Kortlaadne Skindklæder som Landboerne kan bruge, især om Vinteren, istæden for Vadmelsklæder:

Man klipper Sauderne omtrent 3 Uger før de slagtes, at de, som man kalder det, kan yldes op igien. Man lader Skindene udspilede blive tørre, og naar de ere det, tager man Sildelage og Sildefedt, mænger derudi noget Havremeel, overstryger Skindene paa Kiødsiden med denne Beidsningskompost, lægger dem sammen og lader dem ligge i 6 a 8 Dage. Af Lagen faaer de en Slags mere Seighed, og af Fedtet, som indtrækkes i Skindene, en mere Tæthed at imodstaae Vandets Giennemtrængning. (...) Naar Fedtet og Lagen ere indtrængte, hænges Skindene en Dagstid udslagne paa Stænger, helst i et noget varmt Værelse. Derefter skrabes det tørrt Meelrust af Kiødsiden og begyndes først spagfærdigt at valke dem i en Skindbraak, og siden, som de bliver myge, forøges Arbeidet, indtil de bliver hvide paa Kiødsiden og saa flossede, som det var S?skind. De langlaadne Skind, af Sauder med fuldvoxen Uld, beidses paa samme Maade, men valkes og braakes med mere Varsomhed, at Ulden ikke sammenlarkes eller kommer i Urede. Disse kan helst bruges til Pælse og Sengedækkener, og dertil kan, med visse Træers Bark, farves gule, brune eller røde, som man vil.

Norske Landboeblad No 48
30. november 1810

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind

En jævn Kulde mellem 2 til 4 Grader, men ingen nye Snee falden i denne Uge. Vindene nordlige og oftest sagteblæsende. Paa frosen Jord, og Sneeføret ere Landeveiene let fremkommelige. Sildefiskeriet bliver mindre. Møllevand mangler mangesteds.

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind, hvortil man bruger Bark, som, efter at den er tagen af Træerne, ikke maa være kommet Regn eller Vand til, være tørret i Skygge og fri fra Muggenhed, knuset smaa førend den bruges. At Huder og Skind vorder vel og jævnt afbaarede, de efter et Par Dage lagte i koldt Vand og reengiorte før de lægges i Barkning, er nødvendigt; at de derved desjævnere og bedre skal beredes, maa Barken strøes lige tykt mellem hvert Lag Huder, og i Førstningen vendes de hveranden eller tredie og siden hver fierde Dag. De som laae nærmest Bunden i Barkekarret den første Gang, maa den næste komme ovenpaa, og saaledes vexelviis, thi at saae passelig og jævn Barkning paa Skind og Læder, giør meget baade til dets Varighed at taale Slidt og til at udholde Vand. Til Barkelaug tages Nogle Søevand, Andre færskt eller rindende Vand. For øvrigt fortienede Barkningen, samt Skinds og Læders videre Behandling, en egen Afhandling, da samme er saa betydelig før Menneskelegemets Konservation og Sundhed, naar betænkes hvad udefliede Skoe og Skindklæder kan foraarsage.

I denne Maaned paadrives ogsaa Tærskningen i de fleste Lader, og er dertil den bedste Tid. At tærske strax Kornet er indtaget, som Nogle giør, raader jeg ikke til, men at lade Noget utærsket til langt udi næste Maaned, giør jeg ogsaa Erindringer imod, fordi Muus og Utøi ofte giester i Laden, medens Bonden holder Juul.

Norske Landboeblad No 47
23. november 1810

talgbehasparelse ved sæbekogning

Ved at giøre de Huusmødre, der ikke ere bekiendt med Besparelsesmaaden, opmærksom paa denne Green af Oekonomien, fremsættes Følgende: De Kiødbeen og Knogler, som tilforn bleve kastede for en Flink og en Pasop, giemmer man omhyggelig i en gammel Tønde eller andet Kar, der maa staae paa et Sted hvor ei for megen Fugtighed kommer til samme. Naar man har samlet et Forraad af saadanne Been, knuser man disse ganske smaa med en Øxe, kommer samme i en Kiedel, og paaøser saa meget Vand, der udfordres til at lade dem koge i. Under Kogningen flyder der en Mængde Fedt af disse knusede Beenknogler, som afflødes i en Bøtte eller andet Kar, hvilket man lader staae til det er ganske koldt, for at skilles ved det Vand, som kan have fulgt med under Afflødningen. Samme kan da kommes, isteden for Talg, i Sæbekiedelen, og man vil erfare, at det lille Bryderie dette har skaffet, erstattes fuldkommen, især i denne Tid, da Talg er i en ualmindelig høi Priis.

Norske Landboeblad No 45
9. november 1810

et Pust af Vinteren

Allerede har vi herr havt et Pust af Vinteren, da sidste Mandag og Tirsdag faldt en Mængde Snee, som midt op til Dals naaede halvanden Alens Høide, og til Fiells mere. Sildefiskeriet gaaer endda til i Østefiorden (som er en Green af Voldens Fiord), saavidt Veiret tillader det, og sælges nu en Tønde Smaa- og Blandingssild for en halv Rdlr.

                I Anledning det hyppigere Sneefald, kan man erindre sig de Gamles Runestavs-Regler, som varsler for en pludselig Vinters Ankomst: Vettenaat ska du vænte me. Fyrhast kiømme E vist, mæin kiømme E inkie før Helgemis, daa buge E ? aa Qvist. (Oversat: Vinternat skal du vente mig. Forbudetid? kommer jeg forvidst, men kommer jeg ikke før Helgensdag, da bøier jeg Bar og Qvist). Disse Regler brugte de som Erindringer: ?itide at forsyne sig vel mod Vinterens Komme, næst at indhøste hvad som til Folk og Qvægfoder indhøstes kan, maa man ophugge Brændeveed og male sig Meel til Vinterforraad, samt forskaffe sig Emningstræ til Adskilligt, som i de lange Vinteraltener kan istandsættes. Landboeqvinder have ligeledes at iagttage hvad Vinteren kræver, hvoriblandt at forarbeide Uld, Liin og Strye til Klæder og hvortil Norges Sanger Friman opmuntrer dem ved sine Sange ved Haandarbeidet i Vinteraftener, af hvilke jeg vil hidlaane Følgende: