Uår og kornmangel

Blandt Vaarvirkninger hører, at Stæren saaes i vore Træer d. 16de. Tielden ankommen til vore Søstrande d. 18de. Paask­lillien fremskudt i Tverhaand over Jorden, og har sat Blomsterknop. Ribs og Stikkels Løvknopper aabnes. Silletræet har Palmer (Blomster). Skaden bygger Rede, Orfugle leege. Ingen Iis i Søer undtagen de øverste Fieldvandes, og ingen gammel Vintersnee paa de dyrkbare Jorder; men Fieldegnene jævnt belagde. Martsmaaned, har hele Tiden her i Egnen været anseet for at have sine Merkværdigheder. Derfra vare de fleste, de Gamles Udsigter, om Aaret skulde medføre Krig eller Fred.  Om Qvægfodertrangen vilde vorde dræbende.  Om Vintersnebræen var borte, eller var under Optøing, at Pløiningen i en haabfuld Tid kunde foretages. Om Fiskerierne vilde vær hjelpende eller berigende for en Egn m. m. Men aldrig, aldrig, det Udgiveren har Efterretninger om, har nogen Martsmaaned i flere Aarhundrede gaaet forbi med større Skygge end Nærværende, da saa mange Familier ikke mere eie en Haandfuld Korn, hverken til Brød eller at kaste i deres Ager.

At Landsfaderen har giort de kraftigste Anstalter for Norges Forsyning, det vide vi og med underdanigst Taknemmelighed erkiende; men nærværende urolige, mørke og stormende Vinterveirligt, maa for de Danske Kornskibes Førere have giort det betænkeligt hidtil at nærme sig vore Kyster, hvorfor med des større Længsel, Fleres Sukke og Ønsker venter paa dem.

Trebolle; AMU.0101

Foto: Albertsen, Ragnar H.

Austefjord Museum / Stiftinga Sunnmøre Museum

Vore Forfædre traf ogsaa farlige Uaar, men ved Seiladsen som den Tid var fri, og Tilførselen fra mange udenlandske Stæder blive de friske; og da fandt ogsaa Fremmende sine Fordele ved at opseile vore Kyster; og det uav?ndige Skottemeel, som vore Gamle fortæller fra, kom op til de øverste Fieldbøigder.

I nogle Uaar, som især 1741 og 43, gave Fiskerierne rundeligen; nu derimod savnes Havets Skatte, og om Korn er kun det eneste foromhandlede Haab: Regentens naadige Forsorg.

Da Kornmelet hos altfor mange er enten intet eller lidet og sørgeligt uselt, (som Udgiveren paa sine Reiser i sidste Uger igiennem sit Ombuds Distrikt, har faaet den beklageligste Vished om): saa er det og af største Vigtighed at gjøre sig Melken saa nyttig som mueligt. Jeg vil i saadan Henseende her meddele en Efterretning: om at giøre den Deel af Melken som kaldes Skjør, nyttig naar intet, lidet, let eller forfrossent Meelbrød haves dertil.

Melken siles (sies) medens den efter Malkningen endda er lunkevarm, og tættes med en Skeefuld Rommemyse i Melke­ringerne, som passeligst af Størrelse 16 Tommer tvertover i Vidde eller Diameter, og 5 Tommer dybe, og omtrent halve fyldte med Melk, som maa i 6 a 7 Dage staae rolig i Melke­hyllerne, i et tempereret eller lidt kaldere Værelse: da har Fløden den Fasthed at man kan sætte en lille Skaal paa den, uden at den synker igjennem.  Nu tages Rommen af og lades i Rommevallen. Skjøret, som nu er tykt og sejagtigt, er meget føderigt, og har, efter mine egne og Fleres fra Fieldbøjgderne sikre Erfaringer, en fortrinlig Egenskab at formilde eller ganske forbygge de skadelige Følger af frossent eller bedærvet Meelmads Nydelse. Rommedallen maa staae i et koldere Værelse, dog at den ei fryser til Iis, medens Rommen samles. Vallen eller Mysen som fraskiller sig og sætter sig under den tykkere og federe Romme, tappes fra ved en Tap ned hos Bunden. Denne sejag-Myse er det som før meldt bruges til Tætte, for at faae tykt og Gelee lignende Skiør. Det øvrige af Rommemysen kan bruges til Blanding i Suul til Brød af ringt Meel. Naar Rommen et par Dage før den fiærnes om Vinteren, sættes ind hos Ovnen i et varmere Værelse, faaes mere Rommemyse; og da falder Kiærningen lettere, og man faaer god: Smør, Saup, Saupmyse og Knøst, som i enhver Huusholdning kiændes Behandlingsmaaden med.

