Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

            Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,

            Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.

Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

            Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,

            Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.

Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

            Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,

            Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.

Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

            Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,

            Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.

Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

            Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,

            Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.

Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

            Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,

            Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.

Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

            Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,

            Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.

Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

            Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,

            Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,

Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810.