tirsdag 31. desember 2013

Ved Aarsskiftet

Jule-Sommer spaaer Paaske-Vinter, var i Henseende Veirliget de Gamles Meninger. - Saa gav og nu Aarets sidste Uge mild Luft, Tøeveir, Regn og Vandflom, som brækkede Isen i alle Elve, saa den gik dundrende ned til Søen. Thermometret visende 4 a 5 Graders Varme, og Barometret ved Ustadighedspunkten.

            I alt dette Veirligt ligger dog Færskvandsisene, og Jordens Overflade tiltæller, saa at Vexternes og Træernes Rødder ikke egentlig befinde sig i nogen Sommer.

 
            Noget om Sæterboets Drift, fortsat fra forrige No.

Hernæst kommer Udgiveren atter fram med Anmærkninger om den megen og kostbare Gjødseljord, som ligger unyttet paa Sæterne; thi nu i disse Tider, da Jordfrugterne ere saa dyre, og vanskelig at erholde, maatte man hverken spare Umag eller lade sig blende af Fordomme, med nye Foretagender til Jordgjød­ningens Forøgelse, betænkende, at vi ikke have de Fordele som vore Fædre, i de store Fiskeriers Aaringer, da de fleste Landmænd, endog Daleboerne, søgte Udhavet, og ofte i en Uge fiskede saa meget, at naar de solgte Fisken til Kræmmerne ved Kysten kunde igen kiøbe een Tønde Rug, Byg, eller en Skottemeel Sæk.

            Alt for mange bleve heraf saa uekonomiske eller daarlige, at de foragtede eller forsømte Jordforbedring og Gjødsels Benyttelse; altsaa Skade, at Fiskerierne, som af Nogle kaldtes Søndmørs Guldmine, gave Anledninger baade til Ødselhed og Jorddyrkningens Forfald, saa at man nu har vanskeligt at faae det Nyttige i den Stand, som er giørligt og ønskes.

            Her bliver det om den Gjødsel som er tilovers fra de Frugters Dyrkning der i forrige No. var omvandlet, at den betids om Høsten maa sammenbringes og opstables i smaa Stakke, for at bringes paa Sneføret, hvor der lader sig kjøre og da bedst i saadanne Slæder som de brugelige Kulkurve, men hvor Veiene ere saa vanskelige, at ei kan kjøres, maa den bæres hjem i dertil dannede Caagekasser.

            Men her kan jeg atter vente mange Fordommer og Indvendinger imod Begyndelsen af det Brug at bære Gjødsel da man hvor den ei kan kjøres, bringer den nødiget afsted, og jeg svarer strax: Bær man ikke saa mangen svær Byle hjem fra Udmarkerne; ja endog paa sine Steder hele Høestable og Barksække, og hvorfor skal ikke de Materialer bæres som forædler vor Jordbund, eller hvorfor skal vi foragte den Skik, som vi for andre Egners værdige Landboer giøre Brug af. Saaledes veed vi Færøeboerne, vort Norges Naboer bær Gjødselen ud til deres Agre. Fra det for Dyrkning og Frugtberedelse faa særdeles bekiente: Amagerland tæt ved Rigernes Hovedstad København, veed man, at Markepigerne, der bringe Melk i Staden, bære Gjødsel med sig tilbage for at fremme Jorddyrkningen. Og hvad Exempel haves ikke i Borgeren Foswinckel i Bergen, som, naar Betlere, saavidt foragt at de kunde gaae et Stykke Vei, bad ham om en Styper, paalagde han dem først at bære en Caagekase med dyrket Jord eller Gadeskarn op til Storfielders Biergsider, derpaa gav han dem 4, 6 eller 8 ss. og det var Begyndelsen til den ? og beboelige Stand, som dette Fjeld nu prunfer af.

