Ved Aarets slut

Aarets tvende sidste Uger har vi her havt de fleste Slags Veirligt, som en Vintertid kan medføre: Ganske Klart, stærkeste Frost, som her paa Stedet falder, den 21de; formildende Luft d. 22de, vestlige og sydlige Skyer d. 23de og 24de, Tøveir, Slud og Regn d. 25, 26 og 27de, stor Vandflom d. 28de, Tordenveir og stormende Vinde d. 29de, og Nordvest, Storm, Hagel og Snefog d. 30 og 31te.

     For mange at de gamle Landboefolk, som gierne ville som spaaende erindre sig de gamle Julemærker, vart det en gunstig Naturvirkning at Luften gav milde Skyfald eller Draaber Julenatten, og derved bebudende et paafølgende frugtbart Aar.

     Men særdeles velkommen var Regnen og Vandflommen, som afløste en ikke ubetydelig Mangel paa Møllevand, som hærskede før Juul. - Intet Fiskerie i disse Uger.

     Aarets korteste Dag blev iagttaget: A. Dagens Længde, fra første Daggrye, som saaes igiennem Fieldskarene over den sydostlige Horisont Kl. 6, 48 m., indtil sidste Dagrand mod Vesten Kl. 5, 18 m., altsaa den Reisendes Dag, som helst regner fra Morgengrye til Qveldglimtet er siunket, som her var 10 Timer 30 Minuter. B. Soeldagen, fra Solen først bestraalede vore Fieldtoppe Kl. 9, 30 m., f. M, til dens Skin Kl. 2, 33 m. eft. M. igien forlod os. At Soelstraalerne og Dagskiæret sees hersteds længere efter end før Middag, er Aarsagen at de gaaer op bag Fielde, men ned bag Vestens Havbue, hvor Dunsternes større Mængde forøger Refractionen. C. Havdes og den korteste Dags Morgen den Fornøielse at see i Sydost Planeterne Mars og Venus at fremkomme foran Daggryet, og oven Vesten Jupiter at gaae i Selskab med Maanen, hvilken Sammenkomst ogsaa findes anført i Almanakken, ligesom og til hvilke Døgn Maanen igien kom til de førstnævnte Planeter, neml. Mars d. 28de og Venus d. 29de.

Norsk Landboeblad No 12

30. des. 1812

Om Kraftsuppe og Gelee af Been

Knokler og Been af Øxer eller Koer ere de kraftigste, der næst af Faar og andre Smaler; men de ringeste ere Kalvebeen. Naar Been henligger om Sommeren, maa alt det kiødagtige og Sener afskrabes. Har Benene ligget saalænge at de skimle og lugte ilde, eller Andre har samlet dem, saa man ei veed om de ere rene; maa de rensekoges.

     De kommes da hele i en Gryde med saa meget Vand at det staaer over dem, og koges (uden Laag) et halvt Qvarteer; derpaa demper man Ilden, skummer Fedtet af; Benene tages op og skylles. Soddet eller suppen af denne Afkogning, som seer noget ureen ud, er dog nemlig til at give Sviin.

 

Gryte. Stiftinga Sunnmøre Museum SM.003500

     
 De Been man vil have Kraftsuppe af, knuses og stødes i en Stampemaskine, et dybt Trong eller Hakkebøye, med en blank Staalhammer og siden med en Steenskølle (af de Slags som man i nogle Huusholdninger støder Salt med), stødes finere til det bliver som en deiagtig Masse; der dog ikke kan forvares om Sommeren over otte Dage, uden at tage Skade eller faae Avsmag.

Plan til et frit Laane-Bibliothek i Ørstens Sogn

Af gode Skrifters flittige og eftertænksomme Læsning kan forstanden oplyses og Hjertet forbedres, og et ungt Menneske som derved dyrker sin Forstand, kan paa en Slags Maade blive en nyttig lem i Menigheden. Men som jeg kjender den Mangel der er iblant Landalmuen paa gode læsebøger, er jeg derved bevæget at overlade mine eiende 84 Bind (smaa Piecer og indbundne Landkorter iberegnet) til frit laan for Ørstens Sognefolk ifølge Planens Indhold. Og om det (som jeg dog formoder) skulde blive mig herefter beleiligt at gjøre Voldens Sogns Indbyggere og Ungdom deelagtig i dette Laan, troer jeg ingen veltænkende af Ørsten haver noget derimod, naar de først selv haver benyttet sig deraf. Og paa det at Almuen kan blive forsikrede om Varigheden af dette Bibliothek agter jeg naar det først haver været i Brug et Aars Tid, anærkiendigst at søge Kongelig Bekræftelse paa, at dets Skrifter ei maa gaa i Arv, men hefte paa min Odelsjord Aarflot i Ørsten og Egsæt i Volden til Forvaring og Udlaan.

Kornmangelen truer skræksomt i sær i Fjeldbøygderne.



Skjedde, Austefjord museum (AMU-075) Foto: Ragnar A



At Egnens Indbyggere har altso megen Aarsag at beklage sig i nærværende Tid, da Kornet er utaalelig dyrt, og Tilførsel mangler; men for de mange som sige: "at dette Aar, er det værste Uaar, som har været", vil jeg give til Betænkning hvad vore Forfædre maa have døjet i de værste af saa mange mislige og Uaar, om hvilke jeg finder Optegnelser og Fortællinger fra Fortiden og her i Korthed vil anmærke.

         1591 var, særdeles nordenfields i Norge, saa stor Hunger at mangfoldige mennesker derved bort?, og dette Aar blev kaldet det store sorte Aar.

