Ved Aarets slut

Aarets tvende sidste Uger har vi her havt de fleste Slags Veirligt, som en Vintertid kan medføre: Ganske Klart, stærkeste Frost, som her paa Stedet falder, den 21de; formildende Luft d. 22de, vestlige og sydlige Skyer d. 23de og 24de, Tøveir, Slud og Regn d. 25, 26 og 27de, stor Vandflom d. 28de, Tordenveir og stormende Vinde d. 29de, og Nordvest, Storm, Hagel og Snefog d. 30 og 31te.

     For mange at de gamle Landboefolk, som gierne ville som spaaende erindre sig de gamle Julemærker, vart det en gunstig Naturvirkning at Luften gav milde Skyfald eller Draaber Julenatten, og derved bebudende et paafølgende frugtbart Aar.

     Men særdeles velkommen var Regnen og Vandflommen, som afløste en ikke ubetydelig Mangel paa Møllevand, som hærskede før Juul. - Intet Fiskerie i disse Uger.

     Aarets korteste Dag blev iagttaget: A. Dagens Længde, fra første Daggrye, som saaes igiennem Fieldskarene over den sydostlige Horisont Kl. 6, 48 m., indtil sidste Dagrand mod Vesten Kl. 5, 18 m., altsaa den Reisendes Dag, som helst regner fra Morgengrye til Qveldglimtet er siunket, som her var 10 Timer 30 Minuter. B. Soeldagen, fra Solen først bestraalede vore Fieldtoppe Kl. 9, 30 m., f. M, til dens Skin Kl. 2, 33 m. eft. M. igien forlod os. At Soelstraalerne og Dagskiæret sees hersteds længere efter end før Middag, er Aarsagen at de gaaer op bag Fielde, men ned bag Vestens Havbue, hvor Dunsternes større Mængde forøger Refractionen. C. Havdes og den korteste Dags Morgen den Fornøielse at see i Sydost Planeterne Mars og Venus at fremkomme foran Daggryet, og oven Vesten Jupiter at gaae i Selskab med Maanen, hvilken Sammenkomst ogsaa findes anført i Almanakken, ligesom og til hvilke Døgn Maanen igien kom til de førstnævnte Planeter, neml. Mars d. 28de og Venus d. 29de.

Norsk Landboeblad No 12

30. des. 1812

Om Kraftsuppe og Gelee af Been

Knokler og Been af Øxer eller Koer ere de kraftigste, der næst af Faar og andre Smaler; men de ringeste ere Kalvebeen. Naar Been henligger om Sommeren, maa alt det kiødagtige og Sener afskrabes. Har Benene ligget saalænge at de skimle og lugte ilde, eller Andre har samlet dem, saa man ei veed om de ere rene; maa de rensekoges.

     De kommes da hele i en Gryde med saa meget Vand at det staaer over dem, og koges (uden Laag) et halvt Qvarteer; derpaa demper man Ilden, skummer Fedtet af; Benene tages op og skylles. Soddet eller suppen af denne Afkogning, som seer noget ureen ud, er dog nemlig til at give Sviin.

 

Gryte. Stiftinga Sunnmøre Museum SM.003500

     
 De Been man vil have Kraftsuppe af, knuses og stødes i en Stampemaskine, et dybt Trong eller Hakkebøye, med en blank Staalhammer og siden med en Steenskølle (af de Slags som man i nogle Huusholdninger støder Salt med), stødes finere til det bliver som en deiagtig Masse; der dog ikke kan forvares om Sommeren over otte Dage, uden at tage Skade eller faae Avsmag.

Plan til et frit Laane-Bibliothek i Ørstens Sogn

Af gode Skrifters flittige og eftertænksomme Læsning kan forstanden oplyses og Hjertet forbedres, og et ungt Menneske som derved dyrker sin Forstand, kan paa en Slags Maade blive en nyttig lem i Menigheden. Men som jeg kjender den Mangel der er iblant Landalmuen paa gode læsebøger, er jeg derved bevæget at overlade mine eiende 84 Bind (smaa Piecer og indbundne Landkorter iberegnet) til frit laan for Ørstens Sognefolk ifølge Planens Indhold. Og om det (som jeg dog formoder) skulde blive mig herefter beleiligt at gjøre Voldens Sogns Indbyggere og Ungdom deelagtig i dette Laan, troer jeg ingen veltænkende af Ørsten haver noget derimod, naar de først selv haver benyttet sig deraf. Og paa det at Almuen kan blive forsikrede om Varigheden af dette Bibliothek agter jeg naar det først haver været i Brug et Aars Tid, anærkiendigst at søge Kongelig Bekræftelse paa, at dets Skrifter ei maa gaa i Arv, men hefte paa min Odelsjord Aarflot i Ørsten og Egsæt i Volden til Forvaring og Udlaan.

