Landets Lykke

Om Almeløvets Nytte

2012-02-29T08:46:00.000+01:00

Alm (Ulmus glabra), bilete frå http://no.wikipedia.org/wiki/Alm

Anlediger ved flere indløbne Spørsmaale: Om Almeløvets Nytte kan udstrækkes videre? Og om Raadførsel til Almetræets mueligst hastige Formerelse, samt adskilligt om Rognetræet, vil Udgiveren for denne Gang meddele Følgende:

I nærværende Tider, da Korntilførselen er vanskelig og Prisen for alt for Mange utaalelig, har de fleste af dem som før holdte Sviin, maattet lade en for Jorddyrkningen og Huusholdningen saa fortrinlig fordeelagtig Avl ophøre; men hvis disse, i en Udkant af deres Bøemark havde havt hvad jeg vil kalde en Bjærings Lund, hvor blant andre Slags, 40 a 50 Stkr. kronvoxne Alm-Træer, vilde de finde god Leilighed at opføde og holde Svin med den Gelee eller Kraftsuppe lignende Velling, som faaes af Almetræets Løv og Bark, blandet med anden Svineæde. Og i en Tid af 10 a 12 Aar kan en Bonde forskaffe sig en saadan Bjærings Lund.

Naar Almetræer opelskede enten at Frøe eller Aflæggere, som jeg i forrige Aargange har opmuntret til, ere nedplantede i noget giødet Jord, og voxne til en Arms Tykkelse, afskubbes Stammen 2 a 3 Alen oven Jorden, Stubben snittes glat opad mod den ene Side, Snittet uden Sprækker og oversmurt med tyk Kogt Tiære. Afstubningen giøres imod Foraaret, dog førend Saften kommer i Træet; mange Grene springe da ud paa Siderne som hvert Høst giver en Mængde Løv.

Hvert 4de eller 5te Aar naves Træets Krone, det er: Grenene, naar undtages de allermindste, hugges saa forsigtig fra, at Stubbene ikke revne eller spaltes. De franavede Grene give en god Deel Almebark. Stammen faaer oftest flere nye Grene isteden for de borttagne, og bør man indrette Stubbehugsten saaledes, at hvert Aar kan haves 8 a 10 Træer til Naving. Har man en talrigere Lund kan aarlig naves flere.

Hvad Nytte vore Forfædre, ved indfaldende Uaar, giorde sig af Almebark, for at faae brugeligt Fladbrød af forfrosent Korn, haves endnu Efterretning om. De holdt omhyggelig Haand over, om ikke plantede, saadanne med andre nyttige Træer og Skove, der i næsten alle ældgamle Skiøder og Adkomstbreve ere indbegrebne under Navnene Lutter og Lunder. Men Skade at Almene i de under sidste Aarhundreder indtrufne Uaar bleve udryddede. Os bør det desmere i nærværende Aarhundrede at opelske dem igien!

Et Qvarteer i Bjærings Lunden bør være fuldplantet med Rognetræer. Og til Kystboer fra skovløse Øer kan overlades Rogneplanter, i halv eller hele Snesetal, samt anvises lættest Hægning og hastigst Formerelse, saavidt Udgiveren har Erfaring. Alm kan endnu overlades nogle faa, samt Kirsebær, og Æbletræer, ligesom Stikkels, sorte, røde og hvide Ribstræer, alle uden Betaling, kun mod Forsikring at de omhyggelig indhægnes, pleies og forøges.

Norsk Landboeblad No 2

29. feb. 1812

No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

2012-01-25T09:47:00.002+01:00

Denne Maaneds første Uge var Luften klar, med 4 a 6 Graders Kulde, og Vindene meest stille. Den anden endtes med Blæst og Storm, og derpaa et stort Snelag, især i Fieldegne, hvorfra igiennem de bratte Biergsider saaes mange nedstyrtende Sneskred, som paa sine Steder gik lige til Søes. Efter dette Snefald, og den hele øvrige Tid af Maaneden, blev Luften mildere, saa at mellem syd og sydvestlig Storme, Blæst og Regn, og fra 3 til 5 G. Varme, Sneen optøede langs Havkanten og de største Fiordes Strande; men i høiere Daleegner og paa Fieldheder virkede Tøeveiret mere end at fortynde Snelaget en trediedeel, saa at der paa sine Steder endn ligger fra 2 til 3 Alen dyb Snee, som dog formedelst Luftens Urolighed ikke hidtil har givet fremkommeligt Slædeføre.

Kalve at opfostre.

Qvægavlens Vigtighed for Landmandens daglige Huusholdning, for Jorddyrkningen og Landvæsenets Vel, behøver jeg ikke her at omhandle; kun et Raad mod den paa Bondebøigden og mellem de smaa Jordeparters Beboere saa ofte hørte Klage: at de ikke kan tillægge sig saa mange Kalve, som de har nødigt, for Mangel paa Melk, og naar den liden Melk, som bekommes af een eller tvende Kiør, skal deles mellem Husets Tarv og de unge Kalves Opforstring, bleve begge vanholdne, de sidste oftest Skrantlinger, og seent voxende, saa de tabe et Aar og mere inden de komme til Kiør, imod andre som have faaet god Opfostring. Jeg er derimod kommen i Erfaring om et Fødemiddel til unge Kalve, saa at man, naar undtages de første Uger, som Kalvene maa have Melk, siden til bedre Fordeel kan fostre dem, end med Melk.

Middelet er Almeløv, som aftages om Høsten medens det er grønt, tørres, hakkes og males til Meel. Af dette Meel og en lille Smule Bygmeel koges nogle Gange ugentlig en Velling, som gives Kalvene mellem godt Høefoder, og det skal erfares at de heraf trives, voxe hastigere, og ville see langt bedre ud, end om de vare fostrede med Melk og Melkeblande mellem Høefoderet.

Vinter-Melken at forbedre.

Paa de Jorder hvor der er megen Myhr, sumpig Engbund, og utilstrækkelig Seeding, som og efter fugtigt Sommerveir, hvor Høet har foraadnet, og overalt naar Melkekjørene maa foeres knapt eller kun tarvelig; der sees Melken at have liden Kraft, er tynd og blaalig, som den var blandet med Vand. Men hvor man har Rognetræe, tages ugentlig nogle Grene, hvis Bark lige indtil Træet afskaves med en Skavl til tynde ?ner, af hvilke en Haandfuld gives Qvæger hver Gang iblant Foderet, og de afbarkede Grene og Qviste hugges i smaa Stykker og afkoges i Vand til Buloug, som bruges enten paa Avnesørpe eller blødt Høe, men ikke varmt, til Melkekjørene. Man skal da see at Melken bliver tykkere og rigere paa guul Fløde og Smør.

Udgiveren har i de forige Aargange af dette Blad søgt at opmuntre til Almens og Rogntræets Plantning; her ytrer han sine Tanker og sit Ønske: At i de heldigen tilvoxende Sogne-Selskaber, maatte udsættes Præmier for den Brudgom, der i sine Drengeaar havde opelsket og i en Løkke indhegnet et vist Antal af nyttige Træer, der manglede Egnen, saasom Alm, Rogn, Ask ec., samt Frugttræer af flere Slags.

Norsk Landboeblad No 1

25. jan. 1812

For Jorddyrkeren

2012-01-09T09:33:00.000+01:00

Til Jorddyrkningens Fremme hører veldannet og god Arbeidsbejne, (Jorddyrker-Redskaber) men endda opnaaer man ei Hensigten, saalenge Jorden ikke er befriet for skadende og hinderlige Fugtigheder og Dele, og har de Blandinger, som til enhver Væxt-Arts Trivelse ere passende og fornødne.

De for Ager og Eng skadelige Vanddele, kaldes her i Almindelighed: Biergsie, Koldevæder, Myre-Vatn og Svorte-Vatn. Det første af disse Slags opspringer hvor der ere Bierge i Jordbunden som have Sprækker og Vandaarer; det andet kommer oftest op af Leer-Grund; og som begge, af dyb Grund opstigende, ei allene ere kolde, men og uflogisterede, det er: have ikke havt Luftens fri Paavirkning og Meddelelse, og hvorfore, naar de kommer op til Væxternes Rødder, aarsager sammes Vantrivelse eller Død. Myrevatn forekommer mange stede paa vidtløftige Myrestrækninger hvor Mulden er opfyldt med forraadnede Furru- og Enerødder, samt andre Slags raadne Træ- og Vext-Levninger. Vand som igiennemflyder saadan Slags Jordbund, har ofte, ei allene en tiærevandlignende Mørkhed, men og ludsaltagtig Skarphed, som giør megen Jord ufrugtbar. Svortvatn har sit Navn fra de saakaldte Svortedepler, Blandinger af en Slags Oker og Jernopløsning, og ere disse, ligesom de fleste mineraliske Vande, Væxterne skadelige. Hvor de 2de sidste forekommer, er det ei nok at bortlede dem, men Jordbunden maa ogsaa gives Blandinger af formildende og frugtbare Jordarter. Derimod, naar de 2de første Slags Vande bortlede igiennem dybe Kanaler eller Veiter, kan Jordbunden ofte strax vorde god og frugtbringende.

Norsk Landboeblad No 2

9. jan.1810

Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

2012-01-03T10:10:00.000+01:00

Vel Eder! som Kiempernes Tumter beboer!

Og arvede Navne saa udbredt paa Jorden,

Fra hiin Tid, da Nordmænd blev frygtet som Torden,

Nu blidere tækkes - min Hilsing, jeg troer.

Med ærlig velmenende Nordboers Siel,

Mit Nytaarsdags Ønske saa haabfuld jeg tegnet,

Som Dagen den første til et Aar man regnet,

Paa nittend' Aarhundred' kan spaae os alt Vel.

Saa vel, at på Jorden jeg veed ei det Land,

Hvor Regenten Folket saa lykkelig freder,

Som der, Fredriks Septer der viselig leder,

Opmuntrer, beskytter og hædrer hver Stand.

Men Brødre! hvem Landholdet meget beroer,

Med Kyndighets Søgning og virkende Hænder,

Naar Landboeflid fremmes, saavidt jeg den kiender,

Til Velstand forskiønne den Egn man beboer.

Jordarterne blandet og Jordsmonnet kiendt,

Hvor Rug, Byg og Havre i sit Slags hver trives,

Hvor Poteter, Roer, samt Hamp og Hør gives,

Til foldrig Indhøstning for hvad som anvendt.

Engbundens Opgiødning faae Tillæg hvert Aar,

Ovægraser forbedres og nyde god Pleie,

Da Melk, Smør og Brimost til Forbrug og Eie,

Samt Kiød, Talg og Skind til Forhandling man faaer.

Af fredede Skov haves Tømmer og Kar,

Naar Biergene Jerneris, Sølv, Kobber frembringe,

Metallerne flyde og Hamrene klinge,

Man Huusforraad, Værktøi og Penge snart har.

Men, Sparsomhed følges med Fliden som Ven:

Saa frelses vor Norskhed, saa blive vi gamle,

Erfaring og Midler til Sønner kan samle,

Og signed tilsidst gaaer til Fædrene hen!

Norsk Landboeblad,

Tirsdag 2. Jan. No. 1. Aar 1810.

Men bjørnen gjesta åkeren likevel kor vel dei vakta. Og so fann han på ei råd til å halde han burte:

2011-12-07T08:38:00.001+01:00

Men hvilken en Feighed er hos dig nedlagt:

Salpeter og Svovldunst gjør dig forsagt,

Ei mere paa Stedet du hviler.

Hvis krudrøfte Lapper af Papir og Blaar

Hist i og om Ageren gjemte man faar,

Du Bamse fra Flaaten straks iler.

Naturen har mange forborgene Ting,

Og simpleste Raad kan i hastigste Sving

Et Onde modstaa og afvende.

Thi lader os love Almagten med Flid,

Som Middelet skaber og rammer den Tid

Fornuften dens Nytte skal kjende.

Udaterte dikt, gjengitt i M. Aarflot ”Sivert Aarflot og hans samtid”, Volda 1951

Men idyllen kunne bli broten av ein nærgåande bamse

2011-11-30T08:37:00.006+01:00

Bredlabbede Bamse med tunge Fjed,

Vor modnende Ager hvi træde du ned

Og Havren af Straaet bortdrager?

At Maaden dig bedre kan være bekvem,

Du liggende langsomt kun flytter dig frem

Og Ageren over dig rager.

Naturen gav Byggen et Vaaben mod dig,

Dens Avner i Halsen fasthængende sig,

At Bjørn, du maa hoste og skryde.

I stræben at svælge blir Garnerne fuld,

Her vrikkes paa Hoved og sparkes i Muld,

Tørt Gjæstebud blir de at nyde.

Du meget fortærer, men hvor meget maa

Opraadne i Mulden med Kjerne og Straa

Forknust af dit graadigheds Leie,

Paa Aageren er du en skadelig Gris,

Hvor mangen Korn-Mæle til Bondens Forlis

Har du snappet bort af hans Eie.

Bag mørke Høstnat, tit ved kommende Dag,

Min gamle graahærdede Fader med Klag'

Saa hen paa sin Ager, hvor ilde

Bjørning den med Ungerne havde den skjemt,

Afrispede Topper og Roden opvendt,

Hvor var den som ømmes ei vilde.

Var Spurven forhen anseet saa slem,

At Folk i god Tro for afvendende dem

Til Kirkerne Jordegods giver;

Hvad maa da ei føles, naar Bjørne i Flok

Vil Ageren gjeste, ei lidet er nok

Før Kroppene proppede bliver.

For kjære Foreldre, den tid jeg var ung,

Høstdagen henslæbtes til Aftenen tung.

Hvor sød vilde Søvnen mig smage;

Men maatte end vaage, ved Midnat gaa ud

Om Ageren brænde de skraldende Skud,

Dig Bamse en Skræk at indjage.

Udaterte dikt, gjengitt i M. Aarflot ”Sivert Aarflot og hans samtid”, Volda 1951

Han og kameratane hans kunne også jakte på fuglar...

2011-11-23T09:21:00.001+01:00

Orrhane og orrhøne fra
Naumann: Naturgeschichte
der Vogel Mitteleuropas
wikipedia.org/wiki/Orrfugl

Min smukke Orhane, hvor mange de Fjed

I voksende Aar

Paa Afrang jeg driftig Skosolerne sled,

Tit Ønsket ei naaer.

I Krattet du lægte med surrende Røst,

Da hist og nu her.

Dog oftest før jeg der fik Bøsseskud løst

Dig Vingerne bær.

Men saa jeg dig sidde paa Birketræ-top,

Jeg var da ei seen,

I Sigte jeg tog din sortglinsende Krop,

Som svimled paa Green.

Til Knaldet stod Zelidon bag ved mit Knæe,

Straks skynder han sig,

Og sparsom han griber det faldende Kræe

At bære til mig.

Saa muntre og skyldfrie løb Dagene hen,

Jeg vandt eller ei.

Dog anden Gang lige fornøiet igjen

Gik Skytteren Vei.

Udaterte dikt, gjengitt i M. Aarflot ”Sivert Aarflot og hans samtid”, Volda 1951

Landets Lykke

2011-10-23T17:57:00.002+02:00

Jeg Sivert K. Aarflot blev født 1759 d. 23de October...

Da mig Sivert Knudsen Aarflot er ihændekommen en Anmodning at opgive mit Føde-Aar og Sted, Giftermaal, Næringsvei og Embede, tror jeg ei upasseligt forantegnet en kort Efterretning om de gode Forældre, fra hvilke jeg har min første physiske og moralske Frembringelse.

Min Fader Knud Pedersen (den yngste blandt 12 Sødskende) var født paa en Dalebogaard Follisdal i Ørsten Sogn 1726 og siden mellem trange og tarvelige Kaar oppdragen hos sine Forældre, indtil det første af de tre haarde Uaar 1740-41-42 indtraf, da man maatte begive sig ud imod Havkanten at fortjene Brødet, først som Jætergut at vogte Kvæg og siden ved Fiskerier.

I sin Alders 19de Aar kom han tilbage til sin Fødeegn, enda ei begyndt at lære læse i Bog, men hos en sig beslægtet Huusbonde Anders Aarsæter blev saavidt underviist, at han 22 Aar gammel blandt andre, deels yngre, deels ældre blev antagen til Confirmation og kunde ellers siden al sin Tid læse godt dansk Prent. Han blev ved strabadserligt Land- og Søbrug fra unge Aar vant til haardført Levnet. Aaret 1756 bygslede han sig en lille Gaardpaart i Dalebo, hvis rette Matriculeringsnavn er Aarflot, men af Nabobygdefolk nævnes ofte Stølen, fordi den ikke langt i Fortiden var optagen af en Sæterstøl (Sommerfæhave), altsaa endnu vandyrket og sjelden gav aarlig Næring for 3de Mennesker, saa som Mand, Kone og Tjenestepige. For denne Gaardparts Jordbrug gav min Fader 16 Rdlr. Bygselpenge og 12 Rd. Afstaaelse til de gamle Fratrædende (den Tid alt i Sølvorter). Han giftede sig med Pigen Siri Rasmusdatter, som havde tjent der paa Garden, men et Aar derefter døde denne fra ham, og han blev da Enkemand.

Min Moder Berithe Axelsdatter, født paa en Dalebogaard Barstad 1728 Nyaarsaften, (hendes Fader var en temmelig vel oplyst Bonde og vidste fra Oldslægters Fortællinger meget af det Historiske). I 12te Alders Aar sattes hun først til at lære Bogstav-Kundskab, havde et godt Nemme og en god Faders Hjelp, (hendes Moder var ei boglærd som og de fleste i de Tider). I de ommeldte Uaar maatte hun og forlade Forældres Hjem, men fik og oftest omhyggelige Huusbondsfolk, som fremmede hendes Kundskaber og Vel. Hun gik til Confirmation samme Aar, som min Fader, tjente siden paa Dalebogaarde og øvede sig i de fleste til en anstændig Bonde-Huusholdning fornødne Forretninger. 1758 valgte min Fader hende, de bleve trolovede i November og Copulerede 3die Juledag. Denne min gode Moder lever endnu, gaaer næsten hver Dag paa Fødderne og ofte med en munter Sindsstemning tager saa smaalig Haand i ved Huusholdningen og Markarbeider efter eget Behag og naar Veiret er godt. Men min gode Fader, som en Følgde af haarde Strabadser baade ved Sø- og Landbrug var i sine sidste Leveaar meget gebræklig, døde i Januar 1794.

Denne sjølvbiografien, i form av eit brev til professor R. Nyerup, er truleg skriveni 1815; det beste haldepunktet for det er at yngstedottera her er 15 år, og vi veit at ho vart fødd i år 1800.

Huusmoderen laver et velsmagende Maaltid for Høstfolket

2011-10-12T09:07:00.000+02:00

Saa er da i disse Egne Indhøstningen saavidt til Ende, at de fleste Stede er i denne Uge indbierget den sidste Havresæd. Veiret er endnu godt, kun en og anden Regnilling. Varmen mellem 6 til 10 Grader. Vindene stille eller sagteblæsende Syd og Sydostlige. Barometret oven Ligevægten. Træfrugterme, naar undtages Hægge- og Rønnebær, vare meget mislige. Æbler faa og kom ikke til Modenhed. Hasselnødder gives endeel, men de Trefierdedele uden Kiærne. Blandt Jordfrugter vare Roer og Kaalrabi ganske maadelig, men Potetes lykkedes noget bedre. Løvet gulner og Birkeskoven har nu sin guldgule Farve. Sildefiskeriet er i denne Høst meget tilfældigt, som en Følge af Stormens Jagt. Endnu ikke megen Taage i Luften og de gamle Sneebræer i Fieldene, tæres endog i denne Maaned, som er sieldent.

