fredag 24. mai 2013

Smuler er ogsaa Brød

Med dette gamle Ordsprog som Fædrene ikke uden Aarsag har brugt, vil Udgiveren besvare Nogle som sige: at de sankede Vexter forslaae saa lidet, og med det samme anviser han til Geitnaskofen, som findes baade i lave Egne og høie Fielddale, hvor den er størst, og vil i anstundende Sommer komme mange til Hielp.

Denne Vext er en af de smukkeste Lavslægter. Har ude paa Bladene en stærk sort Farve, som naar den i Vand, forandrer sig noget mod den Grønne: men naar Bladene ere tørre og brydes over, ere de ganske hvide i Brudet.

Vexten ligner meget en sort Kokarde, kan være af Størrelse som en Sølvmyntskrone (en Sølvdaler), ja Nogle mindre, men i høie Fieldegne Mange større, i Almindelighed til 2 Tommer tvertover.

Tørret og malet giver den et Meel, som mellem Brødlav­slægterne har den bedste Velsmag, og til Brøddej ligner Rugens Seighed; derfor maa den her, ligesom hos vore Nabofolk i Island, anprises blandt de ypperste vildvoxende Brødplanter.

Denne kan og spises som Brød i sin naturlige Form, til Kiød, Flesk, Smør, Brim eller anden Suul, eller og karvet, mør kogt og banket, bruges med Fordeel og Velsmag i Kiødholler og flere Slags Madlavninger.

Den største Mængde og fuldkomneste Vexter af denne Slags, findes paa vore Fieldes mørkblaae Egge og Tinder, hvilke mangesteds ere af Geitnaskof saa tæt bevoxne, som Fiærens Stene med Tang; men som saadanne Fieldsegge ere for det meste utilgiengelige, saa kan ikke tillades at vove der meget, kun hvad derforuden findes paa tilgjengelige Steder. Af denne skal og følge Prøver, skiøndt ei af største Slags.

Foruden føranomhandlede, bruge Islænderne i Mangel af Meel, mange grønne Urter baade blandt Kiød- og Fiske-Sod, samt som Salat, saasom: Karvegræs, Syrer, Heimulblade og flere; mest især maa jeg nævne Mannagræs, af hvilke kan faaes det saa bekiendte Mannagryn, og jeg har seet fattige Folk i nogle af de øvrige knappe Aaringer, om Sommeren at sanke en god Deel deraf.
 
Norsk Landboeblad No 5
28. april 1813