Denne
Vext er en af de smukkeste Lavslægter. Har ude paa Bladene en stærk sort
Farve, som naar den i Vand, forandrer sig noget mod den Grønne: men naar
Bladene ere tørre og brydes over, ere de ganske hvide i Brudet.
Vexten
ligner meget en sort Kokarde, kan være af Størrelse som en Sølvmyntskrone (en
Sølvdaler), ja Nogle mindre, men i høie Fieldegne Mange større, i Almindelighed
til 2 Tommer tvertover.
Tørret
og malet giver den et Meel, som mellem Brødlavslægterne har den bedste
Velsmag, og til Brøddej ligner Rugens Seighed; derfor maa den her, ligesom hos
vore Nabofolk i Island, anprises blandt de ypperste vildvoxende Brødplanter.
Denne
kan og spises som Brød i sin naturlige Form, til Kiød, Flesk, Smør, Brim eller
anden Suul, eller og karvet, mør kogt og banket, bruges med Fordeel og Velsmag
i Kiødholler og flere Slags Madlavninger.
Den
største Mængde og fuldkomneste Vexter af denne Slags, findes paa vore Fieldes
mørkblaae Egge og Tinder, hvilke mangesteds ere af Geitnaskof saa tæt bevoxne,
som Fiærens Stene med Tang; men som saadanne Fieldsegge ere for det meste
utilgiengelige, saa kan ikke tillades at vove der meget, kun hvad derforuden
findes paa tilgjengelige Steder. Af denne skal og følge Prøver, skiøndt
ei af største Slags.
Foruden
føranomhandlede, bruge Islænderne i Mangel af Meel, mange grønne Urter baade
blandt Kiød- og Fiske-Sod, samt som Salat, saasom: Karvegræs, Syrer,
Heimulblade og flere; mest især maa jeg nævne Mannagræs, af hvilke kan faaes
det saa bekiendte Mannagryn, og jeg har seet fattige Folk i nogle af de øvrige
knappe Aaringer, om Sommeren at sanke en god Deel deraf.
Norsk Landboeblad No 5
28. april 1813
28. april 1813