Norge har og sit Slags Høstegilder, om kun i de mindre Familiekredse, at Huusmoderen laver et velsmagende Maaltid for Høstfolket, oftest en Flødegrød, naar den sidste Afgrøde høstes; denne kaldes paa sine Steder Skuregrøden, og i samme Anledning har Zetlitz givet Bonden følgende Sang:

Mel. Nu have vi sviret saa længe.

Gud sagde: "Dit Brød skal du æde

I Ansigtets dryppende Sveed."

Men kierlig han givtede Glæde,

Med Møie, Arbeide, med Fred.

Flid ?, og kæder, gjør Ære,

Jo giør dig en Udtent til Ven.

O, Dagen maa milelang være,

For den, som spoerrækker dem hen.

Vi veed hvad det er at arbeide,

Vor Krop er ei ukiendt med Sveed.

Ei Helten, naar Landet har Feide,

Er mere geskiæftig og heed,

End vi, naar vort Jordsmon skal pløies,

Naar Pengegræs raaber; kom slaae!

Naar Agren i Knipper vil føies,

Og Stauren forgyldet vil staae.

Men saa har vi ogsaa den Glæde,

At føde vor Mund med vor Haand,

Vort Arbeides Frugter vi æde,

Og glade og frie i vor Aand.

Vi, Bønder i Norge, ei pløie,

Ei høste, ei tærske omsonst

Kun Himlen velsigne vor Møie,

Vi trygle ei Fremmedes Gunst.

Her sidde vi muntre og glade,

En dristig, en fribaaren Kreds,

Og trodse den Rige og Lade,

At være saa ganske tilfreds

Med Rætter og Viin, der med Fare,

Ham bragtes fra fremmede Hav,

Som vi, med vor Skuregrød vare,

Og Øllet, som agten os gav.

Norsk Landboeblad No 41

12. okt. 1810

Erindringer ved Kornskuren

2011-09-28T21:22:00.000+02:00

Tust, Austefjord museum (AMU-043) Foto: Ragnar A.

Atter fik vi godt Høstveir og velkomment Biergeveir for Høe og Korn; men Kornet bliver ikke saa jævnt modent eller saa almindelig kiærnerigt som de 2de forløbne Aar, hvilket deels Tørke, deels det for kort siden indtrufne Uveir aarsagede. Men for den Frost som ofte skader, især i Fieldbøigderne, er Kornsæden hidtil befriet og synes ville undgaaes, da Luften endnu er mere varm end kold.

Erindringer ved Kornhøsten.

Vær for alting paapasselig med Kornskuren, naar Kornet er modent, og vær aarvaagen naar det er Biergeveir.
Naar Korn bierges, da udsøg, adskil og hæng tilbage de fugtige Kiærv; denne Omhyggelighed lønner sig vel, thi et fugtigt Kiærv i Kornstaalet kan giøre før omkringliggende mugne og skimlede.
Naar du opskiær dit Korn, saa udsøg det jævneste, men i mindste Lag modne, til Sædekorn, thi haardt eller drøiet modent Korn er ikke det fordeelagtigste Sædefrøe.
Men reent og frit for Ugræs maa Sædekorn Æmnet være, thi høstes og tærskes Tidsler, arve eller Nælder der iblandt, saa udsaaes lettelig Noget deraf i næste Foraar.
Ligesom man i nærværende Høst forsigtigen vælger sit Sædekorn-Æmne, og siden omhyggelig behandler, renser og forvarer det for Utøi og Fugtighed, saaledes kan man i en tilkommende Høst vente sig Afgrødens mere eller mindre Foldighed.

Norsk Landboeblad No 38

21. sep. 1810

Solskin - stærke Regnskurer - sydlig og vestlig Blæst, og midlertid Stille, har i disse Dage været afvexlende. Luften af 5 a 9 Graders Varme. Barometret oven Ligevægten. Høstarbeidet fremmes og Havreskuren, som nu almindelig begyndt, vil paa sine Steder først komme til Ende i næste Maaned. Sildefiskeriet, baade med Nodt og Garn, udbreder sig.

Atter nogle Erindringer ved Kornskuren.

Der gives Egne i Norge og ofte saadanne Aaringer, at Kornsæden, især den saakaldte Stenhavre, maa staae paa Ageren til forbi September; ved slige Tilfælde ville jeg give følgende Erindringer:

Vov ikke ret længe at lade Kornet staae paa Roden efter Mikkelsdag, om det endog synes noget grønt, maa det opskiæres og sættes i Hæss.
Hæssie saa jævnt og rummeligt som mueligt, at Kornkiærvene af Luftens Træk, desfør kan tørres.
Læg altid de øverste Kiærv eller Neeg tættest sammen, og udvælg dem af den friskeste Halm, saa tiener disse som Skuur øverst paa Kornhæsen, og en hastig kommende Regnilling skal ikke da saa strax kunde igiennemvæde Hæssen.
Forsyn altid Hæsserne vel, baade med gode Baand og Skaarer (Støtter) i en saa sildig Aarstid, da Stormvinde begynde at være hyppige.

Norsk Landboeblad No 39
28. sep. 1810

Islandsk Mosen

2011-09-07T10:10:00.001+02:00

Islandslav. Plansje fra Flora Danica.
(Foto henta frå no.wikipedia.org)

Islandsk Mosens Anvendelse og Nytte som Lægemiddel, er endnu ikke tilfuldt opdaget. Den bør, som de fleste andre medisinske Planter, tages de Tider den er kraftigst eller giver bedst Virkning i de Sygdomme den anprises til Brug; saaledes har Udgiveren, der i flere Aar har beskiæftiget sig med dens Samling, befundet, at naar den skal bruges som lægemiddel for Mennesker, maa den være samlet før den er fuldvoxen og medens Bladene endnu ere grønagtige, da ere de meget gode for dem som have en svag Mave og slet Fordøielse, at spises som Sallat eller nogle Stykker ovenpaa Maden, da den modstaaer Opstød, Væmmel og Mavepin. For Qvæg har den oftere nyttet naar den er fuldvoxen og af brun Farve, da den tillige er mere besk, hvorom i sin Tid mere skal meddeles. For denne Gang bliver kun tilføiet hvad Lægerne Mangor og Tode skriver om den i dansk Landaposthek.

"Islandsk Mos er et herligt Middel for Brystet, i tæremnde Febre, Blodgang, Blodhoste og Mavepine af skarpe Gifter. Den kan bruges paa flere Maader. Til Vælling toer og rensker man Mosen, giver den et godt Opkog i Vand, at noget af Bitterheden gaaer bort; derefter hakkes ogkoges den, et Lod a 2 Potter Melk, saalænge, indtil den bliver en tynd Vælling, som enten spises saaledes som den er, eller og afsies og giøres til Vælling med lidt Hvedemeel eller sigtet Rugmeel. Den kan og males til Meel, og blandet med ligesaameget andet Meel, bruges til Grød eller Vælling. Vil man bruge den i Blodgang, maa den ikke koges i Melk, men Vand. Til Brød tages noget mere end til Vælling. Man kan og tage en Skeler(?) af den, og spise en Theekopfuld med lidt Rugbrød til. Nogle støde den i en Jernmorter med Vand til en fiin Moos, tørre den siden paa en Steentallerken til Pulver, og tage en Theeskee fuld deraf nogle Gange om Dagen. Man kan og bruge den som Thee, enten allene eller blanded med Brystthee. - Mangor."

Islandsk Mos hører til de bedste Midler, som ikke noksom kunne berømmes. Det maa tilvisse have et Opkog først, hvori det taber sin Ureenlighed, sin Bitterhed, og bliver mere skikket til Brug. Jeg har seet en Mand, som brugte hele tredsinstyve Pund islandsk Mos, og kom sig igjen af en Tæring etter Ønske. - Tode."

Norsk Landboeblad No 36

7. sep. 1810

Sædeligheds-Regler

2011-08-31T10:04:00.004+02:00

En Ven jeg kun kiender af Brevvexling, har i Brev som jeg for nogle Uger siden modtog, blandt Andet udtrykt sig saaledes: "Paa egne og Fleres Vegne fra vores Bøygd, bedes Landboebladets Udgiver om nogle Efterretninger for vores Ungdom, som skal ud i Verden, hvorledes de skal folke sig (opføre sig), at de ei for meget skal ansees og hedde Hejmalinger, Fielddølinger og saadant som jeg og mine Jamnaldringer i vor Ungdom ofte maatte taale."

"Man bør ikke føre Noget tilbake fra sin Tallerken paa Fadet, ei heller
Noget tilbage paa Tallerkenen som man har haft i Munden, ei heller bør

man yttre Kræsenhed eller Ekkel."

Tallerken, Austefjord museum (AMU-0127) Foto: Ragnar

Svar: Ven! at Du nævner Din Egne Ungdom skal ud i Verden, vil jeg ønske og formode, Du ei mener de skulle begive sig til omflakkende Handelskarle, som mange Bøigder alt for meget oversvømmes af, og mange unge Mennesker derved afvænnes fra Jorddyrkningsflid og den ædle Tarvelighed, der bedst kan fremme en Egne Velstand. Men der gives og mange nyttige og lovlige Reiser og Veie for en Ungdom, hvor han ved en sædelig Opførsel kan erhverve sig Medmenneskers Yndest og fremme sit eget Vel. Og paa den givne Anmodning vil jeg, af hvad jeg ellers havde tænkt, om ei saa strax, for det første meddele nogle korte, men almindelige, Sædeligheds-Regler.

Man bør beflitte sig paa en fornuftig Velanstændighed i sit udvortes vilkaarlige Væsen, og rette sig efter den som ved god Sædvane er indført i den Egn hvor man er opdragen eller opholder sig, paa det man ei skal være velopdregne Folk til Anstød, men meget mere blive dem, med hvilke man omgaaes, behagelig, end ogsaa ved det første Indtryk, følgelig bør alt tvungent og besynderlig sært Væsen undgaaes; følgende Regler kunde især anmærkes:

Først: I Henseende Legemets Stilling:

Hovudet bør man vænne sig til at holde opreist ud af Skuldrene og lige, Bryster fremad, Maven ind, alle sælsomme Fordreielser, Ansigtsrynker, samt ufornødne Bevægelser bør man stræbe at undgaae.
Gaaer man, da bør Fødderne sættes ud ad, Trinnen maa være ordentlige, hverken for store eller for smaa. Kroppen maa ei vanke hid eller did, og man vogter sig i Gangen saavel fra at stylpre som hoppe.
Staaer man, da bør Kroppen holdes lige, Knæerne stive, Hænderne lader man, naturligst, falde ned ad, og Fødderne sætter man frem ad fra hinanden.
Sidder man, da maa det ene Knæ ei længes over det andet, ei heller maa det skee med Fødderne, men disse sættes sammen uden at skurre paa Gulvet og uden at bomble med Benene. Hovudet maa man ei støtte med Haanden og Armene er det uanstendigt at lægge på Bordet.

Andet: I Henseende Paakledning;

Om Morgenen, efter at have vasket sig med koldt Vand og ordentlig kæmmet sit Haar, klæder man sig strax paa, men ikke i Andres Nærværelse; ei heller bør man blotte sig for Andre.
Man kan klæde sig efter sin Stand uden pralende Ophævelse, og efter Moden uden strax at ville eftergiøre enhver ny Mode med de Første. At Bønderfolk klæder sig i de Tøier, i deres egne Huse blive tilvirkede, og skiære Klædene efter det som deres Forfædre har brugt og ved Egnens Sysler findes nyttigt, giver dem den meste Agtelse.
Klæder og Liintøi bør holdes reenlig, og det som kan have taget Skade, bør snart sættes istand.
Strømperne bør være opbundne, Hatten sættes lige og ikke for høit for Øinene, Klæderne tilknappede eller tilbægrede, efter Brug, og iøvrigt paasees, at ethvert Klædebon sidder og slutter vel.

Tredie: I Henseende til selskabelig Omgang:

Møder man sine Bekiendte, hilsen man dem venlig og efter Egnens Skik. Fornemmere Personer hilser man ved at bukke sig langsomt. Paa Veie eller Gader tager man i nogen Fravidde Hatten af for disse, og naar ikke Veir eller Kulde forbyder det, holder den i Haanden til de ere forbi eller beder at sætte Hatten paa igien. Paa sine Steder begynder at blive Brug at hilse Forbigaaende kun ved at tage paa Hatten eller lægge Fingrene paa den.
Paa Veie eller Gader lader man den Fornemmere, i hvis Selskab man gaaer, have den høire Haand. Ere der flere, saa beholder den Fornemmere gemeenlig Midten og de Ringere gaaer paa Siderne.
Kommer man til en Fornemmere i Huset, saa bør man forud vide hans rette Tittel, lade sig melde ved en Bekient eller man banker sagte paa, sætter sin Stok bort og træder ind med Hatten i Haanden. Efter given Tilladelse er det man kommer ind. Dørren lukker man sagte til efter sig, uden at vende Ryggen til den Fornemmere, bukker sig og man pleier ikke at nærme sig førend det tillades. Er man bestilt at komme, saa spørger man, i Mangel af hans Tiltale, hvad han har at befale? men har man Noget selv at andrage, saa beder man at maatte blive hørt og forestiller dernæst sin Sag kort og tydelig. Den Fornemmeres Tale kan give Anledning til høflig og kort Giensvar. Skal man sætte sig ned, bør man ikke vægre sig meget: Er man til Ende med sit Foredrag eller har den Fornemmere talt og spurgt hvad han ville, saa forlader man ham med samme Ærbødigheds Bevitening, som ved Indtrædelsen.
Kommer en fornem Mand til os, saa modtage vi ham ved Dørren, lade ham have Fortrinnet ind og have Høisædet eller det øverste Sæde i Huset bedst tillavet og byder ham sætte sig derop.
Imod Fremmede bør man være besynderlig høflig, vise den villig tilrette og tiene dem som alle Mennesker, hvori man kan.
Kommer vi paa et Sted hvor Fornemmere staaer, saa bør vi og blive staaende indtil de sætte sig og bede os tage Sæde. Ryggen maa man ikke vende til dem, allermindst naar de tale til os.
Man vogte sig for den Vane at spytte, at snyde Næsen, at rømme sig, at Hoste, at strække sig ud, at skoggerlee, o. s. v., i Andres Nærværelse.
I Kirken sømmer det os at sidde eller staae ærbar, og ikke at lade Øinene løbe omkring; ydmyg at bøie sig naar det Navn Jesus nævnes, at staae op imedens den bibelske Text læses og Velsignelsen forkyndes. For en liden Beqvemmeligheds Skyld, at ville giøre Undtagelse i saadanne gode gamle Skikke, er uanstændigt.

Mangen Landboesøn som er opdragen i Bondestanden, kan og giøre sig fortient af og til at beværtes i Fornemmeres Huse, og for Nogle skulle formodentlig ei være overflødigt noget af saadant som iagttages ved Spisebordet:

Naar der skal læses til Bords, stiller man sig omtrent derhen hvor man kommer til at sidde. De Fornemmere lader man først tage Sæde, derefter nedsætter man sig i Stilhed paa det anviste Sted.
Kniv og Gaffel ligger sædvanligst paa høire, Brødet paa venstre Side, Skeen bag og Salveten ovenpaa Tallerkenen.
Man bør ikke med graadig Mine være den første i Fadet, men bie indtil Andre have taget, eller indtil det er forelagt.
Kniv, Gaffel og Skee tages ikke med fuld Næve, men med 3de Fingre.
Af Kiød og Brød skiæres ikkun saa meget af Gangen, som man paa engang vil føre til Munden, og Mundfuldene bør være smaa. Ei heller skikker det sig at spise for hastig.
Fingrene maa saa lidet som mueligt røre ved Maden. Hvad som skal holdes, det holdes med Gaffelen. At afrive noget med Tænderne, er uanstændigt, da Kniven bør bruges, naar Stykkerne skulle giøres mindre. Ei heller skikker deg sig at gnave paa Been.
Er noget af Maden kommen paa Fingrerne, eller vil man viske Munden, da bør intet andet bruges end Salveten.
Maden tygges med tilsluttede Læber, uden at tale under Tygningen, Tungen maa ikke stikkes ud af Munden, Maden maa ei stykkeviis nedsvælges, Hovedet maa ei stikkes fram over Tallerkenen, eller Hænderne føres frem over Bordet, uden høi Fornødenhed.
Knokler, Fiskebeen og andet uspiseligt, lægges paa Randen af Tallerkenen.
Man bør ikke føre Noget tilbake fra sin Tallerken paa Fadet, ei heller Noget tilbage paa Tallerkenen som man har haft i Munden, ei heller bør man yttre Kræsenhed eller Ekkel.
Man drikker ei førend Værten og Fornemmere havde begyndt. At drikke Skaaler er paa de fleste Steder gaaet af Brug, enkelte Tilfælde maaskee undtagen.
Man vogte sig for at omstøde Glas, eller at komme Andres Mad for nær med noget Slags Sølerie.
Skal man hoste, spytte, snyde sig, eller stange Tænderne, da bør saadant skee bag Salveten med bortvendt Ansigt. Uden Nød bør man ei staae op fra sit Sted, eller forlade Selskabet.

Norsk Landboeblad No 35, 36 og 37
(31. august, 7. og 14. september)

Z Æ Ø

2011-08-24T11:57:00.004+02:00

Z z Zobler

Av Zobler faaes det Foderskin,
Hvori de store svøbes ind.

Æ æ Æseler

Æseler har dovne Lemmer,
Og en Skryden tidt istemmer.

Ø ø Ørne.

En Ørn kan meget gammel blive,
Og holder sig ved Rov i Live.

Eegset, 1815.
Trykt og tilkjøbs hos S. Aarflot.

U V X Y

2011-08-17T14:55:00.002+02:00

U u Ulve.

En Ulv på Luur ved huset gaaer,
Og stieler Bondens Lam og Faar.

V v Vædere

En Væder ligger paa hver Side,
Et halv Aars Tid, Det maae I vide.

X x Xanthus

Xanthus den malede Søhest,
Med Neptuns Sabel passed bedst.

Y y Ygler.

Man slige Ygler seer paa Landet,
Men andre finder man i Vandet.

Q R S T

2011-08-10T09:56:00.000+02:00

Q q Qvæg.

Har Bonden meget Qvæg paa Stalde,
Da kan man ham lykksalig kalde.

R r Ræve.

Man Ræven ej forgjeves hader,
Thi Bondens Høns og Lam den skader.

S s Svaner.

En Svane stolt paa Vandet flyder,
Og største Rang blandt fugle nyder.

T t Tigere.

En Tiger er af Katte-Art.
Er glubsk og løber med en fart.

N O P

2011-08-03T11:53:00.000+02:00

N n Norge.

Om Norge kiære Fødeland,
Er smukt mit barn du vide kand.

O o Oxer.

En arrig Oxe eller Tyr,
Er et ubændigt voldsomt Dyr.

P p Paafugle.

Paafuglen haver smukke Fiere,
Hans Been av Saar Dog fulde ere.

K L M

2011-07-27T10:49:00.004+02:00

K k Kamele.

Kamelerne ret Skabte ære ,
Til store Byrder frem at bære.

L l Lover.

Stort Mod og Styrke har en Løve,
Som-Den ej vil mod smaa Dyr øve.

M m Madbord.

Mit Barn tak Gud du Mad kan faae,
I Staal og fat på bordet staae.

G H J

2011-07-20T13:40:00.006+02:00

G g Gedebukke.

En Gedebukk er stolt av Skjegget,
Og er til Vrede let opegget.

H h Hjorte.

En Hiort er rask og høyt kan Kneyse,
Og let til Fods kan langt omreise.

J j Jorden.

Europa, Afrika, og Asien.
Amerika og Sydindien.

