En Maade at brygge Øl, som ikke er almindelig bekiendt...

En Maade at brygge Øl, som ikke er almindelig bekiendt, men simpel og meget nyttig for tarvelige Landboehuusholdninger, især i Kornmangelstider, ved, at meelmalet Malt at faae godt Øl og siden benytte det aftrukne Meelmakt, til Blanding i Fladbrøddei. Det skeer saaledes: Maltet skraaes ikke, men males som et grynagtigt Meel (ikke for meget fiint). Naar man deraf vil brygge og har Karrene færdige, da, til en Kiedel af en Tøndes Størrelse, tages en Vog Maltmeel og udrøres med koldt Vand i Kiedelen, til den er saa fuld som den kan beqvemt sydes, derpaa lægges Brænde under Kiedelen og strax maa man begynde med en bred Spade at røre ganske flittigen, især frem og tilbage over Bunden, at intet af Melet skal lægge sig paa Bunden eller svies, man lader det syde dobbelt saalænge som fersk Fisk koges, derpaa øses det op i Baljer eller Bøtter og saa hastigt som mueligt slaas op paa Kostekarret, hvorover maa være lagt og uden paa Stavene fasthæftet et grovt Hamplærrets Lagen, dannet til en Bug, som en halv Sæk, ned i Karret, hvorigiennem Vørten (Urten) sies. Under Lageners Bug haves et lille Bræt paa et Stillads fra Karrets Bund, hvorpaa Lagenet hviler, at det vaade Maltmeel ei skal strække Lagenet for meget ud. Har man en mindre eller større Kiedel, proportioneres det tørre Maltmeel derefter. Mellem hver Kiedel som paaslaaes, dækkes Kostekarret over med et Klæde. Naar Alt er kogt og paakommet, løses Kostekarrets Tap, og man kan have kogheed Enelaug til at slaae skaaleviis indover Maltet i Lagenet, for at lave til et tyndere Øl; dog maa man ikke pine dette Malt for meget ud, men strax efter og i næst-paafølgende Dage, før det taber sin Fugtighed og Sødme af sidste Vørt, (der, som sagt, ei maa være ganske udpint), opbruge og bage det blandt godt Havremeel til Fladbrød, som bliver bedre end Manges Lættebrød, især af godt Bygmalt, og saaledes kan af samme Korn faaes baade Øl og Brød. Det kan og koges til en saakaldet Bagstegrød.

                At Islandsk Mos kan bruges baade iblandt Humle og isteden for Humle, er af Flere her i Omegnen forsøgt.

Norsk Landboeblad No 51

 21. desember 1810

Imidlertid, da Vanen har hos Nogle giort Kaffe og Thee til Nødvendigheder...

Et stort Sneefald har giort de fleste Veie vanskelig at fremkomme. - Sildefiskeriet har i denne Uge ophørt, da, ligesom til andet Fiskerie, Veiret ikke har været gunstig.

                I Anledning et Stykke i et Brev fra en Naboe-Egn:

"I den gode Tid havde vi Leilighed at forskaffe os til Juni noget Brændeviin eller Aquaviter, Hvedekavringer og lidt Kaffe, Thee og Sukker, at vi i Julen baade kunde traktere vore Slægtninger og om en fornem Mand kom til os, vare vi dog ei saa forlegne som det seer nu ud, da alt saadant er over den Priis, at vi kan eie det - Hvad Surogat vil Landboebladets Udgiver tilraade isteden for Kaffe og Thee? - Jordnødder samlede vi ei i Sommer til saa langt Forraad og vor Ærenpriis er snart opbrugt."

                Svar: Her kan Udgiveren ikke meddele noget fyldestgiørende Svar, da han ligefrem maa tilstaae: at han ei kan ret bedømme hverken Kaffe eller Theers Godhed, langt mindre Surogaters Smag for sammes Elskere, da, endskiønt han har ofte i Fornemmelse og nogle Venners Huse, nydt baade Kaffe og Thee og fundet sig vel derved, har han dog ikke hidtil kjøbt til Forbrug i egen Huusholdning over et Par Skaalpund Thee og Kaffe tilsammen, og det af følgende Aarsag eller Grunde: deels har han troet ikke at maatte bibringe sine Huusfolk eller Børn Smag paa Noget, som de hverken kunde forskaffe sig, eller sysle med, uden at spilde mangen til mere nyttigt anvendelig Time, deels at han har en alt for svag Tiltroe til disse forbenævnte og flere Lækkeriers Virkninger for norske Landboeres Styrke og Sundhed. Imidlertid, da Vanen har hos Nogle giort Kaffe og Thee til Nødvendigheder, har Udgiveren, som for en Deel kiender nogle Planter, af og til forhen lagt og endnu vil finde Leilighed at sige sine Tanker om een og anden han troer anvendelig for dem, som ønsker Thee- eller Kaffesurogat, men denne Gang anmærker: at Malt, passelig brændt, som og Rug. Dog, disse Kornsorter saaledes forbrugte, er den endda ikke for at tilraade, da ham i det samme faldt ind at tænke om de ældre norske Landboere, som vare Helte, Kæmper og hærdede Landmænd, der ryddede de Agre og Enge som vi nu langt mageligere pløie og afmeie, og disse Oldmønstre kiender hverken Kaffe, Thee, Sukker eller Brændevine.

Hvad din Mands arbeidsom Haand, Bringe ind med Møje...

Den 1ste og 2den d. M. havde vi Snee og Sneefog, som efterlod et Lag færsk Snee til enfierdedeels Alen, derpaa gik Veiret om til Sønden, Luften blev mildere, nogle Regnillinger indtraf, som tillige med de sydvestlige Vinde bragte Sneen i tøe og gav Qværnebør (Møllevand), det mange allerede længtes efter. Sildefiskeriet er i disse Dage forstyrret og ophørt i Østefjorden, deels ved det intrufne Uveir, deels derved at en Hval kom ind paa den Bugt Sildestimlen har holdt sig samlet og adspredte den. Om den igien vil samles der eller i andre Fiordens Vige, kan endnu ikke sees.

Det er en sand Fornøielse for Udgiveren, i sin Sirkel at see i mange Landboeres Huse, hvorledes man i denne Tids lange Vinteraftener beskiæftiger sig med at braage, skiætte og hægle hiemmeavlet Hamp og Liin, og af det ? Slags nogle Landboeqvinder og Piger allerede begyndt at spinde Rindingsgarn til Lærreder og rudede Tørklæder m. m., hvilket tillige med egne virkede og med Egnens Væxter farvede Vadmel og Stoff? Tøier, vil saavel til Kirkegang, som andre Hædersdages Dragt, kiæde dem mere ærværdigt, end de blommede og med falsk Glands overdragne Bomulds Silke og andre fremmede Tøier, som Strømmen deels forhen har villet drive ogsaa ind paa Mørernes, med slig Luxus mindst bekiente, Egne. Og ikke vanhædrer det Landboeren, at adskillige Kiøbstædsfolk kalder de simpleste og stærkeste Klædesorter: Møretøi.

Kortlaadne Skindklæder som Landboerne kan bruge, især om Vinteren, istæden for Vadmelsklæder:

Man klipper Sauderne omtrent 3 Uger før de slagtes, at de, som man kalder det, kan yldes op igien. Man lader Skindene udspilede blive tørre, og naar de ere det, tager man Sildelage og Sildefedt, mænger derudi noget Havremeel, overstryger Skindene paa Kiødsiden med denne Beidsningskompost, lægger dem sammen og lader dem ligge i 6 a 8 Dage. Af Lagen faaer de en Slags mere Seighed, og af Fedtet, som indtrækkes i Skindene, en mere Tæthed at imodstaae Vandets Giennemtrængning. (...) Naar Fedtet og Lagen ere indtrængte, hænges Skindene en Dagstid udslagne paa Stænger, helst i et noget varmt Værelse. Derefter skrabes det tørrt Meelrust af Kiødsiden og begyndes først spagfærdigt at valke dem i en Skindbraak, og siden, som de bliver myge, forøges Arbeidet, indtil de bliver hvide paa Kiødsiden og saa flossede, som det var S?skind. De langlaadne Skind, af Sauder med fuldvoxen Uld, beidses paa samme Maade, men valkes og braakes med mere Varsomhed, at Ulden ikke sammenlarkes eller kommer i Urede. Disse kan helst bruges til Pælse og Sengedækkener, og dertil kan, med visse Træers Bark, farves gule, brune eller røde, som man vil.

Norske Landboeblad No 48
30. november 1810

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind

En jævn Kulde mellem 2 til 4 Grader, men ingen nye Snee falden i denne Uge. Vindene nordlige og oftest sagteblæsende. Paa frosen Jord, og Sneeføret ere Landeveiene let fremkommelige. Sildefiskeriet bliver mindre. Møllevand mangler mangesteds.

I denne Maaned barkes de fleste Huder og Skind, hvortil man bruger Bark, som, efter at den er tagen af Træerne, ikke maa være kommet Regn eller Vand til, være tørret i Skygge og fri fra Muggenhed, knuset smaa førend den bruges. At Huder og Skind vorder vel og jævnt afbaarede, de efter et Par Dage lagte i koldt Vand og reengiorte før de lægges i Barkning, er nødvendigt; at de derved desjævnere og bedre skal beredes, maa Barken strøes lige tykt mellem hvert Lag Huder, og i Førstningen vendes de hveranden eller tredie og siden hver fierde Dag. De som laae nærmest Bunden i Barkekarret den første Gang, maa den næste komme ovenpaa, og saaledes vexelviis, thi at saae passelig og jævn Barkning paa Skind og Læder, giør meget baade til dets Varighed at taale Slidt og til at udholde Vand. Til Barkelaug tages Nogle Søevand, Andre færskt eller rindende Vand. For øvrigt fortienede Barkningen, samt Skinds og Læders videre Behandling, en egen Afhandling, da samme er saa betydelig før Menneskelegemets Konservation og Sundhed, naar betænkes hvad udefliede Skoe og Skindklæder kan foraarsage.

I denne Maaned paadrives ogsaa Tærskningen i de fleste Lader, og er dertil den bedste Tid. At tærske strax Kornet er indtaget, som Nogle giør, raader jeg ikke til, men at lade Noget utærsket til langt udi næste Maaned, giør jeg ogsaa Erindringer imod, fordi Muus og Utøi ofte giester i Laden, medens Bonden holder Juul.

Norske Landboeblad No 47
23. november 1810

talgbehasparelse ved sæbekogning

Ved at giøre de Huusmødre, der ikke ere bekiendt med Besparelsesmaaden, opmærksom paa denne Green af Oekonomien, fremsættes Følgende: De Kiødbeen og Knogler, som tilforn bleve kastede for en Flink og en Pasop, giemmer man omhyggelig i en gammel Tønde eller andet Kar, der maa staae paa et Sted hvor ei for megen Fugtighed kommer til samme. Naar man har samlet et Forraad af saadanne Been, knuser man disse ganske smaa med en Øxe, kommer samme i en Kiedel, og paaøser saa meget Vand, der udfordres til at lade dem koge i. Under Kogningen flyder der en Mængde Fedt af disse knusede Beenknogler, som afflødes i en Bøtte eller andet Kar, hvilket man lader staae til det er ganske koldt, for at skilles ved det Vand, som kan have fulgt med under Afflødningen. Samme kan da kommes, isteden for Talg, i Sæbekiedelen, og man vil erfare, at det lille Bryderie dette har skaffet, erstattes fuldkommen, især i denne Tid, da Talg er i en ualmindelig høi Priis.

Norske Landboeblad No 45
9. november 1810

et Pust af Vinteren

Allerede har vi herr havt et Pust af Vinteren, da sidste Mandag og Tirsdag faldt en Mængde Snee, som midt op til Dals naaede halvanden Alens Høide, og til Fiells mere. Sildefiskeriet gaaer endda til i Østefiorden (som er en Green af Voldens Fiord), saavidt Veiret tillader det, og sælges nu en Tønde Smaa- og Blandingssild for en halv Rdlr.

                I Anledning det hyppigere Sneefald, kan man erindre sig de Gamles Runestavs-Regler, som varsler for en pludselig Vinters Ankomst: Vettenaat ska du vænte me. Fyrhast kiømme E vist, mæin kiømme E inkie før Helgemis, daa buge E ? aa Qvist. (Oversat: Vinternat skal du vente mig. Forbudetid? kommer jeg forvidst, men kommer jeg ikke før Helgensdag, da bøier jeg Bar og Qvist). Disse Regler brugte de som Erindringer: ?itide at forsyne sig vel mod Vinterens Komme, næst at indhøste hvad som til Folk og Qvægfoder indhøstes kan, maa man ophugge Brændeveed og male sig Meel til Vinterforraad, samt forskaffe sig Emningstræ til Adskilligt, som i de lange Vinteraltener kan istandsættes. Landboeqvinder have ligeledes at iagttage hvad Vinteren kræver, hvoriblandt at forarbeide Uld, Liin og Strye til Klæder og hvortil Norges Sanger Friman opmuntrer dem ved sine Sange ved Haandarbeidet i Vinteraftener, af hvilke jeg vil hidlaane Følgende:

dersom Nogen dyrker Gud paa en anden Maade end vi, da bør vi derfor hverken foragte eller forfølge ham

Klogskabs-Regler for Landboeungdom; i Anledning Opfordring.

I Almindelighed bør man stræbe, at gjøre sig sine Pligter og de Forbindelser, hvori man staaer, vel bekiendt: at føre et saadant Levned, som man i Henseende til Gud, sig selv og sin Næste, bør føre det: at foresætte sig de bedste Hensigter i alle Foretagender, og at anvende de bedste Midler til deres Opnaaelse. Især kan følgende Klogskabsregler iagttages:

1. Man stole aldrig paa Mennesker eller paa sin egen Forstand, men allene paa en forsonet Gud i Himmelen.
2. Man bør ei giøre Gield uden høi Fornødenhed, og betale den saa snart som mueligt. Man vogte sig saa godt man kan, at antage ufortiente Velgierninger. Saligt er det, heller at give end at tage. Ap. Giern. 20. 35. 
3. Høflig, venlig og tienstfærdig bør man være imod Alle, og man kan, som en Tilskyndelse til bemeldte Dyders Udøvelse, holde sig forsikret; at ethvert Menneske, endogsaa det ringeste af Stand, engang ved Leilighed kan gavne eller skade. 
4. Man vogte sig for Mistanke og Mistillid til ærlige Folk, og troe ei alt det Onde som tales om dem. Men man fæste ei heller Tillid til dem, man ikke kiender tilfulde, og man aabenbare dem ikke sine Hemmeligheder uden høi Fornødenhed. Om et Menneske, der ikke har Religion, kan man være forsikret, at det hverken har Samvittighed eller sand Dyd. Men dersom Nogen dyrker Gud paa en anden Maade end vi, da bør vi derfor hverken foragte eller forfølge ham.
   
   
   

opkaldet efter min Faders første Kone

Jeg Sivert K. Aarflot blev født 1759 d. 23de October og opkaldet efter min Faders første Kone. I mit 7de Aar fik jeg først en A.B.C. Bog, en omgaaende Skoleholder i 4 Dage, siden øvede min Moder mig, saa at jeg den første Vinter blev færdig med A.B.C. Bogen, og fik en Catechisme, som forøgede min Læselyst; til næste Sommer var jeg færdig med Indenadlæsning i denne og begynte med Forklaringen, fik nu atter en Skoleholders Underviisning i 6 Dage i mine Forældres Huus og 8 Dage paa en Nabogaard. I mit 9de Aar skulde gjøres Begyndelse at tegne Bogstaver og skrive og det under en Skoleholders Anviisning i 4 Dage, og hermed var min Skolegangstid forbi baade for at lære læse og skrive, men en egen Lyst virkede. Af de i min Pontoppidans Forklaring saa ofte findende Henviisninger til Bibelsprog og Bibelsteder fandt jeg Aarsag ofte at bede, mine Forældre vilde kjøbe en Bibel til mig. At faa en tillaans paa Landet den Tid var yderst vanskeligt, og at kjøbe hjemme umuligt. De lod derfor i min Alders 10de Aar kjøbe mig en fra Bergen, og hermed vare mine Ønsker for den Tid tilfredsstillede. Fra første Aar, jeg fik Evne at forrette noget, blev jeg tidlig vant med smaa og lette Arbeider, men fra 10de Aar maatte jeg dannes til Jorddyrker. Den lille vandyrkede Jordpart krævede Forbedring og jeg efter Kræfters Tiltagelse maate i Selskab med min Fader tage Haand i ved brugen af Jordhakke og Spade, til sine Tider Lee og Rive, til andre Tider Brækspade og Jernstour og Jordskuffe for at rydde og jevne stenige og tuede Engbund og Aager, ved Veiter bortlede Koldvæden og udtørre Myrer og Sumper. At holde Tjenestedreng fandt mine Forældre ei Leilighed paa et saa lidet givende Jordbrug. Min Fader maatte ogsaa ofte forsøge Havfiskerierne, fordi Jordafgrøden var knap og herfra blev jeg til strengeste Tarvelighed og travleste Arbeidsflid fremmet og opdragen. Mine Forældre fik ellers 2de Sønner, som døde unge og spæde, og 2de Døtre, af hvilke den ene, 5 Aar yngre end jeg, levede og dannedes til huuslige og Jordarbeidssysler, ogsaa tidlig.