            Af Handels- og Industri-Tidenden.

fredag 27. desember 2013

Jul 1813


Lige til Juul var Veirliget i denne Maaned meest bestandigt, med taalelig Kulde, oftest sagteblæsende Vinde eller stille. Iis og Jordtælle roligt liggende; et Halvalen høit færskt Sneelag bedækkede Jorden, og paa sine Steder fremmede Slæde­føret; men mærkeligt, at ved denne Aarstid og et saa passeligt Sneelag, saa ganske lidet eller intet søgende Viidt spores i Egnens Skove eller Fjelde, saa at den Syssel at gaae paa Jagt efter Fugle og Harer, maa nu ophøre.
            Fiskerierne, som især næst for Juul forsøges med Flid, gav i Fiordene ganske lidet, og for Mange intet. Men for Havkyst-Beboerne, som i de roligste Dage reise i Otten nogle Mile ud paa Havet, brugte Snøret om Dagen og tilbage ved Nattens Komme, lykkedes det nogle saa vel at de, foruden selv at vorde forsynede, ogsaa kunde overlate sine Naboer Julefisk.
            Som Følge af en knap Høst, og Frygt for Kornmangel, blev Ølbrygningen til denne Juul i Almindelighed sparsom, og hos mange Familier ingen, saa at denne Omegns Beboere herudi, som i mere, udmærket sig ved at iagttage den strængeste Tarvelighed.
             En Melkesuppe, S? og Fladbrød, og nogle Stykken færsk eller ludet Fisk, ere Juleaftens Retterne og en Bolle Øl, hvor den haves. Juledags Morgen en Lævsekling eller Julekage af Bygmeel, med Øl eller Melkeblande, føred man reiser til Kirken. Juledags Middagsspise en Mylje af Fladbrød og Kiødfedt, og til Aftens kogt Kjød og Kjødsuppe med Næper udi; og hermed har man da Summen paa Juleretterne. At drikke sig en Ruus, som før var Skik i Julen, høres nu ikke mere.
            Juleaften gik Veiret om til Tøe og Mildt, og Skyerne gave Regn og Slud Julenattem: noget som de gamle Fædre ansaae som et kjært Spaadomstegn for en kommende riig Høst, naar Skyerne dryppede Julenatten.
 

onsdag 27. november 2013

Noget om Gjødningsmidler.

(Paa Udgiverens Vegne, og i hans Sygdoms Tilfælde, uddraget af hans Manuskript om Jordforbedring, og her givet Plads, ved Rasmus Aarflot)

Gjentagne Anvisninger og Opmuntringer til Sparsomhed, i Brug af alle til Brød-Surogater anvendelige Midler, har Udgiveren fundet at have sin Nytte. Men kan ikke nok ivre sig over, at saa mange til Jordgjødsel fortrinlige Stoffer ligge ubenyttede, foragtse, eller af sin Nytte Mængden ubekiendte!

Iglegræsset, er Ukrud paa mange Norges Enge, helst udi fugtige og kolde Myhrer. For Qvæget er det en giftig Urt, og for Slaattemandens Lee, et tungt og fløvgiørende Græs. For at udrydde, og faae Nytte af denne Græsart, lader man strax forend Græsset skal afslaaes, sine Arbeidsfolk gaae fordeelte et lille Stykke fra hinanden over Engen, at oprykke Iglegræset med Rod, og lægge det i smaae Stokke til man kan føre det hen til Giødningskielderen, hvor det nedlægges lagviis blant udluftet Myrmuld, og siden i et Par Maaneder, saa ofte mueligt, overdrænkes med Urin, Vaskervand, o. d. l. Denne bliver en ypperlig Giødsel.