C D E F

2011-07-13T11:37:00.011+02:00

C c Crocodiller.

Naar Crocodillen ynksom græder,
Han allersnarest Folk opæder.

D d Drager.

I Indien man finder Drager,
Som ingen Skade for aarsager.

E e Elephanter

En Elephant saa tam kan blive,
At folk den styre kan og drive.

F f Falck.

En Falk til Jagten kan avrettes,
Og Kongens lyst tide deri sættes.

Billed-ABC-Bog for gode Børn

2011-07-06T12:33:00.001+02:00

See her, Barn lille! Vises dig,
Hvor Dyr og andre Ting afbildes,
Lær nu at læse skikkelig,
Og blandt Bogstaver ej forvildes,
Saa tidt du seer Figurerne
Saa maa du paa hver Bogstav see.

A a Abekatter.

En Abekat blant Dyrene
Meest findes liig et Menneske.

B b Bjørnen.

Naar Biørnen folk hver Sommer truer
Hver Vinter han paa Labben suer.

Om nogle Urters Nytte, Giødningscompos og papirmangel

2011-06-29T15:55:00.001+02:00

St. Hansaften medførte hvad den foregaaende Dag spaaede: et meget behageligt Veirligt med Solskin, et Par duggende Regnillinger, og med Morgenen St. Hansdag atter blank Solskin.
Udgiveren, som i disse Dage besøgte nogle Naboesogners Strande og Biergsider, for at betragte nogle Oldlevninger, og optegne hvorvidt endeel Urter i de mod Solen vendende Biergsider vare nu tidligere blomstrende end de fleste andre Aar, og fandt Forskiellen af fire til fem Uger. Den 25de hørtes Torden i en fiern Afstand.
I dette ellers løfterige Sommer vil dog Seifiskerie med Sækkenodt ikke hersteds lykkes.

Engsyre, Rumex acetosa

Om nogle Urters Nytte.Suurkaal, eller Norsk Engsyre, er en af de Urter som mange, og især de som boer ved Søekanten og spiser forskiellige og tildeels feed og usund Fiskmad, burde føre sig til Nytte. Suurkaal er et herligt Middel mod Skiørbug, saavel naar den grasserer paa Skibe, som paa Landjorden. Den kan spises baade raa og kogt. Den er især god til Flesk og salt Mad, saasom den forhindrer noget af det Onde, som feed og megen salt Spise foraarsager. Af den Suurkaal, som tillaves raa, kan man og udpresse Saften, og deraf drikke hver Morgen og Aften en halv Pægel i Skiørbug med megen Nytte, om den endog er kommen temmelig vidt. Man kan og dyppe Klude deri og lægge paa brændte Saar.

Veibred (Forfærdrenes saakaldte Lækiengsblad) Disse Blade læge naar man lægger dem paa ferske Saar, hvor man f. Ex. har stødt, hugget eller skaaret sig, og hvor Saaret ei er for dybt, saa og paa gamle Saar. De ere og gode at lægge paa Saar af Spanskefluer.

Om Jord til Giødningscompost (Fortsat fra forrige No.). b) Jord omkring Hasseltræer har og næsten samme Beskaffenhed i Giødningblandinger, da de mange Nøddehamser og store Løv, som Hasseltræet fælder, formerer en god Jordart. Ved at borttage og benytte sig af denne, forholder man sig ligesom er sagt (i forrige No.) om Oretræet. Næst disse bliver
c) Lyngjord en fordeelagtig Giødselblanding, men her maa man tillige benytte Græssvoren, som let forraadner naar den lægges i en Dynge. Lyngtorvjord er formeret af de mange Lyngnaale eller Blade, som aarlig fældes, og af de mange Rødder og Grene, der har forraadnet, og den Lyng, som endnu er uforraadnet, giør og sin Nytte at forøge Giødselens Værd.

Da Udgiveren ved igientagne Forsøg ikke kan bekomme mere Trykpapir fra Bergen førend til Vinteren, fra Eger ikke heller, og de i sidste Efteraar bestilte 70 Riis fra Christiania, for at afsendes derfra med dette Aars Begyndelse, endda ikke her ere ankomne; saa er Landbladets Udgiver for Nærværende sat i den ubehagelige Nødvendighed, at lade Bladets Fortsættelse for en Tid hvile - ønskende imidlertid: jo før jo hellere igien at kunde fremkomme for de høie, ærede og gunstige Abonnentere.
Paa en lille Beholdning af halvandet Riis større Trykpapir, vil et Par Følgestykker i dette Mellemrum besørges tilsendt.

Norsk Landboeblad No 26

29. juni 1811

Aarets længste Dage bleve dog ikke de blideste...

2011-06-22T21:21:00.008+02:00

I Haven blomstrer: Syringetræet,
Eiketræet, Hyld, Pione, Reiserlillie, Akkeleje
og Brandguulenuje, med flere.

Aarets længste Dage bleve dog ikke de blideste, men kolde Regnbyer, og Snee i den øvre Luft, som hvidtede Egnens Fieldtoppe, samt vestlige og tilsidst nordlige Vinde, har hærsket denne Uge. Imidlertid ere Enge og Agre komne til den største Vext, som en St. Hansaften nogensinde kan ønskes.

Mange torvbelagte Huustage sees nu blaalig af en sielden Mængde Stifmodersblomster, og paa Mængden af disse Blomster, samt at Rommetræets Blomster staaer længere hvide end almindelig, spaaer endeel Landbofolk et uroeligt og fugtigt Veirligt i næstliggende Maaneder, eller som det nævnes: et Røyte-Sommer, naar Høtørreveir skulle mangle. Fiskeriet hindres nu ved Uveir.

Blant Jordarter tienlige til Giødnings Compost, ere de bedste: at den Jord som findes omkring gamle Ellerødder, helst hvor den saakaldte Svartore voxer i nogen Mængde, og ellers næsten i alle Øre eller Elleskove, hvor der er nogenlunde dyb Jord. Saadan Fortrinlighed har Jorden omkring disse Slags Træer vundet af de mange nedfaldne Elle-Kongler, som tillige med Løvet ere forraadnede, og derved har samlet sig en Mængde Muld og fra minneralske Syrer befriet Vextjord.

Naar man borttager Mulden omkring Ellestammen og Rødderne, lader man Græssvoren ganske tynd være tilbage, kun tilsides lagt medens man optager Mulden og fylder anden lidt sandblandet Jord i Hulen, lægger saa Græssvoren derover igien og sammentræder Jorden. Elletræet, og især Hvidorden, voxer triveligere naar der kommer nye og sandblandet Jord omkring dens Rødder.

I forrige Sommer var det en Sieldenhed at see Almetræet bære Frøe, i nærværende des overflødigere. - Frøet samles ikke førend det er faldet af Træerne, og endda ikke strax, men bedst efter at nogen Regn er falden paa det, og derpaa saasnart tørt Veir indtreffer, bliver Frøets Hielm som et Føn, og nu strax maa samles som beqemt til Udsæd i ny opbrudt og noget lidet giødet Jord.

Ligesom i forige St. Hansaften blev optegnet hvorvidt endeel Vexter da vare komne, saa fortiente især dette sieldne Aar, da Ager, Enge og Haver ere med det fremmeligste, nogle deslige Anmærkninger, saaledes har nu Æbletræet, Kirsebærtræet og Heggetræet afblomstret og viser Knytlinger, de fleste Rønnetræer ogsaa afblomstret. Rugen skudt Ax, og Byg færdig i Skudhøsten. Poteter hyppefærdige. Paa Engen staaer nu i Blomster: Karvi, Rodkløver, Engnellikke, Hundeslænge, Storkenæb, Tiritunge, Comslentille, Hanefot, Bukkeblade, Jordnødder, o. a. fl. I Haven blomstrer: Syringetræet, Eiketræet, Hyld, Pione, Reiserlillie, Akkeleje og Brandguulenuje, med flere.

Da Rugen ikke mindre end andre Kornvahrer er nu i saa høi en Pris og Vinterrug endda paa saa faa Gaarder haves; saa kan Udgiveren ikke undlade at opmuntre til dens Dyrkning, og for dem, som ikke før har forsøgt denne Avl, raader til at forskaffe sig lidet Sædekorn og udsaae det i Næpereiter mellem Næpefrøet, i nye opbrudt Jord, giødet med den Giødsel, som i denne Tid samles ved Sommerfiøserne eller i Bueqvierne, hvorved vil vindes rigelig Næper førstkommende Høst, Rug et andet og Poteter et tredie. Hertil kommer, at Dyrkeren lærer at kiende Vinterrugens Nytte, faaer Sædekorn af egen Avl, og i en følgende Tid kan giøre alt større og større Anlæg.

Følgende medicinske Planter eller Plantedele kan i Julii Maaned indsamles: Roden af Skiærføde, Bladene af Christtorn, Hele Urten af: Læge, Althee, Tusindgylden, Vild Merian og Regnfan. Blomsterne af: Kongelys, Lind, Lavendel, hvide Lillie og Volvepler.

Norsk Landboeblad No 25
22. juni 1811

Om Saugmask at opsamle og benytte.

2011-06-15T19:50:00.001+02:00

De fleste Dage denne Uge Regnveir, med afvexlende sydlige og vestlige Vinde. Rønnetræer og Skovabild i fuld Blomster. Vinterrugen begynder at skyde Ax eller blomstre; de første Potetes Blade kommer nu frem. De øverste Sætterdale og Fieldheder sees nu som spraglede af den halv borttøede Snee. Nogen Blandings-Sild er fisket med Nodt, og sælges før i Rdlr. Tønden.

Om Saugmask at opsamle og benytte.

Den Giødsel som med Saugmask er blandet er meget fordeelagtig især for Bygjædens Vext og Trivelse, da den giør en tung og sej Agerjord let og mør, og tillige hindrer Ugræset fra at formeres, thi man veed, at alt Træmask giør Ageren renere for Ugræs.

I Faare- og Gedestalden er Saugmasket helst anvendeligt, til at blandes blandt Giødselen, ved det at man daglig tager noget deraf og strøer under Smalerne, og nedtræder det vel med Skoesaalerne, at der ikke skal lægge sig i Ulden. At denne Slags Strøelse forfrisker Luften i Stalden, og befordrer Smalernes især Faarets Trivelse, kan man formode af Furetræets balsamiske Lugt, og synes have Beviis derfore ved det: at hvor nu har begyndt at bruge Furesliser som Strøelse i Smalefiøserne, har disse Slags Qvæg lykkedes bedre.

Skulde ved nogle Saugbruge ei være Qvægavl eller Agerland, for Eierne selv at anvende Saugmasket, vilde det uden Tvivl blive kiøbt af Jorddyrkende Landmænd, og vorde Egnen til megen Nytte.

Norsk Landboeblad No 24

15. juni 1811

Om Humleavl, fortsat og sluttet.

2011-06-08T23:49:00.001+02:00

Om Farving, forsat fra No.22

Naar Humleankerne ere bragte i Huus, som bør skee paa samme Tid som de nedskiæres, da bør Humlen jo før jo heller afpilles og saa tyndt udspredes paa et luftigt Loft, som Pladsen maatte tillade, hvor den i de første 8 Dage, især om den ei ligger under een ottendeel Alens Tykkelse udspredt, engang daglig maa giennemhakkes med en Træerive, og siden hver 8de Dag. Naar den næsten er tør, som vil være Tilfældet efterat den i 3 a 4 Uger har nydt forommeldte Behandling paa Loftet, da rives den sammen i en Hob, i hvilken Tilstand den forbliver i 14 Dage, for som det kaldes at sammenbrændes. Skulle den derved have taget betydelig Varme, bør den atter udspredes og røres en Dags Tid, men i manglende Fald, eller om den ogsaa er lunken, bør den strax kommes i Kasser eller Tønder, hvori den stødes saa fast som muligt, og da uden at tage Skade kan giemmes 2, 3 og flere Aar.

Det andet og følgende Aar behandles Humlehaugen anderledes end første Aar. I April Maaned, saasnart Frosten eller Tællem er af Jorden, løshakkes og udpilles eenfierdedeel Alen fra Midten af hver Rod alle Sideskud, den gamle Rod rænses fra alt Ukrud, og Jorden jevnes dernæst som tilforn omkring Planten. Denne Behandling er saa nyttig og uundværlig for Humlen, at den hvert Foraar bør foretages. Naar Humlespirerne have naaet eenhalv Alens Længde, skrides til Stængningen af samme, men den behøver da længere Stænger end første Aar; de maa i det mindste være 8 til 10 Alen lange.

Den som mangler Stænger og derimod har bedre Forraad paa Halm, kan giøre sig Halmsimer som tykke Toug, og naar man har opstilt Lægter eller lange Troer paa Toppene af 2 a 3 høie Stænger, bindes Halmsimerne fra Jorden op paa Troerne og ned igien, og saaledes ført i Rader.

Efter at Stængningen er fuldført, ledes 4 til 5 af de stærkeste Humlespirer af hver Blok med Solen omkring Simen eller Stangen, Resten afskiæres ved Jorden. Om Spirerne ei af sig selv strax ville hæfte til Simerne eller Stængerne, da tilbindes de løselig med Bast. Naar en af disse er fuldkommen 2 Alen lang, da afskiæres dens Spidse, og saaledes studser man efterhaanden, saa at den anden omtrent bliver halvanden Alen længere end den første, den tredie halvanden Alen længere end anden, den fierde noget længere end den tredie, og den femte gaaer saa høit den kan. Rankerne faae paa denne Maade mange Sideskud, og frembringe altsaa langt mere Humle; thi allene Sideskuddene og ikke Rankerne bære Humle. En Humlehauge behandlet paa denne Maade har Humle fra den nederste til den øverste Deel af Simen eller Stangen, istæden for at man ellers kun seer Humle paa Toppen af Rankerne, og hvor da som oftest den ene Ranke qvæles af den anden, hvorved Humlen selv vorder ringe.

Norsk Landboeblad No 23

8. juni 1811

om poterter og humle

2011-06-01T13:05:00.000+02:00

Liden Varme, kun 4 til 6 Grader. Færsk Snee lagdes paa vore Fieldtoppe, Heeder og Biergsider, lige ned mod de dyrkede Jorder, hvorfra den tøer opad om Dagene. Vindene meest nordvestlige, og hindrende for dem, som i denne Uge havde bestemt sig for at forsøge Fiskeriet paa Havet.

Endnu i denne Maaneds første Uger kan sættes Poteter; og naar man mangler Agerjord dertil, tage de tiltakke med Drivtang, Søe- og Elvemudder, Veitedynd ec., naar enhver af disse ere noget i Forveien oplagte, og tilstrækkelig tykt udbredte paa Skiærv eller tørre Rabber.
I disse Slags Jord sættes de noget tættere end i Agerjord, og kun Kjimen eller Øiet af Poteterne, som udskiæres med saa liden og tynd en Kniv, at Kjimestykket (der skiæres noget dybt inden fra og ei behøves tykkere end en Hasselnød) ikke brister under Udskiæringen. Disse Kjimer tages helst af store Poteter. Saadanne Slags har Udgiveren ogsaa i Agerland lagt efter Ploven, og efter en Skieppe udskaarne Kjimer, høstet omtrent 100 Skiepper Poteter.
De Poteter hvoraf Kjimerne eller Øinene saaledes ere udskaarne taaler ikke at giemmes længe førend de forbruges til mad. - Af een Tønde Sæde-Poteter faaes ofte en Skieppe Kjimer, altsaa ere syv ottedele sparede.

Af et af det Kongl. Selskab for Norges Vel udgivet trykt Skrivt om Humleavl, vil Udgiveren her indtage Følgende:

Til en Humlehauges Anlæg bør vælges en Plads, der er i Lye for Nord og Nordvest, og har Soel fra Østen og Syden. Det bedste Jordsmon til en Humlehauge er sandblandet Muld, men ogsaa i anden Jord kan Humlen trives og vorde frugtbringende, naar den blot ikke er alt for mager eller sumpig. I første Tilfælde maa den først forbedres ved Giødning, passende Jordblanding og Dyrkning, og i sidste ved Vand, Aflednings-Grøvter og Opfyldning. For at rense Pladsen for Ukrud og giøre den beqvemmere til Humle Anlæg dyrkes den eet eller to Aar i Forveien med Kartofler eller andre jordrensende Væxter. Arealets Størrelse beroer vel som oftest paa det Lokale, eller paa Hensigten med Anlægget, om det alene skal tiene til Huusfornødenhed eller tillige til Handel. Haugen maa være vel indfredet, og bedst om det er Steengjerdet.

For at bespare Kuldgravningen, eller Kaulingen af det Hele, graves paralelle Grøvter af 1 Alens Bredde og Dybde, og 2 Alen fra hverandre fra Syd til Nord, disse halvfyldes med velforraadnet Hestegiødning, og tilfyldes aldeles med den bedste Deel af den opkastede Jord, saaledes at den i Grøvterne har en Forhøining af 6 Tommer over det imellem disse liggende Jordsmon. Humlen plantes derpaa i de ophøiede Bede 1 Alen fra hverandre; de Rødder, som vælges til Udplantningen, maa være af Humle, der er bekiendt for at have baaret store og gode Kogler, maa være Skud fra sidste Aar, som skielnes fra de ældre ved et hvidt Udseende. Hver Rod som plantes maa beholde 2 Led, og afskiæres glat tæt ovenover de øverste 2 Øine og ligeledes noget nedenfor de nederste. De nedstikkes i Bedets Midte i ovennævnte Afstand, og saaledes at de øverste Øine ikke komme under Jordens Overflade, men i Linie med samme. Da Anlægget bør skee saa tidlig om Foraaret som mueligt, er det nødvendigt desuden at strøe lidet fiin Jord oven over hver Rod, for at bevare dens Øine for Nattefrost. Ved hver Rod sættes endvidere en liden Pind, for at man kan vogte sig for at afbryde de unge Spirer ved Lugningen der foretages saa ofte og saa snart som Ukrudet fremvoxer i den Grad, at de unge Spirer derved kunne tage Skade. I det første Aar vil Lugningen ofte behøves, i de følgende vil det være tilstrækkeligt, naar den foretages een, høist to Gange, første Gang i Mai Maaned og anden Gang i August. Sidst i Mai, først i Juni, eller saasnart Spirerne maatte være een fierdedeel til een halv Alen over Jorden, sættes smaa Stager af Erterrises Størrelse ved samme, og Spirerne ledes da til Stængerne med Solen eller ret omkring, samt fastbindes vaersomt med Bast. Det første Aar kan man ikke vente at see megen Frugt paa Humlerankierne, men de Kogler som fremkomme ere derimod i Almindelighed større. Disse modnes sædvanlig sidst i September, og Rankerne afskiæres da een fierdedeel Alen over Jorden. Koglernes Modenhed kiendes derved, at de faar en brunladen Farve, og at det under Skiellene siddende Frøe begynder at falde ud, naar de rystes.

(Fortsættes.)

Norsk Landboeblad No 22

1. juni 1811

Fortsættelse om Tobak

2011-05-25T21:40:00.002+02:00

Varmen og Veirliget for Vexterne særdeles drivende. Fieldsneen tøer, og Elvene nedstyrte skummende og brusende. Giøgen og Agerhønen hørtes med denne Uges Begyndelse. Mange Engblomster, som i visse Aar ei have været seete førend ved St. Hansdag, kommer nu frem. Ribs- og Kirsebærtræer blomstre, og nogle Eble-Blommer viser sig. Fiskerierne, som i denne og forrige Uge har været forsøgte paa Havet, har for Nogle lønnet Umagen, for Andre faldet mislige. Barometret steget lidt høiere end forrige Uge, men nu igien falder. Termometret oftest mellem 10 og 16 G. B. dog, op i Dalene mellem de sneebedækte Fielde, er det mere varmt om Dagene, og koldere om Nætterne.