Kornmangelen truer skræksomt i sær i Fjeldbøygderne.



Skjedde, Austefjord museum (AMU-075) Foto: Ragnar A



At Egnens Indbyggere har altso megen Aarsag at beklage sig i nærværende Tid, da Kornet er utaalelig dyrt, og Tilførsel mangler; men for de mange som sige: "at dette Aar, er det værste Uaar, som har været", vil jeg give til Betænkning hvad vore Forfædre maa have døjet i de værste af saa mange mislige og Uaar, om hvilke jeg finder Optegnelser og Fortællinger fra Fortiden og her i Korthed vil anmærke.

         1591 var, særdeles nordenfields i Norge, saa stor Hunger at mangfoldige mennesker derved bort?, og dette Aar blev kaldet det store sorte Aar.

         1601 blev Jordens Grøde baade Høe og Korn for det meste opædt af Læmænd, Muus og andet Utøj, og hvad som var tilbage frøs bort og blev liggende under Sneen, som kom før Korsmesse om Høsten og laae til Korsmesse om Vaaren. Dette Aar, galt en Skjeppe Byg i Norge 4 Rdør., som var, efter saa liden Pengeroullance som den Tid, sørgeligt dyrt, og siden blev dette Aar kaldet: det store dyre Aar.

         1613 blev Kornet saa dyrt at man i Bergen maatte give for 1 Tønde Korn 8 Rdlr., og indtil 1625 vedvarede Dyrtiden og Kornmangelen.

         Aarene 1632, 33 og 34 var saa stor misvext paa Korn, at mange Mennesker i sær i Nordlandene døde af Hunger. 1635 var et grønne Aar. 1637 var Vinteren overmaade stræng. 1638 atter et grøn Aar, som og Aarene 1641, 45, 47, af hvilke det sidste var et vaadt og Frostaar, da ogsaa Læmenderne gjorde stor Skade.

Høstens Slutning

Efter at, som meldt i dette No. første Blad under 12 Septbr., saa meget af Landboens Kornsæd var forfrosen, vedblev Veirliget end mere at vise sig truende med kold Luft Regn og Slud og tilsidst et farligt Snefald, som mellem 23 og 25 Septbr. bedækkede hele Landet, nedknusede den grønne Sæd og paa Fieldjorer (Gaarder) laae snefast fra Tirsdag til Søndag. Nogle Steds frøs atter en Deel af Kornet under Optøingen, men allevegne blev det meget forknust. Foruden en Mængde Krager som strax efter den første Frost nedflygtede fra de Gaarder hvor Kornet var frosent, samledes nu under Sneens Optøing end mere med Skader, Snepper og Skovfugle i Flokkevis paa de optøende Agre og bortsnappede meget især af Bygvexten, hertil kom et stormende Veir med orkanlignende Vindbyer der herskede den 4 og 5 Oktbr., hvorudi mange af de opførte Kornhæsjer bleve knættede, adsplittede og meget af den halvtørre Bygavl knugedes i Jorden, saa at det syntes ligesom flere Fordærvelser stødte sammen for at forringe Høstens Gaver. Endnu stod al Seenhavren uopskaaren og overalt græsgrøn, men med nysnævnte Stormvejr, gik Luftens kolde Temperament over til varmere, som baade Dage og Nætter vedvarede hvorudi Kornet modnedes indtil den 16de hvis paafølgende Nat, medførte en sen skarp Kulde at Iistappene hang alenlange fra Tagene - saa at af den Havresæd, som endnu stod paa Ageren vil lidet være tjenligt til Sædekorn.       

