Knokler
og Been af Øxer eller Koer ere de kraftigste, der næst af Faar og andre Smaler;
men de ringeste ere Kalvebeen. Naar Been henligger om Sommeren, maa alt det
kiødagtige og Sener afskrabes. Har Benene ligget saalænge at de skimle og lugte
ilde, eller Andre har samlet dem, saa man ei veed om de ere rene; maa de
rensekoges.
De kommes da hele i en Gryde med saa meget
Vand at det staaer over dem, og koges (uden Laag) et halvt Qvarteer; derpaa
demper man Ilden, skummer Fedtet af; Benene tages op og skylles. Soddet eller
suppen af denne Afkogning, som seer noget ureen ud, er dog nemlig til at give
Sviin.
 |
| Gryte. Stiftinga Sunnmøre Museum SM.003500 |
De Been man vil have Kraftsuppe af, knuses og stødes i en Stampemaskine, et dybt Trong eller Hakkebøye, med en blank Staalhammer og siden med en Steenskølle (af de Slags som man i nogle Huusholdninger støder Salt med), stødes finere til det bliver som en deiagtig Masse; der dog ikke kan forvares om Sommeren over otte Dage, uden at tage Skade eller faae Avsmag.
Naar de knusede Been have den fornødne
Finhed, kommes de en en Gryde, og gydes Vand derpaa i følgende Portion: for
hvert Skaalpund af de store ?been kommes 3 a 4 Kander Vand og 2 Lod Salt. Kogningen
skeer under lutt ? i 5 Timer ?? at Suppen holdes i Kog, og meget af Benene
opløses.
Naar Kogningen saaledes er fuldendt, afsies
Suppen i et Steenkar, hvori den hensættes og afkiøles. Det tørre Bundfald af
Benene optages og hensættes ligeledes ?, eller koges paa ny, medens Gryden er
varm. Man kommer nu halvt saa meget Vand derpaa som første Gang. Denne ved
enden Kogning erholdte Suppe, ? ikke er saa stærk som første, afsies ligeledes,
og Bundfaldet kastes da bort. Derpaa kommes begge Kogninger Suppe i Gryden,
medens Gryde og Ildsted endnu er varmt, for desbedre at blande dem sammen.
Smagen vil bestemmes, hv? Styrken eller Kraften af denne blandede Suppe taaler
at spædes med kogende Vand. Har man noget af Næper, Rødder, Kaalrabi, Kaal,
Erter eller Poteter at komme i Suppen, kogers det derudi under ? Laag.
Koges Kiød i saadan Kraftsuppe, bliver det
desmere kraftfuld end om det koges i Vand, da Kiødet taber af sin nærende Kraft
jo stærkere Suppen bliver.
Friske og ny samlede Been af saltet og
røget Kiød behøver ingen Rensekogning, og tiene fornemmelig til Kaal eller
Erter, da Suppe deraf ikke er velsmagende.
Kalve- og Faarebeen koges kun een Gang, da
Bundfaldet ikke lønner at koges oftere.
Af 1 Pund velkogte Been af stort Qvæg erholdes 6 Pund Suppe, og 1 Pund Been er tilstrækkelig
Føde for 2 Mand i 24 Timer. Ved at spise mere eller mindre af Næper, Poteter,
Kaalrabi, Erter eller Kaal dertil, samt lidt Brød, kan Suppen blive nærende for
flere Mennesker, saa at 1
Pund Been giver ligesaa megen nærende Føde eller Suppe,
som 10 til 11 Pund
Kiød. Det ved Afskumning udbragte Fedt kan betale Brændselet, og kan regnes, at
4 Pund
Been giver 12 Lod Fedt.
For at erholde en god fast Gelee, kommes
paa 2 Pund
rensede og vel stødte Been. 3 Kander Vand, det lpges ved sagte Ild i 5 Timer,
og derpaa medens den afsiede Suppe er varm, kommes den i et fladt Stenkar,
Tallerkener eller Fade, som da kold bliver en nærende Gelee af omtrent 4
Potter; den kan haves i 4 eller 5 Dage men ei længere, da den fordærves, med
mindre man strax tørrer den.
Endelig anmærkes: at af alle hule og
pibeagtige Been, maa udtages Marven førend de knuses, thi ellers gaaer Stødningen
vanskelig og forringer Suppen: og ikke maa man lægge tykkere Lag af Knokler i
det Kar de knuses, end at de netop skiuler Bunden.
Da det ved Forsøg er erfaret hvor styrkende
dette Fødemiddel er, for dem som har lidet og ringe Kornmeel, saa iler Udgiveren
med at udbrede denne Efterretning blandt sine ved Uaaret lidende Landsmænd, og
beder de selv ville ogsaa forbedre og udvide Benyttelsen.
Norsk Landboeblad No 11
19. des. 1812
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar