onsdag 25. januar 2012

No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

Denne Maaneds første Uge var Luften klar, med 4 a 6 Graders Kulde, og Vindene meest stille. Den anden endtes med Blæst og Storm, og derpaa et stort Snelag, især i Fieldegne, hvorfra igiennem de bratte Biergsider saaes mange nedstyrtende Sneskred, som paa sine Steder gik lige til Søes. Efter dette Snefald, og den hele øvrige Tid af Maaneden, blev Luften mildere, saa at mellem syd og sydvestlig Storme, Blæst og Regn, og fra 3 til 5 G. Varme, Sneen optøede langs Havkanten og de største Fiordes Strande; men i høiere Daleegner og paa Fieldheder virkede Tøeveiret mere end at fortynde Snelaget en trediedeel, saa at der paa sine Steder endn ligger fra 2 til 3 Alen dyb Snee, som dog formedelst Luftens Urolighed ikke hidtil har givet fremkommeligt Slædeføre.

Kalve at opfostre.

Qvægavlens Vigtighed for Landmandens daglige Huusholdning, for Jorddyrkningen og Landvæsenets Vel, behøver jeg ikke her at omhandle; kun et Raad mod den paa Bondebøigden og mellem de smaa Jordeparters Beboere saa ofte hørte Klage: at de ikke kan tillægge sig saa mange Kalve, som de har nødigt, for Mangel paa Melk, og naar den liden Melk, som bekommes af een eller tvende Kiør, skal deles mellem Husets Tarv og de unge Kalves Opforstring, bleve begge vanholdne, de sidste oftest Skrantlinger, og seent voxende, saa de tabe et Aar og mere inden de komme til Kiør, imod andre som have faaet god Opfostring.  Jeg er derimod kommen i Erfaring om et Fødemiddel til unge Kalve, saa at man, naar undtages de første Uger, som Kalvene maa have Melk, siden til bedre Fordeel kan fostre dem, end med Melk.
          

mandag 9. januar 2012

For Jorddyrkeren

 Til Jorddyrkningens Fremme hører veldannet og god Arbeidsbejne, (Jorddyrker-Redskaber) men endda opnaaer man ei Hensigten, saalenge Jorden ikke er befriet for skadende og hinderlige Fugtigheder og Dele, og har de Blandinger, som til enhver Væxt-Arts Trivelse ere passende og fornødne.
            De for Ager og Eng skadelige Vanddele, kaldes her i Almindelighed: Biergsie, Koldevæder, Myre-Vatn og Svorte-Vatn.  Det første af disse Slags opspringer hvor der ere Bierge i Jordbunden som have Sprækker og Vandaarer; det andet kommer oftest op af Leer-Grund; og som begge, af dyb Grund opstigende, ei allene ere kolde, men og uflogisterede, det er: have ikke havt Luftens fri Paavirkning og Meddelelse, og hvorfore, naar de kommer op til Væxternes Rødder, aarsager sammes Vantrivelse eller Død.  Myrevatn forekommer mange stede paa vidtløftige Myrestrækninger hvor Mulden er opfyldt med forraadnede Furru- og Enerødder, samt andre Slags raadne Træ- og Vext-Levninger.  Vand som igiennemflyder saadan Slags Jordbund, har ofte, ei allene en tiærevandlignende Mørkhed, men og ludsaltagtig Skarphed, som giør megen Jord ufrugtbar.  Svortvatn har sit Navn fra de saakaldte Svortedepler, Blandinger af en Slags Oker og Jernopløsning, og ere disse, ligesom de fleste mineraliske Vande, Væxterne skadelige. Hvor de 2de sidste forekommer, er det ei nok at bortlede dem, men Jordbunden maa ogsaa gives Blandinger af formildende og frugtbare Jordarter.  Derimod, naar de 2de første Slags Vande bortlede igiennem dybe Kanaler eller Veiter, kan Jordbunden ofte strax vorde god og frugtbringende.

Norsk Landboeblad No 2
9. jan.1810

tirsdag 3. januar 2012

Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!
            Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,
            Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,
Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.
Med ærlig velmenende Nordboers Siel,
            Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,
            Som Dagen den første til et Aar man regnet,
Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.
Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,
            Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,
            Som der, Fredriks Septer der viselig leder,
Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.
Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,
            Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,
            Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,
Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.
Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,
            Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,
            Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,
Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.
Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,
            Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,
            Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,
Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.
Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,
            Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,
            Metallerne flyde og Hamrene klinge,
Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.
Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:
            Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,
            Erfaring og Midler til Sønner kan samle,
Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,
Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810.