         1601 blev Jordens Grøde baade Høe og Korn for det meste opædt af Læmænd, Muus og andet Utøj, og hvad som var tilbage frøs bort og blev liggende under Sneen, som kom før Korsmesse om Høsten og laae til Korsmesse om Vaaren. Dette Aar, galt en Skjeppe Byg i Norge 4 Rdør., som var, efter saa liden Pengeroullance som den Tid, sørgeligt dyrt, og siden blev dette Aar kaldet: det store dyre Aar.

         1613 blev Kornet saa dyrt at man i Bergen maatte give for 1 Tønde Korn 8 Rdlr., og indtil 1625 vedvarede Dyrtiden og Kornmangelen.

         Aarene 1632, 33 og 34 var saa stor misvext paa Korn, at mange Mennesker i sær i Nordlandene døde af Hunger. 1635 var et grønne Aar. 1637 var Vinteren overmaade stræng. 1638 atter et grøn Aar, som og Aarene 1641, 45, 47, af hvilke det sidste var et vaadt og Frostaar, da ogsaa Læmenderne gjorde stor Skade.

Høstens Slutning

Efter at, som meldt i dette No. første Blad under 12 Septbr., saa meget af Landboens Kornsæd var forfrosen, vedblev Veirliget end mere at vise sig truende med kold Luft Regn og Slud og tilsidst et farligt Snefald, som mellem 23 og 25 Septbr. bedækkede hele Landet, nedknusede den grønne Sæd og paa Fieldjorer (Gaarder) laae snefast fra Tirsdag til Søndag. Nogle Steds frøs atter en Deel af Kornet under Optøingen, men allevegne blev det meget forknust. Foruden en Mængde Krager som strax efter den første Frost nedflygtede fra de Gaarder hvor Kornet var frosent, samledes nu under Sneens Optøing end mere med Skader, Snepper og Skovfugle i Flokkevis paa de optøende Agre og bortsnappede meget især af Bygvexten, hertil kom et stormende Veir med orkanlignende Vindbyer der herskede den 4 og 5 Oktbr., hvorudi mange af de opførte Kornhæsjer bleve knættede, adsplittede og meget af den halvtørre Bygavl knugedes i Jorden, saa at det syntes ligesom flere Fordærvelser stødte sammen for at forringe Høstens Gaver. Endnu stod al Seenhavren uopskaaren og overalt græsgrøn, men med nysnævnte Stormvejr, gik Luftens kolde Temperament over til varmere, som baade Dage og Nætter vedvarede hvorudi Kornet modnedes indtil den 16de hvis paafølgende Nat, medførte en sen skarp Kulde at Iistappene hang alenlange fra Tagene - saa at af den Havresæd, som endnu stod paa Ageren vil lidet være tjenligt til Sædekorn.       

Om Hielp i Vaarnød.

Marts og April gav os barsk Vinter. Sneen i Dale og Fieldegner til 4 a 5 Alen, og endda mere hvor den enten ved Drivfog eller Skredeløb er sammendynget. Kulden har mangen Morgenstund naaet 6 til 7 Grader. Vindene oftest Nord og Nordvestlige. Luften sielden klar, Nordlysene, i denne Sneevejrstid eller foregaaende Vinter, ikke seet herfra,

Hele Søndmøers Vaar-Torskefiskerie, kan for dette Aar neppe tegnes over 500 Rdlr., og hvad er det imod de anvendte Bekostninger og Tidsspilde.Qvægfodermangelen truer i denne Tid.

Om Hielp i Vaarnød.

Vaarnød er her det samme som en farlig Foermangel, og hvor mandigen vore Fædre ofte har frelst sit Qvæg i saadanne Farestider, har vi sikre Fortællinger om: Hvorledes i Foraaret efter store Sneevinter, som man kalder dem, hver arbejdsfør Karl i Morgenstunden med Tryver under Skoene og en Sæk paa Nakken, Øx og Skavl i Beltet, reiste til Fjeldskovene, neddyngede Rognetræer, afskavede Barken og fyldte i Sækken, sammenbandt de smaa Grene eller Rogneqviste i et Knippe, lagde Lidser om Sækken at den derved kunde bæres ved Karlens Skuldre tvers paa Ryggen; Qvisteknippet lagdes ovenpaa den fyldte Sæk, som ofte holdt en Tønde Bark, og saaledes mangesteds 1 Mils Vej, mere eller mindre, hiem igien paa Tryverne; hvilket i længeliggende Vaarsnee, maatte udholdes daglig i 3, 4 til 6 Uger.

Måla bark.

Gjestebloggar: Berte Kanutte Aarflot

Ikke længe efter at jeg var konfirmeret, forfattede jeg nogle Sange, som dog hverken mine Forældre eller nogen Anden vidste Noget om, med Undtagelse af mine Søstre, da vi vare saa fortrolige, at hvad den Ene vidste, det vidste som oftest ogsaa de Andre.

Naar den Tid da kom, at jeg skulde forlade Fædrenehjemmet og vi skulde skilles ad, begjærede den Ældste af mine Søstre at faa laane disse Sange for en kort Tid, hvilket hun ogsaa fik. Dette var i Aaret 1816.

Eet Aar derefter døde min Fader. og da han laa paa sit Sidste, faldt det min Søster ind, at Fader ikke havde seet eller vidste Noget om disse Sange, og hun troede, det dog ikke kunde skade, om han fik se dem, før han døde. Hun besluttede derfor at vise ham dem, hvilket hun ogsaa gjorde.

Da min Fader havde gjennemlæst dem, ordnede han dem, eftersom han fandt dlet mest passende og skrev til Titel: ”En gudelskende Sjæls opbyggelige Sange.” Derpaa leverede han dem til min Broder og bad ham, ikke at forsømme, ved Trykken at lade dem komme for Lyset.