Men min alvorligste Opfordring er til mine Landsmænd, der kunne opdage at et eller andet til Menneskefødehielpende og besparende Middel: de da derom ville saa hastig og vidt, ? myeligt, udbrede nøiagtige Efterretninger; og om nogen ville meddele mig saadanne igiennem Posten ved Breve, bedes at disse maa være frankerede. - Og nok en Opfordring til alle i min Omegn, som endnu have Korn tienligt til Sædekorn: at de mueligt sparer det og udlaaner til dem som intet eie at kaste i sine Agre; betænkende: hvilken utaalelig Skade for Landet, om noget Agerland maa, for Mangel paa Sædekorn lægges øde. Sikkerlig kan vi dog haabe naar Veiret bliver fremkommeligt, ville Kornskibe ankomme til vore Kyster: og ved de allerede føiede Anstalter, vil endog dem, som nu eier intet Korn, da sættes i Stand til at igienbetale det Korn ham betroes til Udsæd; Thi Agernes Tarv raaber i denne Maaneds Tid, og vell den Mand som hielper og hielper hvad han kan.

Ørsten er, iblandt Søndmørske Landboegner, en af de som mest lider ved indtræffende Misvext og Uaar; saaledes og det Sidste. Jeg vil derfore her gientage hvad forhen er omhandlet til opmuntrende Erindring: hvor uforsagte og mandigen Fædrer i Vinteren efter hist store Frostaar 1695 opsøgte sig Sædekorn: da strax efter Nyaar 1696, Nogle af Ørstens Beboere udfærdigede 2de smaa Jægter, hvormed at reise langs Kysten for efter for at kiøbe Ladninger af Sædekorn, som de først fandt i Ryfylke, et Distrikt af 12 Præstegield, der ligger omkring den store Stavangerfiord:  Men paa Tilbagereisen forliste den ene Jægt ganske med Mandskab og Ladning, sydlig paa Statshavet; kun det ene Fartøi kom i Behold og med godt Sædekorn tilbage.  De som mistede ? derover dobbelt bekymrede, da baade Kornet og hvad man havde sendt med at betale det med, nu var borte; Men efter nogen Tid fattede man Mod og bestemte sidst i Marts, at 6 Fjøringfar skulle sendes afstæs og hver som eiede Sølv eller Kobber, medsendte til Betaling. Andre reiste til Øvrigheden for at selge sitt Jordegods til Hans Majestæt og Kronen, for at bekomme Penger til Sædekornets Betaling i Ryfylke, (hvilket jeg har læst i gamle Dokumenter.) Nogle toge sine Skiøder med, og pantsatte eller solgte til Præste og andre Formuende i Ryfylke sit Jordegods, for at bekomme Penge til Korn. De afsendte Fioringfars Baader, kom tilbage tæt foran og i Sædetiden.

Til Forsikring herom kan jeg anføre hvad paalidelige Gamle i mine Ungdomsaar fortælte mig: at en Præst fra Ryfylke kom lige til Ørstens øverste Dalebøigder, alt til Gaarden Aarsæter, for at besee de Jorder han nogle Aar forud, vare overdragne i Kornmangels Tid.

Hvad i forløbne barskeste Vinters Tid ei har kundet skee, forhaabes nu ved Aarstidens Forandring at vorde giørligt, nemlig: at faa mange Almuesmænd som kan, og dertil haver Kost og Baader, reiser ind til Byerne Bergen og Trondhiem for om mueligt at faa kiøbt noget af Kornmagazinerne, hvorom til disse Byers Forsyningsanstalter, Søndmørs virksomm og omhyggelige Foged Hr. Andreas Landmark har giort Anmodninger og Forestelling; samt for ? Almuen hastigt mueligt at reise, for at frelse Menneskeliv og Agre fra at lægges øde.

 

Norsk Landboeblad No 4

31. mars 1813