller flere Dalers Penge, og derfore af sit Bogtrykkerie og lille Litteratur-Samling sammenhæftede forskiellige almeennyttige Stykker, med et foran eget Tittelblad: "Præmiebok ec.", og med disse og et lille Penge-Tillæg, bleve følgende, som af Selskabet tilkjendt Præmie, belønnede:

Kongeligt aabent Brev, angaaende Banke og Penge-Væsenet i Kongeriget Danmark og Norge.

At give Pengevæsenet i Vore Riger og Lande mere Eenhed, Løden og Fasthed, at tilsikre den offentlige og private Formue stødigere Værd, ere Hovedformaalene for Vor Forordning af 5te Januari d. A. og for den Fundats af samme Dato, ved hvilken Vi have ? Rigsbanken. Da Vi ingensinde tabe disse vigtige Formaal af Sigte, for hvis Opnaaelse imidlertid senere indtrufne, den Gang uforudseelige Omstændigheder have lagt nye Hindringer i Veien, saa have vi været betænkt paa, hvorledes der til Samme kunde fremvirkes ved flere og kraftigere Midler. Til den Ende have Vi taget følgende allerhøieste Beslutninger og Bestemmelser:

1. Rigsbanken skal gaae over til at blive privat, under et nationalt Interesseskab, og sættes under dettes Forvaltning og Bestyrelse. Til at indtræde som Interessentere skulle alle de have Adgang, hvis Hæftelser til Banken beløbe sig til 100 Rbdlr, og derover, saaog de, som, naar de skylde Mindre, ville tillæge indtil 100Rbdlr; endvidere de som ved flere mindre Summer ville forene sig til en saadan Sum, og endelig de, som, uden at skylde, frivilligen ville indskyde indtil 100 Rbdlr, eller derover.

2. Beløbet af de 6 pCt, som for Rigsbanken ere hæftede med 1ste Prioritets Ret i alle faste Eiendomme, og som forrentes til Banken med 6½ pCt aarlig, vedbliver at være Bankens Grundfond, men saaledes, at det, som Enhver heraf skylder eller har betalt i Forhold til sin faste Eiendoms Værd, skal være og blive ham i Tiden kan vente sig Udbytte, naar Udbytte ved Siden af de Forpligtelser, som Banken paaligge, kan giøres mulig, og dette Udbytte da først mindre, siden fremgaaende større indtil 4 pCt kan opnaaes. Videre Indskud, end bemeldte 5 pCt. af faste Eiendommes Værd eller hvad ellers frivilligen tilskydes, skal ikke kunne paalægges Nogen i den Egenskab af Bank-Interessent.

...og gid Flere heraf maa lære den for Alle saa meget vigtige Kornbesparelse!

Torsdagen den 30te Sept. Af Udgiveren.

Om nogle, for ubekiendte eller lidet bekiendte, kornbesparende Fødemidler.

Potetesæbler er en Frugt, som ikke her er bleven benyttet til Folkeføde førend næstafvigte Høsttid, da den er befunden især anvendelig i Fladbrøddei. Æblene koges og siden enten bankes og mases til en fiin og seig Dej, hvorudi at spæde med Vand, Kornmeel, ja endog Lettekorns- og Avnemeel, kan indæltes, og deraf bages Fladebrød, hvorved Potetesæblene give samme Fordeel til Velsmag og Sejhed, som om man havde blandet Dejen med Rugmeel. Ved Potetæbledejen vinder man en Fladbrødleiv paa hver Mark Meel.

Men som Potetæblene er meget vanskelige ved Masing og Bankning at faae fine, især Kjernene og Knotten af den Stilk de hænge paa, saa har Nogle, strax efter de vare kogte, malet dem paa Meelqværnen, ligesaa man maler Drav; hvorved de hastigst blive til en fiin Dej tyk som en Grød, der strax indæltes med Meel, og uden at henstaae, som sagt, bages, og giver et drøyt og velsmagende Brød; ja, paalidelige Landboere have sagt mig, at de ikke fandt større Nytte ved i sidste Sommer at blande Rugmeel mellem Avne- og Halmmeel, end nu af Potetæblerne.

Naar Æbledejen er malet, maa Qværn-Overstenen hæves af, og Meelsøydingen afvaskes vel med Vand, ellers vil Dejmassen stivne og saaledes fastlime Qværnen. Naar man vil mase og lave anden Mad end Fladbrød af Potetæblerne, kan man først i reent Vand afkoge Bedskheden, og siden med nyt Vand, hvorudi lidet Saltkoge dem møre og til bedre Smag.

Deklaration.

