Bredlabbede Bamse med tunge Fjed,
Vor modnende Ager hvi træde du ned
Og Havren af Straaet bortdrager?
At Maaden dig bedre kan være bekvem,
Du liggende langsomt kun flytter dig frem
Og Ageren over dig rager.
Naturen gav Byggen et Vaaben mod dig,
Dens Avner i Halsen fasthængende sig,
At Bjørn, du maa hoste og skryde.
I stræben at svælge blir Garnerne fuld,
Her vrikkes paa Hoved og sparkes i Muld,
Tørt Gjæstebud blir de at nyde.
Du meget fortærer, men hvor meget maa
Opraadne i Mulden med Kjerne og Straa
Forknust af dit graadigheds Leie,
Paa Aageren er du en skadelig Gris,
Hvor mangen Korn-Mæle til Bondens Forlis
Har du snappet bort af hans Eie.
Bag mørke Høstnat, tit ved kommende Dag,
Min gamle graahærdede Fader med Klag'
Saa hen paa sin Ager, hvor ilde
Bjørning den med Ungerne havde den skjemt,
Afrispede Topper og Roden opvendt,
Hvor var den som ømmes ei vilde.
Var Spurven forhen anseet saa slem,
At Folk i god Tro for afvendende dem
Til Kirkerne Jordegods giver;
Hvad maa da ei føles, naar Bjørne i Flok
Vil Ageren gjeste, ei lidet er nok
Før Kroppene proppede bliver.
For kjære Foreldre, den tid jeg var ung,
Høstdagen henslæbtes til Aftenen tung.
Hvor sød vilde Søvnen mig smage;
Men maatte end vaage, ved Midnat gaa ud
Om Ageren brænde de skraldende Skud,
Dig Bamse en Skræk at indjage.
Udaterte dikt, gjengitt i M. Aarflot ”Sivert Aarflot og hans samtid”, Volda 1951
Ingen kommentarer:
Legg inn en kommentar