Fortsættelse om Tobak.

Saasnart Tobaksplanterne have faaet 12 til 15 Blade, begynde gierne Blostrerknopperne at vise sig: men disse brækkes af, for at de nærende Vædsker i desto større Mængde skal ledes hen til Bladene, hvorved de blive fyldigere og større. De Planter som ere bestemte til at bære Frø, maa ikke afknoppes, men i det Sted omhyggelig bindes til en Kjep. Efter at Tobakken paa anførte Maade er afknoppet, udskyder der ved Bladstilkene smaae Skud, som ligeledes maa afbrættes efterhaanden, som de kommer fram, paa det at Bladene ikke ved disse Skud skal tabe sin Væxt. Dette Arbeide maa gientages saa ofte det viser sig Knoppe og Skud.

Forsøk har lært, at det er mere skadeligt end gavnligt, at afbrække Knoppene og Skudene paa Soldater-Tobakken: thi jo oftere man brækker dem af, desto flere skude igien frem, saa at Hensigten ikke opnaaes. Det er derfor bedst at lade denne Sort Tobak voxe som den vil indtil sidst i August, og da først afskiære alle Blomsterknopperne, undtagen paa de Planter man har bestemt til at bære Frøe.

Om Tobakkens Modenhed, Afbrydning, Tørring og Svedning, kan læses i dette Blads første Aargang Pag. 155, indtil udførligere Efterretning, enten ved dette Blad, eller paa Grund af nedenstaaende Bekiendtgiørelse, kan meddeles:

Christiania, den 26de April. Da Tobakkens Brug er aldeles uundværlig for Nordmanden, og Erfarenhed i senere Tid har lært, at denne Plante med nogenledes Held kan opelskes her i Landet, saa har Hs. Majestæt, for at fremme denne vigtige Industriegreen, allernaadigst behaget igiennem sit Oeconomie og Commerce-Collegium, at tilstille Statholderskabet et tilstrækkeligt Antal af Professor Vegtrups Veiledning til Tobaksavl, til gratis Fordeling blandt Almuen.

Ligeledes er der efter allerhøieste Befaling med den norske Posterpresse bleven opsendt fra Administrationen for den Kongl. danske Manufactur-Handel 45 Pund virginisk Tobaksfrøe i forskiellige Partier til forskiellige Steder. Hvilke Partier blive at udvælge til de Personer som ønske at lægge sig efter Tobaksavlen i Qvantiteter, fra 1 Lod til 1 Pd. a 6 Rd. pr. Pd., som er det Halve af Indkiøbsprisen.

Ved dette Blads første Aargang blev giort Forsøg med korte Amviisninger om adskillige af vore indenlandske Vexters Nytte, og Omgangsmaaden med at samle og giemme dem. Her minder Aarstiden at anmærke Nogles Dele, som i denne og følgende Maaned allerede burde være eller endnu kunne optages og indsamles. Saaledes vil vi i Maji Maaned være bedst at tage Rødderne af vore norske Borrer, Alant, Qvannerod, Vinterrod, Leerfivel, Hvid Reenfan, Cikorie, Kraakkiong, Nellikkerod, Peberrod, Pimpernelle, Spidesyre, Stor Svaleurt og Tormentille.

Bladene af Bukkeblade og af Solbær. Hele Urten af Suurklever eller Narsvæve.

I Junii Maaned kan indsamles Bladene af: Almindelig Flesmegræs (Læge Ærenpris), Vandærenpris, Bulmeurr, Eeg, Engkarse, Røveleike, Cochleare, Meelbærris, Salvie, Leerfivel, Flæksleik, Stifmorsblomster, Timian og Vandkarse. Hele Urten af: Jordrøg, Marikaabe, Krusmynte, Malurt, Marrube, Lusegræs, Perikon og Røllike.

Blandt forbenævnte Urter ere nogle, saasom Bulmeurt, Røveleike, Flædsleik og Lusegræs, som deels have giftige eller mistænkelige Virkninger; hvilket Udgiveren, forinden herfra kan gives Beskrivelse over en hver af disse Urter, ikke vilde lade Uanmærket.

Norsk Landboeblad No 21

25. mai 1811

om tobak

2011-05-18T16:06:00.003+02:00

Fra sidste Løverdag er Luften alt mere og mere formildet og opvarmet. Veirlaget afvexlende Regn og Solskin. De fleste Træer faaer Løv. Den første Kornsæd kommer op. Varmen om Middagen i Skygge har deels naaet til 16 Grdr. Giøgen høres endda ikke. Dagskiær Midnat fra forrige Uge seet. Heggen blomstrer.

Om Tobak, begyndt i forrige No.

I vort Land er det nødvendigt at saae Frøet af den almindelige Tobak i Mistbænke. Det af Soldater-Tobakken kan saaes i en almindelig Haveseng. Mistbænkene maa anlægges mod Sønden, for at Solen kan virke den hele Dag paa dem, have Skiul mod Nordens barske Kulde og Vind, og paa et tørt Sted, hvor man er sikker for Vand. Der graver man en Grav til en Alens Dybde, fra 1 til over 2 Alens Bredde, og lang efter Behag. Om denne tømres Mistbænken, eller i Mangel deraf giøres en Ramme af Bord, hvilke begge skal være paa Bagsiden 1 Alen; men paa Forsiden en halv Alen høi, og forsynes med dertil indrettede Vinduer; eller i Mangel deraf med Rammer, hvorpaa er fastgiort Papir, som er giennemtrukken med en eller anden Olje, eller og med simple gode Lemmer, hvilke igien dækkes med Matter eller Halm. Først i April fyldes en saadan Mistbænke med vel foderblandet Hestemøg, som bliver liggende i 7 a 8 Dage for at brænde sammen, og derefter trædes fast og jevnes, at det kommer til at ligge allevegne lige høit. Herpaa lægges i 1 Qvarteer tyk, fiin, god og feed Muldjord, som bliver liggende i 2 Dage for at giennemvarmes. Derpaa omspades Jorden og jevnes, og Frøet saaes og bedækkes med en fierdedeel Tomme fiinfældet Jord. For at Frøet skal komme hastigere op, sættes det i 24 Timer i Blød i Vand, tørres derpaa først og siden saaes det. Fra den Dag af Frøet er saaet, vandes Mistbænken hver Eftermiddag med Vand, som har staaet i Solen, for at det ikke skal skade ved sin Kulde, indtil Planterne begynde at komme op, men efter den Tid iukkun saa ofte det giøres fornødent. Hver Morgen tages Matterne af Mistbænken og gives Luft under Vinduerne eller Lommerne. Naar Planterne ere først blevne nogenledes store, tages Vinduerne eller Lemmerne af i godt og stille Veir, for at vænne Planterne til Luften; men om Aftenen maa Mistbænken atter tildækkes med Vinduer eller Lemmer og Matter, saalænge man frygter for Nattekulde.

Paa et Stykke i Mistbænken, som er 1 Alen langt og 1 Qvarter bredt, kan der avles omtrendt 1000 Planter; altsaa behøves ikke hele Bænken til Tobak, men man kan saae i smaa Afdelinger ved Siden af Tobakken, Kaal, Løg, Sellerie, Blomsterfrøe og flere Sorter, som enten ikke kan saaes i en almindelig Haveseng, eller som man vil have tidligerre frem. Og bliver Omgangsmaaden med Mistbænken den samme, som ovenfor er lært.

Førend midt i Juni Maaned kan man ikke med Sikkerhed udplante Tobakken, da den ikke taaler mindste Frost, naar undtages den Norske. Udplantningen skeer naar Planterne have 4 til 6 Blade. Jorden, hvor den skal plantes, maa være vel giødslet, og dybt og godt spadet eller pløiet. Hvis ikke dette skeer, bliver Tobakken ussel af Vext og faaer smaa og tynde Blade. En løs Muldjord er hertil den bedste, og paa et høitliggende Sted, hvor ikke Vandet kan blive staaende; thi det taaler den ikke. Som før er lært, kan man meget godt betiene sig af et Stykke Jord, som ligger nedenfor Møddingen, thi derved kan man fordeelagtigen giøre Brug af hvad der løber fra den. Skulde Jorden ei være muldblandet nok, kan man jo med ringe Bekostning til et lidet Stykke, kiøre noget god Jord derpaa.

Naar det Stykke som man vil beplante er færdigt, afmaales 5 Qvarter brede Senge, og 2 Qvarter brede Gange. Jorden kastes af Gangene op paa Sengene og udjevnes, saa at de blive noget høie. Paa hver Seng plantes 2 Rader, og 1 Alen imellem hver, som strax efter vandes, og siden saa ofte det behøves.

To til tre Uger efter at Planterne ere satte, hyppes de, og alt Ugræs lugges bort saa tidt det behøves.

Norsk Landboeblad No 20

18. mai 1811

af hvad den kongelige Generalpostdirektion

2011-05-14T12:28:00.000+02:00

Til Følge af hvad den kongelige Generalpostdirektion i Skrivelse af 30te Marts d. M. har paalagt mig, angaaende Forsendelsen og Convolutteringen af det Norske Landboblad, skulle jeg ikke undlade herigiennem at bede Dhrr. Abonnentere af Landbobladet behagentlig herefter at ville forskaane mig for den Correspondance, som hidtil har været mig tilegnet, Landbobladets bestilling eller Opsigelser betræffende, men at enhver Abonent herefter behagentlig ville henvende sig, hvad Bladets Bestilling eller Opsigelse angaar, til Dhrr. Postmestere under hvis Postdistrikt enhver Abonent har Bostæd. Til hvad Tid enhver Forandring bør indmeldes, vil hos vedkommende Postmestere erfares.

Ogsaa være det mig tilladet, ved denne leilighed at erindre de Abonnenter og respective Postcontoirer, som ei endnu for forrige Aar have berigtiget første eller andet Halvaars Contingent for Bladet, efter tilstillede Regninger, samme nu, jo før jo bedre, at afgiøre, saafremt jeg ikke skal sættes i den meget ubehagelige Nødvendighed, at lade indføre en Liste paa de Resterende, i selve Landbobladet.

Borgensunds Postcontoir, den 14de Maji 1811.

Randulff.

Potet og tobakk

2011-05-11T11:04:00.001+02:00

I denne Maaned sættes Poteter - en Væxt, hvis Dyrkning endnu modtager adskillige Forbedringer og Opdagelser. At have gode Sæde-Poteter er vigtigt, og at have havt dem giemte eller overvintrede hver Art for sig, eller i sit eget Værelse, ville være fordeelagtigt; og ikke, som almindelig skeer, at man i samme Kielder, ja i samme Bing af Kielderen lægger de lange røde og knudrede, de hvide og glatte, de gule, de fiolette, kort sagt, meget forskiellige Urter lader man ligge sammen, som om Vinteren, og i Foraaret naar de begynde at udvikle nye Skud, modtage hinanders Uddampninger, hvilket Udgiveren synes maa være en stor Aarsag til at de udarter, saa hvert Slags taber paa frodig Vext og naturlig Godhed og er noget som overlades til Fleres Betænkning.

Klisje: ÆGTE NORSK TOBAK.
Frå Volda bygdetun.

I forrige Aargang handlede Udgiveren af og til om Tobakken (...) Men Hovedaarsagen hvoraf Tobakken saa let udarter er: at man i Almindelighed udsaaer det i Norges avlede Frøe.

Til videre Oplysning har Udgiveren modtaget et fra Selskabet for Norges Vel i dette Aar udgivet trykt Skrift, om Tobaksplantens Dyrkning i Norge, af hvilken den væsentlige Indhold, og hvad som i dette Blad ei før er berørt, uddrages, og ved Bladets Fortsættelse vil meddeles:

Tobakken lader sig dyrke i Norge. Skiønt Bladene ikke blive saa gode som de amerikanske, efterdi de ikke faae i den Grad som hine, den passende og bedøvende Egenskab, saa ere de dog meget bedre at røge, ved Humle, Humleblade, Enerbark, og flere andre Plantedele.

At dyrke denne Plante i saadan Mængde, at derover Kornets Dyrkning skulde blive tilsidesat, vilde Ingen tilraade. Men at enhver Bonde bør tilberede et lidet Jordstykke, hvor han kan dyrke Poteter, Næper, Kaal og Tobak.

Til Tobakken skal han vælge det Stykke Jord, som er nedenfor hans Møgdynge, dersom det er Muldjord; thi da kan han spaae Giødsel, som denne Plante fordrer, efterdi Møgvandet giødsler det Jordstykke.

Iblant de flere Arter Tobak, kan to især dyrkes med Fordeel her i Landet: 1 Almindelig Tobak (Tobak au?kansk, virginist Tobak) Bladene ere brede lanserdannede, nedløbende: Stængelen 3 - 4 Fod høit. Blomsterne tragtdannede og lysrøde. Bladene større, mere hierteformede: Stængelen er lavere og tykkere. Bladene større, mere hierteformige og klæbrige, end hos den forrige: desuden er Blomsten guul. Sieldent finder man dyrket 3. Bonde-Tobak, hvis Blade ere budtere end den Førstes, og derhos stilkede og ægformige, Stængelen mere grenet, Kronen kortere og guul.

At disse 3 Arter giver den første de bedste Blade, og kan dyrkes i vel giødslet og godt bearbeidet Jord. Den 2den kan saaes i en almindelig Seng (Bed), plantes i maadelig Jord, taaler temmelig Kulden, men giver slettere Blade, hvilke dog ere meget bedre at røge end Humle o. a. S. Altsaa bør Enhver især giøre sig Umage for at dyrke den 1ste, men kan dog og benyttes den 2den.

Man bør betids giøre sig Umage for, at saae godt Frø fra Kiøbenhavn eller Hamburg, men helst fra Holland, hvor det Amersforske? ansees som det bedste, og dernæst være betænkt paa at faae Noget af det meget tidlig, og omhyggelig opelske i soelrige Mistbænke de første Planter der komme op, for, om mueligt, at faae modent Frø af dem - Hvis ikke det lykkes, maa man atter betids forskrive Frø, og om man end saaer modent Frø flere Aar i Rad, nødes man dog til at forskrive Noget hvert 2den eller 3die Aar, thi ellers arter Tobakken ud. - Soldater? Tobakken bærer næsten hvert Aar modent Frø.

Norsk Landboeblad No 19

11. mai 1811

Liden Varme om Dagene...

2011-05-04T09:58:00.005+02:00

Liden Varme om Dagene og de fleste Nætter nogen, dog for Kornsæden hidtil ikke skadelig, Kulde, har vi havt denne Uge, og Iistappene fra Tagene hænge i Morgenstunden alenlange. Forrige Uges færske Sneelag tøede ved Solens Virkning op fra de dyrkbare Jorder, og denne Uges Onsdag et nyt Sneelag, som ligeledes tøer ved Solskin. Paa nogle Øer og i Dale, var den færske Snee enhalv Alen, men høit til Fields mere, da den faldt meget ulige; men liden Regn i denne Tid. Vindene mere sagte end blæsende, men dog fra Nordrekanten og kolde. Skovene som vare færdige at grønnes ved udspringende Løv, staaer nu i Stade. Erlen er kommen; men Giøgen, som ofte er hørt ved Korsmisse, endnu ikke. Imidlertid formodes, at en Vinter, hvis Strænghed i sin Tid var omspaaet og af endeel Almuesfolk nok befrugtet, er denne Gang gaaet forbi med det Mildeste, som norske Vinter mellem Snese Aar, kan til en Sieldenhed vorde optegnet.

I denne Maaned er, som før anmærket, bedste Tid at udsaae Byg: Bygsæden fordrer her i Egnen bedste Giødsel, dog med den Forskiel, at paa kolde og fugtige Agre nytter bedst Smale eller Saude (Faare) Giødsel, da den er varmende, og paa tørre og sansdige Agre Koegiødsel og Myrmuld, naar den med disse Slags Qvægurin er vel igiennemdrænket. At Giødselen udbredes ovenpaa den udsaaede Byg og tillige med den nedharves i Muldens Overflade, har paa sine Steder en større Nytte, end at den er udbredt og ikke nedharvet, og derved udsættes i tørt Veir for Sol og Vind. Og som Bygavlen er, især i nærværende Tider, Landet saa vigtig, saa fordrer næsten enhver Egn og Jordkyn, samt efter visse Slags Vinter- og Foraarsveirligt, egne Regler for Væxtens Fremme, som ved flere Steders kyndige Jorddyrkeres Iagttagelser og Anviisninger, kunde bidrage til noget Heelt.

Naar Bygsæden er forbi, er først Tid at udsaae Liinfrøet, og derefter sættes Potetes. Imidlertid dyrkes Haven og udsaaes Rodkaal og andre Urters Frøe, samt sættes tidlige og sildige Erter, indtil udi Juni, da Næper kan saaes til endog forbi St. Hansdagstider. For øvrigt er Vaartiden dyrebar for saa mange nyttige Væxters Dyrkning, at jeg ei kiender nogen større Fornøielse, end at opmuntre til dens nyttige Anvendelse, og udbeder mig at kyndige Landmænd korte, men tydelige Anviisninger, om hvad som passer bedst paa de eller hine Egne, men maa og bede, at de forundte Anviisninger portofrit hidsendes.

Norsk Landboeblad No 18

4. mai 1811

Bygg, havre og Efterretninger af Statstidenden

2011-04-29T08:57:00.004+02:00

Indtil Torsdags Aften var Veiret ganske godt; Varmen om Dagene ved, lidt under eller over, tempereret. Luften for det meste klar, men dog Nætterne for denne Tid meget mørke, saa at man med bare Øine har seet Stierner at 6te Størrelse, og i skyet Veir igien saa dunkelt, at Fieldenes Dannelse var utydelig at see, altsaa for Seilende ikke vel giørligt at reise mellem Kystenbs Skiærgaarde om Natten. At Nordlysene ere saa ganske bortfiærnede, er vel en Aarsak til mere mørke Nætter. En stor Deel af Havresæden er udsaaet og man har ønsket en mild Regn, men Fredags Morgen fik vi i Følge med kolde Vinde et nyt Sneelag, som, hvis det ei vil ligge for længe og medfføre Frost, kan have samme Nytte som en god Regn, da de Gamles Ordsprog herom lyder: April Sniø, er saa go so Saudegiø. Barometret har staaet høit, men sank foran Sneeveiret. Torskefiskeriet ophørte med Paaskeugen. Silden er fornummet i denne Uge at søge ind til Fiordene.

Det er ikke saa almindeligen bekiendt, som det paa flere Steder vilde være til største Nytte at udsaae Havren foran Pløiningen, som kaldes Undersaaening, hvor Jorden er sandig og tør, befriet fra Koldvæde og i Pløiningstiden tillige er tørt Veir, er af mange her i Egnen forsøgt med Fordeel: Man udsaaer Kornet paa Halmstubbene, et Økt eller en Stund før man kommer med Ploven, hvorved bruges den Forsigtighed at Sædekornet ikke forstyrres, men kun jevnt ned pløies med Plove som almindeligst gaaer 4 Tommer dybt. Furen jevnes med Hakkegrævene og Harving er man befriet for. Til denne Slags Sæd pløies her kun een Gang, og skal Ageren giødes, skeer det foran Saaeningen. Der, som haves saadant Jordkyn, at denne Maade kan bruges, vil Nogle paastaae, at efter et Par Aars Forsøg lykkes det bedre end de første, og ville sige, at Jorden eller Kornarten kommer ligesom i Vane med den Slags Dyrkningsmaade og Væxt, og at Ageren derefter bliver mere løs end ved Ovensæd og Ovengiødning. Men, Udgiveren tilraader ikke denne Maade paa kold og fugtig Grund, ei heller naar Ageren er blød af meget Regn eller Sneevand.