Høymul, er et Ugræs, som ved dets store Rødder bort­trækker megen Fedme, til Tab for de dyrkede og nyttige Vexter. Mangesteds sees der i skareviis blant Kornet, og tiener Spurrer og andre Fugle til at side paa og have Tilhold udi, medens de nedhakke og opæde Kornaxene. Denne Plante, som lidet eller intet tienlig til Qvægfoder, giør større Nytte forraadnet til Gjødsel; og som den voxer, foruden paa Agrene, ogsaa i fede Enge og Agerrener, vil Samlingen skee beqvemmest paa følgende Maade: Om Foraaret, da Roden nyst har skudt Blade, bruges en Jernspade, med hvilken enhver Rod med sine Grene og den mellemholdende Muld opvrikkes. Man bringer disse med Rødderne opstukne Ruder eller Torvterninger, hen til Gjødningskjelderen, hvor de behandles paa sams Maade som med foranførte, men Hullerne fyldes igien med finanskaarne Torver af de mavreste Enge, og jevnt tiltrædes.

Endvidere kan og benyttes til Gjødselblanding Rødder og Stilke af Hundeslænge, Syreskræppe, Buegræs, Tidsler ec. Kort Sagt, alle paa Agre og Enge unyttige og skadelige Ugræsvexter.

Fausk, som, i Skovegne gives i Mængder, der er ganske for raadnede Træstubber og Rødder, er og en Slags Gjødselcompost. Men her maa giøres Forskiel paa hvilkeslags Stubber, det har været; thi Fausk af Birk og Asp vil have andreslags Blandinger, end af Ore, Hassel og Rønetræe. Fausken af Birketræer har, ligesom Birkeasken, et Slags Ludsaltlevninger blantt sig, derfor blandes den med Leer eller gammel Muurkalk, hvilken formilder det alkaliske Salt, som gierne er tilstæde udi Birketræets Fausk. I Fausk af Aspetræet er ogsaa enslags Syrlighed, som ved Leer eller gammel Muurkalk formildes.

Foruden Stubbefausk, nyttes ogsaa nedfaldne og forraadnede Grene, naar de kun kan bankes i Stykker, og tilligemed Rodfausk blive liggende i Gjødningvand en Halv- eller Fjerdingsaars Tid førend de bringes ud paa Ageren, hvor saaden Gjødsel helst nedpløves som Underrae, og da bliver til Muld. I Særdeleleshed er denne Slags Giødsel fortrinlig til at formindske Ugræset.

Fortørret, affaldet og raadnet Løv, som ved at sammenrag­te opsamles mellem Træerne, bliver og en god Gjødselblanding.

Men hvorlænge skal man see Koekaserne, i Græsgroetiden om Vaaren og Haabeitet i Efterhøsten, da Qvæget giøder meest, ligge optuede paa Engene og Bøemarkenne, uden at vorde opsamlede og hjembragte til Gjødning Formerelse? Forsøg har lært, at enhver saadan Koekase kan gjødsle en Qvadrat Fod, og derpaa voxe 40 a 50 Ax, som afgive omtrent en Pægel eller Tints Korn, og naar blant en stor Qvæghjord, enhver Ko kan lægge 3 a 4 om Dagen, hvilken Fordeel naar de blive benyttede, er herved Udgiverens Hensigt at gøre sine Landsmænd opmærksomme paa.

Hvad som her er sagt om Koekaserne, gjelder og noget lignende om Hestegjødsel, som paa samme Tid og Maade falder paa Marken.

 Norsk Landboeblad No 14
27. november 1813

onsdag 6. november 2013

Sogneselskaben for Almuens Fremme i Voldens Præstegjeld


Gjentagende maa vi prise Forsynet, naar vi hensee til Aarstiden, og hvor betids og vel Jordfladens Afgrøde i denne Egn blev indhøstet, saa at de fleste Familier allerede nu har aftærsket, og tillavet sig en hyggelig Vinter-Provision, samt see sig forsynede med løfterigt Sædekorn til nærmeste Foraar.

Derimot erindre vi os denne Maaneds første Dage forrige Aar, da vi endnu bekymringsfuld syslede paa Agrene og Marken, ved at faae tørret og indbjerget det bedærvede eller mavre Korn, som truede med Døden, men blev imod Manges Formodning, den vigtigste Lære og Kundskabs Artikel, som i sit Slags, og saa heldigen har virket paa Landboen, mere end 100 Aar.

