Sædeligheds-Regler

En Ven jeg kun kiender af Brevvexling, har i Brev som jeg for nogle Uger siden modtog, blandt Andet udtrykt sig saaledes: "Paa egne og Fleres Vegne fra vores Bøygd, bedes Landboe­bladets Udgiver om nogle Efterretninger for vores Ungdom, som skal ud i Verden, hvorledes de skal folke sig (opføre sig), at de ei for meget skal ansees og hedde Hejmalinger, Field­dølinger og saadant som jeg og mine Jamnaldringer i vor Ungdom ofte maatte taale."

"Man bør ikke føre Noget tilbake fra sin Tallerken paa Fadet, ei heller
Noget  tilbage paa Tallerkenen som man har haft i Munden, ei heller bør

man yttre Kræsenhed eller Ekkel."

  Tallerken, Austefjord museum (AMU-0127) Foto: Ragnar

            Svar: Ven! at Du nævner Din Egne Ungdom skal ud i Verden, vil jeg ønske og formode, Du ei mener de skulle begive sig til omflakkende Handelskarle, som mange Bøigder alt for meget oversvømmes af, og mange unge Mennesker derved afvænnes fra Jorddyrkningsflid og den ædle Tarvelighed, der bedst kan fremme en Egne Velstand. Men der gives og mange nyttige og lovlige Reiser og Veie for en Ungdom, hvor han ved en sædelig Opførsel kan erhverve sig Medmenneskers Yndest og fremme sit eget Vel. Og paa den givne Anmodning vil jeg, af hvad jeg ellers havde tænkt, om ei saa strax, for det første meddele nogle korte, men almindelige, Sædeligheds-Regler.

           
Man bør beflitte sig paa en fornuftig Velanstændighed i sit udvortes vilkaarlige Væsen, og rette sig efter den som ved god Sædvane er indført i den Egn hvor man er opdragen eller opholder sig, paa det man ei skal være velopdregne Folk til Anstød, men meget mere blive dem, med hvilke man omgaaes, behagelig, end ogsaa ved det første Indtryk, følgelig bør alt tvungent og besynderlig sært Væsen undgaaes; følgende Regler kunde især anmærkes:

Først: I Henseende Legemets Stilling:

1. Hovudet bør man vænne sig til at holde opreist ud af Skuldrene og lige, Bryster fremad, Maven ind, alle sælsomme Fordreielser, Ansigtsrynker, samt ufornødne Bevægelser bør man stræbe at undgaae.
2. Gaaer man, da bør Fødderne sættes ud ad, Trinnen maa være ordentlige, hverken for store eller for smaa. Kroppen maa ei vanke hid eller did, og man vogter sig i Gangen saavel fra at stylpre som hoppe. 
3. Staaer man, da bør Kroppen holdes lige, Knæerne stive, Hænderne lader man, naturligst, falde ned ad, og Fødderne sætter man frem ad fra hinanden. 
4. Sidder man, da maa det ene Knæ ei længes over det andet, ei heller maa det skee med Fødderne, men disse sættes sammen uden at skurre paa Gulvet og uden at bomble med Benene. Hovudet maa man ei støtte med Haanden og Armene er det uanstendigt at lægge på Bordet.

Andet: I Henseende Paakledning;

1. Om Morgenen, efter at have vasket sig med koldt Vand og ordentlig kæmmet sit Haar, klæder man sig strax paa, men ikke i Andres Nærværelse; ei heller bør man blotte sig for Andre. 
2. Man kan klæde sig efter sin Stand uden pralende Ophævelse, og efter Moden uden strax at ville eftergiøre enhver ny Mode med de Første. At Bønder­folk klæder sig i de Tøier, i deres egne Huse blive tilvirkede, og skiære Klædene efter det som deres Forfædre har brugt og ved Egnens Sysler findes nyttigt, giver dem den meste Agtelse. 
3. Klæder og Liintøi bør holdes reenlig, og det som kan have taget Skade, bør snart sættes istand. 
4. Strømperne bør være opbundne, Hatten sættes lige og ikke for høit for Øinene, Klæderne tilknappede eller tilbægrede, efter Brug, og iøvrigt paasees, at ethvert Klædebon sidder og slutter vel.

Tredie: I Henseende til selskabelig Omgang: 

1. Møder man sine Bekiendte, hilsen man dem venlig og efter Egnens Skik. Fornemmere Personer hilser man ved at bukke sig langsomt. Paa Veie eller Gader tager man i nogen Fravidde Hatten af for disse, og naar ikke Veir eller Kulde forbyder det, holder den i Haanden til de ere forbi eller beder at sætte Hatten paa igien. Paa sine Steder begynder at blive Brug at hilse Forbigaaende kun ved at tage paa Hatten eller lægge Fingrene paa den. 
2. Paa Veie eller Gader lader man den Fornemmere, i hvis Selskab man gaaer, have den høire Haand. Ere der flere, saa beholder den Fornemmere gemeenlig Midten og de Ringere gaaer paa Siderne.
3. Kommer man til en Fornemmere i Huset, saa bør man forud vide hans rette Tittel, lade sig melde ved en Bekient eller man banker sagte paa, sætter sin Stok bort og træder ind med Hatten i Haanden. Efter given Tilladelse er det man kommer ind. Dørren lukker man sagte til efter sig, uden at vende Ryggen til den Fornemmere, bukker sig og man pleier ikke at nærme sig førend det tillades. Er man bestilt at komme, saa spørger man, i Mangel af hans Tiltale, hvad han har at befale? men har man Noget selv at andrage, saa beder man at maatte blive hørt og forestiller dernæst sin Sag kort og tydelig. Den Fornemmeres Tale kan give Anledning til høflig og kort Gien­svar. Skal man sætte sig ned, bør man ikke vægre sig meget: Er man til Ende med sit Foredrag eller har den Fornemmere talt og spurgt hvad han ville, saa forlader man ham med samme Ærbødigheds Bevitening, som ved Indtrædelsen. 
4. Kommer en fornem Mand til os, saa modtage vi ham ved Dørren, lade ham have Fortrinnet ind og have Høisædet eller det øverste Sæde i Huset bedst tillavet og byder ham sætte sig derop. 
5. Imod Fremmede bør man være besynderlig høflig, vise den villig tilrette og tiene dem som alle Mennesker, hvori man kan. 
6. Kommer vi paa et Sted hvor Fornemmere staaer, saa bør vi og blive staaende indtil de sætte sig og bede os tage Sæde. Ryggen maa man ikke vende til dem, allermindst naar de tale til os.   
7. Man vogte sig for den Vane at spytte, at snyde Næsen, at rømme sig, at Hoste, at strække sig ud, at skogger­lee, o. s. v., i Andres Nærværelse. 
8. I Kirken sømmer det os at sidde eller staae ærbar, og ikke at lade Øinene løbe omkring; ydmyg at bøie sig naar det Navn Jesus nævnes, at staae op imedens den bibelske Text læses og Velsignelsen forkyndes. For en liden Beqvemmeligheds Skyld, at ville giøre Undtagelse i saadanne gode gamle Skikke, er uanstændigt.      

Mangen Landboesøn som er opdragen i Bondestanden, kan og giøre sig fortient af og til at beværtes i Fornemmeres Huse, og for Nogle skulle formodentlig ei være overflødigt noget af saadant som iagttages ved Spisebordet:

1. Naar der skal læses til Bords, stiller man sig omtrent derhen hvor man kommer til at sidde. De Fornemmere lader man først tage Sæde, derefter nedsætter man sig i Stilhed paa det anviste Sted. 
2. Kniv og Gaffel ligger sædvanligst paa høire, Brødet paa venstre Side, Skeen bag og Salveten ovenpaa Tallerkenen. 
3. Man bør ikke med graadig Mine være den første i Fadet, men bie indtil Andre have taget, eller indtil det er forelagt. 
4. Kniv, Gaffel og Skee tages ikke med fuld Næve, men med 3de Fingre. 
5. Af Kiød og Brød skiæres ikkun saa meget af Gangen, som man paa engang vil føre til Munden, og Mundfuldene bør være smaa. Ei heller skikker det sig at spise for hastig. 
6. Fingrene maa saa lidet som mueligt røre ved Maden. Hvad som skal holdes, det holdes med Gaffelen. At afrive noget med Tænderne, er uanstændigt, da Kniven bør bruges, naar Stykkerne skulle giøres mindre. Ei heller skikker deg sig at gnave paa Been. 
7. Er noget af Maden kommen paa Fingrerne, eller vil man viske Munden, da bør intet andet bruges end Salveten. 
8. Maden tygges med tilsluttede Læber, uden at tale under Tygningen, Tungen maa ikke stikkes ud af Munden, Maden maa ei stykkeviis nedsvælges, Hovedet maa ei stikkes fram over Tallerkenen, eller Hænderne føres frem over Bordet, uden høi Fornødenhed. 
9. Knokler, Fiskebeen og andet uspiseligt, lægges paa Randen af Tallerkenen. 
10. Man bør ikke føre Noget tilbake fra sin Tallerken paa Fadet, ei heller Noget tilbage paa Tallerkenen som man har haft i Munden, ei heller bør man yttre Kræsenhed eller Ekkel.
11. Man drikker ei førend Værten og Fornemmere havde begyndt. At drikke Skaaler er paa de fleste Steder gaaet af Brug, enkelte Tilfælde maaskee undtagen. 
12. Man vogte sig for at omstøde Glas, eller at komme Andres Mad for nær med noget Slags Sølerie. 
13. Skal man hoste, spytte, snyde sig, eller stange Tænderne, da bør saadant skee bag Salveten med bortvendt Ansigt. Uden Nød bør man ei staae op fra sit Sted, eller forlade Selskabet.

Norsk Landboeblad No 35, 36 og 37
(31. august, 7. og 14. september)