Høstens Slutning

Efter at, som meldt i dette No. første Blad under 12 Septbr., saa meget af Landboens Kornsæd var forfrosen, vedblev Veirliget end mere at vise sig truende med kold Luft Regn og Slud og tilsidst et farligt Snefald, som mellem 23 og 25 Septbr. bedækkede hele Landet, nedknusede den grønne Sæd og paa Fieldjorer (Gaarder) laae snefast fra Tirsdag til Søndag. Nogle Steds frøs atter en Deel af Kornet under Optøingen, men allevegne blev det meget forknust. Foruden en Mængde Krager som strax efter den første Frost nedflygtede fra de Gaarder hvor Kornet var frosent, samledes nu under Sneens Optøing end mere med Skader, Snepper og Skovfugle i Flokkevis paa de optøende Agre og bortsnappede meget især af Bygvexten, hertil kom et stormende Veir med orkanlignende Vindbyer der herskede den 4 og 5 Oktbr., hvorudi mange af de opførte Kornhæsjer bleve knættede, adsplittede og meget af den halvtørre Bygavl knugedes i Jorden, saa at det syntes ligesom flere Fordærvelser stødte sammen for at forringe Høstens Gaver. Endnu stod al Seenhavren uopskaaren og overalt græsgrøn, men med nysnævnte Stormvejr, gik Luftens kolde Temperament over til varmere, som baade Dage og Nætter vedvarede hvorudi Kornet modnedes indtil den 16de hvis paafølgende Nat, medførte en sen skarp Kulde at Iistappene hang alenlange fra Tagene - saa at af den Havresæd, som endnu stod paa Ageren vil lidet være tjenligt til Sædekorn.       

Saaledes synes nu ved Høstens Slutning i denne Omegn, at to Trediedele af Agrenes forventende Afgrøde er tabt, men det værste er, at paa de Gaarder hvor Kornet i de første Frost­nætter kreperede og i paafølgende vaade Vejrligt raadnede, klages allerede over Upasselighed og Smerte ved Nydelsen af det bedærvede Kornmeel, skiønt indmænget blandt bedre; og da her, saavel af Optegnelser som Fædres Fortælling haves Efterretning, hvor ofte sørgelige og vidt udbredte Sygdomme var været Følger af fordærvet Korns hyppige Nydelse; saa føler Udgiveren en vigtig Tilskyndelse, til Fleres Overvejelse at fremsætte: egne og andres Tanker, Forsøg og Efaringer, om sundere Mademner blandt lidet eller bedærvet Kornmeel.

1) Næst hvad jeg før har sagt om Islandsk Mos, tilraades at af knusede og stødte Benknogler, (hvor Kiødet er afspist) maa koges en Kraftsuppe som med en liden Tilsætning af et Afkog af Islandsk Mos, giver en styrkende Skel?e.

 2) Melk som har staaet i 24 Timer eller lidt længer tappes af fra Fløden, og i en Gryde over  Ild ostes langsom. Vallen hældes fra og Osten dannes til smaa tynde Kager, som lægges ud i Træbækker at de stivner noget, og saadanne spises de til Frokost enten med eller uden lidt Smør og Gammelost. Ved Kjærningen af saaledes samlet tynd Fløde, som ej maa blive for gammel, tabes intet paa Smøret og af Vallen enten koges Brim, Syre, eller det anvendes blant Grød, Suppe, og anden Meelmad.

3) Brød af fersk Fisk som løbes i varmt Vand, siden efter alle Been ere afplukkede, mases eller knuges og med lidt Kornmeel indhæltes til Fladbrødet, som efter at det ved Bagstkjælvet er udrullet en passelig tyndt, steges paa Bagst­hellen, først en Gang og siden gjentages og skjærpes til tørrere. Denne Maade har jeg befundet at give et mere velsmagende og sundere Brød, end Meel af tørret Fisk der under Indæltningen til Brøddej, faae en Raasmag som gjør ringe Meel mere usmageligt.

4) Kjødmad med Sod, hvorhos kan spises Poteter med lidt Salt. Og her finder jeg mig anlediget at fraraade, den, af Nogle optagne Madlavning af Poteter, masede i Surmelk, som mellem anden ring Spise hverken er sund eller styrkende; men heller at Poteter masede maa anvendes til Fladbrød, Potetes Grød ec, og ellers kogte eller stegte, spises til salt og tør Mad med megen Nytte.

Det Norske Landboblad No. 8,

andet Stykke den 24 Oktober 1812. ved S. Aarflot.