Sidste No. lovede tvende ny Anordninger, men i Gaaraftes indløb fra Romsdals Amt - med Erindring om Bekiendtgiørelse og indrykkende i dette Blad, for efter Hans Høihed Statholderens Betaling snarest mueligt at komme til almuens Kundskab - følgende Krigs-

Deklaration.
Fra den Tid Freden mellem Danmark og Sverrig var sluttet i Jønkøping, har Hans Majestæt oprigtig og uafladelig bestræbt Sig for at vedligeholde Venskab og god Forstaaelse med dette Naborige, men har tillige ikke kunnet dølge for Sig Selv, at den svenske Regiering, langt fra at besieles af samme Aand, kun alt for ofte har givet Beviser paa et modsat Sindelav.

Ved hiin Fred haves Sverrig forbunden sig til, at bortfierne Danmarks Frenders Krigsskibe og Krydsere fra sine Kyster. De vedbleve imidlertid, ei allene at anholde danske Skibe til under den svenske Kyst, men tage dem endog i svenske Havne. Den danske Regierings gjentagne Besværinger over det Tab, som derved tilføiedes Danmarks og Norges Handel, bleve sielden besvarede, aldrig afhjulpne. Den svenske Kyst i Kattegattet forblive saaledes efter Freden i den samme fiendtlige Stilling til Danmarks Skibsfart, hvori den havde været under Krigen. Krigserklæringen, som den svenske Regiering lod seg formaae til at udstæde med England, frembragte i den Henseende ingen Forandring; og, etterat Freden igjen var sluttet med Storbritanien, udbredte Faren for den danske Skibsfart sig over hele den svenske Kyst. Den danske Sømand kunde haabe, under et venskabeligt Naboelands Kyster; at være betrygget mod Overfald og Opbringelse. Han maatte see, at en Regiering, der ikke sielden brammer med Frihed og Selvstændighed, vilde, for sin egen Værdigheds Skylld, hævde sine Territorisk-Rettigheder mod enhver Fornærmelse. Men han fandt sig skuffet i sin Forventning, naar han i Farens Øieblik søgte Beskyttelse og Redning paa svensk Grund, hvor Fiendens bevæbnede Fartøier ubehindrede ventede paa deres Bytte. Berøvet sin Eiendom og ofte forfulgt af Fienden, endog op i Landet, kunde han blot beklage sit Tab, men maatte tillige føle en billig Harme over Naboelandets Uvirksomed i at beskytte sine Kyster.

Om Høstpløining

Sigd, Austefjord museum (AMU.0138)
Foto: Ragnar H. Albertsen

Saa er nu dette Aars mærkelige Sommer og Høsttid nær til Ende; og neppe kan nordenfieldske Landboere optegne noget, i Henseende Veirlaget, mere gunstigt og behageligt Aar, end nærværende. I disse Dage seer vi Mueligheden af hvad man sielden tiltroede denne Egns Klima, nemlig: at vore Agre kunde bære 2de Gange Frugt; thi dersom noget af de Agre, hvor Kornet blev afskaaret sidst i Juli, var da bleven strax pløiede og tilsaaede, vilde de, om Veiret vedbliver lige gunstigt til næste Maaned, givet Grøde, eftersom de Korn der spildtes i Agrene under Skuren, og derefter spirede, allerede paa sine Steder er skudt i Ax.

Det sidste Korn kom i Laden ved Augusti Udgang, men Høet og Haaet er paa nogle Gaarder endda ikke alt indhøstet. Fiskerierne have i sidste Maaneder ei villet lykkes; end ikke Sild nogensteds at ville gaae til.

Om et stærkere Haglveir i Danmark samme Tid, læses saaledes: Den 20de Juli rasede et Uveir paa Vestkanten af Jylland, fra Ølgod Sogn og indtil det nederste af Tistrup Sogn, og paa samme Tid og samme Maade rasede det i Sielland ved Holbek, som i lige Linie er 25 Mile derfra. De Iisstykker der faldt paa begge Steder vare saa store som Dueæg, og laae endnu uagtet den stærke Hede anden Dagen sammenfrosen i flere Klumper. Al Sæd paa Marken, endog Kleveren, blev ødelagt saavidt denne Haleg traf.

Kornskuren og tordenveiret

Kornskuren er i denne Egn nu i fuld Drift, og paa nogle Gaarder hvor Varmen meest har virket, som især i Nordalsfiordene, allerede forbi. Mærkeligt bliver det for Eftertiden, at i dette Aar inden Juli Maaneds Udgang var paa mange Gaarder Kornet saavidt modent, at de Familier som trængte dertil fik tærsket, malet Meel, og saaledes inden 1ste August havde madyrket sig (lavet sig Fødemidler) af Aarets Grøde.