Byg bør man ikke udsaae for tidligt: Til Bygavlens Fremme er det godt at pløie tvende Gange, først naar Sneen og Tællen er nys borte, og anden Gang i Bygsædetiden i Majmaaned. Bygagre som ere tvende Gange pløiede, kan baade saaes noget tyndere og endda give foldrig Frugt, og tilmed bliver Ugræsset langt mindre i de Agre som tvende Gange pløies. Hvor det er giørligt ved sidste Pløining, at pløie op eller ned over Ageren, og ved at lade hver ottende eller tiende Fure være størst og ligge aaben, at Bygageren derved er anlagt som i Senge, vil være meget fordeelagtigt. Saadan Pløining skeer bedst ved at foretage en Strimmel af Gangen, begynde midt i den og vælte ind fra begge Sider, naar man pløier baade op og ned ad Ageren, saa bliver der en stor og tom Fure paa hver Side af Strimmelen. Den saaledes anlagte Ager vil og forsigtig harves, men saadan Behandling og dermed gaaende mere Tidsspilde, vil Høsten rigelig belønne.

Efterretninger af Statstidenden og Iversens fyenske Avis.

Den 26de forrige Maaned, giorde vore kiække danske Søefolk et Forsøg at igienerobre Øen Anholt. De fandt Øen befæstet, foruden ved dens bekiendte Fyhrtaarn, endnu med 3 Batterier, som de gik tappert imøte, nedfældedfe de fiendtlige kolloneviis og havde nær vundet Øen, hvis ikke de Engelske havde blevet forstærket ved en Fregat og en Brig som ankom under Træfningen, og en saadan Overmagt giorde det umueligt for de Danske, den Gang længere at opholde sig der.

Den i forrige No. ommeldte nyfødte franske Prinds, var førend Fødselen udnævnt til Konge af Rom. - Videre læses i Iversens Avis No. 45: "Kongen af Rom blev hiemmedøbt den 20de Marts Kl. 9 om Aftenen i Slotskapellet. Hans Hr. Fader holdt ham selv over Daaben, og Fadderne vare Storhertugen af Wurzburg og Vicekongen af Iranien. Under Ceremonien, som forrettes af Cardinal Storaumonieren, afbrændtes et stort Fyrverkerie, og Tedeum afsanges medens den nyfødte Konge indbares i sine Værelser af sin Gouvernante, under Ledsagning af Gardens Generaloberst og Officerene i hans Tieneste. Keiserinden saavelsom Kongen af Rom befunde sig begge meget vel".

Kongen af Roms Daab skal skee i Notre-Dame-Kirken. Man forsikrer at Hans Fornavne blive: Napoleon Frans Joseph Carl.

Fra Portugal haves følgende Efterretning: Armeerne staae endnu lige over for hverandre, og Prindsen af Esslingen har ladet slaae en Broe over Tajo. Man troer st Caimbra, der holdtes besat at 2000 Engellændere under General Trant, er i fransk Magt.

Fra Badajoz. Beleiringen drives med al muelig Iver. Det er lykkedes Pardaleras Besætning at komme ind i Fæstningen. De paa Staden kastede Bomber have stærkt beskadiget en Broe, over hvilken Garnisonen havde Forbindelse med Tropperne paa Gibboras Bredde. - En Trediedeel af Staden er sammenskudt.

Russerne og Tyrkerne have leveret hinanden et Slag, og hvorved de Sidste maatte vige. Russerne erobrede adskillige Kanoner, mange Standarter og en Mængde Munition, samt endeel til Fanger, hvoriblandt en Pascha.

Ligesom den 11te, 18de og 25de denne Maaned, saa vedbliver endnu i nogen Tid, hver 8de Dag, fri Vaccination hos Udgiveren for Børn her af Præstegieldet og Naboesogne. De 8 Dage forud vaccinerede, komme ogsaa tilstede, at Koppernes Gang kunne bedømmes.

Norsk Landboeblad No 17

27. april 1811

En mild Paaske-Uge og det smukkeste Foraars Veir

2011-04-20T01:45:00.007+02:00

En mild Paaske-Uge og det smukkeste Foraars Veir har man havt her i disse Dage. - Nogle har begyndt Pløining til Havresæden, som for denne Egn synes vel betids. Ved disse Dage at have besøgt endeel bratte og mod Middagen vendende Søstrande og Biergsider, som i forrige Aargang under No. 28 ere beskrevne, har Udgiveren fundet endeel Vexter blomstrende, hvorilandt: Vaarlyst, Primula, Seedsimmer, Anemone, og Guldsoleie, Hieracium. Derforuden paa fladere Jordbund, ere Planterne ikke ualmindelig hyppige at spire. Steendolpen, Motacilla oenanthe, om hvilken Landmanden siger: han kommer med den sidste Vaarsnee, som kaldes Steendolpe-Riden, er i Gaar først seet. Linerlen og Giøgen er af Vaarfugle endnu tilbage, og af Søfugle Tenden. Vindene mest syd og ostlige. Luften mere klart end skyet.

En Plovmands Sang.

af Zetlitz.

Troløse Bølger maa Sømanden pløie,

Angest og Fare draer med ham fra Land,

Tit uden Binding blir farefuld Møie:

Nogen opslængt paa den fremmede Strand

Trygler han Huuslye og Føde og Klæder,

Mødes saa til med et krænkende Nei,

Tænker misundsom paa Landmandens Glæder.

Mine de er' Mon jeg føler ei?

Fiskeren iler fra brødløse Hytte,

Hungrende Hustrue og pialtede Smaae,

Søgende Havets det usikre Bytte

Vaad og udmattet som tiest han maae,

Døden at flye gaae tomhændet tilbage;

Taarer nedstrømme paa furede Rand

Landmandens Lykke forøger hans Klage

O, han har Ret. Men den Lykke er min.

Skiønsoomme Ager med Lysat kan jeg pløie,

Sielden drak Jorden uskiønsom min Sved,

Sielden sveg Haabet Jordbrugerens Møie,

Sielden den eu blege Hunger kom ned

Til hans lyksalige fredende Hytte,

I ?lig var Glæden hans smilende Giæst -

Jeg ei min Plov med en Jægt vil bortbytte,

Ei med en Kiøbmandsskib pløiende Hest.

Kom mine Grander, lad beenstærke Heste

Trælle for Ploven, omsonst det ei er.

Føde for os og vor trængende Næste,

Fandt vi jo jevnlig paa Furene her.

Dyrkede Agre er Guld værd, vor Møie

Lønner mangfoldig den gavmilde Høst

Gud see til den, som har intet at pløie!

Tung er hans Lod, vi bør være hans Trøst.

Du som de gavmilde Hænder oplader,

Føde og Klæde og Fryd sender ned,

Qvægets Opholder og Menneskets Fader,

See til vor Møie og signe vor Sverd!

Signer du ei da forgiæves vi svede,

Spildt er vor Klygt og vort Haab og for Tid,

Selv kan vi ikke en Avne berede -

Herre vort Herskab vær naadig og blid!

Norsk Landboeblad No 16

20. april 1811

Løvetand, Kaffe og de tarveligste Klæder.

2011-04-13T10:33:00.006+02:00

Løvetand: Denne af sin Nytte, og lægende Egenskab mod Gigt og skiørbuttiske Tilfælde, endnu ikke blandt norske Landboere nok bekiendt Plante, hvis første Blade nu titter fram af Jorden, og viser hvor dens nyttige Rod er at finde. Den kan tages baade i Foraaret og i Efteraaret, og naar man vil tage den i og efter denne Tid, saa maa det være betids førend den viser sit guldgule Blomst, der kaldes Laxeblomst, eller før den faaer sin indhule Stilk, der kaldes Kappeloup, under hvilket Navn den er almindeligst bekiendt, fordi Børn kløve Stilken og holde den i Munden, da den ruller sig sammen i ringede Dangler, som kaldes Kappeloup. Navnet Løvetand synes den have derfra, at de fra Roden fremliggende Blade have Tagger lignende Rovdyrs Tænder. En hvidagtig Saft viser sig naar Stilken afskiæres, og naar Plantens mange gule Blomstblade ere samlede, staar Toppen som kronet med en hvid Uld, der kaldes Løvetandens Paryk. Stænglerne ere runde, glatte, hule og hver bær kun eet mangebladet Blomst. - Disse ere dens væsentligste Kiendemærker.

Om Plantens Nytte læses i Hornemanns Plantelære Pag. 412:

Den er een af de bedste Bieurter. Planten ædes gierne af Qvæget, dens spæde Blade kunne bruges til Salat, og Blomsterne, før de udspringe, til Kappers; Roden er brugelig til Kaffe og til at sætte paa Brændeviin, i Island spises den raae og stegt paa Gløder.

Af medicinske Kræfter er den opløsende, urindrivende, fortyndende.

Om Rodens Samling til medicinsk Brug, læses i Wendts Anvisning blandt Andet: at den som opgraves i Foraaret, er bedst at bruge frisk til Krydersafte ec. Men om den som skal giemmes heder det: Den maa hastigen renses og hastigen tørres. Naar Rødderne ere meget tykke, maa de enten vendes under Tørringen, eller ogsaa trækkes paa Snore, og saaledes tørres. Thi naar man vilde flække store Rødder, vilde meget af den melkeagtige Vedske løbe ud. Den taber ved Tørringen tre fierdedele af sin Vægt. Den maa giemmes paa et tørt Sted og i en veltillukket Kasse.

Men da den ogsaa kan bruges som en medicinsk Kaffe, indtages her af Bladet Søndag Aftens-Læsning, No. 13 for 1809 følgende:

Om Kaffe. Af alle de forskiellige Tilsætninger til Kaffe som have været prøvede og anpriste, er der neppe nogen der mindre berøver den sin naturlige Smag end Løvetandsroden. Behandlingsmaaden dermed er meget simpel, den opgraves, afvaskes godt, skiæres i smaa Stykker, tørres i en ikke alt for heed Ovn eller under Skorstenen, brændes for sig selv, men kuns meget lidet, males derpaa og opbevares til Brug. Ved Brugen tages halv Kaffe og halv Løvetand. Kaffeelskere, som have smagt den, have ikke været i Stand til at skielne den paa denne Maade lavede fra den bare Kaffe. Den kan indsamles til forskiellige Tider, dog er udentvivl April Maaned den bedste Tid dertil, da den nok da er kraftigst; ved Behandlingen kommer det især meget an paa den rigtige Grad af Brændingen: thi brændes den for meget, faaer Kaffeen en ubehagelig Smag. En Egenskab, som ogsaa fortrinlig anbefaler denne Rod, er dens medicinske Kræfter, som det vel neppe er troligt, at den ved Brændingen ganske skulle tabe. Ogsaa have Adskillig drukket den i flere Aar paa denne Maade som et Middel mod Gigt, og befundet dem vel derved. Den er altsaa en Gevinst baade for Sundheden og Pungen, da den sparer den halve Kaffe.

I nærværende Tider, da de tarveligste Klæder ere for Uformuende vanskelige at erholde, burde man hverken lade de af Vadmel Triskiæst eller Stoffs norske Uldklæder, naar de ere forslidte, slænges hen til Forraadnelse; ei heller lappe dem saa længe oven hinanden, at de blive ubeqvemme eller uanstændige at bruges. Men naar de med maadelig Lapping ere slidte til Ubrugelighed, kunne de klippes i Strimler, hvoraf Traadene tages ud og ravses op, saa de kunne til grovt Tøi spindes med en Deel lang Uld, og saaledes spare paa Uld til Qvitler, Ryer (Sengelagener og Sengedækkener, som Almuefolket bruger). Ja og til de saakaldte Arbejds og Uveirs Trøjer og Overbuxer.

Norsk Landboeblad No 15

13. april 1811

litt om kolde Nætter, Pløiningen og Odelsretten

2011-04-06T10:10:00.014+02:00

Vindene roligere end forrige Uger. Luften tildeels eller ganske klar; koldere om Nætterne, og i Morgenstunden, til 2 a 3 Grader. Barometret oftest ved Middelhøiden, Nordlysene ikke bemærkede, og neppe vil sees i dette Foraar. Torskefiskerierne ved Sundmørs søndre Kyster ingen; ved det Nordre som forrige Uges.

Paa saa mange Steder, som i denne Aarets Tid Agergiødselen skal udkiøres for Pløiningen, og der, som for Nærværende, ikke gives Sneeføre, er det bedst at kiøre i Morgenstunden, naar Jorden, som oftest, er rimfrossen eller koldsnerpet. Hestene trættes ei heller saa meget da, som i en varmere Tid paa Dagen. Paapasselige Landboere lader derfor Hestene faae noget i Otter at æde, og omtrent Kl. 4 begynder at kiøre den førs i muldig Vand med Sand eller Sandblandet Jord, og i stenig eller Aurbund med god Muldte Økt, hviler igien fra Kl. 6 til 7, og derfra igien kiøres til Kl. 9, siden til Middag, og efter Middag hviles oftest 2 Timer og kiøres i ? Øktet, naar Jorden er blød og opvarmet af Middagssolen. Ved slige Leiligheder tages og tidligt Aftenroe baade for Folk og Dyr, at kunne være des muntrere i en for Arbeidets Fortgang nyttigere Morgenstund.

I denne Egn, hvor Norges mere end Tusind Aar gamle Odelsret har, igiennem kommende og gaaende Slægter, været anseet som Landets største Herlighed, og under snese Aar ingen vidløftige eller skadelige Odels Protester fundet Sted, gives nu mange, i Anledning af hvad i nogle Blade skrives, ikke uden Bekymringer for, at Odelsretten kunne forrykkes, og har blandt andet herom affordret Udgiverens Tanker, som i Korthed ere saadannet at han troer, at Tvillingrigets for Nordboernes Vel omhyggeligste Regiering ikke tillader andre Forandringer ved Odelsretten, end saadanne, som kunne afværge skadelige Tilfælde af dens Misbrug, og i Almindelighed hensigtende til det hele Folkets og Landets Fordeel.

Imidlertid maa Udgiveren tilstaae, ikke at være Odelsbaaren, men dog paa 2 til forskiellige Tider kiøbte og selvbeboede smaa Jorder vundet Odelsret (nemlig i aarene 1781 og 1807), og ved 2de andre kiøbte har havt det Tilfælde, at de af Odelsberettigede ere for samme Summa tilbageløste, til hvilke Odelsrettens Høitidelighed bød ham afstaae dem uden Søgsmaal, men derom anker han ikke, kun anmærker i slige Anledninger ikke at være ganske ukyndig med de Stillinger og Følelser, som Jorddyrkende Bønder, hver Slags for sig, af Leilændiger, Selvejere paa andens Odel og Odelsmænd, ere underkastede - og igiennem alt dette kan han ikke andet end ynde Odelsretten, baade for dens Ælde, at den har vedligeholdt sig i Norge igiennem lange og foranderlige Tider, og især for dens Aand, som besiæler Odelsmænd og Odelsbaarne Familjer, ei allene med en egen Slags Tilfredshed, men og, endog til golde Steder, en saadan Forkierlighed, som ikke sielden har fremavlet den utrætteligste Flid, og denne igien saadanne Omdannelser og Forbedringer, som paa mange Steder før vare utænkelige; og et Land som Norge, især i dets Nordenfieldske og Fieldegner vilde ellers neppe have været saa opdyrket og befolket, som det er og kan vorde ved dets Odelsret.

De Hindringer for Jorddyrkningen eller kostbare Prosesser, som Odelsretten tilfældigviis skal have aarsaget, bliver dog, efter Udgiverens Tanker, mindre end 1 mod de 100 gode Følger den har havt.

Norsk Landboeblad No 14

6. april 1811

Opskrivt paa at lave god Gammelost

2011-03-30T09:53:00.005+02:00

1) Melken maa være tyk, at sige den maa være bleven til Skiør, denne sættes paa en sagte Varme, og bliver staaende saaledes at varmes, ganske langsomt, i det mindste 6 Timer, udi en stor Jerngryde. Kobberkiedel burde man ikke bruge dertil.

Gryte AMU.0113 Foto: R. Albertsen

2) Naar Melken saaledes har staaet i 6 Timer og al Osten har lagt sig ovenpaa, uden at koge, saa lægges tilstrækkelig Ild under Gryden, saa den koger op, og lad den saaledes koge, omtrendt i 4 Timer til Osten bliver rød. Der maa røres flittig om i Gryden, at Osten ikke svies. Ilden tages da bort og Gryden bliver staaende en halv Time, hvorpaa Osten lægger sig til Bunds, den tynde Valle, eller Mysse øses af og Osten kommes udi en liden Trækasse eller saakaldet Ostekjørel, - som ikke maa være tæt, men rundt omkring passe smaa Huller, hvorigjennem Vallen kan løbe ud. (Klæde maa der ikke lægges i Formen) - I denne Form skal Osten staae nogle Dage indtil den hænger sammen, derpaa tages den ud sættes paa et tørt Sted i 8 a 14 Dager. Med reen H?, som blødes udi kogende Vand, omvikles Osten tykt, og saa varm som man kan taale at behandle den med Hænderne. Derpaa lægges den med Halm omviklede Ost i en Halvtønde, eller Kasse, og sættes i Kjelderen, hvor den bliver staaende til den bliver moden. Mand bør bytte varm Halm paa den, og lade den atter staae, hvis den ikke moednes nok i den første Halm. - Hvor Osten er moden er den brun og blød, hvor den derimod er umoden er den hvidagtig og haard.

Man iagttager, at Osten øss ganske varm af Gryden i Formen; thi ellers holder den ikke tilsammen.

Norsk Landboeblad No 12

23. mars 1811

Om Farving

2011-03-23T08:19:00.000+01:00

Om Farving, fortsat fra No. 9.

At sorte Uldklæder i Almindelighed har mindre Varme og Varighed end andet slags farvede, er blandt flere Aarsager ogsaa denne, at de fleste paasatte sorte Farver medbringe saadanne Inndele?, som svækker eller tærer Uldstoffet. Man maatte derfore i de Bøygder hvor sortfarvede Klæder ere meget i Brug, hellere tilraade, at de brugte flere Klæder med Faarenes Farver, enten eens eller blandede, og ikke, som alt for meget skeer, koge hvide eller ? uldne Tøier til sorte. Men skal man have nogle sorte Klæder, saa maa man sørge for at bekomme sort eller mørkegraae Uld, som i et Afkog af Elle, Eeg- eller Aspe-Bark ec., og Smak, kan blive mørkere.

Naar Ulden Tøi skulle, fra hvide eller lysgraae, farves sort, uden at lide i Farvingen, da maa det i en Blaakippe af Indigo og Urin først farves mørkeblaat, udvaskes i rindende Vand og alle løse Farvedeele vel afvrides, derefter koger man Bark og Frøeknopper af Svart Or (Elletræer), i Vand der har staaet et par Maaneder over Slibesteens Grums, og er forsigtigen afhældet, at intet af Grumset følger til Farvekiedelen. Tøiet bringes flere Gange i og af denne sorte Farve, til det bliver mørlt nok. Mørkegraat og brunsort Uldtøi kan og herudi farves sortere.

I forbemeldte Slags Afkog af Ellebark og Frøknopper, kan til et Skaalpunds Vægt Uldtøi, kommes i Lod Galæble og i ? Brasiljetrær, som koger med Tøiet en Time, hvorefter det optager, skylles og tørres.

Fra en i Farvekunsten, og flere oekonomiske Færdiogheder, øvet Huusmoder, er mig meddeelt følgende:

Lintraad, sort. Til 1 Pd. Traad, tages 2 lod Spanskgrøn, gnides i en Morter og lades frem paa Vandet, lad det koge en Time, tag det saa op og lad Traaden tørres. Slaae saa reent Vand i Kiedelen, og deri 1 og et halvt Pd. Blaaholdt, og omtrent for en halv Skilling i Potaske; men Farven, naar den har kogt i halvanden Time, skal sies fra Træet, saa kommes Potasken deri, røres vel om, og saa Traaden, lad saa Traaden blive kold i Farven, tag den saa op og lad den tørres, og lindes op i en Olieduug.

