Deklaration.

Sidste No. lovede tvende ny Anordninger, men i Gaaraftes indløb fra Romsdals Amt - med Erindring om Bekiendtgiørelse og indrykkende i dette Blad, for efter Hans Høihed Statholderens Betaling snarest mueligt at komme til almuens Kundskab - følgende Krigs-

Deklaration.
Fra den Tid Freden mellem Danmark og Sverrig var sluttet i Jønkøping, har Hans Majestæt oprigtig og uafladelig bestræbt Sig for at vedligeholde Venskab og god Forstaaelse med dette Naborige, men har tillige ikke kunnet dølge for Sig Selv, at den svenske Regiering, langt fra at besieles af samme Aand, kun alt for ofte har givet Beviser paa et modsat Sindelav.

Ved hiin Fred haves Sverrig forbunden sig til, at bortfierne Danmarks Frenders Krigsskibe og Krydsere fra sine Kyster. De vedbleve imidlertid, ei allene at anholde danske Skibe til under den svenske Kyst, men tage dem endog i svenske Havne. Den danske Regierings gjentagne Besværinger over det Tab, som derved tilføiedes Danmarks og Norges Handel, bleve sielden besvarede, aldrig afhjulpne. Den svenske Kyst i Kattegattet forblive saaledes efter Freden i den samme fiendtlige Stilling til Danmarks Skibsfart, hvori den havde været under Krigen. Krigserklæringen, som den svenske Regiering lod seg formaae til at udstæde med England, frembragte i den Henseende ingen Forandring; og, etterat Freden igjen var sluttet med Storbritanien, udbredte Faren for den danske Skibsfart sig over hele den svenske Kyst. Den danske Sømand kunde haabe, under et venskabeligt Naboelands Kyster; at være betrygget mod Overfald og Opbringelse. Han maatte see, at en Regiering, der ikke sielden brammer med Frihed og Selvstændighed, vilde, for sin egen Værdigheds Skylld, hævde sine Territorisk-Rettigheder mod enhver Fornærmelse. Men han fandt sig skuffet i sin Forventning, naar han i Farens Øieblik søgte Beskyttelse og Redning paa svensk Grund, hvor Fiendens bevæbnede Fartøier ubehindrede ventede paa deres Bytte. Berøvet sin Eiendom og ofte forfulgt af Fienden, endog op i Landet, kunde han blot beklage sit Tab, men maatte tillige føle en billig Harme over Naboelandets Uvirksomed i at beskytte sine Kyster.

Den Bestemmelse i Fredstractaten, at al Eiendom, tilhørende begge Staters Gjensidige Undersaatter, der ved Krigens Udbrud var lagt under Beslag, skulde frigives, ble fra Danmarks Side iværksat uden Ophold og med den strængeste Nøiagtighed. Derimod tilbageholdes endnu fra den Tid flere danske Undersaatters Eiendomme i Sverrig. De ofte fornyede Reklamationer om sammes Udlevering, eller Erstatning for Værdien, hade kun tilveiebragt intetsigende Udflugter eller Løvter om Godtgjørelse, som man hidtil forgjæves har haabet at see opfyldte.

Men Sverrig lod det ikke forblive ved disse Beviser alene paa sit uvenskabelige Sindelav mod Danmark.

I Begyndelsen af forrige Aar sluttedes mellem det svenske og russiske Hof et Forbund, der siden blev stadfæstet i Aabo, og hvorved Sverrig erholdt Forsikring om Russlands Bistand til at udføre den allerede lagte Plan, at bemægtige sig Kongeriget Norge. Til samme Hensigt blev et lignende Forbund senere hen sluttet mellem Sverrig og Storbritannien.

Førend man imidlertid skred til aabenbare Fiendtligheder vilde man ikke lade lempeligere Midler uforsøgte.

Ved listige og troløse Bekiendtgiørelser, som fra Sverrig bleve Tid efter anden indsendte til Norge, søgte man at friste dette Riges Indbyggere til at unddrage sig fra deres retmæssige Arvekonges Herredømme.

Paa samme Tid blev et stort Antal Skibe, som for den danske Regierings og adskillige Privates Regning efterhaanden afgik med Kornladninger til Norge, tilbageholdt i svenske Havne, hvor de hadde søgt Tilflugt, dels formedels Storm og Søeskade, dels for at undgaae Fiendtlige Krydsere. Alle Forestillinger, som bleve giorte med denne voldsomme og for Norges Indbyggere grusomme Foranstaltning, vare aldeles frugtesløse. Den ligesaa haanende, som paa disse Kornladninger uanvendelige Forevending, "at Kornudførelsen fra Sverrig var forbudt", var det eneste Svar, som fra Sverrigs Side blev givet. Hensigten med at hindre Korntilførsel til Norge var umiskjendelig. Nordmanden skulde ved Hungeren tvinges til at underkaste sig Sverrigs Herredømme.

Stolende paa sine mægtige Allierede bluede den svenske Regiering end ikke ved at giøre Hans Majestæt det Forslag, at afstaae Norge imod at erholde andre Lande, hvoraf Sverrig ikke er i Besiddelse, og hvorover det ingen frie Raadighed har eller kan vente.

Da nu den svenske Regiering hverken ved bedragelige Forslag, der ofte vare forbundne med Trudsler, eller ved sine gjentagne Forsøg paa at friste Nordmændene til Utroskab og Frafald, kunde naa sit Maal, sagde den sin Misfornøielse for Dagen, ved at ophæve de ministerielle og Handelsforbindelser mellem begge Stater. Man paalagde Hans Majestæts Charge d'Affaires i Stokholm at begive sig bort, og det besværende svenske Mission blev tilbagekaldt. Den danske Generalconsul blev ligeledes bortviist fra Gothenborg.

Kort Tid derefter afbrød den svenske Regjering al Samfærdsel mellem begge Stater.

Sverrig havde saaledes tilintetgjort enhver venskabelig Forbindelse med Danmark. Adgangen til de svenske Stater var spærret for enhver dansk Undersaat.

Man gik nu videre: Den sædvanlige og ved Tractater sikrede Postgang mellem Danmark og Norge giennem Sverrig blev standset.

Man forbød svenske Skibe at betale Øresunds Told, hvortil Hs. Majestæt, ifølge de ældre Traktater med Sverrig, der paa nyt ere stadfæstede ved Fredsslutningen i Jønkøping, har den upaatvivligste Ret.

Dog - ikke nok, at svenske Skibe paa denne Maade fritages for den Forpligtelse at erlægge Tolden i Øresund; svenske bevæbnede Fartøier have endog med Magt hindret andre Nationers Skibe fra at klarere ved Øresunds Toldkammer i Helsingøer.

Endelig har en svensk Søeofficerer skriftlig erklæret til den Kongl. Gouverneur paa Bornholm, at have Ordre til at opbringe alle Skibe under dansk Flag, og en Kongelig Soeofficerer kort Tid derefter, paa sin Reise fra Bornholm til Kjøbenhavn, i anden Søe bleven anholdt af en Brig...

Norsk Landboeblad No 11
29. september 1813