et Pust af Vinteren

Allerede har vi herr havt et Pust af Vinteren, da sidste Mandag og Tirsdag faldt en Mængde Snee, som midt op til Dals naaede halvanden Alens Høide, og til Fiells mere. Sildefiskeriet gaaer endda til i Østefiorden (som er en Green af Voldens Fiord), saavidt Veiret tillader det, og sælges nu en Tønde Smaa- og Blandingssild for en halv Rdlr.

                I Anledning det hyppigere Sneefald, kan man erindre sig de Gamles Runestavs-Regler, som varsler for en pludselig Vinters Ankomst: Vettenaat ska du vænte me. Fyrhast kiømme E vist, mæin kiømme E inkie før Helgemis, daa buge E ? aa Qvist. (Oversat: Vinternat skal du vente mig. Forbudetid? kommer jeg forvidst, men kommer jeg ikke før Helgensdag, da bøier jeg Bar og Qvist). Disse Regler brugte de som Erindringer: ?itide at forsyne sig vel mod Vinterens Komme, næst at indhøste hvad som til Folk og Qvægfoder indhøstes kan, maa man ophugge Brændeveed og male sig Meel til Vinterforraad, samt forskaffe sig Emningstræ til Adskilligt, som i de lange Vinteraltener kan istandsættes. Landboeqvinder have ligeledes at iagttage hvad Vinteren kræver, hvoriblandt at forarbeide Uld, Liin og Strye til Klæder og hvortil Norges Sanger Friman opmuntrer dem ved sine Sange ved Haandarbeidet i Vinteraftener, af hvilke jeg vil hidlaane Følgende:

Saa knytter jeg Traad,
saa øver sig Haanden i qvindelig Daad,
ved Haanden afhænge man bliver saa træt,
ved Haanden ? ...
Jeg knytter ei Silke, jeg knytter ei Guld,
min Traad er af Uld. 

Min uldene Traad,
naar Vinteren bruser skal varme min Fod;
med intet paa Sukke, med intet paa Teen,
saa mange maa skiælve paa iislagte Steene,
Gud see til de Usle, som nøgne og blaa
i Sneevandet gaae!

Jeg knytter kun Traad,
jeg knytter ei Baand af ugudeligt Raad,
viig langt fra mit Hierte, du Mørkhedens Aand,
som lærer at binde bestrikkende Baand!
skal mennesket knytte for Menneskets Barn
et fængende Garn?

Min knyttede Traad
mig minder om Livet; mit Liv er en Traad,
hver maskeklæd Stikke er fuldendte Dag,
hver Maske, hver Knude, et  Pulsaareslag.
Naar Livet er endet, o Gud, i din Haand
annam da min Aand!

Norske Landboeblad No 44
2. november 1810