...og gid Flere heraf maa lære den for Alle saa meget vigtige Kornbesparelse!

Torsdagen den 30te Sept. Af Udgiveren.

Om nogle, for ubekiendte eller lidet bekiendte, kornbesparende Fødemidler.

Potetesæbler er en Frugt, som ikke her er bleven benyttet til Folkeføde førend næstafvigte Høsttid, da den er befunden især anvendelig i Fladbrøddei. Æblene koges og siden enten bankes og mases til en fiin og seig Dej, hvorudi at spæde med Vand, Kornmeel, ja endog Lettekorns- og Avnemeel, kan indæltes, og deraf bages Fladebrød, hvorved Potetesæblene give samme Fordeel til Velsmag og Sejhed, som om man havde blandet Dejen med Rugmeel. Ved Potetæbledejen vinder man en Fladbrødleiv paa hver Mark Meel.

Men som Potetæblene er meget vanskelige ved Masing og Bankning at faae fine, især Kjernene og Knotten af den Stilk de hænge paa, saa har Nogle, strax efter de vare kogte, malet dem paa Meelqværnen, ligesaa man maler Drav; hvorved de hastigst blive til en fiin Dej tyk som en Grød, der strax indæltes med Meel, og uden at henstaae, som sagt, bages, og giver et drøyt og velsmagende Brød; ja, paalidelige Landboere have sagt mig, at de ikke fandt større Nytte ved i sidste Sommer at blande Rugmeel mellem Avne- og Halmmeel, end nu af Potetæblerne.

Naar Æbledejen er malet, maa Qværn-Overstenen hæves af, og Meelsøydingen afvaskes vel med Vand, ellers vil Dejmassen stivne og saaledes fastlime Qværnen. Naar man vil mase og lave anden Mad end Fladbrød af Potetæblerne, kan man først i reent Vand afkoge Bedskheden, og siden med nyt Vand, hvorudi lidet Saltkoge dem møre og til bedre Smag.

I dette Aars Høst vare Potetæblerne saa mange, at man kunde regne en Tønde Æbler efter 4 Tønder Potetes, som vare alt for gode og formange at spildes; men da Nytten ei var tidsnok og Alle bekiendt, blev for dette Aar den mindste Deel opsamlet. For Eftertiden vil man nok være omhyggeligere.

Ved Fladbrødbagningen medgaaer altid en Deel fiint Meel til det saakaldte Bresemeel. (At bage kaldes det Arbeide at udrulle Leiverne med Baastekjelvet, og naar man derefter varmer Brødleiverne paa Bagstehellen over Ild, heder det at stege Fladbrød) En Dagligbrøds Bresemeel, er fiinmalet Meel af Islandsmos saa fortrinlig drøyt som Kornmeel besparende. At Islandsmos, efter forhen givne Anviisninger, maa afskylles i klar Lud, og siden vel tørres før den bringes til Qværnen, anmærkes herhos.

Saavidt Veiret og Sneen giør det muligt maa man endnu i denne Efterhøst flittig sanke Islandsmos.

I de fleste Landbohusholdninger har det i gode Aar været Brug at spise Meelgrød enten til Middags eller Aftenmad. I sidste Sommer er det befundet, at tyk Melk (Skiør), og dertil lidt kogt Melk som Suul; mætter og styrker Arbeidsfolkene endog bedre end Grød af rivet Kornmel.

Skiør sættes til Ilden i en Grøde og ostes. Mysen (Vallen) fraskilles og giemmes til Syre, men Kosten (Osten færsk) bredes ud over ud over enden tyk Melk, eller blandes derudi og spises til Frøkost eller og til Rens-Maaltider, som kold Mad. Herved spares det saakaldte Skjørsoppebrød, der pleier medgaae een a to Leiver til hver voxen Arbeider; dog er denne Slags kolde Mad endda mere styrkende om man har lidt Brød, saasom en Fjerdedels Leiv til hver Arbeider, og endda er herved meget Brød sparet.

Kold tyk Melk alene, med smaabrudt Fladbrød udi, som kaldes Skiørsoppe, er, naar Melken er god, ogsaa Brød besparende.

Dravle er enten Kjæseløbet eller ved syrlig Melk efter og kogt Melkemad. Denne ansee Arbeidsfolk ei saa mættende og styrkende, som de foranskrevne, skjønt, som lavet af uafflødet Melk kostbarere, men søges Drablen en halv Times Tid, bliver den kraftigere.

Ved disse Slags Melkespiser og dels lidt bloret og ludet Fisk imellem, har mange Daleboefamilier i sidste Sommer og Høst hjulpet sig med en Fjerdedeel af det Korn, de ellers i et lige Tidsrum har i Almindelighed forbrugt; og gid Flere heraf maa lære den for Alle saa meget vigtige Kornbesparelse!

Norsk Landboeblad No 11
29. september 1813