Om Hielp i Vaarnød.

Marts og April gav os barsk Vinter. Sneen i Dale og Fieldegner til 4 a 5 Alen, og endda mere hvor den enten ved Drivfog eller Skredeløb er sammendynget. Kulden har mangen Morgenstund naaet 6 til 7 Grader. Vindene oftest Nord og Nordvestlige. Luften sielden klar, Nordlysene, i denne Sneevejrstid eller foregaaende Vinter, ikke seet herfra,

Hele Søndmøers Vaar-Torskefiskerie, kan for dette Aar neppe tegnes over 500 Rdlr., og hvad er det imod de anvendte Bekostninger og Tidsspilde.Qvægfodermangelen truer i denne Tid.

Om Hielp i Vaarnød.

Vaarnød er her det samme som en farlig Foermangel, og hvor mandigen vore Fædre ofte har frelst sit Qvæg i saadanne Farestider, har vi sikre Fortællinger om: Hvorledes i Foraaret efter store Sneevinter, som man kalder dem, hver arbejdsfør Karl i Morgenstunden med Tryver under Skoene og en Sæk paa Nakken, Øx og Skavl i Beltet, reiste til Fjeldskovene, neddyngede Rognetræer, afskavede Barken og fyldte i Sækken, sammenbandt de smaa Grene eller Rogneqviste i et Knippe, lagde Lidser om Sækken at den derved kunde bæres ved Karlens Skuldre tvers paa Ryggen; Qvisteknippet lagdes ovenpaa den fyldte Sæk, som ofte holdt en Tønde Bark, og saaledes mangesteds 1 Mils Vej, mere eller mindre, hiem igien paa Tryverne; hvilket i længeliggende Vaarsnee, maatte udholdes daglig i 3, 4 til 6 Uger.

Måla bark.

Gjestebloggar: Berte Kanutte Aarflot

Ikke længe efter at jeg var konfirmeret, forfattede jeg nogle Sange, som dog hverken mine Forældre eller nogen Anden vidste Noget om, med Undtagelse af mine Søstre, da vi vare saa fortrolige, at hvad den Ene vidste, det vidste som oftest ogsaa de Andre.

Naar den Tid da kom, at jeg skulde forlade Fædrenehjemmet og vi skulde skilles ad, begjærede den Ældste af mine Søstre at faa laane disse Sange for en kort Tid, hvilket hun ogsaa fik. Dette var i Aaret 1816.

Eet Aar derefter døde min Fader. og da han laa paa sit Sidste, faldt det min Søster ind, at Fader ikke havde seet eller vidste Noget om disse Sange, og hun troede, det dog ikke kunde skade, om han fik se dem, før han døde. Hun besluttede derfor at vise ham dem, hvilket hun ogsaa gjorde.

Da min Fader havde gjennemlæst dem, ordnede han dem, eftersom han fandt dlet mest passende og skrev til Titel: ”En gudelskende Sjæls opbyggelige Sange.” Derpaa leverede han dem til min Broder og bad ham, ikke at forsømme, ved Trykken at lade dem komme for Lyset.

Om Almeløvets Nytte

Alm (Ulmus glabra), bilete frå http://no.wikipedia.org/wiki/Alm 

Anlediger ved flere indløbne Spørsmaale: Om Almeløvets Nytte kan udstrækkes videre? Og om Raadførsel til Almetræets mueligst hastige Formerelse, samt adskilligt om Rognetræet, vil Udgiveren for denne Gang meddele Følgende:

            I nærværende Tider, da Korntilførselen er vanskelig og Prisen for alt for Mange utaalelig, har de fleste af dem som før holdte Sviin, maattet lade en for Jorddyrkningen og Huusholdningen saa fortrinlig fordeelagtig Avl ophøre; men hvis disse, i en Udkant af deres Bøemark havde havt hvad jeg vil kalde en Bjærings Lund, hvor blant andre Slags, 40 a 50 Stkr. kronvoxne Alm-Træer, vilde de finde god Leilighed at opføde og holde Svin med den Gelee eller Kraftsuppe lignende Velling, som faaes af Almetræets Løv og Bark, blandet med anden Svineæde. Og i en Tid af 10 a 12 Aar kan en Bonde forskaffe sig en saadan Bjærings Lund.