Blaat Liingarn: Tag god Birkeaske, kog deraf en Luud, saa stærk at et friskt Æg flyder i den, sæt den hen at blive klar. Tag saa 2 Lod Indigo til hver Mark Garn, stød den smaa og kom den i en Lærreds-Pose, bind derom en lang Traad og hæng den ned i Luden for at blødne, laf den staae i 4 Dage, og hver Dag gnides Posen mellem Henderne, at Farven kommer vel i Luden, leg saa Garnet i og lad det ligge. Det tages op hver Dag og vendes, (bliver det grønt er det Tegn til at Farven er god) og dette vedvarer indtil det er mørkt nok, da det tages op og skylles i Luud og siden i klare Vand. Luden maa være efter Garnets Mængde. Det observeres, at Kippen, eller Stampen hvori Farven er, maa staae taaleligt varmt.

Norsk Landboeblad No 12

23. mars 1811

Hvo som vil have godt Smør maa iagttage følgende

2011-03-16T09:05:00.042+01:00

Ugens første Dage stærk Blæst med Illinger, Regn og Slud; dog Luften ikke kold, men fra 0 til 4 Grader mildt, kun Onsdags Morgen omtrent 1 Grad Kulde, som inden Middag gik over, og siden Opholdsveir. Barometret staaet denne Uge stedse over Midelhøiden, og den 12te og 13de til 28 Tom. 5 Lin. Betyliget? er for denne Aarets Tid ualmindelig godt. Hasselnødetræer blomstre, Smørblomst-Soloie (Caltha valustris) vise Blomstknopper, Stæren kommer, Orrhanen høres i Morgenstunden, Smaafugle søge Skoven for at lege, Krager flokke sig, Meiser høres om Morgenen ved Husene, og mange Ting i Naturen hylder (skiønt vel tidlig) en gunstig Aartid. Nordlysene sees dog ikke.

Noget nær lignende denne, og endda mildere, var Vinteren 1779, for det meste fra Nytaar til Paaske, da i Marti Maaned mange Landboefolk gik barbenet mellem de øverste Fieldgaarder, og Birkeløv, ved nogle Færskvandsbredder, sidst i Narts udsprunget, de største til omtrent som en Sølv Tiskillings Vidde. Men efter Paaske kom et færsk Sneelag, hvorudi det ny udsprungne Løv og andre spirede Vexter kreperede.

Men i samme Sekulo findes for denne Egn blandt Forfædres Opregnelser, som en udmærket mild Vinter 1735, da, som det er antegnet, "her havdes Løv og Græs Marimesse, og paa mange Baade som brugtes til Kirkereiser Marimessedag (den 25 Marts) seilede man med Løv-Seil (Løvbusker), af hvilke Løvseil en Qvist blev indlagt i Alter-Skabet i Ørstens Kirke, og som Udgiveren saae ligge der til sidst i samme Sekulo. Benævn Vinter 1735 efterlod sig ingen haard Vaarknæk, som ellers ofte har fulgt milde Vintre.

Hvo som vil have godt Smør maa iagttage følgende:

Smørkinne AMU.0108 Foto: R. Albertsen

1. Rømmen maa ikke være over 3 Dage om Sommeren paa Melken, og ikke mere end 4 Dage om Vinteren, thi jo før Rømmen, eller Fløden, tages af Melken, jo sødere og bedre bliver Smørret.

2. Rømmen maa ikke blive over 8 Dsge gammel førend den kiærnes, om Sommeren bør man kjerne to Gange ugentlig.

3. Man bør ikke tætte Meøken.

4. Melke-Ringerne, saavel som Kiærnen, maa vaskes saa tidt de skal bruges, og være fuldkommen rene, uden mindste Syrlighed eller Afsmag. Varm eller kogende Enelaug er dertil tienligst.

5. Rømmen bør ikke varmes. Naar den sættes noget, førend den skal kjærnes, i en varm Stue, eller i Nærheden af Ovnen, at den ikke er ganske kold er det nok. Man bør heller ikke bruge varmt Vand til at samle Smørret, At Vallen tages fra Rømmen førend den kommes i Kiærnen, saavidt det er mueligt, forstaaer sig selv.

6. Smørret maa vel knøes (knaes), saa at Kiernemelk og Lage faaes ud af det, men dette opnaaes ikke uden man lader Smørret staae en halv Dag, i det mindste, efter at det første Gang er knaet, og saa igientager dette Arbeide førend det nedlægges. - Man glemme da heller ikke at rense det for Haar o. s. v.! - I Vand bør Smørret ikke vaskes. - Man salte ikke Smørret mere end som behøves, thi meget Smør bliver bedærvet af for meget, for smudsigt og for grovt Salt.

Ved 1ste Post syues jeg at høre, hvor de gamle og selvkloge Kierlinger raaber: "Hvor meget Smør skulde vi vel faae af saa tynd og liden Rømme, som kun er 3 Dage gammel?" - Jo Moer! Vær saa god og prøv det, saa skal I see, at I vist faaer ligesaa meget, og ulige bedre Smør af denne Rømme, end i før have faaet af jers gamle, tykke og seige Rømme. Blir Jers Melk paa den ommeldte Maade ikke tyk nok, da lad den kun staae paa Ringerne, efterat Rømmen er aftaget, indtil den bliver suur og tyk nok.

Ved 3die Post hører jeg man Skriger: "Hvorledes skal vi spise utættet Melk, nei, det giør vi paa ingen Maade!". Ja ja, bliver Svaret, naar I ikke skiøtter om at have godt Smør, som I kan faae godt betalt saa giør som I synes, men tæt dog i det mindste ikke mere Melk end I spise, thi begribeligt er det, at Kraften som I trække i Melken af Rømmen, ikke kan bevirke Smørrets Godhed, og naar man kun tætter noget af Melken maa Smørret blive bedre, end naar al Melken tøttes.

I Anledning af 6te og 7de Post mumler maaskee Een og Anden: "Paa den Maade bliver vort Smør ikke tungt nok." - Men da de som tænke saaledes maa være Falsknere, som hverken skamme sig ved at have slette Vare, ikke heller undsee sig ved at være Bedragere, som vil sælge Folk Lage og Salt for Smør, og det desuden ikke er Fordeel at have slet Smør, fordi det betales meget mindre end det Gode: saa værdiger man saadanne foragteelige Indvendiger intet Svar.

At ovenmeldte Maade at tilvirke Smør ikke er blot et Indfald, men at den i flere Aar er bleven brugt i mit Huus, derom kan jeg forsikre de Tvivlende; som og, at samme Maade nøiagtigen følges i Opdal, Røraas og flere Bøygder, hvor man i Almindelighed har udmærket godt Smør.

Norsk Landboeblad No 11

16. mars 1811

Blandede Efterretninger

2011-03-09T09:18:00.002+01:00

Natten til søndags havde vi Tordenveir. Barometret sank derpaa til den sieldne Punkt 26 Tommer 7 Lin., men steeg noget strax igien; dog har det denne uge staaet ved eller under 27 T. Luften har været mild, og Tamperdag tøede Sneen som det havde været en Maidag, Termometret holdt 4 Grader Varme; siden af og til Sneeillinger. Selietræet bære gule Blomsterrankler, og Spurvene høres med Vaarlyd. Hverken Kyndelmis-Knude eller Fastelavns Frost har denne Vinter havt Sted. Vindene denne som forrige Uge mest sydlige. Fiskerierne endnu ikke fordeelagtigere.

Blandede Efterretninger.

Hans Majestæt Kongen har, ved Plakat af 3de Februar sidstleden, allernaadigst bestemt en Indfortsels?præmie af 1 Rdlr. for hver Tønde Smør, Flesk, saltet eller røget Kiød, Hvede, Rug, Erter, Malr, Byg og Havre, samt Gryn og Meel af fornævnte Kornsorter, som med fremmede eller indenlandske Skibe indføres til noget Sted i Norge fra Steder udenfor Samme.

? ;amdskab forundt en Belønning, af 3 Rdlr. pr. Læn af Skibets fulde Drægtighed, naar Indferselen sleer toø et Sted i Trondhiems eller Bergens Stifter; og 2 Rdlr. pr. Læst, naar Indførselen skeer til et Sted i Aggerhuus eller Christiansands Stifter.

For Kartofler, som indføres fra 1ste August til 1ste Oktober d. A., er allernaadigst tilstaaet Indførselspremie af 48 Sl. pr. Tønde.

Fortegnelse over et Qvantum Østersøiske Varer, (af de den 19de Juli opbragte og siden condemnedere Priser) som forstørstedelen kan ventes bortsolgte i Christiansand i Norge den 18de Marts 1811. Jærn 4 Stænger, ? 8000 Skibpund. (Et Skibpund er 9 Voger mindre 8 Marker.) (...)

Af Iversens Fyenske Avis.Moniteuren af 27de Jan. har til Beretningen om Armeens sidste Fremskridt i Spanien, en Ja?ning, hvori siges: at endog den meest Vantroe maa nu overtyde sig om, at Krigen sammesteds nu nærmer sig til Enden, og at dette ulykkelige Land vil være beroliget inden Foraaret, og vil Englændernes Skiebne til Stengiæld for alle deres store Opofrelser af Penge og Menn slet blive, hvad den har været overalt - Haan og Flugt!

Bombardementet for Cadir har god Fremgang; et nyt Batterie kaster Bomber ind i alle Stadens Kvarterer. Af 15 Handelsmørsere? kan man kaste Kugler af 80 Pd. Vægt 2600 Favner bort. Bomberne gaae endog over Staden. Denne stærke Nærmelse fra Beleirernes Side har bragt mange af Cadirs Indbyggere paa andre Tanker, ihenseende til Englænderne, hvilke de nu bebreide, at have blotted Spanien, for at forsvare deres egen Armee i Portugasl.

Norsk Landboeblad No 10

9. Mars 1811

Om Farving

2011-03-02T14:03:00.001+01:00

Karmosinrødt paa Uldent: Til et Skaalpunds Vægt, kom rent Vand i en fortinet eller blank Kiedel, og naar det er vel varmt, kommes deri 4 Lod Allun, og 3 Lod bedste og reneste smaastødt rød Viinsten naar det er smeltet og vil koge kommes Tøier deri og lad det koge og deels omrøres i to Timer, tag det saa op og leg det hen at svales.

Giør Kiedelen reen og kom reent færst Vand deri, naar det er vel varmt kommes deri 1 Lod og 1 Qvintin Concenelle, og et halvt Lod hvid Viinsteen og røres vel om, naar det vil koge kommes Tøiet deri og tørres vel, lad det saakoge i halvanden Time, tag det saa op og skyl det, saa er det færdigt.

Høirødt paa Uldent, med Concenelle. Til 1 Skaalpunds Vægt: Først laves en Tinopløsning saaledes: Man tager 4 Lod bedste og reneste Skedevand, som blandes med lige meget reent Kildevand i en rummelig lille blank Flaske eller Glas, som deri efterhaanden lidt af Gangen, af et halvt Lod Farvertin, eller smaatskaaret Engelsk Tin, ligesom det opløses, men ikke meget paa en Gang. Naar man seer at alt Tinnet er opløst, kan denne Komposition endda staae Natten over før den bruges.

Om Morgenen haves en fortinet eller meget blank skuret Kiedel, at passende Størrelse, derudi omtrent 4 Kander reent Kildevand, og kom deri medens det lunkes, 4 Lod fiinstødt og bedste Farvet Viinsten og et halvt lod ganske fiinstødt Cancenelle. I det samme det faaer et Opkog, hældes herudi henimod halvdelen af Tinopløsningen og omrøres; hvorefter Garnet, som forud maa være vædet i innkera? Vand og vel afvridet, kommes derudi, omrøres og ladet koge jævnt halvanden Time til all Farven er gaaet i Tøiet, hvorefter det tages op, svales og løselig skylles, saa er det beitset eller grundet.

Til Farving giøres Kiedelen blank igien, og reent Vand tages, hvorudi kommes medens det varmes, et halvt Lod fiin hvid Viinsteen, 1 Lod udtværet hvid Stivelse og 1 Lod ganske fiin Concenelle, og naaar Farven begynder at ville koge, gydes derudi Resten at Tinopløsningen. Farven omrøres og gives et nyt Opkog, hvornæst Tøiet kommes derudi, vendes om at det ei bliver plettet, og kan koge i 3 Qvarteers Tid, tag det saa op og skyl det vel, saa er det færdigt.

I nærværende Tid raader jeg ikke til megen Farving med den kostbare Concenelle, kun lidt Garn eller Traad til Udsyening paa Tørklæder, og deslige, som hører til Fruentimmernethed og Huusflidens Fremme.

Norsk Landboeblad No 9

2. Mars 1811

Farving, anvendelig for Landboestanden,

2011-02-23T08:56:00.003+01:00

(Naar Noget blev leveret til Farving, var oftest Fortingelsen at Farven maatte være af de bestandigste, der taalte baade Skin og Skuur, Blegning og Uveir, derfore anvises her først de varigste Kouleurer.)

At farve Kaffebrunt, tages til hvert Skaalpunds Vægt 4 Lod Allun, 2 Lod rød Vunsteen og tilkoges eller beidses i 2 Timer, ligesom til Kraprødt, dernæst behandles og farvers med 6 Lod Krap, efter som meldt i forrige No. om Kraprødfarven. Herpaa tages Tøier op af denne Farvesuppe og deri kommes 3 Lod Smak, hvorudi Tøier igien kan koge i Qvarteers Tid. Tag det atter op og kom et halvt Lod Victril i Farvesuppen, og nu Tøiet igien i Farven at koge en lille Stund, til der bliver saa mørkt som man vil have det, hvorefter man tager Tøiet op og skyller det, og da er det færdigt.

Fioler eller Fiolenbrunt: Til hvert Skaalpunds Vægt at beidse, tages 4 lod Allun, 2 Lod Viinsteen og koges halvanden Time med Tøiet, tag det op for at svales. Kom saa reent Vand i Kiedelen, derudi 4 Lod Brunspaan og 3 lod Fernambuk, lad disse 2de Dele tilligemed en haandfuld Aske koge en halv Time; lad saa Kiedelen komme af Kog og sie Spaanerne fra, kom saa Tøiet deri og lad det koge en halv Time, tag det saa op og tag noget af Farvesuppen i en Skaal, kom derudi omtrent 1 Lod Potaske som vel udtværes, og naar den er smeltet kommes den i Kiedelen og vel omrøres, kom Tøiet deri, rør det vel om til det bliver saa blaaligt i Kouleuren som man vil have det, men maa agtes, at det ikke maa koge efter at Potasken er kommet udi Farven; derefter tages det op og skylles vel.

Nota: Da Potasken er ofte meget forskiellig af Godhed, kan Vægten ei saa nøie bestemmes, førend man har forsøgt den som skal bruges, entern ved denne eller andre Farver.

Mørkerødt at farve: Et Skaalpunds Vægt Tøi eller Garn beidses med 4 Lod Allun, 2 Lod Viinsten, een og enhvalv Time ligesom til Stoler. Dernæst kommes 5 Lod Fernambut i reent Vand i Kiedelen, lad det koge enhalv Time, sie Spaanerne fra, kom Tøiet deri og lad koge vel enhvalv Time, tag saa Tøiet op og behandle Farven med Potaske ligesom er sagt i næstforrige. Vil man have Tøiet mere mørkt, kan bruges god Birkaske til det bliver mørkt nok. Tag det saa op, skyl det og lad det tørres.

Blaat farves i de fleste Huusholdninger her i Omegnen, men de adskillige Tilsætninger af Lud, Allun og Victril, som Nogle bruger, er ofte til mere Skade end Mange ville troe.

Jeg vil derfor anvise en simpel, men temmelig sikker Maade. Til et Skaalpunds Vægt, tages omtrent fire Kander Urin (af sunde Personer), lader den staae i 14 Dage for at sætte sig, siden hældes det Klare sagte fra i en Spand eller lille Farverbalje, der er forsynet med et Laag, tag saa 2 Lod god Indigo, riv den i en Morter med Urin, lader den sætte sig og hælder det Tynde fra, slaae lidt Urin derpaa igien og riv paanyt, og saaledes bliver ved med at rine den i klart Urin til Indigoen er ganske opløst. Tre til fire Gange i hvert Døgn røres den Farve om, og om man vil, kan haves deriblandt et halvt Lod Krap. Efter et Par Døgn kan farves herudi, da man, naa? Tøiet eller Garnet ?, bringers i Farven, maa haandtere det vel, at det strax bliver jevne vaadt, lader Farven derpaa staae rolig i 2 Timer, trækker Tøiet derefter op for at luftes, og ned i Farven igien, at haandteres som første Gang, og saaledes til man faaer det saa mørkt man vil have det. Farven maa staae paa et Sted som ikke er for koldt, men heller at den kan føles som halv lunken.

Norsk Landboeblad No 8

23. Februar 1811

Monarkens Fødselsdag

2011-02-21T09:20:00.000+01:00

Frederik VI

(født 28. januar 1768,

død 3. desember 1839)

var konge av Danmark 1808–1839

og av Norge 1808–1814.

(kilde: http://no.wikipedia.org/wiki/Fil:Frederik_VI.jpg)

Med denne Uges Begyndelse havde vi det Gode, atter at opleve en af Nordboernes kjereste Høitider: Monarkens Fødselsdag - Glæden var alvorlig og Ønskerne varme, for Kongens, Dronningens, de Kongelige Prindsessers og hele Kongehusets Velgaaende. Den muntre Ungdom valgte passende Sange, og som Bidrag til saadanne, bleve følgende trykte og udeelte til Brug for Egnens Ungdom, paa Kongens Fødselsdage.

Sange paa

Kongens Fødselsdag, d. 28. Jan. 1811

Mel. Hvor saare lidet vil der til ec.

Kong Fred'rik leve! nyde Held!

See mange Fødselsdage!

Da mellem Norges stolte Field

Skal Landboevel tiltage.

Ja Fred'riks Daad fieldpræntet staae

Og først med Verdens Fald forgaae,

En sildig Slægt og høre skal,

Hans Roes af Fædres Munde.

Med sin Marie, Landets Moer,

Og Døttre, Stammens Smykke!

Han skue Tvillingrigets Floer,

Som himmelkronet Lykke!

Saa vil og Velstand smile ned,

Til travle Hænders Virksomhed,

Og Norges Strande, Øe og Dal,

Glad ved hans Septer være.

Saa vil og Velstand smile ned,

Til travle Hænders Virksomhed,

Og Norges Strande, Øe og Dal,

Ved Fredriks Septer glædes!

A - t.

Mel. Norrig, vor Moder, bedaget af Ælde.

Norge, en Søster til Dannemarks Slætter,

Deel Dagens Glæder i fierneste Egn:

Nyd af de Laurbær Alherren Dig læsser,

Ved kiere Fred'rik, Dit trofaste Hagn!

Skiæggede Gubbe i Spidsen da træder,

Om sig Uvenner vil nærme vor Strand,

skal Frederiks Faner med Hæder,

Alle for Dig, Du, o elskede Land!

Dagen vi holde, vi Tvilllingbørns Brødre,

Glæden fordobles ved Frederiks Vel!

Ogsaa vi nordiske Døttre og Mødre,

Ønske her Fred'riks og Maries Held:

Gid! at De Begge, til Rigernes Lykke,

Længe maa leve, til sildigste Tid!