At Kornhøstens Frugter, som dels meget fortrængte af Varmen, staaer tyndt paa Ageren, og at her ialmindelighed vel tidligt maa begyndes paa sammes Forbrug, bliver en vigtig Anledning endnu at opmuntre Landboen til den bedste Sparsomhed med det nye Kornmeel, og at anvænde alle Midler, som kan drøye dets Brug; især gientages hvad før i dette Blad er anviist om Kiødmad og Kraftsuppe af Beenknokler.

Fiskerierne hersteds har i denne Maaned Intet givet.

Træfrugter ere saa sieldne, at paa mange Æble- Kirsebær- Plomme- Hægge- og Hassel-Træer ikke sees en eneste Frugt. Ribsene bleve vantrivelige, Stikkelsbær nogenledes, men vilde Bær med det Mindste.

Aarstiden Hundedagene er snart forhaanden...

Aarstiden Hundedagene er snart forhaanden, og den ofte omtalte Hundedages Varme hærsker allerede frygtelig; da Jordbunden tillige er saa tør som den kun sielden har været, og hvor Bierge eller Our rager op mod Overfladen, der sees nu Engene som rødbrun soelbrændte. Agrene har paa nogle Steder deels lidt meget som fortørrede og paa flere…? Fare, om Himlen ei snart skienker en vederqvægende Regn. Ugræsset, som man saa Uger siden ikke syntes saa vel om, er dog, i disse varme Dage, bleven et naturligt Værn for mange ellers fortørrende Agre.

Ekset, sommeren 2009 

Høidagsvarme (fra Kl. 9 t 6) har, i forige og denne Uge staaet mellem 18 t 22 Gr. i Skygge og 30 i Sol.

 

De fleste Elve og Bække, der ikke have Udspring fra Snebræer, Ferskvande eller Dybgrunds Opkomekilder, ere nu optørrede, og den Reisende maa, paa sine Steder, tilbagelægge Miles Veie uden at finde det ham saa kiære og lædskende Vand. Den 19de steeg Solvarmen til 35 Gr. og medens man da svævede mellem Haab og Frygt for den spæde Kornvext, fremkom fra Østen Kl. 6 et hæftig Tordenveir som gav i 12 Minutter Stødregn og lidt for og efter tynde Draaber.  Herpaa klarnede Luften indtil Kl. 8 a 9 da et lignende Tordenveir gik forbi. Begges Regn var vederqvægende for Væxterne men utilstrækkelig paa den optørrede Jord. Dog Varmen spaaer snart mere Regn.

Smuler er ogsaa Brød

Med dette gamle Ordsprog som Fædrene ikke uden Aarsag har brugt, vil Udgiveren besvare Nogle som sige: at de sankede Vexter forslaae saa lidet, og med det samme anviser han til Geitnaskofen, som findes baade i lave Egne og høie Fielddale, hvor den er størst, og vil i anstundende Sommer komme mange til Hielp.

Denne Vext er en af de smukkeste Lavslægter. Har ude paa Bladene en stærk sort Farve, som naar den i Vand, forandrer sig noget mod den Grønne: men naar Bladene ere tørre og brydes over, ere de ganske hvide i Brudet.

Vexten ligner meget en sort Kokarde, kan være af Størrelse som en Sølvmyntskrone (en Sølvdaler), ja Nogle mindre, men i høie Fieldegne Mange større, i Almindelighed til 2 Tommer tvertover.

Tørret og malet giver den et Meel, som mellem Brødlav­slægterne har den bedste Velsmag, og til Brøddej ligner Rugens Seighed; derfor maa den her, ligesom hos vore Nabofolk i Island, anprises blandt de ypperste vildvoxende Brødplanter.

Denne kan og spises som Brød i sin naturlige Form, til Kiød, Flesk, Smør, Brim eller anden Suul, eller og karvet, mør kogt og banket, bruges med Fordeel og Velsmag i Kiødholler og flere Slags Madlavninger.

Den største Mængde og fuldkomneste Vexter af denne Slags, findes paa vore Fieldes mørkblaae Egge og Tinder, hvilke mangesteds ere af Geitnaskof saa tæt bevoxne, som Fiærens Stene med Tang; men som saadanne Fieldsegge ere for det meste utilgiengelige, saa kan ikke tillades at vove der meget, kun hvad derforuden findes paa tilgjengelige Steder. Af denne skal og følge Prøver, skiøndt ei af største Slags.

Foruden føranomhandlede, bruge Islænderne i Mangel af Meel, mange grønne Urter baade blandt Kiød- og Fiske-Sod, samt som Salat, saasom: Karvegræs, Syrer, Heimulblade og flere; mest især maa jeg nævne Mannagræs, af hvilke kan faaes det saa bekiendte Mannagryn, og jeg har seet fattige Folk i nogle af de øvrige knappe Aaringer, om Sommeren at sanke en god Deel deraf.

 

Norsk Landboeblad No 5
28. april 1813

 

Uår og kornmangel

Blandt Vaarvirkninger hører, at Stæren saaes i vore Træer d. 16de. Tielden ankommen til vore Søstrande d. 18de. Paask­lillien fremskudt i Tverhaand over Jorden, og har sat Blomsterknop. Ribs og Stikkels Løvknopper aabnes. Silletræet har Palmer (Blomster). Skaden bygger Rede, Orfugle leege. Ingen Iis i Søer undtagen de øverste Fieldvandes, og ingen gammel Vintersnee paa de dyrkbare Jorder; men Fieldegnene jævnt belagde. Martsmaaned, har hele Tiden her i Egnen været anseet for at have sine Merkværdigheder. Derfra vare de fleste, de Gamles Udsigter, om Aaret skulde medføre Krig eller Fred.  Om Qvægfodertrangen vilde vorde dræbende.  Om Vintersnebræen var borte, eller var under Optøing, at Pløiningen i en haabfuld Tid kunde foretages. Om Fiskerierne vilde vær hjelpende eller berigende for en Egn m. m. Men aldrig, aldrig, det Udgiveren har Efterretninger om, har nogen Martsmaaned i flere Aarhundrede gaaet forbi med større Skygge end Nærværende, da saa mange Familier ikke mere eie en Haandfuld Korn, hverken til Brød eller at kaste i deres Ager.

under nærværende trange Tider...

Fladbrød

Har Udgiveren intet andet for dette Blads Forsendelse, saa nyder han dog under nærværende trange Tider, en, ved Fleres Bevidnelser opmuntrende Bevisthed, at hans Anvisninger især for Hielp i Brødmangel, er benyttede. Her meddeles nok et af flere Familier forsøgt Hielpemiddel: Af tør Fisk som kiøbes for at blødes og ludes til Spisning, maa førend den lægges i Vand, alle Fiære, Finner, Ugger, Finnerødder, Ørnebeen, Benene imod Sporen og Sporstykket frahugges, hakkes smaa, og endmere tørres paa en Røgstue-Ovnhelle, lige som Korn tørres eller i en lind Kiølne Varme, og males til Meel som skeer bedst maar man lader det først en Gang gaae igiennem Qværnen til et grovt Meel, og siden males det anden Gang til et finere. Har man noget Lettekorn at male iblandt den hakkede tørre Fisk, meleres den bedre; og giver et godt og styrkende Fladbrød. Men her vil anmærkes: at man ei maa tørre dette Slags Fiskeskrot paa Gryde over Ild; thi da svier Fiskeskindet som aarsager ringere Smag paa Brødet.

            Som Tillæg til hvad før er skrevet om Brød af Islandskmos: For at faae frosent Kornmeel sammenhængende til Fladbrøddei, koges en tynd Velling af Islandsmos, der under Afkiølingen stivner til en Gelee, hvorudi Melet indæltes og det heraf bagede Fladbrød maa steges vel rørt.

Norsk Landboeblad No 2

6. februar 1813

Den 28de Januar

Frederik VI fødsel 28. januar 1768

Vort Bryst af Troeskabs Lue brænder,

Naar Fredriks Navn vi nævne skal;

Thi Han - o Held os - viis erkiender

Sit høie, faderlige Kald.

O Konge! hør et skiønsomt Folk,

Hvis Mand er Hiertets sandrue Tolk.

Bliv ved Dit Norges Tarv at fremme -

O, det er sødt at skabe Held;

Og høre Glædens Inderstemme

Fra Dal til Dal, fra Field til Field;

O nyd da længe denne Løn,

Det ønsker varmt hver Norges Søn!

Disse og flere passende Sange feiredes Dagen, og de varmeste Ønsker for Kongen, Dronningen, Kronprintssessen og hele Kongehusets Velgaaende, opsendtes til Forsynets evige og algode Fader.

Norsk Landboeblad No 2

6. februar 1813

Liim og Læderfedt

Et slags Liim. Efter Forsøg meddelt af Gaardmand og Violinmager Elling Løvold her i Volden. 

Vaartorskens Fladmager (Luftblære) udtages frisk, renses fra Slim og dens sorte Rogge (Hinde), skylles i Vand og ophænges i et luftigt Værelse, saa at Sol og Regn ei kommer til den. Naar man vil lime, tages en ganske tør Mage og koges i Vand til den er vel igiennemkogt, og derpaa medens Magen er varm støder den, i en Steen eller Træmorter, til den bliver saa ganske fin at der findes intet haardt tilbage, og hvis Limen under Støbningen vil være for tyk, spædes lidt deri af det Vand Magen blev kogt udi. Saadant Liim, kan bruges til al Slags grovt Træarbeide man vil have limet, og er meget anvendeligt i Steden for andet Liim, som nu falder kostbart at kiøbe.  Det Vand Magen blev kogt udi, tiener og til Brug som godt Limvand.