Denne Efterhøst, har Veiret været ugentlig afvexlende med Regn, Snee, Tørveir, tørre og milde Vinde, oftest sydlige og vestlige, men vore Fjelde allerede i 6 Uger sneebedækte.

Fiskerierne ville her ingensteds lykkes.

 

Om Sogneselskabet.

Sogneselskaben for Almuens Fremme i Voldens Præstegjeld, stiftet paa Universitetsfesten i Decbr 1811, holdt sit 6te ordentlige Møde, og første Generalforsamling paa Ørstenvig sidstleden 1ste Novbr, hvor, og til hvilken Tid, Præmier for første gang skulde uddeles. Men som Selskabets Kasse var svag, havde endeel bekomne Skrifter at betale, saa troede Bestyreren, at passende Bøger vilde opmuntre mere, end nogle faa eller flere Dalers Penge, og derfore af sit Bogtrykkerie og lille Litteratur-Samling sammenhæftede forskiellige almeennyttige Stykker, med et foran eget Tittelblad: "Præmiebok ec.", og med disse og et lille Penge-Tillæg, bleve følgende, som af Selskabet tilkjendt Præmie, belønnede:

søndag 13. oktober 2013

Kongeligt aabent Brev, angaaende Banke og Penge-Væsenet i Kongeriget Danmark og Norge.

At give Pengevæsenet i Vore Riger og Lande mere Eenhed, Løden og Fasthed, at tilsikre den offentlige og private Formue stødigere Værd, ere Hovedformaalene for Vor Forordning af 5te Januari d. A. og for den Fundats af samme Dato, ved hvilken Vi have ? Rigsbanken. Da Vi ingensinde tabe disse vigtige Formaal af Sigte, for hvis Opnaaelse imidlertid senere indtrufne, den Gang uforudseelige Omstændigheder have lagt nye Hindringer i Veien, saa have vi været betænkt paa, hvorledes der til Samme kunde fremvirkes ved flere og kraftigere Midler. Til den Ende have Vi taget følgende allerhøieste Beslutninger og Bestemmelser:

1. Rigsbanken skal gaae over til at blive privat, under et nationalt Interesseskab, og sættes under dettes Forvaltning og Bestyrelse. Til at indtræde som Interessentere skulle alle de have Adgang, hvis Hæftelser til Banken beløbe sig til 100 Rbdlr, og derover, saaog de, som, naar de skylde Mindre, ville tillæge indtil 100Rbdlr; endvidere de som ved flere mindre Summer ville forene sig til en saadan Sum, og endelig de, som, uden at skylde, frivilligen ville indskyde indtil 100 Rbdlr, eller derover.

2. Beløbet af de 6 pCt, som for Rigsbanken ere hæftede med 1ste Prioritets Ret i alle faste Eiendomme, og som forrentes til Banken med 6½ pCt aarlig, vedbliver at være Bankens Grundfond, men saaledes, at det, som Enhver heraf skylder eller har betalt i Forhold til sin faste Eiendoms Værd, skal være og blive ham i Tiden kan vente sig Udbytte, naar Udbytte ved Siden af de Forpligtelser, som Banken paaligge, kan giøres mulig, og dette Udbytte da først mindre, siden fremgaaende større indtil 4 pCt kan opnaaes. Videre Indskud, end bemeldte 5 pCt. af faste Eiendommes Værd eller hvad ellers frivilligen tilskydes, skal ikke kunne paalægges Nogen i den Egenskab af Bank-Interessent.

mandag 30. september 2013

...og gid Flere heraf maa lære den for Alle saa meget vigtige Kornbesparelse!

Torsdagen den 30te Sept. Af Udgiveren.

Om nogle, for ubekiendte eller lidet bekiendte, kornbesparende Fødemidler.