Gid og Fredens velsignede Smykke,

Ved Dannerkongen tils?les os blid!

Gid at Fredems velsignede Smykke,

Ved Dannerkongen tilsmiler os blid!

Gid og at Fred'rik, til Rigernes Lykke,

Længe maa leve, til sildigste Tid!

A. Steen.

Norsk Landboeblad no. 5

2. feb. 1811

En smuk grøn Farve paa Uldent

2011-02-16T09:40:00.000+01:00

Det er ved denne Aarets Tid, og førend Vaararbeidet begynder, at huuslige Landboefruentimre her og i Omegnen almindeligst væver og tilvirker de fleste uldne og linnede Tøier, og som det formodentlig vil fremme mangens Lyst til Huusfliden, naar de tillige selv kunne farve de Klædestykker, som de forfardiger, som roesværdigt, naar det kan skee enten allene eller for det meste med indenlandske Planter, hvorom jeg i dette Blads første Aargang har givet nogle korte Anviisninger og Anmærkninger, saasom i No. 24, Side 95, at farve Guult, Grønt og saakaldet Fægrerødfarve, samt No. 27, Side 109 og 10, hvilke der benævnte, med nogle flere Farveplanters Brug, fordrer en udførlig Beskrivelse. Men imidlertid, da maaskee mange ville farve, og ikke ere forsynede med de fornødne indenlandske Planter, eller deraf kunne udbringe de Farver de ønskede, vil jeg anvise nogle, hvorved deels udenlandske, deels indenlandske Planter eller tilvirkede Ingredientser, kunne bringes.

En smuk grøn Farve paa Uldent

Til et Skaalpunds Vægt eller a Marker uldent Garn eller Tøi, tages i Lod Victriol-Olie og er halvt Qvintin bedste Indigo, som stødes fiint, og i et stort Sukkerglas eller Flaske med viid og aaben Hals udmænges, helst med en Glaspind eller og en lille Stikke af Enertræ, som Smalenden af en Pibestik. Glasset maa være saa stort, at Farven ved Brusningen ikke gaaer over; den omrøres da og nogle Gange siden. Efter et Døgn, eller længere, kan denne Farve bruges. Men hænger en Kiedel paa Ilden med reent Vand, og mod det et koghedt, kommer Farven derudi og omrøres. Garnet eller Tøiet som skal farves, maa være vaadt og afvridet igien, og kommer da i Farven, hvor det vendes om før at tage jevn Kouleur. Kiedelen maa være paa Ilden, uden at koge, indtil at Farven er indtrukken, saa er det blaat, kan tages op og skylles.

Vil man nu have det grønt, saa tages 6 Lod Guulspaan, som kommes i rent Vand og koges et Qvarters Tid, og efterat det er frasiet Spaanerne, sættes Badet paa Ilden igien. Førend det koger udmænges det udi 4 Lod Allun, 1 Lod Gurgemei, et halvt Lod Salmiak og opkoges tilsammen, kom saa det blaae Garn deri mens det er vaadt, og koges omtrent en Time, tages derefter op og skylles, og hænges i Skygge for at tørres.

For dem som ikke kiende Victriloljens ædsende Virkning, vil jeg anmærke, at de ville vogte sig med den, og ikke lade mindste Draabe af Olien eller Farven komme paa Linnedtøi eller andre tørre Klæder, da den sætter Hul deri. - Ellers er forbemeldte Farve ikke anvendelig paa Lintøi.

For at give denne Farve end mere Fasthed, giorde jeg adskillige Forsøg, i en Tid af over 20 Aar, da jeg som Daleboer fandt Leilighed, især om Vinteren, blandt Andet at sysle med Farving for Omegnens Beboere, og farvede aarlig nogle Hundrede Pund paa Landet virkede Varer. Naar da, som oftest, jeg havde havt en større Deel at farve Kraprød, og Tøiet var af Farvesuppen optaget, lod jeg den sætte sig og klares, hældede derpaa den tynde og rødlige men til Rødt udbrugte Farvesuppe af, delede den, og brugte Halvdelen til den Blaae, og den anden halve Deel til den Gule, til openbeskrevne grønne Farve.

En anden Maade, naar ikke havdes et brugt rødt Farvebad, tog jeg til den Blaae et Lod Krap til hver Mark Tøi, og til den gule Farve en Mark Birkeløv og Jamne, hvorved sparedes Halvdelen af Gunkspaan og Gurgemeje, og Farven blev bestandigere, men ei fuldt saa livlig grøn som det fachtisk Grønne.

Kraprødt, som her i Egnen kaldes Kiævsierødt, farves saaledes: Til 9 Pund eller en fierdedeels Vog, tages en Mark rød Viinsteen og 2 Mark Alun, disse knuses noget og kommes i reent Vand i en Kiedel af vel en Halvtøndes Størrelse og sættes paa Ilden. Naar det er saa varmt at Allun og Viinsteen er smeltet, kommes Garnet eller Tøiet deri og koges sagte, men jevnt, i vel 2 Timer, og af og til vendes eller snoes om med en Kiæv. Efter denne Tilkogning, som kaldes Beidsningen, udskylles Tøiet vel, Badet bortslaaes og Kiedelen giøres blank igien.

Til Farvingen tages et nyt Bad af reent Vand, hvorudi, medens det lunkes, udtværes 2 Skaalpund eller 4 mark god Krap, og henimod sydheedt, da kommes Tøiet dernedi, som med Flid vendes og omrøres for at tage jevnt med Farven; den staaer paa Ilden, uden at koge, en Times Tid og tilsidst kan gives et lille Opkog et halvt Minut, men maa ikke koges længe, ellers bliver Farven mat. Derefter tages Ilden fra, Tøiet tages op, skylles og tørres.

Naar jeg, som oftest, til samme Tid havde nogle Marker at farves Cochenillerødt, saasom Høirødt og Karmosin, farvede jeg disse først for at benytte det brugte Farvebad til det Kiærsierødes Beidsning og fandt Fordeel derved. Men nu er Cochenillfarving saa kostbar, at jeg lidet kan anbefale den, derimod for denne Gang en for Lanboefolk anvendelig og temmelig bestandig bruun Farve paa Uldent:

Til et Pund eller 3 Mark, kommes reent Vand i en Kiedel og derudi 6 Lod Sandel, 4 lod Smak og 1 Lod Galæbler fiinstødt, lad det koge en Time og imidlertid vel omrøres, tag det saa op og lad det svales, kom saa et halvt Lod Victril i den samme Suppe som er i Kiedelen, naar den er smeltet og Kiedelen koger, kommes Tøiet igien deri og røres bestandig, til det bliver saa mørkt som man vil have det, vil man have det mærkere end det er naar det har kogt et godt Qvarteer, kan man tage det op og komme lidet mere Victril i Suppen, og igien komme Tøiet deri, til det bliver saa mørkt som man vil have det, da man tager det op og skyller det vel reent, saa er det færdigt.

Staalgraat at farve: Kom reent Vand i en Kiedel, og derudi Smak 4 Lod, Galæble 1 Lod Fiinstødt, naar det koger kommes Tøiet derudi og omrøres 1 Time, tag det op og lad det svales, kom saa i samme Suppe 1 Qvintin Victril, naar Kiedelen igien koger kommes Tøiet deri, lad det koge og røre vel deri, til det er saa mørkt man vil have det, siden tages det op og skylles, saa er det færdigt.

Smak kan habes nok her i Landet af den Mængde Meelbærriisblade som her gives. Og i Mangel af Galæbler kan deels bruges Ellebark, Egebark eller andre Træers Bark, med flere Slags.

Norsk Landboeblad No 7

16. Februar 1811

majestætiske Storhed og Skiønhed

2011-02-09T08:38:00.003+01:00

Ustadigt og stormende Veirligt, men mild Luft mellem to til fire Graders Varme. De fleste Dage denne Uge høi Havflod og Barometret lavt, af 27 Tommer eller lidt over. Den ny Iis paa Fiorde og Færskvande gaaer op igien. Paa Sneelaget er tøet og langs Søestranden Jorden for det meste bar.

Subskriptionsplan.

Prospekten af et af Norges største og meest karakteristiske Vandfalde; Fiskum kaldet, beliggende i Field- og Rigsgrændsebøigden Harran, under Overhaldens Præstegield, Nummedals Fogderie, nordre Trondhiems Amt, er af mig optaget for at blive stukket i Kobber.

Den fiærne Beliggenhed, de uveisomme Fieldegne, Situationernes Steilhed, og overhovedet de mange Besværligheder der er at bekiæmpe baade tilfods og ved at passere Namselvens voldsomt rivende Strømme, forinden man kan komme paa den farlige, men ene fordeelagtige Standpunkt, hvorfra denne Foss viser sig i sin sande majestætiske Storhed og Skiønhed, er Aarsagen til, at den hidtil neppe har været bekiendt af Navnet, mindre offentlig fremstilt. I Bings Beskrivelse over Norge, nævnes den under Namsen Elv, Pag. 442 og 43, ligesom i Forbigaaende, blot som en stor Foss.

Man har ikke kiendt de vigtige væsentlige Beskaffenheder som udmærker den og qvalificerer den til Rang med de bekiendte største Vandfalde, hvis tilgiængeligere Beliggenhed i blidere og mere beboede Egne, forlængst giorde dem til værdige Stenstænder for Malerens Pensel og Naturvennens Beundring. Fiskums fortrinlige Værd, som Foss betragtet, taber meer og vorder aldrig mindre, fordi Naturen placerede den i hiin ublide Egn.

De faa Videnskabsmænd der - paa deres Reiser hørre tale om denne Foss, og med de høiere Følelser for Naturens Skiønheder - underkastede sig Besværligheden af at komme den nær, for at beskue den. høre dens bedøvende Brusen og beundre den, naaede kun saadanne Stand- og Synspunkter, hvorfra den ikke, uden med alt for stort Tab, kunde males. Men det stolte og rædsomtskiønne Syn de alligevel fandt, paalagde dem uskrømtede Tilstaaelser af den Sandhed: at Fiskum fuldkommen kunde staae ved Siden af de udmærkede Vandfalde, som de beqvemmere og nærmere have beskuet i Schweiz og flere Lande.

Jeg havde endelig, dog ikke uden med megen Møie endog Fare, det Held at vinde min Standpunkt lige over for og nedenfor Fossen, kun paa 300 Alens Distanse fra den, paa Bierge der vare isglatte af den Grønske, som det uophørlige Regn hvormed Vandstyrtningen opfylder Luften, har frembragt.

Her blev den da i sidstefvigte Septembermaaned første Gang malet, og jeg vil være stolt af at kunde indrømme denne mægtige Foss sin fortiente Plads, ved at lægge den for mine Medborgeres og hele det evropæiske Publikums bifaldende Øine.

De væsentlige og sieldne Egenskaber, som saa udmærkende karakteriserer denne vor fremtrædende Foss, ere især følgende: 1. Den falder fra en næsten ganske horizontal Bierghøide med en fri Styrtning aldeles lodret ned. 2. Dette dens ualmindelige Fald er 39 Alen høit. 3. Dens Bredde er ligesaa ualmindelig, nemlig 290 Alne. 4. Dens Vandmasse er betydelig, da Namsen Elv er, næst Glommen, den største i Norge. 5. Den høres daglig paa en Distance af 2 norske Mile, men ved Østenvindens Komme, høres dens Bulder over 3 indtil 4 Mile ned i Bøigden, Længde og Tværdalenes høie Biergkiæder uagtet.

Venner af Fædrelandets Mærkværdigheder, som attraae at eie den kobberstukne Efterligning, har jeg den Ære foreløbig at tilkiendegive for De, som ville behage at antegne sig som Subskribentere: at Kobberstykket vorder forfærdiget af en Kunster, hvis fine Stikning og skiønne Kolørit er almindelig berømt; at Prisen paa samme bliver 2 Rd. 48 ss, og at en udførlig Beskrivelse - efter de Saussure's Regler - over Namsen Elv, der danner denne Foss, kan i sin Tid mod 40 ss. følge Kobberet.

Trondhiem, den 10de December 1810.Gunnerus, Auditeur.

Norsk Landboeblad No 6

9. Februar 1811

Norsk Efterretninger

2011-02-02T09:01:00.001+01:00

Mieldsnee er falden i Ugens første fire Dage, og siden klart og koldt til 6 Grader. Barometret 27 T. 4 til 8 L. Isen som i nogle Fiorde og Færskvande gik op i forrige Uge, lægges nu paany, og Færdselen paa Sneeføret kommer igien igang. Postens Ankomst hertil udeblev fra 18de til 31te f. M.

Med sidste post modtog Udgiveren, fra Hr. Foged Landmark, Følgende til offentlig Bekiendtgiørelse her i Distriktet:

"Amtet har, under 4de d. M., tilkeindegivet mig, for offentlig at kundgiøre: at Hans Majestæt ved allerhøieste Resolution af 5te April f. A., allernaadigst har bemyndiget forrige Kongelige interimistiske Regieringskommision til at udstæde Tolvskillingssedler, der indtil videre skulle være i Omløb her i Riget; hvilke Sedler nu ere færdige og lyde saaledes: No.Tolv Skilling.

Udstæd med Kongelig allernaadigst Tilladelse for Tolv Skilling. Christiania 1810. Efter Regieringskommisionens Autorisation.

Disse Sedler ere forsynede med Kongeligt Stempel og underskrevne af een af efterfølgende Personer, nemlig: Kiøbmand P. J. Petersen, Major v. Hirsch, Fuldmægtig Niels Bing, Fuldmægtig N. C. Moglestue, Kapitaine v. Rosbach, Katheket Brun, og Kandidat P. L. Stabel, alle af Christiania.

Dette bekiendtgiøres herved til Enhvers Efterretning.

Brandal, den 17de Januar 1811.

A. Landmark."

Norsk Efterretninger.

Af Bergens Avis No. 1. d. A. Ved Priseretten i Bergen er den 31te December sidstleden, priisdømt et Skib Marv Ann kaldet, ført af Skibskapitain William Demond, og tilligemed sammes Ladning tilkiendt Kaperfører J. C. J. Røscher som god Prise.

Varepriser i Bergen sidst i December: Hvede 23 Rd. 48 ss, Td, Rug 18 a 19 Rd., Rødviin 1 Rd. 64 ss. Potten, bedste Meel 1 Rd. 48 ss, Vogen, graat Liin 60 ss. Marken, Knappenaale 18 ss. Loddet, Kaffe 2 Rd. 8 ss. Pd., lyst Puddersukker 1 Rd, god Røgtobak 64 ss, Bladetobak 36 ss. Marken, Risengryn 28 ss. Pd.

Varepriser ved Christiania. Oplandsk Smør 13 Rd. og Talg 12 Rd. pr. Bismerpund. - Bærums Jern 40 pr., Kakkelovne 20 Rdl. Skippundet. - Oudals Skibsspiger 3 Rd. pr. Lispund, Bygningsspiger 3toms 5 Rd., 4toms 6 Rd. pr. 1000.

Den 5te Januar var Kulden i Christiania 14 Grader efter Reaumur.

I Budstikken 2den Deel, No. 37, læses: at en Guttorm Pedersen Bierke paa Hadeland i Toten, forfærdiger Digler, der udholde 2 Timer Hvidglødnings Hede, uden at sprække og uden at antage Glassur eller lide nogen Forandring. - De ansees herfra bedre end de bestilte Digler. - En velkommen Efterretning for Smede her i Egnen, som i siste Aar ofte har klaget over Mangel paa Digler. Udgiveren.

Af danske Blade, (af Staststidenden). Fra Corsøer meldes under 28de og 30te December, at ingen fiendtlige Skibe vare derfra at observere eller i Beltet.

Fra 16 Decb. 1809 til 22. Decb. 1810 ere i Kiøbenhavn kopulerede 1164 Par, fødte 1872 Drenge, 1752 Piger, ialt 3624, og Døde 3736.

Norsk Landboeblad No 5

2. Februar 1811

Planeten Venus er den skiønneste iblandt alle Planeter

2011-01-26T08:56:00.001+01:00

Sidste Torsdags-Morgen, som den eneste i 2de Uger har her havt klart Veir, havde vi paany den Fornøielse at kunde observere Planeten Venus som Morgenstierne, og hver klar Morgen i denne Vinter vil sees at komme frem mellem Østen og Syden. I sidste December gik den saa nær Solen, at den ei kunde sees, men sidste Tirsdag var den i Selskab eller Sammenkomst med Maanen, hvilket efter Almanakkens Anviisning vil i dette Aar skee den 19de Februar, 21de Marts, 19de April, 18de Maji, 16de Juni, 17 Juli, og da tillige med Jupiter, videre: 16de August, hvorefter den igien nærmer sig Solen, og først ved Aarets Slutning eller ved Begyndelsen af 1812 vil komme frem som Aftenstierne. - Om denne Planet har de Stiernekyndige givet os saadan Beskrivelse:

"Planeten Venus er den skiønneste iblandt alle Planeter. Dens Glands er saa stærk, at den, der har et skarpt Syn, kan endog see den om Morgenen nogen Tid efter Solens Opgang. Denne prægtige Stierne sees enten i Østen førend Solens Opgang, eller efter dens Nedgang i Vesten. Dens egen Bevægelse, naar den end antages meget lempeligen, er den dog 1 Grad, 36 Minuter 8 Sekunder, eller omtrent 3 Fuldmaanebredder, hvorudover den strax falder i Øinene. Af alle Planeter er Venus den som afviger meest fra Ekliptiken, thi dens Afvigelse er 8 totrediedeels Grader. Dens Vandring omkring Solen fuldendes næsten i 223 Dage, og Bevægelsen omkring dens egen Axel skeer i 23 Timer og 20 Minuter. Venus er ellers omtrent een Tiendedeel mindre end vor Jordklode, og er, i sin Middelafstand, ikke over 20 Millioner Mile borte fra Jordkloden."

Norsk Landboeblad No 4

26. Januar 1811

Noget om Nordens Runerie.

2011-01-19T08:58:00.001+01:00

det mørske alfabet

Blant flere Oldlevninger og Sæder, der kunne regnes fra Odin og hans hedenske Lærdoms Tider, er Runerie og det saakaldte Paatrie endnu ikke ganske tabt af Sigte.

Runerie synes have Benævnelsen af det gamle Ord Runs, en dundrende eller skaldrende uforklarlig Lyd, ligesom man derfra har deels endnu det navn runsel paa en stor eller myndig Person, naar han giør megen Mundbulder eller Prat i et Selskab. - Runekvedjara og Runerødjara høres ogsaa endnu benævnt, især i Fjeldbygderne.

De første ere saadanne som gierne lader sig høre, med forskjellige Slags, som man kalder, gammelt Priim og Riim i syngende Toner. Det andet er saadanne som gierne repeterer Fabler, gamle Historier og Ordsprog i en egen Slags læsende Methode.

Saavidt Udgiveren har Efterretning, som meest efter gamle Sagn, om hiint Runerie, da blev det drevet som en Slags Videnskab eller betinget Syssel kun af Nogle, men som almindelig Mand ei troede sig berettiget til at udøve. De som begav sig af dermed og havde lært Runevæsserne, vare tillige forsynede med nogle Træplader, lignende Stave af smaa Kiørler, og i disse vare indskaarne forskiellige Karakterer, som visede Runevæssernes Længde, Gang eller Vendinger, og kaldtes Runestave og Runetavler. Til at gjemme udi og bære disse Runestykker, havde de een af tyndt Træ som en Trommetrøsk sammenbøiet Bombe, paa hvilken ofte, naar de mumlede Runevæsserne, blev banket og spillet som efter Toner, hvorved for andre som hørte derpaa, Ordenes Udtryk bleve ufattelige, som og oftest var Hensigten hos dem som sang eller læste Runerne, da de vilde holde Kunsten skiult og derfore med Flid udbuldrede dem i en saakaldet Runs.

Dog var der visse Runer som bleve almindeligere brugt, saasom af nogle Giætler (Qvægvogtere) baade for at holde Qvæget frit for Fare og Rovdyr, som at samle det tilbage fra Fieldene, m. fl. af hvilke enn:

Djuraa mæte, Lærte me gjæte, Asa møj thyre, Lærte me styre, Styre min Smale yfe Bek aa Bruu, Snøgge aa snuu. Kom fram Asa møj mæ Søstraa di, Mæ nie, Hænde aa Lyklebaand uti, Aa bint qvart eit Vundedyr ti gropsa si, (En anden Tone, som Svar af den Paakaldte): I Skoja æ no klumsa alle Klodyr. Forutan Hund aa Kat: Ibbe, Ribbe, Tann aa Tunge, Sitie, titie mæ si Unge, Tarpe, skarpe Brøsk aa Bein. Dæj ska smake, gnage Stejn aa inkje Bein, Dæj ska drikke, slikke Sjo aa inkje Blo, Dæj ska faras te meins, Dær æ dejra hejms. Tral lal lal, Trum rum rum.

Norsk Landboeblad No 3

19. Januar 1811

Godt Smør og God Gammel-Ost.

2011-01-12T07:52:00.004+01:00

Godt Østerlands Smør

Melkering, Austefjord museum (AMU-0092) Foto: Ragnar

Man holder Melkekollene (Melkeringerne) eller Askene vel rene, ved at koge stærk Enelaug og lade staae i dem en Stund hver Aften, før Melken sies i dem; tillige at sætte Melken i et Huus hvor ei Røg og usund Damp er, samt ei lader Rømmen staae hvor den ? eller fryser, som foraarsager ond Smag paa Smøret. Ved Kierningen haver man at tage i Agt, at der ei bliver Traakiernet, som man pleier kalde det naar det bliver tyndt og ei vil samle sig, hvilket kan afhielpes ved at kaste lidt Allun i Kiernen, og er Rømmen kold da at have lidt varmt Vand deri naar den begynder at beiske: tillige ved Optagningen at skylle det vel i 2 a 3 Vand, og salte det vel med Cadis Salt - Hvor denne Maade bruges, har Erfaringen lært: at det efter 2 a 3 Aar er befunden at være lige godt.

God Gammel-Ost.

Naar man bræster Melken, tager man Osten før den stikker til Bunds, thi ellers bliver den suur, og haver den i Formerne, hvor al Vallen trykkes vel ud og vender den i Formen for at faae den vel fast; tillige kan man, om man vil have den fastere, sætte Formen med Osten i op i Kiedelen en liden Tid og siden trykke den igien, lader den faa staae i nogle Dage i Formen, hvor den da optages, lægges paa en Hylde at tørres, samt bevare den vel for Fluer og ofte sætte den ved Varmen, og naar saa Skorpen udenpaa er vel haard, da kan man vaske denne et Par Gange over med Eneldug og siden lægge den i en Kielder for at modnes. Vil man have den hastig moden, lægger man den i et tillugt Kiørl (Kar) i Kielderen og slaaer lidt godt Øl, eller om man har lidt Kamostlage, paa den, og vender den deri een Gang hver Uge. (Saavidt om Smør og Ost i bemeldte Brev af 23de Novbr. 1810.)

At forbedre alle Slags Ost.

Af Hochheimers Huus og Kunstbog, men Middelet synes i denne Tid bekosteligt.

Man helder god hvid Viin over renset Potagske eller Viinsteensalt, saalænge indtil Blandingen ikke mere bruser op. Derpaa befugter man et Stykke Linned dermed, slaaer det om Osten og lægger det i Kieldelen. Efter fire og tyve Timers Forløb befugter man Linneden paanye, vender Osten om, og bliver saaledes ved, efter Ostens Beskaffenhed, omtrent en Maaneds Tid. Ganske tørre og fordærvede Oste lade sig forbedre ved denne Fremgangsmaade. (Herved troer Udgiveren maa forstaaes om Sødmelkoste.)

Norsk Landboeblad No 2

12. Januar 1811

Tilbagesyn paa nysafvigte Aar.

2011-01-05T08:41:00.000+01:00

Aaret begyndte med Kulde fra 4 til 6 Grader. Isen lagdes stærk paa de fleste Ferskvande og Landeveiene bleve let fremkommelige. Vindene fra Norden, dog ikke meget stærkblæsende. Barometret steeg den 4de til 28 Tommer, som er en sielden Høide.

Den 1ste Januar 1811.

Ærværdige Landsmand som føler det Held,

At leve og ældes i Norden,

Hvor Danmarkes Sletter med Norriges Field,

Er Frederiks Tvilling-Arv vorden.

Hvert kommende Aar vi med Glæde skal see,

Som Fyrsten os elsker og skjønner

Al Veldaad, - alt Vel: alle Dage ham Skee!

Og Himlen med Velbehag lønner.

Tilbagesyn paa nysafvigte Aar.

Aaret 1810 har vi ogsaa den Lykke at kunde antegne blandt de gode Aar, endskiønt Foraarskulden og derpaa følgende langvarige Sommertørke aarsagede mange Steder Høe og Korn gav mindre end i andre Aar, samt de fleste Have- og Træfrugter mislykkedes; saa gaves derimod andre Gaarde og Egne, hvor, ved Kornhøsten, intet savnedes mod de bedste Aar, og den største Lykke, at den i Almindelighed blev udeskadiget af Frost. Fiskerierne har, ligesom de fleste Aar, faldet ujevnt og tilfældigt. Blandt Priser paa Fiskevare har især Sild, her i Egnen, steget til Fiirdobbelt imod forrige Aar, ligesom og Tran. - I lignende Forhold har ogsaa Smør og Flesk steget, og andre Varer til dobbelt og tredobbelt, især hvad som hører til Føde og Klæder. Som en Slags Nødvendighed synes fordre, at man baade maa ønske og haabe Standsning i Betalingers Stigende, saa bliver nok Aaret 1810 mærkeligt eller egentlig den Forskiel betydelig der ville gives imellem hvad man kunde anslaae Landets Produkter for ved Aarets Ende, mod dets Begyndelse. - Under en saadan hyppig Vare- og Pengeomsætning, favnes dog eller gives betydelig Mangel paa Skillemynt, mod hvad som heraf kunne behøves.

Norsk Landboeblad No 1

Løverdagen den 5. Januar 1811

En Maade at brygge Øl, som ikke er almindelig bekiendt...

2010-12-21T23:17:00.000+01:00

En Maade at brygge Øl, som ikke er almindelig bekiendt, men simpel og meget nyttig for tarvelige Landboehuusholdninger, især i Kornmangelstider, ved, at meelmalet Malt at faae godt Øl og siden benytte det aftrukne Meelmakt, til Blanding i Fladbrøddei. Det skeer saaledes: Maltet skraaes ikke, men males som et grynagtigt Meel (ikke for meget fiint). Naar man deraf vil brygge og har Karrene færdige, da, til en Kiedel af en Tøndes Størrelse, tages en Vog Maltmeel og udrøres med koldt Vand i Kiedelen, til den er saa fuld som den kan beqvemt sydes, derpaa lægges Brænde under Kiedelen og strax maa man begynde med en bred Spade at røre ganske flittigen, især frem og tilbage over Bunden, at intet af Melet skal lægge sig paa Bunden eller svies, man lader det syde dobbelt saalænge som fersk Fisk koges, derpaa øses det op i Baljer eller Bøtter og saa hastigt som mueligt slaas op paa Kostekarret, hvorover maa være lagt og uden paa Stavene fasthæftet et grovt Hamplærrets Lagen, dannet til en Bug, som en halv Sæk, ned i Karret, hvorigiennem Vørten (Urten) sies. Under Lageners Bug haves et lille Bræt paa et Stillads fra Karrets Bund, hvorpaa Lagenet hviler, at det vaade Maltmeel ei skal strække Lagenet for meget ud. Har man en mindre eller større Kiedel, proportioneres det tørre Maltmeel derefter. Mellem hver Kiedel som paaslaaes, dækkes Kostekarret over med et Klæde. Naar Alt er kogt og paakommet, løses Kostekarrets Tap, og man kan have kogheed Enelaug til at slaae skaaleviis indover Maltet i Lagenet, for at lave til et tyndere Øl; dog maa man ikke pine dette Malt for meget ud, men strax efter og i næst-paafølgende Dage, før det taber sin Fugtighed og Sødme af sidste Vørt, (der, som sagt, ei maa være ganske udpint), opbruge og bage det blandt godt Havremeel til Fladbrød, som bliver bedre end Manges Lættebrød, især af godt Bygmalt, og saaledes kan af samme Korn faaes baade Øl og Brød. Det kan og koges til en saakaldet Bagstegrød.

At Islandsk Mos kan bruges baade iblandt Humle og isteden for Humle, er af Flere her i Omegnen forsøgt.

Norsk Landboeblad No 51

21. desember 1810

Imidlertid, da Vanen har hos Nogle giort Kaffe og Thee til Nødvendigheder...

2010-12-14T21:12:00.002+01:00

Et stort Sneefald har giort de fleste Veie vanskelig at fremkomme. - Sildefiskeriet har i denne Uge ophørt, da, ligesom til andet Fiskerie, Veiret ikke har været gunstig.

I Anledning et Stykke i et Brev fra en Naboe-Egn:

"I den gode Tid havde vi Leilighed at forskaffe os til Juni noget Brændeviin eller Aquaviter, Hvedekavringer og lidt Kaffe, Thee og Sukker, at vi i Julen baade kunde traktere vore Slægtninger og om en fornem Mand kom til os, vare vi dog ei saa forlegne som det seer nu ud, da alt saadant er over den Priis, at vi kan eie det - Hvad Surogat vil Landboebladets Udgiver tilraade isteden for Kaffe og Thee? - Jordnødder samlede vi ei i Sommer til saa langt Forraad og vor Ærenpriis er snart opbrugt."

Svar: Her kan Udgiveren ikke meddele noget fyldestgiørende Svar, da han ligefrem maa tilstaae: at han ei kan ret bedømme hverken Kaffe eller Theers Godhed, langt mindre Surogaters Smag for sammes Elskere, da, endskiønt han har ofte i Fornemmelse og nogle Venners Huse, nydt baade Kaffe og Thee og fundet sig vel derved, har han dog ikke hidtil kjøbt til Forbrug i egen Huusholdning over et Par Skaalpund Thee og Kaffe tilsammen, og det af følgende Aarsag eller Grunde: deels har han troet ikke at maatte bibringe sine Huusfolk eller Børn Smag paa Noget, som de hverken kunde forskaffe sig, eller sysle med, uden at spilde mangen til mere nyttigt anvendelig Time, deels at han har en alt for svag Tiltroe til disse forbenævnte og flere Lækkeriers Virkninger for norske Landboeres Styrke og Sundhed. Imidlertid, da Vanen har hos Nogle giort Kaffe og Thee til Nødvendigheder, har Udgiveren, som for en Deel kiender nogle Planter, af og til forhen lagt og endnu vil finde Leilighed at sige sine Tanker om een og anden han troer anvendelig for dem, som ønsker Thee- eller Kaffesurogat, men denne Gang anmærker: at Malt, passelig brændt, som og Rug. Dog, disse Kornsorter saaledes forbrugte, er den endda ikke for at tilraade, da ham i det samme faldt ind at tænke om de ældre norske Landboere, som vare Helte, Kæmper og hærdede Landmænd, der ryddede de Agre og Enge som vi nu langt mageligere pløie og afmeie, og disse Oldmønstre kiender hverken Kaffe, Thee, Sukker eller Brændevine.

En D?k godt Øl til Juul, som den første store Høitid efter at de havde indhøstet Landets Afgrøde, vilde Norges gode Hakon at de skulde have, og dermed, som med flere Landets Frugter, giorde de baade Herremænd og Venner tilgode. Det kunne ogsaa vi, uden at trænge til fremmede Landes Frugter; vi giøre os kun til Regler, hvad vor Egns meest yndede Sanger Hr. Provst Frimann, i ?ende Anledninger har anpriist som fornøieligt og hædrende for Jorddyrkerstanden:

Naar jeg har høstet af min Jord,

Og sanket i min Lade,

Saa sidder jeg ved nøisomt Bord,

Med alle Mine glade.

Lad komme Giæst i Klædeskiol,

Jeg ræddes ei for dette,

Paa Hyndebæmk, om ei paa Stoel,

Jeg byder ham sig sætte.

Paa bredet hiemmespunden Dug,

Til tyve Skilling Alen,

Fladbaget Brød af bedste Rug,

Som voxer her i Dalen,

For gode Mand fremsætter jeg,

Og Smør af gule Fløde,

Vil gode Mand da tækkes ei,

Skal jeg ham ikke nøde.

At giøre Melken blaa med Vand,

Ei dertil skal jeg trænge,

Naar nu ei med den dovne Mand

Jeg lader Haanden hænge.

Naar dovne Mand maa lide Nød,

Da seer jeg Løn for Møie,

Til mig af hvide Melkegrød

Da smiler smørret Øie.

Naar ei med List, naar ei med Vold

Jeg undertrykker Næsten,

Betaler rigtig Skat og Told

Til Kongen, Kirken, Præsten,

Forsømmer ei mit Fadervor,

Bevarer ærligt Rygte,

Hvem skulde jeg da blues for?

Hvem skulde jeg da frygte?

Hvad din Mands arbeidsom Haand, Bringe ind med Møje...

2010-12-07T12:20:00.000+01:00

Den 1ste og 2den d. M. havde vi Snee og Sneefog, som efterlod et Lag færsk Snee til enfierdedeels Alen, derpaa gik Veiret om til Sønden, Luften blev mildere, nogle Regnillinger indtraf, som tillige med de sydvestlige Vinde bragte Sneen i tøe og gav Qværnebør (Møllevand), det mange allerede længtes efter. Sildefiskeriet er i disse Dage forstyrret og ophørt i Østefjorden, deels ved det intrufne Uveir, deels derved at en Hval kom ind paa den Bugt Sildestimlen har holdt sig samlet og adspredte den. Om den igien vil samles der eller i andre Fiordens Vige, kan endnu ikke sees.

Det er en sand Fornøielse for Udgiveren, i sin Sirkel at see i mange Landboeres Huse, hvorledes man i denne Tids lange Vinteraftener beskiæftiger sig med at braage, skiætte og hægle hiemmeavlet Hamp og Liin, og af det ? Slags nogle Landboeqvinder og Piger allerede begyndt at spinde Rindingsgarn til Lærreder og rudede Tørklæder m. m., hvilket tillige med egne virkede og med Egnens Væxter farvede Vadmel og Stoff? Tøier, vil saavel til Kirkegang, som andre Hædersdages Dragt, kiæde dem mere ærværdigt, end de blommede og med falsk Glands overdragne Bomulds Silke og andre fremmede Tøier, som Strømmen deels forhen har villet drive ogsaa ind paa Mørernes, med slig Luxus mindst bekiente, Egne. Og ikke vanhædrer det Landboeren, at adskillige Kiøbstædsfolk kalder de simpleste og stærkeste Klædesorter: Møretøi.

For at give de hiemmevævede rudede Tørklæder og randede Stoffer end mere pynteligt Udseende, kan med ægtfarvet Traad paasyes adskillige Blomsterfigurer og Zirater, som holder sig mange Gange længere, end hine med Gummivand paatrykket Kouleurer. Vor nordenfieldske Sanger Frimann har, for flere Aar siden, blandt mere også opmuntret Egnens Landboeqvinder til denne Huuslighedsgreen:

Hvad din Mands arbeidsom Haand

Bringe ind med Møje,

Kiøb ei op i Traad og Baand

Og i Silketrøie!

Hvad paa egen Rok du spandt,

Femten Gange mere

End Damask og Triumsant,

Er det dig til Ære.

Norske Landboeblad No 49
7. desember 1810

Kortlaadne Skindklæder som Landboerne kan bruge, især om Vinteren, istæden for Vadmelsklæder:

2010-11-30T15:16:00.000+01:00

Man klipper Sauderne omtrent 3 Uger før de slagtes, at de, som man kalder det, kan yldes op igien. Man lader Skindene udspilede blive tørre, og naar de ere det, tager man Sildelage og Sildefedt, mænger derudi noget Havremeel, overstryger Skindene paa Kiødsiden med denne Beidsningskompost, lægger dem sammen og lader dem ligge i 6 a 8 Dage. Af Lagen faaer de en Slags mere Seighed, og af Fedtet, som indtrækkes i Skindene, en mere Tæthed at imodstaae Vandets Giennemtrængning. (...) Naar Fedtet og Lagen ere indtrængte, hænges Skindene en Dagstid udslagne paa Stænger, helst i et noget varmt Værelse. Derefter skrabes det tørrt Meelrust af Kiødsiden og begyndes først spagfærdigt at valke dem i en Skindbraak, og siden, som de bliver myge, forøges Arbeidet, indtil de bliver hvide paa Kiødsiden og saa flossede, som det var S?skind. De langlaadne Skind, af Sauder med fuldvoxen Uld, beidses paa samme Maade, men valkes og braakes med mere Varsomhed, at Ulden ikke sammenlarkes eller kommer i Urede. Disse kan helst bruges til Pælse og Sengedækkener, og dertil kan, med visse Træers Bark, farves gule, brune eller røde, som man vil.

Norske Landboeblad No 48
30. november 1810

Landets Lykke

Om Almeløvets Nytte

No. 1. 1812. Løverdag den 25. Januar.

For Jorddyrkeren

Til norske Landboere, den 1ste Januar 1810.

Men bjørnen gjesta åkeren likevel kor vel dei vakta. Og so fann han på ei råd til å halde han burte:

Men idyllen kunne bli broten av ein nærgåande bamse

Han og kameratane hans kunne også jakte på fuglar...

Landets Lykke

Huusmoderen laver et velsmagende Maaltid for Høstfolket

Erindringer ved Kornskuren

Islandsk Mosen

Sædeligheds-Regler

Z Æ Ø

U V X Y

Q R S T

N O P

K L M

G H J

C D E F

Billed-ABC-Bog for gode Børn

Om nogle Urters Nytte, Giødningscompos og papirmangel

Aarets længste Dage bleve dog ikke de blideste...

Om Saugmask at opsamle og benytte.

Om Humleavl, fortsat og sluttet.

om poterter og humle

Fortsættelse om Tobak

om tobak

af hvad den kongelige Generalpostdirektion

Potet og tobakk

Liden Varme om Dagene...

Bygg, havre og Efterretninger af Statstidenden

En mild Paaske-Uge og det smukkeste Foraars Veir

Løvetand, Kaffe og de tarveligste Klæder.

litt om kolde Nætter, Pløiningen og Odelsretten

Opskrivt paa at lave god Gammelost

Om Farving

Hvo som vil have godt Smør maa iagttage følgende

Blandede Efterretninger

Om Farving

Farving, anvendelig for Landboestanden,

Monarkens Fødselsdag

En smuk grøn Farve paa Uldent

majestætiske Storhed og Skiønhed

Norsk Efterretninger

Planeten Venus er den skiønneste iblandt alle Planeter

Noget om Nordens Runerie.

Godt Smør﻿ og God Gammel-Ost.

Tilbagesyn paa nysafvigte Aar.

En Maade at brygge Øl, som ikke er almindelig bekiendt...

Imidlertid, da Vanen har hos Nogle giort Kaffe og Thee til Nødvendigheder...

Hvad din Mands arbeidsom Haand, Bringe ind med Møje...

Kortlaadne Skindklæder som Landboerne kan bruge, især om Vinteren, istæden for Vadmelsklæder:

Godt Smør og God Gammel-Ost.