           

No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

Denne Maaneds første Uge var Luften klar, med 4 a 6 Graders Kulde, og Vindene meest stille. Den anden endtes med Blæst og Storm, og derpaa et stort Snelag, især i Fieldegne, hvorfra igiennem de bratte Biergsider saaes mange nedstyrtende Sneskred, som paa sine Steder gik lige til Søes. Efter dette Snefald, og den hele øvrige Tid af Maaneden, blev Luften mildere, saa at mellem syd og sydvestlig Storme, Blæst og Regn, og fra 3 til 5 G. Varme, Sneen optøede langs Havkanten og de største Fiordes Strande; men i høiere Daleegner og paa Fieldheder virkede Tøeveiret mere end at fortynde Snelaget en trediedeel, saa at der paa sine Steder endn ligger fra 2 til 3 Alen dyb Snee, som dog formedelst Luftens Urolighed ikke hidtil har givet fremkommeligt Slædeføre.

Kalve at opfostre.

Qvægavlens Vigtighed for Landmandens daglige Huusholdning, for Jorddyrkningen og Landvæsenets Vel, behøver jeg ikke her at omhandle; kun et Raad mod den paa Bondebøigden og mellem de smaa Jordeparters Beboere saa ofte hørte Klage: at de ikke kan tillægge sig saa mange Kalve, som de har nødigt, for Mangel paa Melk, og naar den liden Melk, som bekommes af een eller tvende Kiør, skal deles mellem Husets Tarv og de unge Kalves Opforstring, bleve begge vanholdne, de sidste oftest Skrantlinger, og seent voxende, saa de tabe et Aar og mere inden de komme til Kiør, imod andre som have faaet god Opfostring.  Jeg er derimod kommen i Erfaring om et Fødemiddel til unge Kalve, saa at man, naar undtages de første Uger, som Kalvene maa have Melk, siden til bedre Fordeel kan fostre dem, end med Melk.

          

For Jorddyrkeren

 Til Jorddyrkningens Fremme hører veldannet og god Arbeidsbejne, (Jorddyrker-Redskaber) men endda opnaaer man ei Hensigten, saalenge Jorden ikke er befriet for skadende og hinderlige Fugtigheder og Dele, og har de Blandinger, som til enhver Væxt-Arts Trivelse ere passende og fornødne.

            De for Ager og Eng skadelige Vanddele, kaldes her i Almindelighed: Biergsie, Koldevæder, Myre-Vatn og Svorte-Vatn.  Det første af disse Slags opspringer hvor der ere Bierge i Jordbunden som have Sprækker og Vandaarer; det andet kommer oftest op af Leer-Grund; og som begge, af dyb Grund opstigende, ei allene ere kolde, men og uflogisterede, det er: have ikke havt Luftens fri Paavirkning og Meddelelse, og hvorfore, naar de kommer op til Væxternes Rødder, aarsager sammes Vantrivelse eller Død.  Myrevatn forekommer mange stede paa vidtløftige Myrestrækninger hvor Mulden er opfyldt med forraadnede Furru- og Enerødder, samt andre Slags raadne Træ- og Vext-Levninger.  Vand som igiennemflyder saadan Slags Jordbund, har ofte, ei allene en tiærevandlignende Mørkhed, men og ludsaltagtig Skarphed, som giør megen Jord ufrugtbar.  Svortvatn har sit Navn fra de saakaldte Svortedepler, Blandinger af en Slags Oker og Jernopløsning, og ere disse, ligesom de fleste mineraliske Vande, Væxterne skadelige. Hvor de 2de sidste forekommer, er det ei nok at bortlede dem, men Jordbunden maa ogsaa gives Blandinger af formildende og frugtbare Jordarter.  Derimod, naar de 2de første Slags Vande bortlede igiennem dybe Kanaler eller Veiter, kan Jordbunden ofte strax vorde god og frugtbringende.

Norsk Landboeblad No 2

9. jan.1810

Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

            Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,

            Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.

Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

            Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,

            Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.

Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

            Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,

            Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.

Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

            Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,

            Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.

Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

            Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,

            Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.

Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

            Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,

            Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.

Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

            Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,

            Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.

Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

            Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,

            Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,

Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810.