Ved Aarets slut

Aarets tvende sidste Uger har vi her havt de fleste Slags Veirligt, som en Vintertid kan medføre: Ganske Klart, stærkeste Frost, som her paa Stedet falder, den 21de; formildende Luft d. 22de, vestlige og sydlige Skyer d. 23de og 24de, Tøveir, Slud og Regn d. 25, 26 og 27de, stor Vandflom d. 28de, Tordenveir og stormende Vinde d. 29de, og Nordvest, Storm, Hagel og Snefog d. 30 og 31te.

     For mange at de gamle Landboefolk, som gierne ville som spaaende erindre sig de gamle Julemærker, vart det en gunstig Naturvirkning at Luften gav milde Skyfald eller Draaber Julenatten, og derved bebudende et paafølgende frugtbart Aar.

     Men særdeles velkommen var Regnen og Vandflommen, som afløste en ikke ubetydelig Mangel paa Møllevand, som hærskede før Juul. - Intet Fiskerie i disse Uger.

     Aarets korteste Dag blev iagttaget: A. Dagens Længde, fra første Daggrye, som saaes igiennem Fieldskarene over den sydostlige Horisont Kl. 6, 48 m., indtil sidste Dagrand mod Vesten Kl. 5, 18 m., altsaa den Reisendes Dag, som helst regner fra Morgengrye til Qveldglimtet er siunket, som her var 10 Timer 30 Minuter. B. Soeldagen, fra Solen først bestraalede vore Fieldtoppe Kl. 9, 30 m., f. M, til dens Skin Kl. 2, 33 m. eft. M. igien forlod os. At Soelstraalerne og Dagskiæret sees hersteds længere efter end før Middag, er Aarsagen at de gaaer op bag Fielde, men ned bag Vestens Havbue, hvor Dunsternes større Mængde forøger Refractionen. C. Havdes og den korteste Dags Morgen den Fornøielse at see i Sydost Planeterne Mars og Venus at fremkomme foran Daggryet, og oven Vesten Jupiter at gaae i Selskab med Maanen, hvilken Sammenkomst ogsaa findes anført i Almanakken, ligesom og til hvilke Døgn Maanen igien kom til de førstnævnte Planeter, neml. Mars d. 28de og Venus d. 29de.

Norsk Landboeblad No 12

30. des. 1812