Imidlertid, da Vanen har hos Nogle giort Kaffe og Thee til Nødvendigheder...

Et stort Sneefald har giort de fleste Veie vanskelig at fremkomme. - Sildefiskeriet har i denne Uge ophørt, da, ligesom til andet Fiskerie, Veiret ikke har været gunstig.

                I Anledning et Stykke i et Brev fra en Naboe-Egn:

"I den gode Tid havde vi Leilighed at forskaffe os til Juni noget Brændeviin eller Aquaviter, Hvedekavringer og lidt Kaffe, Thee og Sukker, at vi i Julen baade kunde traktere vore Slægtninger og om en fornem Mand kom til os, vare vi dog ei saa forlegne som det seer nu ud, da alt saadant er over den Priis, at vi kan eie det - Hvad Surogat vil Landboebladets Udgiver tilraade isteden for Kaffe og Thee? - Jordnødder samlede vi ei i Sommer til saa langt Forraad og vor Ærenpriis er snart opbrugt."

                Svar: Her kan Udgiveren ikke meddele noget fyldestgiørende Svar, da han ligefrem maa tilstaae: at han ei kan ret bedømme hverken Kaffe eller Theers Godhed, langt mindre Surogaters Smag for sammes Elskere, da, endskiønt han har ofte i Fornemmelse og nogle Venners Huse, nydt baade Kaffe og Thee og fundet sig vel derved, har han dog ikke hidtil kjøbt til Forbrug i egen Huusholdning over et Par Skaalpund Thee og Kaffe tilsammen, og det af følgende Aarsag eller Grunde: deels har han troet ikke at maatte bibringe sine Huusfolk eller Børn Smag paa Noget, som de hverken kunde forskaffe sig, eller sysle med, uden at spilde mangen til mere nyttigt anvendelig Time, deels at han har en alt for svag Tiltroe til disse forbenævnte og flere Lækkeriers Virkninger for norske Landboeres Styrke og Sundhed. Imidlertid, da Vanen har hos Nogle giort Kaffe og Thee til Nødvendigheder, har Udgiveren, som for en Deel kiender nogle Planter, af og til forhen lagt og endnu vil finde Leilighed at sige sine Tanker om een og anden han troer anvendelig for dem, som ønsker Thee- eller Kaffesurogat, men denne Gang anmærker: at Malt, passelig brændt, som og Rug. Dog, disse Kornsorter saaledes forbrugte, er den endda ikke for at tilraade, da ham i det samme faldt ind at tænke om de ældre norske Landboere, som vare Helte, Kæmper og hærdede Landmænd, der ryddede de Agre og Enge som vi nu langt mageligere pløie og afmeie, og disse Oldmønstre kiender hverken Kaffe, Thee, Sukker eller Brændevine.

                En D?k godt Øl til Juul, som den første store Høitid efter at de havde indhøstet Landets Afgrøde, vilde Norges gode Hakon at de skulde have, og dermed, som med flere Landets Frugter, giorde de baade Herremænd og Venner tilgode. Det kunne ogsaa vi, uden at trænge til fremmede Landes Frugter; vi giøre os kun til Regler, hvad vor Egns meest yndede Sanger Hr. Provst Frimann, i ?ende Anledninger har anpriist som fornøieligt og hædrende for Jorddyrkerstanden:

Naar jeg har høstet af min Jord,

                Og sanket i min Lade,

Saa sidder jeg ved nøisomt Bord,

                Med alle Mine glade.

Lad komme Giæst i Klædeskiol,

                Jeg ræddes ei for dette,

Paa Hyndebæmk, om ei paa Stoel,

                Jeg byder ham sig sætte.

Paa bredet hiemmespunden Dug,

                Til tyve Skilling Alen,

Fladbaget Brød af bedste Rug,

                Som voxer her i Dalen,

For gode Mand fremsætter jeg,

                Og Smør af gule Fløde,

Vil gode Mand da tækkes ei,

                Skal jeg ham ikke nøde.

At giøre Melken blaa med Vand,

                Ei dertil skal jeg trænge,

Naar nu ei med den dovne Mand

                Jeg lader Haanden hænge.

Naar dovne Mand maa lide Nød,

                Da seer jeg Løn for Møie,

Til mig af hvide Melkegrød

                Da smiler smørret Øie.

Naar ei med List, naar ei med Vold

                Jeg undertrykker Næsten,

Betaler rigtig Skat og Told

                Til Kongen, Kirken, Præsten,

Forsømmer ei mit Fadervor,

                Bevarer ærligt Rygte,

Hvem skulde jeg da blues for?

                Hvem skulde jeg da frygte?