Noget om Nordens Runerie.

det mørske alfabet

Blant flere Oldlevninger og Sæder, der kunne regnes fra Odin og hans hedenske Lærdoms Tider, er Runerie og det saakaldte Paatrie endnu ikke ganske tabt af Sigte.

            Runerie synes have Benævnelsen af det gamle Ord Runs, en dundrende eller skaldrende uforklarlig Lyd, ligesom man derfra har deels endnu det navn runsel paa en stor eller myndig Person, naar han giør megen Mundbulder eller Prat i et Selskab. - Runekvedjara og Runerødjara høres ogsaa endnu benævnt, især i Fjeldbygderne.

            De første ere saadanne som gierne lader sig høre, med forskjellige Slags, som man kalder, gammelt Priim og Riim i syngende Toner. Det andet er saadanne som gierne repeterer Fabler, gamle Historier og Ordsprog i en egen Slags læsende Methode.

            Saavidt Udgiveren har Efterretning, som meest efter gamle Sagn, om hiint Runerie, da blev det drevet som en Slags Videnskab eller betinget Syssel kun af Nogle, men som almindelig Mand ei troede sig berettiget til at udøve. De som begav sig af dermed og havde lært Runevæsserne, vare tillige forsynede med nogle Træplader, lignende Stave af smaa Kiørler, og i disse vare indskaarne forskiellige Karakterer, som visede Runevæssernes Længde, Gang eller Vendinger, og kaldtes Runestave og Runetavler. Til at gjemme udi og bære disse Runestykker, havde de een af tyndt Træ som en Trommetrøsk sammenbøiet Bombe, paa hvilken ofte, naar de mumlede Runevæsserne, blev banket og spillet som efter Toner, hvorved for andre som hørte derpaa, Ordenes Udtryk bleve ufattelige, som og oftest var Hensigten hos dem som sang eller læste Runerne, da de vilde holde Kunsten skiult og derfore med Flid udbuldrede dem i en saakaldet Runs.

            Dog var der visse Runer som bleve almindeligere brugt, saasom af nogle Giætler (Qvægvogtere) baade for at holde Qvæget frit for Fare og Rovdyr, som at samle det tilbage fra Fieldene, m. fl. af hvilke enn:

            Djuraa mæte, Lærte me gjæte, Asa møj thyre, Lærte me styre, Styre min Smale yfe Bek aa Bruu, Snøgge aa snuu. Kom fram Asa møj mæ Søstraa di, Mæ nie, Hænde aa Lyklebaand uti, Aa bint qvart eit Vundedyr ti gropsa si, (En anden Tone, som Svar af den Paakaldte): I Skoja æ no klumsa alle Klodyr. Forutan Hund aa Kat: Ibbe, Ribbe, Tann aa Tunge, Sitie, titie mæ si Unge, Tarpe, skarpe Brøsk aa Bein. Dæj ska smake, gnage Stejn aa inkje Bein, Dæj ska drikke, slikke Sjo aa inkje Blo, Dæj ska faras te meins, Dær æ dejra hejms. Tral lal lal, Trum rum rum.

Norsk Landboeblad No 3

 19. Januar 1811