Jul 1813

Lige til Juul var Veirliget i denne Maaned meest bestandigt, med taalelig Kulde, oftest sagteblæsende Vinde eller stille. Iis og Jordtælle roligt liggende; et Halvalen høit færskt Sneelag bedækkede Jorden, og paa sine Steder fremmede Slæde­føret; men mærkeligt, at ved denne Aarstid og et saa passeligt Sneelag, saa ganske lidet eller intet søgende Viidt spores i Egnens Skove eller Fjelde, saa at den Syssel at gaae paa Jagt efter Fugle og Harer, maa nu ophøre.

            Fiskerierne, som især næst for Juul forsøges med Flid, gav i Fiordene ganske lidet, og for Mange intet. Men for Havkyst-Beboerne, som i de roligste Dage reise i Otten nogle Mile ud paa Havet, brugte Snøret om Dagen og tilbage ved Nattens Komme, lykkedes det nogle saa vel at de, foruden selv at vorde forsynede, ogsaa kunde overlate sine Naboer Julefisk.

            Som Følge af en knap Høst, og Frygt for Kornmangel, blev Ølbrygningen til denne Juul i Almindelighed sparsom, og hos mange Familier ingen, saa at denne Omegns Beboere herudi, som i mere, udmærket sig ved at iagttage den strængeste Tarvelighed.

             En Melkesuppe, S? og Fladbrød, og nogle Stykken færsk eller ludet Fisk, ere Juleaftens Retterne og en Bolle Øl, hvor den haves. Juledags Morgen en Lævsekling eller Julekage af Bygmeel, med Øl eller Melkeblande, føred man reiser til Kirken. Juledags Middagsspise en Mylje af Fladbrød og Kiødfedt, og til Aftens kogt Kjød og Kjødsuppe med Næper udi; og hermed har man da Summen paa Juleretterne. At drikke sig en Ruus, som før var Skik i Julen, høres nu ikke mere.

            Juleaften gik Veiret om til Tøe og Mildt, og Skyerne gave Regn og Slud Julenattem: noget som de gamle Fædre ansaae som et kjært Spaadomstegn for en kommende riig Høst, naar Skyerne dryppede Julenatten.

 

            Skiønt Julenatten i Aar ikke havde mindste Lysning af Maaneskin, og tillige Veiret dunkelt og fugtigt, tilsidesatte dog Almuen ei sin gode gamle Skik: at reise til Kirken Juledags Morgen, for først at høre Froeprædiken og derefter Høimesse, uagtet Veiens Vanskelighed til Søes og Lands, dels over svag Søeiis, dels over bratte iislagte Veie, hvor man ofte ikke uden ved Hielp af skarpe Staalbraadder under Skoene, kan komme frem.

            Juledagene gave efterhaanden Regn, hvorved Elveiisene smelte, og bringer Qværnevand, som og Mange længes efter.

            Nordlysene ere denne Vinter, ligesom endeel forrige, ganske sieldne og matte.

            Planeterne Venus og Mars sees nu hver klar Aften i Syd Sydvest, og anden Juledags Aften nærmede Maanen sig til Conjunctioner, Sammenkomster, med disse Planeter.

            Endnu veed man ei at bekomme eller see en Almanak for tilkommende Aar.

 

Udgiveren vedbliver, hvad han i sin Jorddyrkers Almanak for 1805 har anmærket: at Norges Landvæsen kan modtage mangt og mangeslags Forbedringer, og en større end nærværende: Folkemængde baade næres og sættes i Velstand, især medens Forsynet vil frelse Landet fra Misvext.

            Den paa Sæterdalenes Bulæger og Fjeldhedernes Sæterborg ifra Oldtiden falden og spildet Gjødsel, kan ogsaa ved Flid og fornuftig Behandling give megen Nytte. Korn ville vel sielden modnes paa saadanne Steder, uden noglesteds Vinterrug, men med Poteter og Næper har Udgiveren seet de meest opmuntrende Forsøg, ligesom og Gulerødder, Pastinakker, Kaalrabi og Kaal.

            Men til saadant Erhverv, maa hver Lodeeier indhægne eller omgjerde sig et Styykke Jordvold, som en Hauge eller Qvie. Denne afdeelt i 2de lige Dele, saa at Qvæget kan have Natteleie i den ene, medens den anden staaer beplantet. Tilstrækkelig store og rummelige maa disse Haugeafdelinger være, baade derfor, at der kan haves Plads for et fordeelagtigt Antal Vexter, især Poteter, saa og at Qvæget kan finde et beqvemt og hyggeligt Matteleie i sin Afdeling, som naar den bliver fugtig overbredes med indbragt tør Lyng, Løv, Bar eller Blom og Elle.

            Nogle faa Steds haves Fjøser paa Sæterboligerne, men Udgiveren vil tilraade, at Flere, eller de Fleste ville bygge saadanne med gode Tag, men saavidt grisne Vægge, at Luften har fri Gjennemgang; og da kan udholdes mangen Sneveirsbolk, der ofte har foraarsaget, at Qvæget er drevet fortidligt fra Sæters.

            Med Hensyn saavel paa Malkningens Fremme, som Qvægets Trivelse, inddeles Sætertiden i 3de Bolker: De 4 første Uger høieste Sommer, kan Qvæget ligge frit og hvor de attraaer ude paa Markerne; de næste fire Uger i Haugeqvien, og de sidste tre a fire Uger, da Veiret oftest bliver barskere, i Fjøs, men, somsagt, inden aabne Vægge, ellers vil det lide baade paa Fedme og Sundhed. Ja endog naar Qvæget indbaases hjemme om Høsten, maa man ei lukke Fjøsdøren, men lætte Grinden, hvorigjennem Luften og Vinden har fri Gang; først naar Vinterkulden ankommer, vil Fjøsene lukkes tættere.

 

 Norsk Landboeblad No 15
27. desember 1813