Erindringer ved Kornskuren



Tust,  Austefjord museum (AMU-043) Foto: Ragnar A.

Atter fik vi godt Høstveir og velkomment Biergeveir for Høe og Korn; men Kornet bliver ikke saa jævnt modent eller saa almindelig kiærnerigt som de 2de forløbne Aar, hvilket deels Tørke, deels det for kort siden indtrufne Uveir aarsagede. Men for den Frost som ofte skader, især i Fieldbøigderne, er Kornsæden hidtil befriet og synes ville undgaaes, da Luften endnu er mere varm end kold.

Erindringer ved Kornhøsten.

1. Vær for alting paapasselig med Kornskuren, naar Kornet er modent, og vær aarvaagen naar det er Biergeveir.
2. Naar Korn bierges, da udsøg, adskil og hæng tilbage de fugtige Kiærv; denne Omhyggelighed lønner sig vel, thi et fugtigt Kiærv i Kornstaalet kan giøre før omkringliggende mugne og skimlede.
3. Naar du opskiær dit Korn, saa udsøg det jævneste, men i mindste Lag modne, til Sædekorn, thi haardt eller drøiet modent Korn er ikke det fordeelagtigste Sædefrøe.
4. Men reent og frit for Ugræs maa Sædekorn Æmnet være, thi høstes og tærskes Tidsler, arve eller Nælder der iblandt, saa udsaaes lettelig Noget deraf i næste Foraar.
5. Ligesom man i nærværende Høst forsigtigen vælger sit Sædekorn-Æmne, og siden omhyggelig behandler, renser og forvarer det for Utøi og Fugtighed, saaledes kan man i en tilkommende Høst vente sig Afgrødens mere eller mindre Foldighed.

Norsk Landboeblad No 38

21. sep. 1810

 

Islandsk Mosen



Islandslav. Plansje fra Flora Danica.
(Foto henta frå no.wikipedia.org)

Islandsk Mosens Anvendelse og Nytte som Lægemiddel, er endnu ikke tilfuldt opdaget. Den bør, som de fleste andre medisinske Planter, tages de Tider den er kraftigst eller giver bedst Virkning i de Sygdomme den anprises til Brug; saaledes har Udgiveren, der i flere Aar har beskiæftiget sig med dens Samling, befundet, at naar den skal bruges som lægemiddel for Mennesker, maa den være samlet før den er fuldvoxen og medens Bladene endnu ere grønagtige, da ere de meget gode for dem som have en svag Mave og slet Fordøielse, at spises som Sallat eller nogle Stykker ovenpaa Maden, da den modstaaer Opstød, Væmmel og Mavepin. For Qvæg har den oftere nyttet naar den er fuldvoxen og af brun Farve, da den tillige er mere besk, hvorom i sin Tid mere skal meddeles. For denne Gang bliver kun tilføiet hvad Lægerne Mangor og Tode skriver om den i dansk Landaposthek.

"Islandsk Mos er et herligt Middel for Brystet, i tæremnde Febre, Blodgang, Blodhoste og Mavepine af skarpe Gifter. Den kan bruges paa flere Maader. Til Vælling toer og rensker man Mosen, giver den et godt Opkog i Vand, at noget af Bitterheden gaaer bort; derefter hakkes ogkoges den, et Lod a 2 Potter Melk, saalænge, indtil den bliver en tynd Vælling, som enten spises saaledes som den er, eller og afsies og giøres til Vælling med lidt Hvedemeel eller sigtet Rugmeel. Den kan og males til Meel, og blandet med ligesaameget andet Meel, bruges til Grød eller Vælling. Vil man bruge den i Blodgang, maa den ikke koges i Melk, men Vand. Til Brød tages noget mere end til Vælling. Man kan og tage en Skeler(?) af den, og spise en Theekopfuld med lidt Rugbrød til. Nogle støde den i en Jernmorter med Vand til en fiin Moos, tørre den siden paa en Steentallerken til Pulver, og tage en Theeskee fuld deraf nogle Gange om Dagen. Man kan og bruge den som Thee, enten allene eller blanded med Brystthee. - Mangor."

Islandsk Mos hører til de bedste Midler, som ikke noksom kunne berømmes. Det maa tilvisse have et Opkog først, hvori det taber sin Ureenlighed, sin Bitterhed, og bliver mere skikket til Brug. Jeg har seet en Mand, som brugte hele tredsinstyve Pund islandsk Mos, og kom sig igjen af en Tæring etter Ønske. - Tode."

Norsk Landboeblad No 36

7. sep. 1810