Potetesæbler er en Frugt, som ikke her er bleven benyttet til Folkeføde førend næstafvigte Høsttid, da den er befunden især anvendelig i Fladbrøddei. Æblene koges og siden enten bankes og mases til en fiin og seig Dej, hvorudi at spæde med Vand, Kornmeel, ja endog Lettekorns- og Avnemeel, kan indæltes, og deraf bages Fladebrød, hvorved Potetesæblene give samme Fordeel til Velsmag og Sejhed, som om man havde blandet Dejen med Rugmeel. Ved Potetæbledejen vinder man en Fladbrødleiv paa hver Mark Meel.

Men som Potetæblene er meget vanskelige ved Masing og Bankning at faae fine, især Kjernene og Knotten af den Stilk de hænge paa, saa har Nogle, strax efter de vare kogte, malet dem paa Meelqværnen, ligesaa man maler Drav; hvorved de hastigst blive til en fiin Dej tyk som en Grød, der strax indæltes med Meel, og uden at henstaae, som sagt, bages, og giver et drøyt og velsmagende Brød; ja, paalidelige Landboere have sagt mig, at de ikke fandt større Nytte ved i sidste Sommer at blande Rugmeel mellem Avne- og Halmmeel, end nu af Potetæblerne.

Naar Æbledejen er malet, maa Qværn-Overstenen hæves af, og Meelsøydingen afvaskes vel med Vand, ellers vil Dejmassen stivne og saaledes fastlime Qværnen. Naar man vil mase og lave anden Mad end Fladbrød af Potetæblerne, kan man først i reent Vand afkoge Bedskheden, og siden med nyt Vand, hvorudi lidet Saltkoge dem møre og til bedre Smag.

søndag 29. september 2013

Deklaration.


Sidste No. lovede tvende ny Anordninger, men i Gaaraftes indløb fra Romsdals Amt - med Erindring om Bekiendtgiørelse og indrykkende i dette Blad, for efter Hans Høihed Statholderens Betaling snarest mueligt at komme til almuens Kundskab - følgende Krigs-

Deklaration.
Fra den Tid Freden mellem Danmark og Sverrig var sluttet i Jønkøping, har Hans Majestæt oprigtig og uafladelig bestræbt Sig for at vedligeholde Venskab og god Forstaaelse med dette Naborige, men har tillige ikke kunnet dølge for Sig Selv, at den svenske Regiering, langt fra at besieles af samme Aand, kun alt for ofte har givet Beviser paa et modsat Sindelav.

Ved hiin Fred haves Sverrig forbunden sig til, at bortfierne Danmarks Frenders Krigsskibe og Krydsere fra sine Kyster. De vedbleve imidlertid, ei allene at anholde danske Skibe til under den svenske Kyst, men tage dem endog i svenske Havne. Den danske Regierings gjentagne Besværinger over det Tab, som derved tilføiedes Danmarks og Norges Handel, bleve sielden besvarede, aldrig afhjulpne. Den svenske Kyst i Kattegattet forblive saaledes efter Freden i den samme fiendtlige Stilling til Danmarks Skibsfart, hvori den havde været under Krigen. Krigserklæringen, som den svenske Regiering lod seg formaae til at udstæde med England, frembragte i den Henseende ingen Forandring; og, etterat Freden igjen var sluttet med Storbritanien, udbredte Faren for den danske Skibsfart sig over hele den svenske Kyst. Den danske Sømand kunde haabe, under et venskabeligt Naboelands Kyster; at være betrygget mod Overfald og Opbringelse. Han maatte see, at en Regiering, der ikke sielden brammer med Frihed og Selvstændighed, vilde, for sin egen Værdigheds Skylld, hævde sine Territorisk-Rettigheder mod enhver Fornærmelse. Men han fandt sig skuffet i sin Forventning, naar han i Farens Øieblik søgte Beskyttelse og Redning paa svensk Grund, hvor Fiendens bevæbnede Fartøier ubehindrede ventede paa deres Bytte. Berøvet sin Eiendom og ofte forfulgt af Fienden, endog op i Landet, kunde han blot beklage sit Tab, men maatte tillige føle en billig Harme over Naboelandets Uvirksomed i at beskytte sine Kyster.