Løvetand: Denne af sin Nytte, og lægende Egenskab mod Gigt og skiørbuttiske Tilfælde, endnu ikke blandt norske Landboere nok bekiendt Plante, hvis første Blade nu titter fram af Jorden, og viser hvor dens nyttige Rod er at finde. Den kan tages baade i Foraaret og i Efteraaret, og naar man vil tage den i og efter denne Tid, saa maa det være betids førend den viser sit guldgule Blomst, der kaldes Laxeblomst, eller før den faaer sin indhule Stilk, der kaldes Kappeloup, under hvilket Navn den er almindeligst bekiendt, fordi Børn kløve Stilken og holde den i Munden, da den ruller sig sammen i ringede Dangler, som kaldes Kappeloup. Navnet Løvetand synes den have derfra, at de fra Roden fremliggende Blade have Tagger lignende Rovdyrs Tænder. En hvidagtig Saft viser sig naar Stilken afskiæres, og naar Plantens mange gule Blomstblade ere samlede, staar Toppen som kronet med en hvid Uld, der kaldes Løvetandens Paryk. Stænglerne ere runde, glatte, hule og hver bær kun eet mangebladet Blomst. - Disse ere dens væsentligste Kiendemærker. Om Plantens Nytte læses i Hornemanns Plantelære Pag. 412:
Den er een af de bedste Bieurter. Planten ædes gierne af Qvæget, dens spæde Blade kunne bruges til Salat, og Blomsterne, før de udspringe, til Kappers; Roden er brugelig til Kaffe og til at sætte paa Brændeviin, i Island spises den raae og stegt paa Gløder.
Af medicinske Kræfter er den opløsende, urindrivende, fortyndende.
Om Rodens Samling til medicinsk Brug, læses i Wendts Anvisning blandt Andet: at den som opgraves i Foraaret, er bedst at bruge frisk til Krydersafte ec. Men om den som skal giemmes heder det: Den maa hastigen renses og hastigen tørres. Naar Rødderne ere meget tykke, maa de enten vendes under Tørringen, eller ogsaa trækkes paa Snore, og saaledes tørres. Thi naar man vilde flække store Rødder, vilde meget af den melkeagtige Vedske løbe ud. Den taber ved Tørringen tre fierdedele af sin Vægt. Den maa giemmes paa et tørt Sted og i en veltillukket Kasse.
Men da den ogsaa kan bruges som en medicinsk Kaffe, indtages her af Bladet Søndag Aftens-Læsning, No. 13 for 1809 følgende:
Om Kaffe. Af alle de forskiellige Tilsætninger til Kaffe som have været prøvede og anpriste, er der neppe nogen der mindre berøver den sin naturlige Smag end Løvetandsroden. Behandlingsmaaden dermed er meget simpel, den opgraves, afvaskes godt, skiæres i smaa Stykker, tørres i en ikke alt for heed Ovn eller under Skorstenen, brændes for sig selv, men kuns meget lidet, males derpaa og opbevares til Brug. Ved Brugen tages halv Kaffe og halv Løvetand. Kaffeelskere, som have smagt den, have ikke været i Stand til at skielne den paa denne Maade lavede fra den bare Kaffe. Den kan indsamles til forskiellige Tider, dog er udentvivl April Maaned den bedste Tid dertil, da den nok da er kraftigst; ved Behandlingen kommer det især meget an paa den rigtige Grad af Brændingen: thi brændes den for meget, faaer Kaffeen en ubehagelig Smag. En Egenskab, som ogsaa fortrinlig anbefaler denne Rod, er dens medicinske Kræfter, som det vel neppe er troligt, at den ved Brændingen ganske skulle tabe. Ogsaa have Adskillig drukket den i flere Aar paa denne Maade som et Middel mod Gigt, og befundet dem vel derved. Den er altsaa en Gevinst baade for Sundheden og Pungen, da den sparer den halve Kaffe.
I nærværende Tider, da de tarveligste Klæder ere for Uformuende vanskelige at erholde, burde man hverken lade de af Vadmel Triskiæst eller Stoffs norske Uldklæder, naar de ere forslidte, slænges hen til Forraadnelse; ei heller lappe dem saa længe oven hinanden, at de blive ubeqvemme eller uanstændige at bruges. Men naar de med maadelig Lapping ere slidte til Ubrugelighed, kunne de klippes i Strimler, hvoraf Traadene tages ud og ravses op, saa de kunne til grovt Tøi spindes med en Deel lang Uld, og saaledes spare paa Uld til Qvitler, Ryer (Sengelagener og Sengedækkener, som Almuefolket bruger). Ja og til de saakaldte Arbejds og Uveirs Trøjer og Overbuxer.
Norsk Landboeblad No 15
13. april 1811
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar