...og gid Flere heraf maa lære den for Alle saa meget vigtige Kornbesparelse!

Torsdagen den 30te Sept. Af Udgiveren.

Om nogle, for ubekiendte eller lidet bekiendte, kornbesparende Fødemidler.

Potetesæbler er en Frugt, som ikke her er bleven benyttet til Folkeføde førend næstafvigte Høsttid, da den er befunden især anvendelig i Fladbrøddei. Æblene koges og siden enten bankes og mases til en fiin og seig Dej, hvorudi at spæde med Vand, Kornmeel, ja endog Lettekorns- og Avnemeel, kan indæltes, og deraf bages Fladebrød, hvorved Potetesæblene give samme Fordeel til Velsmag og Sejhed, som om man havde blandet Dejen med Rugmeel. Ved Potetæbledejen vinder man en Fladbrødleiv paa hver Mark Meel.

Men som Potetæblene er meget vanskelige ved Masing og Bankning at faae fine, især Kjernene og Knotten af den Stilk de hænge paa, saa har Nogle, strax efter de vare kogte, malet dem paa Meelqværnen, ligesaa man maler Drav; hvorved de hastigst blive til en fiin Dej tyk som en Grød, der strax indæltes med Meel, og uden at henstaae, som sagt, bages, og giver et drøyt og velsmagende Brød; ja, paalidelige Landboere have sagt mig, at de ikke fandt større Nytte ved i sidste Sommer at blande Rugmeel mellem Avne- og Halmmeel, end nu af Potetæblerne.

Naar Æbledejen er malet, maa Qværn-Overstenen hæves af, og Meelsøydingen afvaskes vel med Vand, ellers vil Dejmassen stivne og saaledes fastlime Qværnen. Naar man vil mase og lave anden Mad end Fladbrød af Potetæblerne, kan man først i reent Vand afkoge Bedskheden, og siden med nyt Vand, hvorudi lidet Saltkoge dem møre og til bedre Smag.

Deklaration.

Sidste No. lovede tvende ny Anordninger, men i Gaaraftes indløb fra Romsdals Amt - med Erindring om Bekiendtgiørelse og indrykkende i dette Blad, for efter Hans Høihed Statholderens Betaling snarest mueligt at komme til almuens Kundskab - følgende Krigs-

Deklaration.
Fra den Tid Freden mellem Danmark og Sverrig var sluttet i Jønkøping, har Hans Majestæt oprigtig og uafladelig bestræbt Sig for at vedligeholde Venskab og god Forstaaelse med dette Naborige, men har tillige ikke kunnet dølge for Sig Selv, at den svenske Regiering, langt fra at besieles af samme Aand, kun alt for ofte har givet Beviser paa et modsat Sindelav.

Ved hiin Fred haves Sverrig forbunden sig til, at bortfierne Danmarks Frenders Krigsskibe og Krydsere fra sine Kyster. De vedbleve imidlertid, ei allene at anholde danske Skibe til under den svenske Kyst, men tage dem endog i svenske Havne. Den danske Regierings gjentagne Besværinger over det Tab, som derved tilføiedes Danmarks og Norges Handel, bleve sielden besvarede, aldrig afhjulpne. Den svenske Kyst i Kattegattet forblive saaledes efter Freden i den samme fiendtlige Stilling til Danmarks Skibsfart, hvori den havde været under Krigen. Krigserklæringen, som den svenske Regiering lod seg formaae til at udstæde med England, frembragte i den Henseende ingen Forandring; og, etterat Freden igjen var sluttet med Storbritanien, udbredte Faren for den danske Skibsfart sig over hele den svenske Kyst. Den danske Sømand kunde haabe, under et venskabeligt Naboelands Kyster; at være betrygget mod Overfald og Opbringelse. Han maatte see, at en Regiering, der ikke sielden brammer med Frihed og Selvstændighed, vilde, for sin egen Værdigheds Skylld, hævde sine Territorisk-Rettigheder mod enhver Fornærmelse. Men han fandt sig skuffet i sin Forventning, naar han i Farens Øieblik søgte Beskyttelse og Redning paa svensk Grund, hvor Fiendens bevæbnede Fartøier ubehindrede ventede paa deres Bytte. Berøvet sin Eiendom og ofte forfulgt af Fienden, endog op i Landet, kunde han blot beklage sit Tab, men maatte tillige føle en billig Harme over Naboelandets Uvirksomed i at beskytte sine Kyster.

Om Høstpløining

Sigd, Austefjord museum (AMU.0138)
Foto: Ragnar H. Albertsen

Saa er nu dette Aars mærkelige Sommer og Høsttid nær til Ende; og neppe kan nordenfieldske Landboere optegne noget, i Henseende Veirlaget, mere gunstigt og behageligt Aar, end nærværende. I disse Dage seer vi Mueligheden af hvad man sielden tiltroede denne Egns Klima, nemlig: at vore Agre kunde bære 2de Gange Frugt; thi dersom noget af de Agre, hvor Kornet blev afskaaret sidst i Juli, var da bleven strax pløiede og tilsaaede, vilde de, om Veiret vedbliver lige gunstigt til næste Maaned, givet Grøde, eftersom de Korn der spildtes i Agrene under Skuren, og derefter spirede, allerede paa sine Steder er skudt i Ax.

Det sidste Korn kom i Laden ved Augusti Udgang, men Høet og Haaet er paa nogle Gaarder endda ikke alt indhøstet. Fiskerierne have i sidste Maaneder ei villet lykkes; end ikke Sild nogensteds at ville gaae til.

Om et stærkere Haglveir i Danmark samme Tid, læses saaledes: Den 20de Juli rasede et Uveir paa Vestkanten af Jylland, fra Ølgod Sogn og indtil det nederste af Tistrup Sogn, og paa samme Tid og samme Maade rasede det i Sielland ved Holbek, som i lige Linie er 25 Mile derfra. De Iisstykker der faldt paa begge Steder vare saa store som Dueæg, og laae endnu uagtet den stærke Hede anden Dagen sammenfrosen i flere Klumper. Al Sæd paa Marken, endog Kleveren, blev ødelagt saavidt denne Haleg traf.